Forskel mellem versioner af "Meulenborg Park"
(4 mellemliggende versioner af den samme bruger vises ikke) | |||
Linje 1: | Linje 1: | ||
[[Billede:Meulenborgweb.jpg|right|225px|thumb|Meulenborg]] | [[Billede:Meulenborgweb.jpg|right|225px|thumb|Meulenborg]] | ||
− | |||
Vejen Meulenborg Park blev navngivet af Helsingør Byråd i 1995. Den er opkaldt efter ''Meulenborg'', som beskrives nedenfor. | Vejen Meulenborg Park blev navngivet af Helsingør Byråd i 1995. Den er opkaldt efter ''Meulenborg'', som beskrives nedenfor. | ||
− | + | Området, hvor bebyggelsen Meulenborg ligger, var oprindelig et overdrevsareal, som lå ved grænsen mellem Helsingør by og Tikøb Sogn. | |
+ | Den første kendte ejer er fiskemester Bernhardt Bode, som i 1757 fik tilladelse til at benytte arealet. Han havde opdaget, at der gennem området løb et vandløb, som han mente var tilstrækkelig kraftigt til at drive en vandmølle. Han fik dette år tilladelsen til at anlægge en vandmølle “til Sigtemel, Perle- og andre slags Gryn, som ikke paa ordinære Møller males samt uldent Tøjs Stampning”. | ||
+ | |||
+ | Bode fik imidlertid ikke realiseret sin plan og skilte sig af med ejendommen igen i 1763. En senere ejer var Ditlev Møller, som heller ikke havde stedet længe. Næste ejer var prokurator Niels Hansen, som i 1774 for alvor kom i gang med et byggeri, hvoraf dele bestod indtil 1994, da al bebyggelse på grunden blev revet ned. Han anlagde et teglværk på grunden, så byggestenene kunne produceres på stedet. Niels Hansen fik i 1778 sat gang i vandmøllen, men den kom aldrig til at fungere tilfredsstillende, sandsynligvis p.gr.a. mangel på vand, og driften af den stoppede i 1820, hvorefter den blev revet ned. | ||
+ | |||
+ | Frem til 1839 var der en del ejerskifter, men i 1839 blev Meulenborg købt af den svensk-norske generalkonsul i Danmark, Frans Anton Ewerlöf. Han ejede den indtil 1898, men brugte den hovedsagelig som sommerbolig. I hans ejertid- i 1877 - blev Meulenborg overført til Helsingør Kommune. | ||
+ | |||
+ | I 1898 blev ejendommen købt af Carl Johan Carøe, og ejendommen forblev i slægtens eje indtil 1986, da den blev solgt og bygningerne få år efter revet ned. | ||
+ | |||
+ | Carl Johan Carøe var grosserer og særlig kendt for sit firma, Carøes The, som importerede “Cingalle”-te fra Ceylon. C.J. Carøe døde allerede i 1907, hvorefter hans enke Alice Carøe indrettede ejendommen til opdragelse af unge adelige piger i husgerning. | ||
[[Billede:Meulenborg-Caroes-hoenseri1.jpg|left|200px|thumb|Hønseriet og [[Meulenborg Mølle | stubmøllen]]]] | [[Billede:Meulenborg-Caroes-hoenseri1.jpg|left|200px|thumb|Hønseriet og [[Meulenborg Mølle | stubmøllen]]]] | ||
− | + | ||
+ | I 1939 kom sønnen J. F. Carøe ind i driften, og Meulenborg blev omdannet til hotel. J. F. Carøe havde siden 1925 drevet et hønseri med salg af daggamle kyllinger. Hønseriet lå på arealet bag bygningerne. | ||
+ | |||
+ | I vinteren 1943-44 benyttede Den internationale Højskole Meulenborg til deres elever, idet tyskerne havde beslaglagt Den internationale Højskoles egne bygninger. Det var dog en engangsbegivenhed, da opvarmningsmulighederne var for dårlige til at fortsætte. Efter krigen vendte Meulenborg tilbage til hoteldriften og fortsatte med det indtil J.F. Carøes død i 1982. Stedet blev drevet under navnet Meulenborg Hotel og havde adressen Bøgebakken 5. | ||
Efter J. F. Carøes død i 1982 blev hotellet, der i en årrække kun havde været i drift i sommermånederne, omdannet til ungdomsboliger og siden opsamlingssted for flygtninge. | Efter J. F. Carøes død i 1982 blev hotellet, der i en årrække kun havde været i drift i sommermånederne, omdannet til ungdomsboliger og siden opsamlingssted for flygtninge. | ||
− | + | Carøes efterkommere solgte i 1986 Meulenborg til firmaet A/S Danicom, og det var begyndelsen til en helt ny epoke, og i de følgende år skete flere ejerskifter.I 1991 vedtog kommunen en lokalplan, ifølge hvilken den gamle hovedbygning skulle bevares og der måtte bygges 63 boliger på området, hvoraf kun få måtte være i to etager. Bygningerne forfaldt imidlertid i stigende grad, og det førte til, at i marts blev der pludselig givet tilladelse til nedrivning af hovedbygningen. I december 1994, hvor KTAS Pensionskasse havde erhvervet ejendommen, gik opførelsen af det nuværende byggeri i gang. | |
− | + | ||
+ | Der blev opført 74 boliger, som alle lå i 2-etages huse. Ejendomskomplekset tilhører nu TDC Pensionskasse. Det er et meget populært beboelsesområde, som er smukt og fredeligt beliggende. | ||
+ | |||
[[Billede:Meulenborg-park-9231.jpg|right|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]] | [[Billede:Meulenborg-park-9231.jpg|right|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]] | ||
[[Billede:Meulenborg-park-9227.jpg |left|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]] | [[Billede:Meulenborg-park-9227.jpg |left|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]] | ||
+ | [[Billede:Meulenborg1.jpg |center|350px|thumb|Meulenborg. Hovedbygning front 2024. Foto: Bente Thomsen]] | ||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
+ | |||
− | |||
− | |||
− | |||
===Litteratur=== | ===Litteratur=== | ||
+ | |||
+ | Kjeld Damgaard: Mennesker og Huse på Meulenborg. 2015 | ||
+ | |||
Erik Stubtoft - Personligt arkiv vedr. Meulenborg. | Erik Stubtoft - Personligt arkiv vedr. Meulenborg. | ||
Linje 31: | Linje 56: | ||
[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21021784 Strandvejen - før og nu. Redaktion Bo Bramsen. Politiken, 1995. Bind 2.] | [https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21021784 Strandvejen - før og nu. Redaktion Bo Bramsen. Politiken, 1995. Bind 2.] | ||
+ | |||
+ | [http:///www.tikobkommune.dk/meulenborg/ Tikob Kommune] | ||
[[Kategori:Gader og veje]] | [[Kategori:Gader og veje]] |
Nuværende version fra 29. maj 2024, 11:31
Vejen Meulenborg Park blev navngivet af Helsingør Byråd i 1995. Den er opkaldt efter Meulenborg, som beskrives nedenfor.
Området, hvor bebyggelsen Meulenborg ligger, var oprindelig et overdrevsareal, som lå ved grænsen mellem Helsingør by og Tikøb Sogn. Den første kendte ejer er fiskemester Bernhardt Bode, som i 1757 fik tilladelse til at benytte arealet. Han havde opdaget, at der gennem området løb et vandløb, som han mente var tilstrækkelig kraftigt til at drive en vandmølle. Han fik dette år tilladelsen til at anlægge en vandmølle “til Sigtemel, Perle- og andre slags Gryn, som ikke paa ordinære Møller males samt uldent Tøjs Stampning”.
Bode fik imidlertid ikke realiseret sin plan og skilte sig af med ejendommen igen i 1763. En senere ejer var Ditlev Møller, som heller ikke havde stedet længe. Næste ejer var prokurator Niels Hansen, som i 1774 for alvor kom i gang med et byggeri, hvoraf dele bestod indtil 1994, da al bebyggelse på grunden blev revet ned. Han anlagde et teglværk på grunden, så byggestenene kunne produceres på stedet. Niels Hansen fik i 1778 sat gang i vandmøllen, men den kom aldrig til at fungere tilfredsstillende, sandsynligvis p.gr.a. mangel på vand, og driften af den stoppede i 1820, hvorefter den blev revet ned.
Frem til 1839 var der en del ejerskifter, men i 1839 blev Meulenborg købt af den svensk-norske generalkonsul i Danmark, Frans Anton Ewerlöf. Han ejede den indtil 1898, men brugte den hovedsagelig som sommerbolig. I hans ejertid- i 1877 - blev Meulenborg overført til Helsingør Kommune.
I 1898 blev ejendommen købt af Carl Johan Carøe, og ejendommen forblev i slægtens eje indtil 1986, da den blev solgt og bygningerne få år efter revet ned.
Carl Johan Carøe var grosserer og særlig kendt for sit firma, Carøes The, som importerede “Cingalle”-te fra Ceylon. C.J. Carøe døde allerede i 1907, hvorefter hans enke Alice Carøe indrettede ejendommen til opdragelse af unge adelige piger i husgerning.
I 1939 kom sønnen J. F. Carøe ind i driften, og Meulenborg blev omdannet til hotel. J. F. Carøe havde siden 1925 drevet et hønseri med salg af daggamle kyllinger. Hønseriet lå på arealet bag bygningerne.
I vinteren 1943-44 benyttede Den internationale Højskole Meulenborg til deres elever, idet tyskerne havde beslaglagt Den internationale Højskoles egne bygninger. Det var dog en engangsbegivenhed, da opvarmningsmulighederne var for dårlige til at fortsætte. Efter krigen vendte Meulenborg tilbage til hoteldriften og fortsatte med det indtil J.F. Carøes død i 1982. Stedet blev drevet under navnet Meulenborg Hotel og havde adressen Bøgebakken 5.
Efter J. F. Carøes død i 1982 blev hotellet, der i en årrække kun havde været i drift i sommermånederne, omdannet til ungdomsboliger og siden opsamlingssted for flygtninge.
Carøes efterkommere solgte i 1986 Meulenborg til firmaet A/S Danicom, og det var begyndelsen til en helt ny epoke, og i de følgende år skete flere ejerskifter.I 1991 vedtog kommunen en lokalplan, ifølge hvilken den gamle hovedbygning skulle bevares og der måtte bygges 63 boliger på området, hvoraf kun få måtte være i to etager. Bygningerne forfaldt imidlertid i stigende grad, og det førte til, at i marts blev der pludselig givet tilladelse til nedrivning af hovedbygningen. I december 1994, hvor KTAS Pensionskasse havde erhvervet ejendommen, gik opførelsen af det nuværende byggeri i gang.
Der blev opført 74 boliger, som alle lå i 2-etages huse. Ejendomskomplekset tilhører nu TDC Pensionskasse. Det er et meget populært beboelsesområde, som er smukt og fredeligt beliggende.
Litteratur
Kjeld Damgaard: Mennesker og Huse på Meulenborg. 2015
Erik Stubtoft - Personligt arkiv vedr. Meulenborg.
Kulturmagasin. Udgivet af Helsingør Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, 1999.
Diverse avisudklip.
Strandvejen - før og nu. Redaktion Bo Bramsen. Politiken, 1995. Bind 2.