Den engelske kirke i Helsingør

Den britiske befolkning i Helsingør tilhørte den reformerte kirke (også kaldet den presbyterianske kirke). I København var der både en fransk og en tysk reformert kirke, og i sidste halvdel af 1700-tallet kom den tyske reformerte præst en gang om året til Helsingør for at prædike og uddele sakramente. Gudstjenesten foregik normalt på Kronborg, hvor der blev stillet en sal til rådighed.

I midten af 1700-tallet var der i Helsingør en del stridigheder præsterne indbyrdes om fordelingen af den tysktalende og den engelsktalende befolkning. Striden endte i 1761 med, at den tysktalende befolkning blev knyttet til Sct. Mariæ Kirke og den britiske til Skt. Olai Kirke.

Dette var ikke til den britiske befolknings ubetingede tilfredshed. Eftersom de ikke hørte til den lutherske menighed, kunne de ikke blive begravet med prædiken og jordpåkastelse på kirkens kirkegård. I stedet blev de begravet på den ny kirkegård uden for byen ligesom forbrydere og selvmordere. I 1780 førte dette til en henvendelse til kongen med anmodning om, at briterne måtte blive begravet med de samme ceremonier som de lutherske, og dette blev bevilget.

De britiske beboere i Helsingør ønskede både en præst, som kunne tage sig af de kirkelige ceremonier og en person, som kunne undervise deres børn i engelsk. Derved kunne man slippe for at sende dem til Storbritannien, hvilket var bekosteligt og besværligt.

Den første engelske præst

I 1781 skred de britiske beboere til handling og oprettede et "stipendium", som skulle sikre udgifterne til en præst. Dokumentet blev underskrevet af 12 briter, blandt dem J. Good, G. Fenwick og Wm. Peatie. De indgik en aftale med den skotske præst John Graham, som ankom til byen i september 1781. De lejede forhuset i brygger Ferslews ejendom på Stengade. Graham indrettede salem med prædikestol, så der kunne holdes gudstjeneste om søndagen og undervisning af børnene på hverdagene. Gudstjenesterne blev besøgt ikke blot af den britiske koloni, men også af britiske sømænd fra de skibe, som lå i Helsingør.

I 1784 foreslog den britiske menighed Graham, at han søgte tilladelse til at administrere sakramenterne og foretage dåb. Det udløste en hård konflikt med præsten i Skt. Olai Kirke, pastor Schebye, som følte sig gået for nær i sin embedsførelse. Konflikten blev ikke løst, men faldt bort, fordi Graham blev tilbudt embede i Stockholm og derfor forlod Danmark.

Den anden engelske præst

Efter Grahams bortrejse begyndte den britiske koloni at søge efter en anden præst, og valget faldt på William Jackson, som kom til Helsingør i 1791. Man begyndte også at søge efter et sted, hvor der kunne indrettes en egentlig kirke. Ejendommen med adressen Søstræde 2, hvor der tidligere havde været garveri, blev i 1792 købt af John Daniel Belfour. Samme år blev der udstedt et kongeligt reskript, som gav briterne tilladelse til at oprette egen kirke og gik imod pastor Schebyes protester. I den engelske kirke måtte holdes offentlige gudstjenester, men menigheden skulle fortsat betale til Skt. Olai Kirke. I kirkebønnerne skulle der først bedes for den danske konge og hans hus og derefter for den britiske konge og hans hus. Derudover fik kirken tilladelse til at indhegne og indrette en begravelsesplads uden for byen til kirkegård for menigheden.

Den tidligere engelske kirke i Søstræde. Foto: Kaj Madsen 2017.

Efter købet af ejendommen i Søstræde foregik der en omfattende ombygning for at indrette den til kirke. Hovedbygningen blev istandsat, sidebygningerne revet ned og et nyt kapel opført. I hovedbygningen, som var en toetages ejendom, blev der indrettet præstebolig. Der var i stuen port, forstue, fem værelser og køkken og på 1. sal to kabinetter samt pulter- og pigekammer. Kapellet var 30 alen og 6 tommer langt og lige så højt som hovedbygningen. Det var forsynet med rundbuede vinduer, som kan bringe tanken hen på en romansk kirke. Der blev indrettet en forstue og en kirkesal. I kirkesalen var der prædikestol, alterbord og 25 lukkede stole på gulvet. I den ene ende var der et pulpitur med orgel. Prædikestolen og de lukkede stole var beklædt med klæde og frynser, og for vinduernes var der grønne raskesgardiner (tyndt, groftvævet uldent stof). Rummet blev opvarmet af to fireetagers jernovne.

Finansieringen af kirkens drift foregik ved bidrag fra menigheden samt ved bidrag fra de engelske skibe, som passerede Sundet og blev pålagt såkaldte "port charges" til "Church, poormoney & Hospital".

Rekonstruktionstegning af kirkerummet i den engelske kirke. Tegning Karsten M. Kjær i Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør".

Problemer

Ved etableringen bestod kirken af 17 britiske familier. Men der gik ikke lang tid, før problemerne kom. Det viste sig, at pastor Jacksom var en ganske stridbar person, som hurtigt kom i modsætningsforhold til sine omgivelser. Allerede i 1794 henvendte Belfour sig til Jackson og opfordrede ham til frivilligt at trække sig tilbage, men forgæves. En del familier holdt op med at betale deres bidrag til kirken, hvorefter Jackson satte en plakat op på kirkedøren. Heri skrev han, at de, der ikke betalte, blev udelukket af kirkesamfundet. De to kirkeværger Belfour og Diston trådte tilbage, og Belfour solgte i 1795 hele ejendommen til Nicolas Brown og Arthur Howden.

Reelt var kirkesamfundet ved at gå i opløsning, men Jacksom lagde sag an mod medlemmerne og nægtede at fratræde sin stilling. Sagen strakte sig til 1802 og blev ført helt til højesteret, hvor Jackson endelig tabte. Kirkebygningen var i 1798 blevet solgt til John Good, som brugte den til auktionslokale. I 1801 blev Jackson sat ud af præsteboligen, men han blev boende i Helsingør og ernærede sig ved at undervise i engelsk. Han indsendte i 1804 en ansøgning til kancelliet om hjælp. Den blev i første omgang afslået, men Jackson lod ethvert afslag følge af en ny ansøgning. Samme år gik Jackson så vidt, at han skrev et indlæg i Politivennen. Heri gav han sin version af sagen og klagede over menighedens uvilje til at betale ham, hvad han mente at have ret til. Efter megen korrespondance frem og tilbage fik Jackson i 1811 tilkendt et gratiale på 600 Rdl. og en årlig understøttelse på 400 Rdl. I 1812 rejste Jackson med kongelig tilladelse og forskud på pensionen til England. Statsbankerotten i 1813 vendte op og ned på hele økonomien. Jackson forsvinder ud af historien - han er formodentlig forblevet i England, og hans pension faldt bort.

Præsten Ebenezer Henderson

I 1805 forsøgte man at få den engelske kirke i gang på ny. Skotten Ebenezer Henderson skulle egentlig udsendes som missionær til Ostindien. Han samt en anden missionær, John Paterson, blev i 1805 sendt til København, hvorfra de skulle med et dansk skib til Ostindien. Da de nåede til København, var det for sent på året til at få skibslejlighed til Indien, så de forblev i Danmark, Paterson i København og Henderson i Helsingør. Henderson fungerede både som præst og som underviser, privat og på latinskolen. Efter Tilsit-aftalerne i 1807, hvor Danmark blev tvunget ud af sin neutralitet, forudså Henderson, at der ville komme krig. Han valgte derfor at flytte til Göteborg og genoptog aldrig sit embede i Helsingør.

Flere fejlslagne forsøg

Efter afslutningen af Napoleonskrigene i 1815 tog man endnu en gang initiativ til at genoprette den engelske kirke. fFere af de fremtrædende engelske klarerere, bl.a. Charles Fenwick, John Good og Henry Wright stod bag en ansøgning til kancelliet, og den blev efterkommet af kongen.

Ved samme lejlighed gik man i gang med at finde ud af, hvad der var blevet af inventaret fra den gamle kirke. Charles Fenwick havde forklaringen: Det var formodentlig allerede i 1801 blevet sendt til England sammen med det engelske gesandtskabs arkiv.

I 1815, lige efter statsbankerotten, var økonomien imidlertid for dårlig til at gennemføre planerne, så alle initiativerne løb ud i sandet.

I 1830 var økonomien bedret så meget, at der igen blev gjort et forsøg. De britiske indbyggere i Helsingør forpligtede sig til at betale halvdelen af udgifterne til kirke og præst, og den britiske stat bevilligede resten. Den unge Nugent Wade blev udnævnt til kapellan og ankom til Danmark i 1833. I 1834 foretog han den eneste vielse, der har fundet sted i kirken.

Wade faldt godt til i Helsingør og blev i 1836 gift med konsul Fenwicks datter Louise, hvorefter parret tog på en længere bryllupsrejse.

Midt i 1830'erne kom der på ny en økonomisk krise. Flere af menighedens økonomiske støtter måtte lukke deres forretninger og besluttede derefter at udvandre. Wade og hans kone udvandrede ligesom den øvrige Fenwick-familie til New South Wales.

Der var nu slet ikke økonomi til at drive kirken, så hele foretagendet blev afviklet i 1839.

I 1854 forsøgte proprietær B.J. Bertelsen fra Borupgård at rejse stemning for at genoplive kirken, men dette initiativ døde meget hurtigt.

Kirkebygningens videre anvendelse

Efter John Goods død solgte hans søn den i 1832 til færgemand Jens Olsen Møller. I 1841 blev ejendommen indrettet som dansesal og fik hurtigt et lidt tvivlsomt ry. I 1899 skiftede den anvendelse, da den blev til Arbejdernes Forsamlingsbygning, senere kaldet "Folkets Hus". Bygningen har siden 2014 huset "The Old Irish Pub".

Litteratur

Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. Helsingør 1997.

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, I-II. København 1926-1929.

Norrie: De britiske menigheder i Helsingør. (Personalhistorisk Tidsskrift 11. række, 1. bind, 1940).

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde. Klostergade/ … /Stjernegade. Helsingør 2003.

Politivennen 1804, s. 5011-14.