Strandgade

• 3000 Helsingør
• Navngivet af Helsingør Byråd før 1930 ifølge kommunens egne oplysninger i ”Kommunestyret i Helsingør 1880-1930.”

På Erik af Pommerns tid omkring år 1400, hvor opdelingen af grundstykkerne blev foretaget, var det nuværende Strandgade strandbred. Den udgjorde bagsiden af husene i Stengade, hvor mange købmandsgårde var bygget.

Ofte var der ikke, på grund af grundenes bredde, etableret udkørsel til Stengade. Derfor var adgangen til gårdene kun mulig fra stranden. Her anlagdes anløbsbroer, vaser, hvor færgemændene kunne lægge til og modtage/aflevere deres last.

Mellem vaserne kom der aflejringer af sand, tang og diverse affald samt sten fra skibenes ballast, når de skulle have last om bord.

Herved flyttede strandbredden længere ud i sundet og vaserne måtte forlænges.

Efterhånden bebyggedes strandgrundene og Strandgades vestside opstod. Stengade var allerede opdelt i fjerdinger, således at første fjerding lå øst for Sankt Anna Gade, 2. fjerding mellem Sankt Anna Gade og Bjergegade, 3. fjerding mellem Bjergegade og Stjernegade medens 4. fjerding var alt vest for Stjernegade.

Opdelingen gik igen i Strandgade, og 1. fjerding var den fornemste, hvor de største gårde blev opført, medens 4. fjerding hovedsagelig var beboet af færgemænd, fiskere og småhandlende.

Forløbet af Strandgade følger hovedsagelig den nuværende, men i 4. fjerding er der sket en ændring i forbindelse med bebyggelse. Det oprindelige forløb menes at være gennem Anna Queen Stræde, der førte frem til en bro, der førte over Strømmen, som nu er rørlagt. Strømmen fulgte på det nærmeste den nuværende Gyldenstræde.

Ejendommen Gyldenstræde 1 blev i sin nuværende form opført i 1897.

Bymuren

Allerede Kong Hans havde i 1508 befalet Helsingørs borgere "at bestærke og befæste deres by med grøfter og anden befæstninge, som dertil hører". Hvad resultatet heraf blev vides ikke. Men den befæstning, der måtte have været fra middelalderen er utvivlsomt lagt øde under Grevens Fejde, og Helsingør synes derefter at have været en åben by, lige til Frederik II og Christian IV søger at give byen et værn. Bymurens tilblivelse og skæbne er beskrevet i en særskilt artikel :Bymuren i Helsingør.

Bebyggelsen af Strandgades (tidligere Strand Stræde) østside startede under Christian IV, som - for at fremskynde bygningen af bymuren - tillod de borgere, som havde opført deres part af bymuren "indenfor den og tæt op til den at lade sætte og opbygge nogle Saltboder, der have Salt og anden slig Vare" dog således, at disse boder ikke kommer Gaderne til forhindring, og at de let kan nedbrydes, hvis der skulle blive krig. Hermed følger bebyggelsen af "Helsingørs Fortov", der var arealet mellem gaden og bymuren, idet det ikke udelukkende var boder, som blev opført, men efterhånden også beboelseshuse.

I første fjerding opførte flere skibsklarerere deres ejendomme. Der var allerede på gadens vestside flere klarerergårde, men ligesom det øvrige Strandgade, var der også her udskænkningssteder og beværtninger.

Mellem Bramstræde og Brostræde blev i årene 1890-91 på Strandgades østside opført Helsingør Toldkammer, arkitekt J.D. Herholdt, for at varetage fortoldningen af den stigende handel, som blandt andet var forårsaget af ankomsten af den Nordsjællandske Jernbane i 1864.

En hændelse som ændrede Strandgades udseende var da Jernbanehotellet/Hamlet Hotel i Havnegade nedbrændte i 1938. Denne brand medførte, at byrådet besluttede, at hele karreen i Strandgades nordende blev nedrevet. Dette kostede livet for mange af de smukke klarerergårde. En plan om opførelse af et større hotel i funkisstil blev opgivet i løbet af besættelsestiden 1940-45 og arealet blev udlagt til parkeringsplads.

I 50erne og 60erne havde Esso en tankstation på pladsen.

Denne artikel er under udarbejdelse