Helsingør Dagblad

I 1867 havde Helsingør en konservativ avis, Helsingør Avis. Men nogle borgere - der iblandt en lokal bogtrykker Henrik Donatzky - mente, at der i stedet var brug for en mere liberal avis. Med Donatzky i spidsen blev Helsingør Dagblad skabt. Donatzkys mission var at etablere en liberal avis i en af Danmarks mest konservative kommuner. Sundtolden havde skabt et borgerskab med store formuer. De gav den nye bladmand en kølig modtagelse som den udfordrer, han var. Borgerskabet havde det svært med Donatzkys sociale sindelag og ønsker om forandringer i samfundet. Ved nogle lejligheder lagde han endda afstand til partiet Venstre, som han ellers skulle være bannerfører for.

Helsingør Dagblad var fra starten en moderne avis med overskrifter til de enkelte artikler, men var ellers bygget op efter samme mønster som de fleste andre små aviser dengang: En minimal mængde lokalstof, men med føljeton, annoncer og artikler fra ind- og udland. Som alle andre aviser var avisens politiske ståsted tydeligt i spalterne.

I 1899 blev Helsingør Dagblad solgt til en gruppe borgere. De ansatte en ny redaktør, Fritz Hansen. Med ham ved roret valgte de nye ejere i 1905, at bladet skulle tilknyttes Det Radikale Venstre, som blev stiftet netop det år.

Fritz Hansen blev et fyrtårn i Helsingør Dagblads historie. 51 år nåede han at tilbringe på avisen, heraf 47 år som redaktør. I hans tid blev konkurrenterne fejet af banen, mens oplaget voksede fra 1600 til over 4000 eksemplarer.

Der var ingen tvivl om, hvor bladet politisk hørte til. Men bortset fra de første hektiske år, hvor de radikale gjorde fælles sag med Socialdemokratiet, holdt han som regel den politiske fane lavt i spalterne. Han skrev historier om både Borgerskabet og Arbejderbevægelsen - og det var populært. Hans sympatier kom mest til udtryk gennem de fyldige referater og foromtaler i forbindelse med partiets møder og de lokale valgkampe. Den ledende artikel var derimod ofte skrevet af radikale medlemmer af Folketinget.

Bladets redaktør fortsatte den sociale linje, som den tidligere redaktør havde lagt. Helsingør Dagblad skrev blandt andet indigneret om dårlig behandling af tjenestefolk og misbrug af børns arbejdskraft. I 1905 var en af de store sager den såkaldte pryglelov, der fastsatte regler for korporlig afstraffelse.

Ny teknik og nye ejere

I Fritz Hansens og hans efterfølger J.P.T. Rothejsens tid blev der foretaget en række tekniske fremskridt, som forstærkede avisens position. Først blev håndpressen erstattet af en maskintrukket, der dog stadig skulle fodres med papirark af pålæggersker. Derfra gik man over til en fladtrykspresse, der selv tog papiret til sig. Sættemaskinerne rykkede også ind.

Siden 1877 havde Helsingør Dagblad haft til huse i Sct. Olaigade 27. I de første mange år kunne bladvirksomheden rummes i baghuset, men fra 1901 blev ekspeditionslokalet ud mod gaden inddraget, og i udhængsskabene kunne byens borgere læse de frisktrykte sider. Forholdene midt i byen var trange.

Den gamle redaktør døde i 1944. Hans kompagnon, J.P.T. Rothejsen, overtog ejerskabet af bladet. I de næste ti år ledede han Helsingør Dagblad, men han formåede ikke at forny avisen. Han var eneejer til sin død i 1955.

Nye tider kom med brødrene Normann. Peder Normann var allerede redaktør, og ved Rothejsens død trådte journalisten og politikeren Normann til sammen med den tredje bror, Mogens, der var forlægger i Odense. De dannede et interessentskab, som udgav Helsingør Dagblad i de følgende 18 år. De flyttede rundt og udvidede bladhuset i Sct. Olaigade, så der kunne blive plads til en rotationsmaskine. Det gav mulighed for at trykke flere og mindre sider i stedet for fire store daglige sider. Samtidig kunne avisen nu præstere en langt bedre billedkvalitet. Fotografen Arne Magnussen blev ansat. Det indledte det, der stadig er et af Helsingør Dagblads varemærker, nemlig den høje prioritering af billeddækningen i avisen.

I 1972 døde Peder Normann. Hans bror, A.C. Normann, overtog redaktørposten, mens han forsøgte at sælge Helsingør Dagblad. Det lykkedes året efter. Den nye ejer, det Berlingske Officin, flyttede snart avisen fra Sct. Olaigade og ud til Fabriksvej.

Samarbejdet med Berlingske blev dog ikke lykkeligt. Efter flere år med konstante underskud løb tålmodigheden ud for officinet. I 1979 besluttede Berlingske at skille sig af med bladhuset i Helsingør. I stedet for blot at lukke Dagbladet valgte man at give medarbejderne en chance for at finde et andet udgivelsesgrundlag.

Udviklingen vender til det bedre

På det tidspunkt var John Bech blevet redaktør. Han var startet som ung redaktionschef i 1973, men overtog redaktørposten allerede året efter. Sammen med medarbejderne formåede han at skabe en folkestemning for bladets overlevelseskamp. Der blev udstedt folkeaktier, som byens borgere og bladets læsere tog godt imod.

Det var dog ikke nok. Et konsortium, bestående af nogle erhvervsfolk og Dansk Avis Tryk i Glostrup, købte Helsingør Dagblad. Avisen var sikret overlevelse og kom styrket ud af krisen. Den nye ledelse fik med godt købmandskab og hårdt arbejde øget antallet af trykopgaver. Trykpressen blev moderniseret. I 1987 flyttede Helsingør Dagblad til Klostermosevej, hvor et helt nyt bladhus var blevet bygget.

Det var indbringende år. Helsingør Dagblads medarbejderskare voksede i takt med de nye trykopgaver fra 35 til op mod 150 medarbejdere. Avisens oplag nåede op over 7.000, godt hjulpet på vej af, at udgivelsesområdet blev udvidet, så det også omfattede Fredensborg-Humlebæk Kommune.

Bladet blev tværpolitisk

Med John Bech som redaktør forlod Helsingør Dagblad sit politiske ståsted som uafhængigt radikalt dagblad og erklærede sig i stedet som tværpolitisk. Med fokus på de helt lokale nyheder, navnestof og en livlig debat, ikke mindst inspireret af redaktørens egne engagerede ledere, satte Dagbladet sig tungt på mediedagsordenen i byen.

Det var fortsat trykkeriet, der finansierede de gode tider for Helsingør Dagblad. De omkostninger, der var forbundet med at udgive bladet, blev rigeligt opvejet af overskud fra Ugeavisen Nordsjælland og især de mange trykordrer. Da gratisavis-krigen rasede midt i nullerne, var det gyldne tider for trykkeriet, men faldet fra tinderne blev hårdt. De danske avisers faldende papiroplag førte til hård konkurrence på trykmarkedet. Det blev sværere og sværere at holde fast i kunderne.

Sidst i 1980'erne blev Søndagsavisen ejer af Helsingør Dagblad A/S. Efterfølgende blev trykkeriet lukket. Dermed forsvandt det økonomiske sikkerhedsnet under dagbladsdriften. Det førte til omfattende besparelser på redaktionen. Mange af bladets læsere spurgte sig selv, om det var dødsstødet til den gamle avis. Så galt gik det ikke.

150 års bladvirksomhed

I 2006 overtog Klaus Dalgas redaktørstolen efter John Bech. Med udsigten til stramme redaktionelle budgetter fik den nye redaktør skabt en ny organisation, som gjorde redaktionen i stand til at producere avisen med færre medarbejdere. Helsingør Dagblad gjorde i de år et forsøg på at indføre borgerjournalistik, hvor læserne selv kunne skrive til avisen. Forsøget faldt heldigt ud. Mere end hundrede læsere fordelt geografisk over bladets udgivelsesområde meldte sig som borgerjournalister. Selv om Helsingør Dagblad i dag, ligesom landets øvrige dagblade, mærker et fald i oplaget, så har man formået at dæmpe nedgangen og sikre bladhusets økonomi.

I 2017 kan Helsingør Dagblad fejre sit 150 års jubilæum som dagblad. Avisen står i dag som det førende nyhedsorgan i Helsingør Kommune med et skarpt journalistisk fokus på det lokale politiske liv, de mange andre lokale historier, med en debatskabende og dagsordensættende journalistik, som har gennemslagskraft, har Helsingør Dagblad stor opbakning blandt borgerne i kommunen. Det ses også tydeligt af de mange debatindlæg, læserbreve og bidrag fra bladets borgerjournalister.

Efter 150 år som trykvirksomhed er Helsingør Dagblad i de senere år begyndt at fokusere på mulighederne i de digitale medier. Den udvikling vil blive styrket og vil præge de kommende år, så borgerne i Helsingør Kommune fortsat kan få deres daglige nyheder i Helsingør Dagblad.

NOTE: Helsingør Dagblad havde i 1901 et oplag på 1600 eksemplarer. I de følgende år fortsatte fremgangen, så avisen i 1918 havde 2200 og i 1941 4300 abonnenter. Ved Berlingskes overtagelse i 1973 var oplaget omkring 6000 eksemplarer og efter op- og nedgange i de mellemliggende år med ca. 7000 eksemplarer som højdepunktet var oplaget i 2. halvår 2008 på 5.791 eksemplarer. I 2014 var Helsingør Dagblads oplag 5.360, i 2015 var det 5.048 og i 2016 blev det kontrollerede oplag 5.007.

Kilde: 1) Helsingør Dagblad (uddrag). 2) Nyredigeret af Erik Stubtoft.