Mads Holm

Lars Bjørn Madsen skrev i Lokalavisen Nordsjælland i 1910 følgende: Historien om værftets grundlægger, Mads Christian Holm (1827-1892), er formentlig kendt af de fleste helsingoranere. Om den driftige tømreruddannede, nydelige mand (med en vis lighed med billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, hvilket han angivelig var stolt af), der valgte at søge lykken »over there«. Først med at bygge træhuse til de mange guldfeberramte lykkeriddere i Californien, og dernæst ved at grundlægge et lille træskibsværft, hvor omkring byen Oakland sidenhen opstod. Han købte også ældre skibe i ringe stand, renoverede dem og solgte dem videre med god fortjeneste.

Han fandt den materielle lykke i Guds eget land og vendte ad farefulde omveje tilbage til Danmark i 1856, til fødebyen Nykøbing Mors og sydpå til Aabenraa, hvor han grundlagde nok et træskibsværft, hvorfra den første nybygning, sænkekølsskonnerten »Ørnen« ikke længe efter kunne sættes i vandet. Holm blev snart en kendt mand i byen, og blev rigtig gode venner med den tyskfødte kaptajn Bendixen, der delte Holms interesser.

Holm var dog ikke kun interesseret i søfartssnak, for hans blik faldt hurtigt på kaptajnens voksne døtre, ikke mindst den attenårige, høje smukke Emilie. Den 30-årige Holm friede til hende i 1857 og fik straks hendes ja og forældrenes spontane samtykke. Bendixens syntes dog, at datteren endnu var for ung til at blive hustru, så først efter faderens død i 1861 kunne parret fejre deres bryllup. Holm mindedes dog sin svigerfar hjerteligt ved at opkalde en af sine nybygninger efter ham.

Kendt er også Holms engagement i vor by, hvor han efter brav kamp med krigsministeriet fik lov til at etablere et jernskibsværft på en del af garnisonens øvelsesterræn ved Kronborg. Ikke mindst var Helsingør Byråd Mads Holms trofaste støtte i sagen, da byen selvsagt så store muligheder i etablering af en så stor virksomhed som et jernskibsværft og maskinbyggeri. I november 1881 fik Holm og skibsbygmester Vilhelm Dyhr (også fra Nykøbing Mors!) koncession på anlæg af værftet, og i marts det følgende år gik byggeriet i gang.

Mads Holm var en mand, der var ganske stor i sindet og socialt engageret. Da det nye værfts ordrebog pludselig var tom, mente aktieselskabets bestyrelse, at man var nødt til at afskedige halvdelen af arbejdsstyrken, men det passede i sandhed ikke Holm. Han troede på værftet og fremtiden, og han ønskede først og fremmest at beholde de gode arbejdere, der allerede havde bevist, at de kunne deres fag. Han valgte derfor, for egen regning, at bestille et par store dampskibe på sit eget værft, så der fortsat var arbejde nok til alle! Og i mellemtiden kom der ganske rigtigt bedre tider, som atter satte ordrebogen i kraft.

Holm og Dyhr kunne i længden ikke sammen, Dyhr blev afskediget og Holm var i flere år enedirektør for den store virksomhed indtil han i ingeniør Bindesbøll fandt en ny direktør til værftet. Det var i 1890, og på det tidspunkt var Holm tydelig svækket af en mavesygdom, der i adskillige år havde plaget ham, og som i september 1892 sluttelig tog livet af ham. Han blev efter eget ønske begravet i sin fødeby, Nykøbing Mors.

Mads Christian Holm er her i byen blevet mindet ved et vejnavn, billedhuggeren Einar Utzon-Franks smukke skulpturkronede søjle ved værftet, og nu indirekte ved det kommende Kulturværft. Ægteparret fik aldrig børn, hvilket betød, at Holms formue på sigt kunne tilgodese sociale formål. Efter enkens død skulle således en del af formuen, i alt 10.000 kr., tilfalde Børneasylet i Helsingør, andre 10.000 kr. skulle gå til Haandværker- og Industriforeningen, af hvilket beløb renterne skulle tilfalde »trængende og hæderlige håndværkere i Helsingør og deres enker«, og en væsentlig del af formuen anvendes til godgørende formål i fødebyen Nykøbing Mors.

Mads Holm boede besynderligt nok ikke i Helsingør, men i København, nærmere betegnet i en utvivlsomt stor førstesalslejlighed i Havnegade 27, og her havde ægteparret naturligvis en tjenestepige boende, ugift men i en moden alder. Holm var en flittig bruger af datidens bekvemme dampskibsforbindelse mellem København og Helsingør, der først mistede sin betydning, da Kystbanen blev anlagt, men det nåede Holm ikke at opleve.

Vil man læse yderligere om Holms virke i Helsingør, kan der henvises til titlerne i slutningen af artiklen, men stoffet må også søges via samtidens aviser, de publicerede byrådsforhandlingsuddrag og i Helsingør Byhistoriske Arkiv, hvor vi har samlet lidt stof om denne dynamiske, socialt engagerede rigmand. Vil man se salig Mads Holm, kan man ty til kunstnerinden Bertha Wegmanns fine portræt, vi har hængende af ham på Bymuseet. En statelig mand med halvlangt gråt hår og med en tændt cigar i hånden.

Litteratur

Henrik Fog: Grosserer M. Chr. Holm. Nykøbing Mors, 1902. Genoptrykt i 1967

Anders Uhrskov: M.C. Holm. (Kultur og Folkeminder. 1958. Side 3-30)

Svend Borg: Mads Chr. Holm's liv, virke og efterslægt. Kbh., 1997