Helsingør-Helsingborg overfarten

Færgefart i middelalderen

Den tyske kannik og historieskriver Adam af Bremen er ophavsmand til den første skriftlige beretning, der omtaler færgeruter i Danmark. I 4. bog af hans bispe- og kirkehistorie, der bærer titlen ”Om landene og øerne i Norden” (ca. 1070) står der bl.a.: ”Fra Sjælland er der overfart til mangfoldige Steder i Skåne; den korteste fører til Helsingborg, som også kan ses derfra.” Helsingør nævnes således ikke, men man kan gå ud fra, at der siden slutningen af det 11. århundrede har været regelmæssig færgesejlads mellem Helsingør og Helsingborg.

Helsingør nævnes som overfartsby i den krønike, som beskriver den dramatiske tilfangetagelse af ærkebisp Jens Grand palmesøndag 1294. Magtkampen mellem Kong Erik Menved og ærkebispen var blevet så tilspidset, at kongen tog både Jens Grand og domprovst Jakob Lange til fange. I krøniken fortælles, at de to fanger i Helsingborg blev anbragt nederst i færgen bag hestene. Og straks efter ankomsten til Helsingør blev de ført videre til Søborg Slot.

Helsingør Færgelaug

I 1524 besluttede Kong Frederik I at fritage Helsingør for al kongelig skat på den betingelse, at han og ”hans folk” skulle sejles gratis over Øresund. De mange krige betød desværre megen transport over sundet, som var en stor belastning for lokalsamfundet.

I 1630 blev færgefartren sat i system ved oprettelsen af et færgelaug i Helsingør. Reglementer og forordninger bestemte nu antallet af færgemænd og både, og taksternes størrelse blev endvidere fastlagt. Til forskel fra andre færgelaug i landet fik færgemændene i Helsingør Færgelaug udover ordinær færgefart tillige eneret på transporter til og fra de mange skibe, som skulle have deres laster fortoldet som konsekvens af Øresundstolden.

1685 udstedte Christian V en ny forordning for færgelauget i Helsingør, hvori det blev bestemt, at der hver dag skal sejles til Helsingborg og til København to gange om ugen.

Færgemændene havde pligt til at eje mindst en båd, men under Napoleonskrigene, som førte til statsbankerotten i 1813, havde de vanskeligheder med at opfylde dette krav. Løsningen var at flere sluttede sig sammen i makkerskaber, selvom det strengt taget var forbudt.

Dampskibenes æra

I 1836 trængte hjuldamperen "Maria" sig ind på færgelaugets enemærker. Ejerne ønskede den indsat mellem Helsingør og Helsingborg, men færgemændene ville ikke uden videre finde sig i, at det monopol, de havde haft i 200 år skulle forsvinde uden kamp. I 1840 gik de derfor rettens vej for at bevare monopolet, men dommen gik dem imod. Retten fandt, at færgemændenes privilegium udelukkende omfattede sejlads med færgejoller.

Færgelauget eksisterede dog helt frem til 1882, hvor Christian IX underskrev ”Lov om ophævelse af Helsingørs Færgelaug mm.”

De Danske Statsbaner overtager færgefarten

Dampskibssejlladsen på Helsingør-Helsingborg overfarten blev i 1874 overtaget af Det Forenede Dampskibs-Selskab (DFDS), der dengang var Danmarks største rederi. 14 år senere, den 1. juni 1888 blev ruten overtaget af DSB – De Danske Statsbaner, som var stiftet 3 år forinden.

Som første færge indsattes skruedampskibet ”Masnedsund”, der sejlede som postfærge helt frem til jernbaneoverfaten åbnedes i 1892. Som afløsningsskib indsatte man hjuldamperen ”Hermod”, der tidligere havde sejlet på Storebælt.

Jernbanefærgeforbindelsen mellem Helsingør og Helsingborg var fra begyndelsen i 1892 et rent dansk anliggende. Færgefarten blev drevet af DSB, der ejede færgerne, bestemte taksterne, stod for alle udgifter og ligeledes indkasserede alle indtægter. Selv den del af færgetrafikken, der foregik på Helsingborg Færgestation blev udført af dansk personale. Først i 1931 indgik man den såkaldte Midtsunds-trafikoverenskomst. Nu blev alle indtægter og udgifter ved overfarten delt mellem DSB og SJ (Svenska Järnväger), ligesom man fremover delte finansieringen af nye færger mellem sig.

De første jernbanefærger

Hjulfærgen Kronprinsesse Louise - den første jernbanefærge. Indsat 1892

Gennem de første mere end tre årtier koncentredes HH-overfarten om transport af jernbanevogne og passagerer; en trafik, der ikke var mere intens end, at den kunne klares af en færge, med yderligere en i beredskab som reserve.

Første generation jernbanefærger på Helsingør-Helsingborg overfarten omfattede hjulfærgerne Kronprinsesse Louise (indsat 1892), Thyra (indsat 1893), Kronprins Frederik (indsat 1898) samt skruefærgen Helsingborg (indsat 1902).

Overfarten under besættelsen

Den danske Brigade opmarcheret på havnekajen i Helsingør 5. maj 1945. Færgen Dan i baggrunden.

HH-overfarten kom til at spille en væsentlig rolle på såvel besættelses- som befrielsesdagen.

9. april 1940 besluttede oberst Helge Bennike at overføre sine soldater fra 11. bataljon i Roskilde og Holbæk til Sverige for at fortsætte kampen mod besættelsesmagten derfra. De blev overført med færgen fra Helsingør 10.05. Det var den sidste afgang, da 11.30-afgangen blev aflyst efter ordre fra København.

DSB førte efterfølgende forhandlinger med den tyske besættelsesmagt om genoptagelse af færgedriften. Den 21. april påbegyndtes sejladsen igen med en noget reduceret fartplan.

Der indførtes hurtigt visumtvang for rejsende mellem Danmark og Sverige. Visum kunne kun udstedes for helt nødvendige forretningsrejser samt for privatpersoner med et strengt personligt ærinde.

I september 1940 underskrev den svenske regering en permittentaftale med tyskerne, som tillod, at tropper og krigsmateriel blev ført gennem Sverige til fronterne i Norge og Finland. Tungt lastede tyske godstog blev herefter et dagligt syn på baneterrænet.

I løbet af krigen blev DSB-færgerne på HH-overfarten en af de vigtigste illegale postruter til ”den frie verden”. Ruten fungerede med mindre afbrydelser under hele krigen.

Den 9. oktober 1942 om morgenen løb færgen Dan på en af de frygtede miner efter udsejlingen fra Helsingør. Der skete betydelig materiel skade på færgen, og seks besætningsmedlemmer blev såret, heraf to alvorligt. Færgen kunne dog senere begive sig til havns for egen kraft.

Om formiddagen den 5. maj 1945 påbegyndtes overførslen af Den danske Brigade fra Helsingborg efter den tyske kapitulation. Brigaden bestod af omkring 5000 mand hvervet blandt danske flygtninge i Sverige, og den overførtes i flere tempi på befrielsesdagen til Helsingør på bl.a. færgen Svea.

De senere jernbanefærger

Jernbane- og bilfærgen Kärnen. I drift 1950 til 1970.

De tre søsterfærger Orehoved (senere Kärnan - (1950) og endnu senere Senior), Fyn (senere Svea) og Dan udgør den anden generation jernbanefærger og blev bygget under og lige efter Første Verdenskrig. Ingen af dem var bygget til ruten på Øresund. Orehoved blev oprindeligt anskaffet til overfarten Masnedø-Orehoved og de to andre til Lillebælt.

De var de sidste enkeltsporede jernbanedampfærger, DSB anskaffede. Færgerne sejlede alle i mere end 5o år. De blev kraftigt ombygget og fik helt nyt udseende i tidens løb, og desuden endte de to yngste som motorfærger.

Motorfærgen Helsingør. I drift 1955 til 1987.

Tredje generation motorfærger omfatter to færger: Helsingør og Hälsingborg. De var næsten ens, men noget større og mere moderne end de ældre færger: Dan, Svea og Kärnan.

De fire enkeltsporede jernbanefærger Najaden, Kärnan - (1950), Kronborg og Holger Danske blev indsat i perioden 1967 – 1976. De udgør fjerde generation - ny type færger med saloner på promenadedækket.

Bilfærgerne

Nye gangbroer fra terminalen og ud til færgerne 9/11 1972. Foto: Jørgen Rubæk Hansen

Færgehallerne

I 1920´erne kom bilismen i rivende udvikling. Dette mærkedes på HH-overfarten, hvor behovet for overførsel af biler blev stadig større. Situationen lettede for bilfolket, da den privatdrevne færge Asa-Thor blev indsat på HH-overfarten i sommeren 1931.

"Asa-Thor" og DSB-færgen Kronborg var de første egentlige bilfærger, som blev sat i fart mellem Helsingør og Helsingborg. Begge ganske særprægede fartøjer, som på ingen måde lignede jernbanefærgerne.