Forskel mellem versioner af "Bytinget"
(Links gennemgået) |
|||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
===Tingpladsen i Helsingør=== | ===Tingpladsen i Helsingør=== | ||
| − | Den dømmende myndighed lå hos tingforsamlingen, som afholdt de åbne retsmøder i det fri på en dertil indrettet plads. Pladsen var markeret ved fire tingstokke, hvor den ene var højere end de andre. Lederen af tingmøderne havde fast plads ved den højeste af de fire tingstokke, sandsynligvis sammen med nævningene. Hele pladsen var indhegnet af et stakit med to porte med hver sin hængelås, den ene ydermere med en ”stokkelås”. På denne plads blev anklagede og vidner fremført. Det var samtidig rammen om fælles møder for alle byens indbyggere, hvor de kunne få offentlig information og nyheder. Det kunne dreje sig om forhold omkring ejendomme, skattesager, arvesager og | + | Den dømmende myndighed lå hos tingforsamlingen, som afholdt de åbne retsmøder i det fri på en dertil indrettet plads. Pladsen var markeret ved fire tingstokke, hvor den ene var højere end de andre. Lederen af tingmøderne havde fast plads ved den højeste af de fire tingstokke, sandsynligvis sammen med nævningene. Hele pladsen var indhegnet af et stakit med to porte med hver sin hængelås, den ene ydermere med en ”stokkelås”. På denne plads blev anklagede og vidner fremført. Det var samtidig rammen om fælles møder for alle byens indbyggere, hvor de kunne få offentlig information og nyheder. Det kunne dreje sig om forhold omkring ejendomme, skattesager, arvesager og skudsmål (en slags anbefaling). Borgerskab kunne eksempelvis opnåedes ved, at tinget fire på hinanden følgende møder erklærede den pågældende for at være en pæn og agtværdig borger. |
I [http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Samfund%2C_jura_og_politik/Jura/Retshistorie/Jyske_Lov Jydske Lov] af 1241 anvendes begreberne stokkemænd, tinghører og tingvidne. Stokkemænd blev udpeget til at overvære retsmøder. En tinghører skulle fungere som retsvidne eller skulle iagttage forhold uden for tinget og siden på tinge bevidne, hvad der var iagttaget. Et tingsvidne var et vidnesbyrd fra en tinghører. Fra 1700- og 1800-tallet var den almindeligste betydning en udskrift af et vidneforhør i retten, en såkaldt tingsvidneakt. | I [http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Samfund%2C_jura_og_politik/Jura/Retshistorie/Jyske_Lov Jydske Lov] af 1241 anvendes begreberne stokkemænd, tinghører og tingvidne. Stokkemænd blev udpeget til at overvære retsmøder. En tinghører skulle fungere som retsvidne eller skulle iagttage forhold uden for tinget og siden på tinge bevidne, hvad der var iagttaget. Et tingsvidne var et vidnesbyrd fra en tinghører. Fra 1700- og 1800-tallet var den almindeligste betydning en udskrift af et vidneforhør i retten, en såkaldt tingsvidneakt. | ||
| Linje 9: | Linje 9: | ||
===Byens styre=== | ===Byens styre=== | ||
| − | En købstad udgjorde et særligt retsområde med egen lovgivning. Byting opstod tidligt i middelalderen i forbindelse med at købstæderne blev udskilt fra herrederne som selvstændige retskredse. De udgjorde den almindelige domstol i købstæderne indtil 1919. Den dømmende myndighed udøvedes oprindeligt af borgere, tingmænd og de forskellige nævn, der på tingsforsamlingens vegne deltog i retsplejen. Nævninge havde til opgave at undersøge sager. Det kunne tingsforsamlingen ikke gøre. Det kunne knibe med at få tingmænd til at møde op. At være nævning var heller ikke særlig eftertragtet. Senere overgik den dømmende myndighed delvist til et råd, en slags stedligt selvstyre. Efter indførelsen af råd i købstæderne blev det almindeligt, at bytinget beklædtes af foged og råd i forening. Fra et tidspunkt i 1600-tallet stod en byfoged (eller kongens foged) i spidsen for datidens retssystem som enedommer på bytinget og leder af tingmøderne, og byens forvaltning kom til at ligge hos borgmesteren og rådet på rådhuset. Generelt blev retsplejen og byens administration i tidens løb udskilt fra hinanden. | + | En købstad udgjorde et særligt retsområde med egen lovgivning. [http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Jura/Retshistorie/byting Byting] opstod tidligt i middelalderen i forbindelse med at købstæderne blev udskilt fra herrederne som selvstændige retskredse. De udgjorde den almindelige domstol i købstæderne indtil 1919. Den dømmende myndighed udøvedes oprindeligt af borgere, tingmænd og de forskellige nævn, der på tingsforsamlingens vegne deltog i retsplejen. Nævninge havde til opgave at undersøge sager. Det kunne tingsforsamlingen ikke gøre. Det kunne knibe med at få tingmænd til at møde op. At være nævning var heller ikke særlig eftertragtet. Senere overgik den dømmende myndighed delvist til et råd, en slags stedligt selvstyre. Efter indførelsen af råd i købstæderne blev det almindeligt, at bytinget beklædtes af foged og råd i forening. Fra et tidspunkt i 1600-tallet stod en byfoged (eller kongens foged) i spidsen for datidens retssystem som enedommer på bytinget og leder af tingmøderne, og byens forvaltning kom til at ligge hos borgmesteren og rådet på rådhuset. Generelt blev retsplejen og byens administration i tidens løb udskilt fra hinanden. |
I visse købstæder var der en rådstueret sideløbende med tingsretten. Rådstueretten var beklædt af byens borgmester og rådmænd, som oftest dømte i sager om næringsforhold og større straffesager. Forholdet mellem bytinget og den anden domstol i købstaden, rådstueretten, var i kompetencemæssig henseende uafklaret og varierede i øvrigt fra by til by. Efter nedlæggelse af magistraten (borgmester og råd) i de fleste af købstæderne i 1600- og 1700-tallet og efter nedlæggelse af de resterende rådstueretter i 1805 blev bytinget den eneste domstol i købstæderne. Ved Retsplejeloven af 1916, der trådte i kraft i 1919, ændredes betegnelsen byting til byret. | I visse købstæder var der en rådstueret sideløbende med tingsretten. Rådstueretten var beklædt af byens borgmester og rådmænd, som oftest dømte i sager om næringsforhold og større straffesager. Forholdet mellem bytinget og den anden domstol i købstaden, rådstueretten, var i kompetencemæssig henseende uafklaret og varierede i øvrigt fra by til by. Efter nedlæggelse af magistraten (borgmester og råd) i de fleste af købstæderne i 1600- og 1700-tallet og efter nedlæggelse af de resterende rådstueretter i 1805 blev bytinget den eneste domstol i købstæderne. Ved Retsplejeloven af 1916, der trådte i kraft i 1919, ændredes betegnelsen byting til byret. | ||
| − | Man kan få et indblik i udviklingen i købstæderne via dette link: [http:// | + | Man kan få et indblik i udviklingen i købstæderne via dette link: [http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Danmarks_lokalforvaltning/lokalforvaltning/lokalforvaltning_(Lokalstyre_i_k%C3%B8bst%C3%A6derne) lokalstyre] |
===Det tidlige lovgrundlag=== | ===Det tidlige lovgrundlag=== | ||
Versionen fra 19. feb 2018, 12:51
Tingpladsen i Helsingør
Den dømmende myndighed lå hos tingforsamlingen, som afholdt de åbne retsmøder i det fri på en dertil indrettet plads. Pladsen var markeret ved fire tingstokke, hvor den ene var højere end de andre. Lederen af tingmøderne havde fast plads ved den højeste af de fire tingstokke, sandsynligvis sammen med nævningene. Hele pladsen var indhegnet af et stakit med to porte med hver sin hængelås, den ene ydermere med en ”stokkelås”. På denne plads blev anklagede og vidner fremført. Det var samtidig rammen om fælles møder for alle byens indbyggere, hvor de kunne få offentlig information og nyheder. Det kunne dreje sig om forhold omkring ejendomme, skattesager, arvesager og skudsmål (en slags anbefaling). Borgerskab kunne eksempelvis opnåedes ved, at tinget fire på hinanden følgende møder erklærede den pågældende for at være en pæn og agtværdig borger.
I Jydske Lov af 1241 anvendes begreberne stokkemænd, tinghører og tingvidne. Stokkemænd blev udpeget til at overvære retsmøder. En tinghører skulle fungere som retsvidne eller skulle iagttage forhold uden for tinget og siden på tinge bevidne, hvad der var iagttaget. Et tingsvidne var et vidnesbyrd fra en tinghører. Fra 1700- og 1800-tallet var den almindeligste betydning en udskrift af et vidneforhør i retten, en såkaldt tingsvidneakt.
Tingstedets beliggenhed
Det ældste tingsted lå på en del af grunden til hjørnet af Stjernegade (nr.14) og Sct. Olai Gade (svarende til omkring nr. 20), dengang kaldet Brøndstræde. Stjernegade blev i den sammenhæng kaldt Tingstræde og efter tingstedets flytning til Sudergade Gl. Tingstræde. Dette tingsted blev i 1565 flyttet til en grund beliggende på hjørnet af Sudergade mod sydøst (nr. 26) og Bjergegade 19, som Frederik 2. forærede byen. Først i 1708 blev et rum på rådhuset stillet til rådighed for tingshandlingerne.
Byens styre
En købstad udgjorde et særligt retsområde med egen lovgivning. Byting opstod tidligt i middelalderen i forbindelse med at købstæderne blev udskilt fra herrederne som selvstændige retskredse. De udgjorde den almindelige domstol i købstæderne indtil 1919. Den dømmende myndighed udøvedes oprindeligt af borgere, tingmænd og de forskellige nævn, der på tingsforsamlingens vegne deltog i retsplejen. Nævninge havde til opgave at undersøge sager. Det kunne tingsforsamlingen ikke gøre. Det kunne knibe med at få tingmænd til at møde op. At være nævning var heller ikke særlig eftertragtet. Senere overgik den dømmende myndighed delvist til et råd, en slags stedligt selvstyre. Efter indførelsen af råd i købstæderne blev det almindeligt, at bytinget beklædtes af foged og råd i forening. Fra et tidspunkt i 1600-tallet stod en byfoged (eller kongens foged) i spidsen for datidens retssystem som enedommer på bytinget og leder af tingmøderne, og byens forvaltning kom til at ligge hos borgmesteren og rådet på rådhuset. Generelt blev retsplejen og byens administration i tidens løb udskilt fra hinanden.
I visse købstæder var der en rådstueret sideløbende med tingsretten. Rådstueretten var beklædt af byens borgmester og rådmænd, som oftest dømte i sager om næringsforhold og større straffesager. Forholdet mellem bytinget og den anden domstol i købstaden, rådstueretten, var i kompetencemæssig henseende uafklaret og varierede i øvrigt fra by til by. Efter nedlæggelse af magistraten (borgmester og råd) i de fleste af købstæderne i 1600- og 1700-tallet og efter nedlæggelse af de resterende rådstueretter i 1805 blev bytinget den eneste domstol i købstæderne. Ved Retsplejeloven af 1916, der trådte i kraft i 1919, ændredes betegnelsen byting til byret.
Man kan få et indblik i udviklingen i købstæderne via dette link: lokalstyre
Det tidlige lovgrundlag
Efter Jydske Lov af 1241 byggede retsvæsenet længe på Christian den Femtes lov af 1683. En byfoged var valgt før denne lov valgt af borgmester og råd, men blev efter enevældens indførelse i 1660 udnævnt som kongelig embedsmand. Først da det juridiske studium blev indført i 1736, fik man en veluddannet juriststand i landet. Ofte var en byfoged tillige borgmester og politimester, og dette system afskaffedes først ved retsreformen i 1919. Byting blev herefter benævnt byret.