Isaak Sidenius Pontoppidan

Isaak Sidenius Pontoppidan er et eksempel på en mand, som begyndte i det små og arbejdede sig op til at være skibsreder for Danmarks største sejlskibsflåde omkring 1870.

Lærling i en købmandsgård

Isaak Sidenius blev født d. 19. maj 1819 i Bogø Sogn i Sydsjælland som søn af en sognepræst. Hans bror, Dines Pontoppidan (1814-1879) ligeledes præst, var far til den kendte forfatter, Henrik Pontoppidan (1857-1943). Han begyndte som lærling hos købmand Hans Heinrich Lindhard i en gammel købmandsgård, som lå på hjørnet af Stengade og Hovedvagtstræde og hvis pakhuslænge strakte sig langt ned ad dette stræde. Det meste af bygningen, opført i bindingsværk, blev revet ned i 1880’erne og erstattet af nyere bebyggelse. Lindhard døde pludselig i 1839, og Isaak Sidenius overtog den beskedne købmandsforretning i enten 1841 eller 1842. I maj 1846 ”overtog” han også Lindharts enke, den 17 år ældre Sophie Elise, som først døde i 1895. Isaak Sidenius må have haft et udpræget forretningstalent. Selvom købmandsbutikken fortsatte indtil han døde, var det ikke der, hans hovedinteresse kom til at ligge.

Tovværk og skibe

Han fik tidligt oparbejdet en stor forretning med gammelt tovværk, fremskaffet af kadrejere, og det fik han gjort brugbart igen. Til den arbejdsproces anvendte han arrestanter både fra Hillerød, Frederiksværk, Esrum og endog København samt arbejdskraft fra byens fattighus og andre uarbejdsdygtige folk. Gulvmåtter, som nærmest ikke var til at slide op, blev også produceret af gammelt tovværk. Han så tidligt muligheder i sejlbranchen og begyndte allerede i 1840’erne med to til tre jagter, chartrede eller egne skibe som sejlede til Island for at fiske havkal, en Grønlandshaj.

Herfra udviklede rederivirksomheden sig i en sådan grad, at Isaak Sidenius Pontoppidan omkring 1870 var skibsreder for Danmarks største rederi. Der findes en liste på over 30 skibe, han har haft med at gøre, begyndende med årstallet 1848. Denne udvikling fandt sted fra sidst i 1840’erne til hans død i 1874. Han opkøbte i begyndelsen af 1850’erne et par skonnerter, som han lod Rohmann, Barfoed & Rohmanns Værft i Helsingør bygge på og som han solgte med pæn fortjeneste. Senere opkøbtes større skibstyper, barkskibe og fregatskibe. En del af Pontoppidans skibe blev bygget lokalt, først hos skibsbygmester Rohmann og fra 1862 skibsværftet Barfoed & Rohmann, som senere fik navnet Helsingør Træskibsbyggeri.

Han greb chancen for god handel under Krimkrigen (1853-1856) mellem Frankrig, England og Rusland. Isaak Sidenius erhvervede opbragte til en billig pris. På et tidspunkt erhvervede Isaak Sidenius Pontoppidan en grund på Kildebakken ved Trykkerdammen og lod bygge et stort lysthus, hvorfra der var god udsigt ud over Øresund.

Skibsrederens personlighed

Isaak Sidenius Pontoppidan. Museerne Helsingør.

Hos Martinus Galschiøt kan man få et indblik i Isaak Sidenius Pontoppidans glimrende sans for forretning og i hans personlighed. Han beskrives som en mager, glatbarberet mand med skarpe træk, en hård mund og et hvast blik bag brilleglassene, og som bar hvidt halsbind. Han ”var ikke egnet til at vække umiddelbar sympati” ( i bogen nævnt under litteratur, side 139). Han havde ord for at være en hård mand, specielt i pengesager og som ”tog sig godt betalt, når lejlighed gaves.” Selv blev han ved med, trods sin voksende rigdom, at leve fordringsløst og nøjsomt. Til gengæld var han kendt for at yde hjælp til nødlidende folk, var asylets kasserer fra 1859-1869 og betænkte det med gaver og legater. Han deltog ikke i politiske anliggender, som mange andre af byens kendte mænd gjorde. Efter Sundtoldens ophør blev han i 1858 valgt til oldermand for købmandslavet.

Henrik Pontoppidan omtaler ham i sine erindringer: ”Undervejs med mig selv - et tilbageblik” (side 44-51) (se neden for under litteratur). Nevøen Henrik besøgte nu og da sin onkel Isaak Sidenius og deltog i udflugter med ham. Ifølge Henrik var samværet altid rigt på mærkelige og morsomme oplevelser, takket være onklens sære påfund. Han var fuldstændig sin egen, en særling og ligeglad med andres meninger, og som ikke deltog i byens selskabelige liv. Nok respekteret fagligt, men næppe særlig vellidt, måske set lidt ned på og endog smilet lidt af bag hans ryg.

Isaak Sidenius var meget trofast, både i forhold til kirken og i forhold til sin slægt. Henrik Pontoppidan beskriver det således: ”Som han vedblev at være kirken en lydig søn, bevarede han livet igennem en ærefrygtfuld kærlighed til barndomshjemmet og værnede om minderne derfra som en familieskat.” (side 48). Han skrev også, at næsten alle i slægten var ”særprægede personligheder med kraftige linjer, i almindelighed vistnok mere agtede end elskede af deres omgivelser.” (side 51).

Rederiets endeligt

I 1870’erne blev det dårlige tider for skibsfarten, og dampskibene var ved at udkonkurrere sejlskibene. Isaak Sidenius Pontoppidan havde med sin udprægede forretningssans sikkert fundet på en ny forretningsmodel, men døde allerede som 55-årig d. 11. december i 1874. Hans enke overtog i alder af 72 år rederiet under vanskelige vilkår. Det gav ringe afkast, og da formuen var knyttet til skibene, forsvandt det økonomiske grundlag for virksomheden. Enken til Isaak Sidenius Pontoppidan kom til at leve resten af sit liv i nøjsomhed.

Pontoppidansvej i Helsingør har fået sit navn efter Isaak Sidenius Pontoppidan.

Litteratur

M. Galschiøt: Helsingør omkring midten af forrige århundrede. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 2 udgave 1960 (første udgave 1921). Side 138-142.

Henrik Pontoppidan: Undervejs med mig selv – et tilbageblik. Gyldendal, 2018 (side 44-51). Genoptryk af 1. udgave, 1943.