Karmeliterklostret - Laxmandsalen

Laxmandsalen i Vor Frue Kloster ligger i klosterets østfløj. Betegnelsen Laxmandsalen er nyere, egentlig er det oprindelig kapitelsalen, hvor munkene samledes med jævne mellemrum for at få genopfrisket deres ordensregler. Kapitlet er "de forsamlede munke". Det er lidt underligt at konstatere, at rockerne i moderne tid har adopteret denne betegnelse, idet de kalder sig selv "kapitlet".

Laxmandsalen

Salen er et meget smukt senmiddelalderligt rum med en helt egen stemning. Det er en lang, smal sal overspændt af fire nethvælv af en her i landet ret enestående konstruktion. I ribbernes skæringspunkter findes udhuggede slutsten, i alt atten med oprindelig maling og forgyldning. I hjørnerne hviler ribberne på konsoller med groteske vrængmasker af sandsten med spor af bemaling. Sandsynligvis er maskerne udført af Adam van Düren. De forestiller set mod nord til venstre en lille mandsling, der er tolket som en tyv, der triumferende viser sit bytte frem i højre hånd, medens han hånligt klapper sig bagi med venstre hånd. Overfor mod øst en vrængmaske, der rækker tunge og tydes som symbol på drukkenskab. Mod syd endnu to vrængmasker tolket som en frådser mod øst og mod vest et dødningehoved med en slange, der snor sig om hovedet og grimme tudser og en indskrift på latin: "Memento Mori", der betyder: ”Husk, at du skal dø”.

Slutstenenes motiver er fra nord øverst nogle af marterinstrumenterne: de tre nagler, tornekronen, stokken med eddikesvampen, som man rakte Jesus, da han på korset sagde: "Jeg tørster", og spyddet eller lansen, som man stak ham med i siden, hvorefter der kom vand og ikke blod ud.

Set mod nord og til højre for det første billede ses Poul Laxmands (f. ukendt – d. 1502) våbenskjold, en svane med en guldring i næbbet. Laxmand var landets rigeste adelsmand i slutningen af 1400-tallet. Han var rigshofmester, lensmand på Kronborg og ejede omkring 900 bøndergårde fortrinsvis i Skåne. Han lagde sig ud med adelen og blev i 1502 taget af dage på pladsen foran Københavns Slot af to adelsmænd, der efter at have maltrakteret ham og stukket ham med en kniv, tog ham og kastede ham i kanalen, idet de sagde noget i retning af: ”Du hedder jo Lax, nu må vi se, om du kan svømme?" Det kunne Laxmand ikke, og han omkom. Mærkeligt nok gik de to misdædere fri, hvorimod Laxmand blev anklaget for forræderi, og kong Hans blev tilkendt al hans ejendom. Sandsynligvis var Poul Laxmand aldeles uskyldig. Laxmand var en af klosterets velgørere, og i flere omgange skænkede han mange penge til klosteret bl. a. i 1493 900 lybske mark - en meget stor sum penge - til fuldførelse af kirken og klosteret efter branden. Det var dog ikke uden modydelser. Munkene skulle bede tidebønner for Laxmand og hans familie, som det fremgår af kontrakten om gaven. Til venstre vises hans Hustru Inger Munks våbenskjold.

I det næste hvælv ses i den midterste sten et kors, en kjortel og nogle terninger, der viser hen til fortællingen om de romerske soldater, der spillede dobbel om, hvem der skulle have hvor meget af Jesus efterladenskaber. Til højre ses solen og til venstre månen, som et rundt ansigt og det krumme månesegl.

I det tredje hvælv ses Jesus med tornekronen og til højre borgmester Peder Hansens, adlet Liliefeld i 1474, våbenskjold, og til venstre hans hustru Anna Badens våbenskjold, og i det fjerde og sidste hvælv Maria i en solgissel stående på måneseglet med den lille Jesus på armen.

Barokaltertavlen på nordvæggen

Kort tid efter reformationen blev der i 1541 oprettet et asyl i Laxmandsalen, hvor man plejede de ”syge og de såre”, som det hedder i fundatsen. Da kirken var blevet brugt som rejsestald, og de syge ikke godt kunne bevæge sig helt over til Skt. Olai Kirke, brugte man den ene ende af Laxmandsalen til kirke. Der skulle bruges en altertavle, måske i første omgang katekismustavlen, der nu hænger på sydvæggen.

En simpel tavle der jf. en indskrift forneden til højre i predellaen blev indgivet i 1589 af kunstneren Johan Maler, der var tjener og soldat på Kronborg. Altertavlen bærer både Fr. II og Chr. IV monogrammer. Katekisere kommer fra græsk og betyder at lære, og det, man kan lære af tavlen, er på venstre fløj ”Fadervor”, på højre fløj ”Trosbekendelsen” og i midten foroven ”nadverens indstiftelsesord” på latin med latinske bogstaver og forneden på dansk med gotiske bogstaver, kaldet fraktur. Katekismustavlen blev i 1669 udskiftet med snedkeroldermand Jens Mortensens barokaltertavle, der nu hænger på nordvæggen.

På væggen ud mod fratergangen hænger tre store malerier med bibelske motiver, længst mod nord ”Faraos datter finder Moses i Nilen”. I midten er det ” Dronning Ester, der beder om nåde for jøderne hos sin mand kong Ahasverus”. Længst mod syd er motivet ”Abigael, der beder kong David om nåde for sin mand NabaL”. Kunstneren er Fr. IV og Chr. VI hofmaler Heinrich Krock (1671 – 1718). Malerierne, der indgik i en serie på 12 malerier, hængte oprindelig på Hirschholm Slot, der blev nedrevet i årene 1810-12, fem af dem blev i 1825 givet til Sct. Mariæ Kirke af Fr. VI. To af dem hænger på 1. Sal, de er blevet restaurerede, de resterende tre i Laxmandsalen trænger i høj grad til at blive restaureret.

Under den midterste hvælving hænger en smuk malmlysekrone, der muligvis er forarbejdet og skænket o. 1600 af kunstsmeden Caspar Fincke, der er repræsenteret med andre arbejder i kirken.

Det var kun de fysisk syge, der blev plejet i Laxmandsalen. De sindssyge, der var uregerlige, kom i ”dårekisten” nede i kælderen under Laxmandsalen. Dårekisten er der endnu, et aflåseligt kælderrum sandsynligvis klosterets fængsel. Når paven godkendte opførelse af et kloster, lagde han altid megen vægt på, at der skulle indrettes et fængsel til brug for munke, der overtrådte klosterets regler. Hvis der ikke var plads i ”dårekisten”, anbragte man de sindssyge i nogle kasser, der efter en beskrivelse af klosterforstander H. L. Olrik fra 1799: ” Er udført af Egetømmer, der hver er af 4 Quadrat Alens Størrelse (ca. 1,6 m2) med et lidet langt udskaaret Hul til Lys og frisk Luft. Desuden er indvendig anbragt en Seng eller Brix og et lidet Lokum” Kasserne stod på det åbne areal øst for klosteret. Herredsfoged Ole Lund beretter i sine ”Smaabilleder fra Helsingør", at det var uhyggeligt, at høre deres Raseri og Hylen, naar man om Aftenen gik gennem Hestemøllestræde”. Man troede dengang ikke, at sindssyge kunne føle kulde, derfor stod de ude året rundt. Det kan muligvis skyldes den observation, som man kan gøre den dag i dag, hvor demente personer forlader et plejehjem uden at være tilstrækkeligt påklædt og bliver fundet hjælpeløse og i nogen tilfælde omkomne af kulde. Man havde dog fået andre tanker og en forstander ved klosteret skriver: ”Hvor kunne de dog gøre det mod deres Medmennesker”?

Nationalmuseets ”Danmarks Kirker, Frederiksborg Amt, hefte 4 – 6

Johs. D. Dalsager: Sct. Mariæ Kirkes Historie

Henning Henningsen: Sct. Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster i Helsingør