Skt. Olai Kirkes urskiver

I Nordsjælland den 28/29 juni 2011 skrev Torben Bill-Jessen (kirkeværge i Skt. Olai Kirke) om den aktuelle renovering af kirkens ur, bl.a. om urskiverne, der er fremstillet i 1621 på Kobbermøllen i Hellebæk

"Netop i disse dage arbejdes der på Helsingør Domkirkes tårn. Murværket skal gåes efter, dårlige sten udskiftes, revner og fuger udbedres, og vigtigst, murankrene der holder sammen på kassemuren udskiftes, hvor det er nødvendigt, da de visse steder er trukket et stykke ind i væggen. Tårnurets skiver har i mange år trængt til ny maling og guld på tallene, så de kan læses fra jordhøjde, hvilket sker nu. I den forbindelse er urskiverne taget ned, hvorved det giver mig anledning til en lille beretning om de urskiver, der i snart 400 år har vist tiden i Helsingør.

I 1614 havde Christian 4.s spirbygger Viet Kragen bygget kirkens nye spir kaldet Helsingørs Jomfru, og i den forbindelse blev urværket repareret af mestersmeden Caspar Fincke. Men syv år efter skulle der sættes nye urskiver op. Hidtil havde der nemlig kun siddet én urskive og nu ønskede man både mod syd og vest at kunne aflæse klokken. Kirkens regnskabsprotokol fra 1621, som blev ført af kirkeværge Hans Olufsen, beretter deltaljeret om arbejdet. Han var kirkeværge fra samme år til 1624 og ansvarlig for kirkebygningens vedligeholdelse og alt håndværksarbejde derpå. Han var rådmand i 1626 og borgmester 1630, han døde 1636, hans hustru hed Maren Mikkelsdatter.

Der skulle gå mange år, før kirken fik en urskive mod nord, ja helt til 1937 da Helsingør Skibsværft skænkede en jernskive, således at arbejderne på byens store arbejdsplads kunne følge med i tidens gang, og se hvornår arbejdsdagen var slut.

Men nu tilbage til den 29. november 1621 hvor kirkeværgen Hans Olufsen, efter borgmester og byrådets befaling, aftalte med den kongelige urmager Hans Metzger ”sejerværket (tårnuret) at flye og færdiggøre som ganske nødvendigt var”, samtidig skulle han leverer to små klokker, som sammen med de store klokker i tårnet skulle slå inde i kirken og bekendtgøre timeslagene. Herfor skulle han have 93 daler, og hans svend fik i drikkepenge ½ daler. Urværket i tårnet, som man dengang kaldte sejerværket, kom oprindeligt fra Kronborg Slot og blev skænket af kongen til kirken i 1582.

Først indkøbtes der materiale til stilladser, som dengang kaldtes stillinger. To kraftige stykker træ på 10 m til udliggere. Det må forstås som bjælker, som gennem to huller i tårnets murværk stikkes ud, og hvorpå man kan bygge en platform, hvorfra arbejdet kunne foretages. Andet træ til stillingerne kom fra borgmester Peder Svendsen: 12 spær på 7,6 m, 12 store gullandske (fra Gotland) lægter og endnu 24 andre lægter samt 30 brædder. Efter dette indkøb fik Christen Vognmand 1 mark og 2 skilling for ”forne tømmer at age på kirkegården til hobe”. Efter indkøb af træ skulle der købes søm, også her var Peder Svendsen leveringsdygtig, 100 fem-tommer søm til stillingerne, 200 lægte-søm og 100 loft-søm (til brædderne). Det ansvarsfulde arbejde i den store højde med stillingerne var lagt i hænderne på Anders Stenhugger, der skulle hugge huller, placerer bjælker og ikke mindst hugge de 20 huller i muren, hvor der skulle indmures ankre til at bære de nye urskiver. Disse ankre der skulle fastholde urskiverne i det til tider stormombruste tårn, blev købt og vejet på stadsvægten til 1 skippund, 18 lispund og 3 skålpund eller 300 kg.

Efter således at have fået stillingerne på plads, nævner regnskaberne at sejerhuset, altså tårnurets hus skulle flyttes og gøres større. Dem der blev sat på opgaven var Anders Træskomand og Jens Nielsen Tømmermand. Det tog dem 2½ dag at nedtage sejerhuset og opsætte det igen på det nye sted ”med andet mere, hvis der behøvedes i tårnet”, herfor fik de hver 24 skilling om dagen. Nye brædder kom fra Jacob Kenar og søm fra Peder Svendsen.

Fra Kobbermøllen i Hellebæk købte kirken af skriveren Bartholomæus Haagensen, efter kongens tilladelse, pladekobber som ifølge byens vægt vejede 275 kg, prisen var 262 daler. Mestersmeden Steffen Lautersporen fra Hellebæk skulle forestå arbejdet og fik i arbejdsløn, tillige med drikkepenge til hans svende 32½ daler. Hos Hans Nagelsmed havde Steffen bestilt søm til at samle kobberpladerne med. Hans Metzger leverede hjørnebånd til samme skiver. Cort Snedker fremstillede skiver af egetræ til at sætte kobberet på ”med hvis der til behøvedes han selv tillagde”. Christen Vognmand måtte 3 gange ”age fra kobbermøllen ud og ind” før det hele var samlet i Sct. Mariæ Kirke, hvor skiverne ”skulle sammensættes”. To karle hjalp med at bære skiverne ind i kirken, hvilket udløste en løn af 8 skilling. Fire karle hjalp med at ”oprette og nedsætte skiverne, der de blev sammenslagne”. Nogle kvinder betaltes ½ daler for at skure kobberet. Nu skulle skiverne males og belægges med halvslaget guld, hvilket udløste en løn på 50 daler mønt til Casper og Peder Maler. Der blev også ½ daler i drikkepenge til Peders dreng, der havde hjulpet til. Hans Klokker i Mariæ Kirke skulle have ½ daler for sin ”umage medens skiverne blev sammensat, beslagene og stafferet”. Til slut blev noget gammelt klæde pakken omkring de færdige skiver, og de var nu klar til levering til nabokirken.

På bagsiden af urskiverne kan man se årstallene for de senere istandsættelser 1682, 1797, 1823, 1856, 1882, 1897 og 1936

Ovre i Skt. Olai Kirke havde man imidlertid fremskaffet hyssing (reb), taljer og blokke, og alt var nu klart til placering af skiverne på tårnet. 21 friske karle blev ansat i 2 dage for at hente og ”ophidse” urskiverne til deres kommende plads. Herefter var der kun at færdiggøre tårnet og reparerer hullerne, Jørgen Gudmandsen og Claus Buch leverede de 1.400 mursten der skulle bruges. Christen Vognmand spændte hesten for vognen igen og hentede stenene fra Teglladen og 5 læs sand vel sagtens fra stranden. To læster kalk lånte man af byens beholdning. Borgeren Claus Vildschøtt leverede 2 brede brædder, som sattes over skiverne på skrå, for at lede vandet væk, de beklædtes siden med kobber. Tre arbejdskarle fik løn i 10 dage for at hidse kalk og mursten op og senere nedbryde stillingerne igen.

Der købtes en krukke for 2 skilling og dertil en ½ potte olie til at smøre sejerværket med. De brædder og lægter der ikke var beskadiget og kunne bruges, blev brugt til at forbedre plankeværket ved den Nye Kirkegård ved Nygade, og resten anvendtes ved kirkens præstegård, hvor præsten Peder Rasmussen Langes havde sin bolig.

Som tidligere nævnt anskaffedes også 2 små klokker, der blev sat inde i kirken på vestgavlen. Hertil blev fremstillet en urskive. Ved hjælp af stænger gennem tårnet og huller i muren kunne klokkerne slå ”lige med de andre udi tårnet”. Således kunne tidens gang og prædikens længde følges i Helsingørs sognekirke. Urskiven inde i kirken er væk for mange år siden, og spor efter den er ikke indtil nu dukke op. De to små klokker blev på et tidspunkt flyttet op i kirkens kor, og sidder i dag ved korgitteret. Efter restaureringen af kirken i år 2000 blev de nævnte to klokker forbundet med de øvrige klokker i tårnet således, at man igen ved hver gudstjeneste kan høre klangen af de to små klokker fra 1621.

Urværket oppe i tårnet repareredes flere gange i årenes løb. 1759 gik urlodderne endda gennem hvælvet i tårnrummet, hvilket gav anledning til, at smeden 1766 ansøgte om at lave jernlodder indbundet med jernbånd i stedet for de seks store kampesten, som brugtes til lodder ved urværket, og som tit faldt ned og beskadigede både muren og hvælvet, ”og kunne folk blive slaget død, når sådan en sten fald af båndene”.