Forskel mellem versioner af "Kridtpiber"
| (3 mellemliggende versioner af 2 andre brugere ikke vist) | |||
| Linje 5: | Linje 5: | ||
[[Billede:3helepiber.jpg|250px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]] | [[Billede:3helepiber.jpg|250px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]] | ||
| − | ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde. | + | ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. |
| + | |||
| + | Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde. | ||
==Tobak== | ==Tobak== | ||
| − | De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. | + | De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba.Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. |
| − | Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. | ||
Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe. | Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe. | ||
| Linje 16: | Linje 17: | ||
==Piben== | ==Piben== | ||
| − | [[Billede:Mestermærke.jpg| | + | [[Billede:Mestermærke.jpg|350px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]] |
| − | Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert. Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i. | + | Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. |
| + | |||
| + | Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert. | ||
| + | |||
| + | Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i. | ||
Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter. | Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter. | ||
| − | [[Billede:Udsmykning.jpg| | + | ==Kridtpibefabrikation== |
| + | |||
| + | [[Billede:Udsmykning.jpg|200px|left|thumb|Udsmykkede dele. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]] | ||
| + | |||
| + | I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. | ||
| − | + | Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. | |
| + | |||
| + | Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. | ||
| + | |||
| + | I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. | ||
| + | |||
| + | Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel. | ||
| − | |||
==Piberygning i Helsingør== | ==Piberygning i Helsingør== | ||
| − | + | [[Fil:G L Lahde Spekhöker (1).jpg|400px|right|thumb|Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817.]] | |
| − | |||
| − | + | Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. | |
| − | + | I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. | |
| + | |||
| + | Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. | ||
| + | |||
| + | Lone Hvass har formidlet oplysningerne om boet og dets omfang, der gjorde, at det dengang tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. | ||
==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør== | ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør== | ||
| − | I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv. | + | I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). |
| + | |||
| + | I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv. | ||
| + | |||
I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv. | I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv. | ||
| + | |||
Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder. | Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder. | ||
==Pibens videre udvikling== | ==Pibens videre udvikling== | ||
| − | Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. | + | Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. |
| + | |||
| + | Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. | ||
| + | |||
| + | Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. | ||
===Litteratur=== | ===Litteratur=== | ||
| Linje 75: | Linje 100: | ||
Den gamle by i Århus + Piberyger.dk | Den gamle by i Århus + Piberyger.dk | ||
https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/ | https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/ | ||
| + | |||
| + | |||
| + | [[Kategori: Arkæologi]] | ||
Nuværende version fra 30. maj 2024, 08:35
Kridtpiber
”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996.
Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.
Tobak
De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba.Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande.
Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.
Piben
Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker.
Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.
Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.
Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.
Kridtpibefabrikation
I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber.
Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber.
Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer.
I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne.
Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.
Piberygning i Helsingør
.jpg)
Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her.
I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald.
Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606.
Lone Hvass har formidlet oplysningerne om boet og dets omfang, der gjorde, at det dengang tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber.
Fremstilling af kridtpiber i Helsingør
I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665).
I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.
I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.
Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.
Pibens videre udvikling
Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa.
Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber.
Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer.
Litteratur
Artikler
Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.
Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996.
Lone Hvass: Artikel i Forening og museum.
Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.
Bøger
C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.
Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002
Hjemmesider
Fra Vejle museum: : https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/
Antik ABC: https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/
Piberyger.dk https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/
Den gamle by i Århus + Piberyger.dk https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/