Marianelund Kro

I gennem mere end 100 år var Marianelund Kro et yndet udflugtssted – først for befolkningen i Helsingør, senere også for andre i Nordsjælland og ikke mindst københavnere. Der var en egen stemning her ved Gurre – på en kro, der lå helt anderledes end de fleste andre kroer. Marianelund var placeret helt ude tæt ved skoven og langt fra alfarvej og andre bebyggelser.

Marianelund Kro fotograferet i julen 1918

Umiddelbart skulle man tro, at det var en smart kromand, der i sin tid havde fundet på denne placering – men sagen er, at stedet opstod som et almindeligt beboelseshus i 1789. Det var den afskedigede skovrider Christian Wilhelm Munckeberg, der lod den ældste del af huset bygge til sig selv og sin nye hustru. I 1789 stod det nye hus færdigt – et hus på 18 fag med 1. sal i 3 fag – og som Munckeberg opkaldte efter sig selv: Munkelund.

Det efter tidens forhold anseelige hus solgt Munckeberg imidlertid allerede året efter – måske af helbredsmæssige årsager – i al fald døde han i 1791. Ny ejer af Munkelund var naboen, vangemand Jens Nielsen – men han solgte allerede igen i 1795.

I Helsingør var der på den tid gode dage med stor velstand blandt købmandsfamilierne. Der var med andre ord grundlag for i sommermånederne at flytte ud til områder, som dengang betragtedes som naturskønne og ideelle, nemlig skov og sø.

Marianelund Kro

Og det var netop en købmandsfamilie fra Helsingør, som blev den nye ejer. Marianne Belfour (f. Dodt) var gift med den engelske købmand John Daniel Belfour, og det var hende, der skrev skødet under på sit nye lyststed. Og i al beskedenhed omdøbte hun stedet – og opkaldte det efter sig selv: Marianelund.

I 1805 solgte Marianne Belfour ejendommen til ejeren af Krogerup Gods. I 1826 blev ejendommen igen sat til salg. Af salgsannoncen i avisen fremgår det, at der da hørte 29 tdr. land til ejendommen, at den var indrettet til beboelse for en familie udenfor bondestanden og at der til stedet hørte en meget smuk og temmelig stor have forsynet med mange frugttræer. Køber af Marianelund blev et Tikøb-konsortium, bestående af den daværende kromand Niels Jensen, gårdmand Peder Larsen samt Jacob Hartvig. Det var sidstnævnte, der fik sin daglige gang på Marianelund og allerede året efter købte han de to andre ud. Derpå satte han en annonce i avisen om at han havde erhvervet bevilling til at drive gæstgiveri og traktørhold på Marianelund.

Dermed var Marianelunds æra som kro indledt – og det lykkedes i løbet af få år at få et godt ry blandt Helsingørs befolkning. Om sommeren blev det hurtigt en tradition at tage på skovtur til Marianelund – og om vinteren at arrangere kaneture til stedet. Hartvig beholdt kroen til 1841 hvorefter familien Bjørnsen overtog kroen. Magnus Sophus Bjørnsen var skovrider og boede på Marianelund og bortforpagtede derfor kroen til forskellige personer i de følgende 30 år.

Interiør med "døgnbrænderen" på Marianelund Kro, 1916

I 1871 startede en ny æra, da familien Stahlhut overtog forpagtningen af kroen. Familien Stahlhut drev kroen i over 35 år, og i denne periode besøgte forfatteren Holger Drachmann kroen adskillige gange. Tilknytningen til Gurre havde allerede givet nogle af kroens stuer navne som Tovestuen og Volmerstuen – og nu kom der også en Drachmann-stue. I det hele taget var kroen blevet indrettet med mange malerier direkte på væggene, med hyggelige hjørner og vindueskarme med blomster samt med finurlige citater og ordsprog også malet rundt langs paneler og lofter. De gæster, der besøgte kroen, var meget begejstrede for de hyggelige rum på kroen, og stedet blev anvendt til utallige formål: Fester, baller, auktioner, rigsdagsvalg, fastelavnsarrangementer o.s.v.

Natten til den 29. januar 1937 forsvandt det hele i ét stort flammehav. Af ukendte årsager opstod der ild i hestestalden, der var sammenbygget med hovedbygningen. Da bygningen lå i vindsiden og det blæste kraftigt denne nat, bredte ilden sig hurtigt og det lykkedes ikke at redde nogle af dyrene, der alle indebrændte. Tikøb brandvæsen kom hurtigt til stede, men måtte allerede på dette tidspunkt opgive at redde noget af det kostbare og historiske indbo. Da det tilmed var hård frost, gav det store problemer med at sprøjten frøs. Resultatet var, at hele kroen nedbrændte totalt – intet blev reddet.

Brandtomten blev solgt til restauratør Aage Falck Rasmussen, der straks lod den nye kro opføre. Den blev bygget i samme stil som den gamle krobygning, men nu indrettet med datidens moderne komfort. Drachmann-perioden blev forsøgt genoplivet ved, at der blev indrettet åbne ildsteder, brugt gammelt egetræ o.s.v.

Den sidste ejer af Marianelund Kro var Bent Tougaard, som overtog stedet i 1961. I hans ejerperiode hed det om kroen, at den var kendt langt ud over landets grænser for sin charme og for sit fremragende køkken. Tougaard solgte kroen i 1977 til Hvidovre Kommune, der lod ejendommen indrette til kursuscenter.

Marianelund var således kro i 151 år – og som det fremgår af ovenstående, er årstallet 1528, der i mange år har prydet facaden, alene resultatet af en kromands livlige fantasi.

Litteratur

Kjeld Damgaard: Marianelund Kro (Egebækken nr 19, december 1995)

Kjeld Damgaard: "Anno 1528" - en kromands livlige fantasi (Helsingør Dagblad, 31.07.2010)