Andelsbyggeforeningen Helsingør

Andelsbyggeforeningen Helsingør blev stiftet i 1920 af nogle funktionærer med det formål at skaffe boliger til primært lærere og ansatte ved jernbanen såsom lokomotivførere, fyrbødere og portører. Kravet var en fast stilling med en stabil økonomi samt udsigt til pension.

Fra kolonihaver til bebyggelse

Den store grund, man havde udset sig, lå ved Rosenkildevejs udmunding i Gurrevej. En grund, som i 1898 var blevet udlagt til kolonihaver og som var så omfattende, at bebyggelsen kom til at strække sig over flere veje i området. Da kolonihaverne på stedet blev nedlagt, blev de fleste af havelejerne tilbudt haver andre steder i kommunen. Arkitekt Karl Zandersen (1889-1973) fik til opgave at udfærdige tegninger til bebyggelsen, som skulle opføres i et kuperet terræn.

Finansiering af byggeprojektet

Den første folkevalgte borgmester i 1919, Peder Christensen, var visionær og sad længe på posten. Han fik gennemført mange ting og opnåede på et senere tidspunkt opnåede at blive kaldt for ”Kong Peder”. At skaffe arbejdspladser og gode, billige boliger lå ham stærkt på sinde, og der blev i Peder Christensens tid opført mange almennyttige boliger. Andelsbyggeforeningen Helsingør havde 70 medlemmer, hvoraf de fleste var socialdemokratiske bestillingsmænd. I 1921 var projektet på plads. Borgmesteren gjorde meget for at fremme den kommunalt/kooperative bevægelse og lod kommunen stille en stor grund til rådighed for et nyt byggeri. Grundet vanskeligheder med at få byggeprojektet finansieret, tog borgmesteren det usædvanlige skridt at lade kommunekassen delvis finansiere byggeriet, idet han mente, at det ville være af stor betydning for arbejdsløsheden. Bankerne havde sagt nej til lån, og de borgerlige medlemmer af byrådet havde også protesteret. De mente, at man var gået langt over grænsen for, hvad en ansvarsbevidst kommunalbestyrelse kunne tillade sig. Ved også at overtage finansieringen påtog man sig også hele ansvaret, og det var ingen kommunal opgave. Men borgmesterens forslag blev gennemført.

En lille landsby

Den lille landsby var et haveboligområde, anlagt efter engelsk mønster. Arkitekt Karl Zandersen holdt meget af det konventionelle hus med halvhvalmet tag og evt. med gavlkvist og sidebygning. En have hørte også til. Husene blev vendt og drejet, så de passede ind i det kuperede terræn. På Montebello var man dog ikke særlig begejstret over at skulle have den nye bebyggelse liggende så tæt ved dette før så fredelige og landlige sted, som i 1915 var blevet omdannet til et kursted. Den snak hørte man dog ikke mere til, da bebyggelsen stod færdig – måske fordi bebyggelsen med de pæne huse fremtræder så harmonisk og passer så godt i landskabet. Arkitekten blev sat til at udarbejde tegninger til flere boligområder i Helsingør, men dette boligbyggeri blev hans hovedværk.

En bydel med kælenavn

I folkemunde blev bebyggelsen kaldt for ”Negerlandsbyen”, i dag et politisk ukorrekt navn. Men det kunne man komme afsted med dengang, og de fleste ved i dag, hvor den ligger. Den mest udbredte forklaring på navnet er, at de DSB-ansatte, som havde sorte uniformer på, ofte var meget sorte af kul, røg og sod, når de havde fri fra arbejde. En andet bud er, at i den første fase af byggeriet var landskabet meget mudret og med dybe hjulspor. En forbipasserende skulle havde udbrudt: ”Det bliver da vist til en negerlandsby”. Man kan spekulere på, om den person nogensinde havde set en sådan. Et tredje bud er, at bebyggelsen med de hvide huse lå ude på markjordene helt alene, så langt ude for lands lov og ret og så langt fra civilisationen, at det kunne opfattes som en negerlandsby. Et fjerde bud er, at en del kommunalt ansatte boede i bebyggelsen og at de arbejdede hele tiden – dag og nat – ganske som negerslaver. Bydelen kunne være blevet kaldt for den hvide by, men det blev en bebyggelse i Espergærde fra 1960, som fik den betegnelse.

Selve husene

Der blev opført i alt 41 huse med 68 lejligheder, hvoraf de 27 af husene var dobbelthuse. Bygningerne var hvidkalkede med mørkegrønt træværk, røde tegltage, enten halvhvalmede eller rene sadeltage og udstyret med kviste. Bebyggelsen bestod af 5 hustyper: 3 slags dobbelthuse, som alle var delt op på midten i to ens lejligheder samt 2 slags enkelthuse. Til hver bolig hørte et lille cykelskur. Arkitekten lagde vægt på boliger med høj kvalitet og godt håndværk. I dag er de fleste sprossevinduer samt de originale døre skiftet ud, og ikke alle fornyelser er udført med veneration for stedet. Det blev et meget attraktivt sted at bo. Normalt kunne kun medlemmer af boligforeningen komme i betragtning, og boligerne kunne gå i arv fra generation til generation.

Byggeforeningen anmodede om, at de tre nye veje blev opkaldt efter tidligere borgmestre: Olriksvej, Rosenstandsvej og Stenfeldtsvej. Der var ikke helt enighed forslaget. Nogle synes ikke, at gader og veje skulle have personnavne, og man nedsatte et udvalg. Det endte dog med at blive vedtaget.

Filmindspilning

I 1961-62 blev komedien ”Sømænd og svigermødre” indspillet med udgangspunkt omkring Stenfeldstvej 11. Optagelserne foregik primært op og ned ad vejen og foran hoveddøren med nogle af Danmarks mest populære skuespillere: Dirch Passer, Kjeld Petersen, Ove Sprogø, Lily Broberg, Judy Gringer og Lone Hertz. På den ellers så stilfærdige vej og ind og ud ad døren var der et rend af folk på den ovennævnte adresse i indspilningsperioden. Ejendommens beboere, Arthur og Märtha Volmer, have følt sig mere eller mindre hjemløse.

Litteratur

Huse i Helsingør. Helsingør, 1984. Bind. 2 (side 28).

Birger Mikkelsen: Kong Peder: en biografi af Peder Christensen, borgmester i Helsingør 1919-1946. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1991 (side 109-110).

Uddrag af Helsingør Byråds Forhandlinger 19/2 1923 (side 43).

Helsingør Dagblad 20/2 1923.

Kenn Andersen: "Det bliver da vist til en værre negerlandsby" (Helsingør Dagblad 7/11 2009).

Eksternt link

Andelsbyggeforeningen Helsingør