Helsingør Brugsforening

Det blev i 1890´erne i Fællesorganisationen diskuteret, om man skulle starte en brugsforening. Det var der imidlertid ikke stemning for. Det samme gentog sig i 1901, men heller ikke denne gang var der opbakning til ideen. Imidlertid har der før århundredskiftet ligget lokale brugsforeninger i Hellebæk, Gurre, Espergærde og Tikøb. Det var helt lukkede foreninger, hvor kun medlemmerne måtte handle.

I 1904 startede Helsingør Brugsforening i en mindre butik i Sct. Olai Gade – lige der, hvor Søstræde slutter. De to første år hed forretningen dog Jernbaneetatens Indkøbsforening. Det skyldes, at i begyndelsen var medlemskredsen alene de lokale jernbanefunktionærer. Derfor var omsætningen heller ikke særlig stor. Formålet med foreningen var ellers godt nok. Den skulle skaffe medlemmerne gode kolonialvarer til billigst mulige priser.

Den første tid havde Indkøbsforeningen lånt nogle lokaler på jernbanestationen, men den ordning var selvfølgelig ikke holdbar i længden. Man lejede derefter et lokale i Sct. Olai Gade nr. 15, men det blev aldrig brugt til formålet. Omsætningen steg støt og det varede ikke længe før brugsforeningen fik behov for et større lokale. Brugsforeningen flyttede til Fiolgade nr. 9. Foreningen købte hele ejendommen, der lå på hjørnet af Munkegade og Fiolgade, så der blev plads til nye vareområder.

Nogle år efter – i 1906 – fik en gruppe håndværkere – de fleste af dem var smede – på Værftet den ide, at de ville prøve at blive medlem af brugsforeningen. Det blev man hurtigt enige med jernbanefolkene om. Derfra gik brugsforeningens udvikling ind i en ny æra. Inden længe kunne medlemmerne nemlig købe alle dagligvarer, sko, isenkram og tøj til både børn og voksne. Det var dengang brugsforeningerne op mod juletid udbetalte dividende, dvs. en rabat i forhold til årets indkøb.

I 1919 holdt Brugsforeningen sin sidste generalforsamling i denne omgang. Herefter overtog Fællesorganisationen ansvaret for brugsforeningens drift. Det betød endnu flere medlemmer, mere varieret vareudbud og større omsætning. Pludselig var Brugsforeningen blev en mærkbar konkurrent til byens private handlende især i de krisetider med varemangel, der opstod i kølvandet på de urolige krigsår. Men tiden var vanskelig og de kooperative virksomheder havde det ikke let.

Helsingør Brugsforenings filial på Rosenkildevej

Tre år efter – i 1922 – fravalgte Fællesorganisationen sit driftsansvar og en ny ledelse blev etableret. Helsingør Brugsforening genopstod som selvstændig kooperativ virksomhed. Behovet for at placere filialer rundt omkring i byen hjalp medlemmerne. Blandt andet var der en filial på Rosenkildevej i forbindelse med byggeriet af den såkaldte ”Negerlandsby”. Senere kom der filialer til på Lappen og på Esrumvej. I august 1938 åbnedes en filial i forbindelse med haveforeningen Solbakken og to måneder senere kom den næste på hjørnet af Nannasvej og Bjarkesvej. Derefter gik det slag i slag. På et tidspunkt var brugsforeningen ved at købe en ejendom på Stengade. Det var tanken, at her skulle hovedforretningen ligge og dermed flytte fra Fiolgade. Men det blev ikke til noget.

Kvickly Stjernegade 25 i Helsingør. Foto: Fritz Jensen 2011

I de efterfølgende år udviklede Helsingør Brugsforening sig voldsomt. Omsætningen steg år for år. Samarbejdet med de andre brugsforeninger i Danmark gennem FDB – Fællesforeningen for danske brugsforeninger – førte flere og større planer med sig. Der måtte en række sammenlægninger til, hvor bl.a. Hellebæk Brugsforening og Espergærde Brugsforening blev sluttet sammen med Helsingør Brugsforening. I dag kender vi først og fremmest Brugsforeningen som Kvickly i Helsingør og i Prøvestenscentret, men også som Hornbæk Brugsforening. Interesserede kan læse meget mere om Helsingør Brugsforenings historie i jubilæumsbogen fra 1979.

Kilder: 1) Helsingør forvandler sig. En by og brugs i 75 år. Helsingør Brugsforenings jubilæums bog 1904-1979. 2) Redegørelse og Indstilling. Vedtaget af Fællesorganisationen 11. juni 1931. 3) ”Kong Peder” – en biografi af Peder Christensen, forfatter Birger Mikkelsen, 1991. 4) Erik Stubtofts private arkiv.