Caroline Mathildes Vej

• 3150 Hellebæk

• Vejen hed indtil 1961 Stationsvej. Dette år navngav Tikøb Sogneråd Caroline Mathildes Vej. Opkaldt efter den danske dronning Caroline Mathilde (1751-1775). Hun blev som 15-årig gift med Christian 7., hvis sindssygdom og utilregnelighed tog til gennem årene og gjorde ham uegnet til at regere.

Teorier om vejnavnet

Et forslag går ud på, at Caroline Mathilde som en slags "aktivering" nu og da kom på køreture i karet under sit relativt milde fangenskab på Kronborg. Hun blev taget i forvaring lige efter kuppet mod Struense, som fandt sted natten mellem d. 16 og 17. januar 1772 og måtte efterlade sin søn, senere kong Frederik 6. i København. Man vidste simpelthen ikke, hvad man skulle stille op med Caroline Mathilde, som trods alt stadig var Danmarks dronning. Turen gik bl.a. til Hellebæk ad Caroline Mathildes Vej, som i mange år var hovedstrøget gennem Hellebæk inden Bøssemagergade blev til. I udlandet fulgte man godt med i begivenhederne. Kong George d. 3., konge af England, hvor hun oprindeligt kom fra, var særdeles kritisk over for den behandling, hun havde været udsat for. Selvom mange i Danmark var harmfuld over hendes affære med Struense, var man således nødt til behandle hende ordentligt, indtil man fandt en løsning. Caroline Mathilde blev d. 30. maj 1772 bragt om bord på et skib og måtte nu også tage afsked med sin datter, Louise Augusta. Caroline Mathilde blev forvist til slottet i Celle, som på den tid var den britiske kongefamilies hjemland, kurfyrstendømmet Hannover. Hun døde af en smitsom febersygdom d. 10. maj 1775, knap 24 år gammel.

Nogen mener at vejens navn skyldes, at Caroline Mathilde inden tilfangetagelsen havde færdedes dér. Heinrich Carl von Schimmelmann overtog Kronborg Geværfabrik i 1768, samme år som kronprins Frederik blev født. I kraft af sin fremtrædende position, bl.a. udnævnt til skatminister i 1768, kunne man i teorien godt forestille sig, at han omgikkes kongefamilien og derfor også kendte både Christian 7., Struense og Caroline Mathilde. Schimmelmann udvidede Hellebækgaard, som må siges at have være præsentabel nok til at modtage kongeligt besøg. Denne teori kommer fra en kendt modstandsmand fra Hellebæk, politibetjent Thormod Larsen.

Den første bestyrer og senere administrerende direktør af Hellebæk Klædefabrik, Gustav Frederik Hamann, blev gift med Caroline Mathilde Carlsen. I teorien kunne det også have noget med hende at gøre. Denne teori er denne artikels forfatter ansvarlig for.

Politibetjentens hus

Dette hus, som har nr. 1, ligger på første del af Caroline Mathildes Vej mod Nordre Strandvej. Det er opført i på et tidspunkt mellem 1742 og 1765 og fremstår delvist med bindingsværk. Bygningen repræsenterer et typisk hus med både værksteder og boliger i forbindelse med geværfabrikken i Hellebæk, som Stephen Hansen etablerede og kaldte Kronborg Geværfabrik. Bygningen har siden været anvendt til flere formål, eksempelvis som katolsk kirke og lazaret. Husets navn henviser til, at det også har været bolig for den lokale politibetjent.

Probermesterboligen

Denne bygning i nr. 2 blev anvendt af den kongeligt udnævnte probermester (kontrolofficer) i en periode fra slutningen af 1700-tallet til 1849. Han skulle godkende hvert eneste våben inden aflevering, og man må formode, at han i perioder havde rigelig med beskæftigelse. Derefter fungerede bygningen som lægehus en årrække, men er dag privat bolig. Ud mod Bøssemagergade over for det gamle bytorv kan man i et kældervindue se vinduessprosser, som er lavet af kasserede geværløb.

Vest for dette hus lå et par bygninger med værksteder. Bag ved udhuset til Probermesterboligen lå i nordlig retning, med tilknytning til geværfabrikken, en boremølle, kaldet ”Pibemøllen”. Den eksisterer ikke længere.

Ny forskning peger på, at Christian 4.'s hammermølle var placeret netop på det sted, hvor Probermesterboligen fra 1700-tallet er. Hidtil har man troet, at den lå på samme sted som Hammermøllen fra 1765, som vi ser i dag. Øst for Christian 4.'s Hammermølle ligger den gamle industrivej med den oprindelige brolægning, den nuværende Caroline Mathildesvej. Den gamle vej fortsætter, afbrudt af jernbanen, tæt ved Hellebæk Station, på den anden side op mod den nuværende Hammermølle ikke langt fra parkeringspladsen. Her munder den ud i Bøssemagergade lidt længere mod sydvest.

De Edsvornes Hus

De Edsvornes Hus Caroline Mathildes Vej 4, 1920

Bygningen i nr. 4 på Caroline Mathildes Vej er delvis grundmuret og delvis opført i bindingsværk i 1764, beregnet til 2 mestre. Bygningen har fået sit navn, fordi de ansatte bøssemagere havde aflagt ed om at forholde sig tavse omkring de hemmelige arbejdsprocesser. I næste afsnit omtales de hemmelige våben, espingolerne, nærmere. De Edsvornes Hus har efter geværfabrikkens lukning fungeret som såvel skovfogedbolig og skovridderbolig. Huset er bevaringsværdigt og sat smukt i stand af en privat ejer.

Espingoler

I De Edsvornes hus blev de oven for nævnte Espingoler fremstillet fra 1812 til 1864. I Hammermøllen blev løbene til espingoler geværer og pistoler smedet. Andreas Anton Frederik Schumacher (1782-1823) var premierløjtnant i ingeniørkorpset og eksperimenterede især med raketter. Det var ham, der opfandt dette særlige våben med flere ladninger og regnes for at være det første primitive maskingevær. I forbindelse med de to Slesvigske Krige nåede Espingolen slet ikke at blive anvendt i den første, Treårskrigen 1848-1851, og kun i en meget beskeden grad i den anden i 1864. Våbnet havde ingen udviklingsmuligheder og dermed ingen fremtid.

Vejens afslutning

De få andre huse på den lille vej er af nyere dato. Vejen fortsætter som en skovsti bag om Hellebæk Station og munder ud i Bøssemagergade.

Eksterne links

[Samlet billedarkiv fra Hellebæk-Aalsgaards Egnshistoriske Forening

Hellebæk-Aalsgaards Egnshistoriske Forening Billeder af Hellebæk bymodel

Litteratur

Westengaard-Hildinge, O.:En byvandring i Hellebæk-Aalsgaard. Hellebæk-Aalsgaard Egnshistorisk Forening. Egnshistoriske beretninger, nr. 13, 1979.

Bymodel af Hellebæk-Aalsgaard anno 1823. Hellebæk - Aalsgaard Egnshistorisk Forening. Egnshistoriske beretninger, nr. 25, 1993-1994.