Kronborgfontænen

Kronborgfontænen

Lars Bjørn Madsen skrev i Lokalavisen Nordsjælland bl.a.: Fontænen eller springvandet kan betragtes som Helsingørs allerførste vandkunst. Den blev rejst sammen med Frederik den Andens prægtige slot Kronborg, der som bekendt afløste den gamle middelalderborg, Krogen.

I 1576 havde kongen bestilt springvandet hos en bronzestøber i Nürnberg, Georg Labenwolf, der ikke just var hurtig i vendingen. Først syv år senere kom han til Helsingør for at opstille sit værk i den sekskantede stenkumme, som kongens stenhugger allerede havde lavet og opstillet i slotsgården. Man tilgiver nok den kære Labenwolf og hans kolleger, når man tager kunstværket nærmere i øjesyn.

Det kan vi ganske vist ikke rent fysisk, da svenskerne jo snuppede fontænen i 1658, men der eksisterer heldigvis en tegning af den, og så har vi mange af regnskaberne bevaret. Den var smykket af 36 figurer af bronze, og på hvert hjørne af kummen knælede en skytte, hvis våben fungerede som dyser for vandstrålerne. De tre var bueskytter i østerlandske dragter og de andre hageskytter af europæisk herkomst. Midtsøjlen med alle de mytologiske figurer hævede sig i 4 etager og øverst stod havguden med sine havheste, og næsten alle figurerne spyede vand. Den helt store finesse var, at søjlen ved vandets tryk var i stadig roterende bevægelse.

Bronzefigurerne var angiveligt ikke udført af nævnte Labenwolf, men derimod af billedhuggeren Johan Gregorius van der Schardt fra Nijmegen, og han kom selv til Helsingør for at lede støbningen, der fandt sted i byen. Hvor, ved vi desværre ikke, selv om det antydes at det var i kongens gethus iKongensgade, men denne store støberivirksomhed blev først beordret bygget i 1599 og da havde Frederik den Anden været død i 11 år!

Trist var det, at Helsingørs første vandkunst led så krank en skæbne. Svenskerne ødelagde simpelthen springvandet og tog alle bronzefigurerne med sig hjem, hvor de blev smeltet og omstøbt. Og de lod sig ikke nøje med Kronborgs vandkunst. Også vandkunsten på Frederiksborg Slot led samme skæbne, men den fik brygger Jacobsen til gengæld genskabt, sådan da!

Og så spørger man sig naturligvis, hvorfra og hvorledes vandkunsten fik sit vand. Vi skal nok dreje historien i den retning, at det var disse kongelige fontæneanlæg, der skabte behov for en sikker og kontinuerlig forsyning af vand. Frederik den Anden lod derfor lægge kilometervis af vandledninger fra de mange højtliggende damme ned til byen; vandledninger der bestod af udhulede træstammer - »rendetræer« - af pommersk og skånsk fyr, forbundet med hinanden ved bøsninger af bly og jern. Man har ved forskellige anlægsarbejder i nyere tid fundet rester af disse, åbenbart næsten uforgængelige, vandrør, og Bymuseet har da også nogle eksemplarer i samlingen.

I 2010 fandt man i forbindelse med udgravningen til det nye Søfartsmuseum på værftsområdet endnu et stykke af Frederik den Andens vandledning.

Den primære vandforsyning kom fra Trykkerdammen ogStubbedammene syd for byen, og ledningen fra disse førtes ind i byen via Svingelport, hvor stikledninger var ført hen til de velhavende købmænds gårde – og altså frem for alt til Kronborg! Historien om Helsingørs vandforsyning er lang og interessant, men her skal det blot nævnes, at den fra at være et offentligt/kongeligt anliggende, blev privatiseret i slutningen af 1600-årene i form af »Det ferske Springvands Compagnie i Helsingøer«.

Litteratur

Lone Hvass: Kronborgfontænen og motetterne. (Forening & Museum. 2005. Nr. 1)