Øresundstoldens baggrund

Helsingør efter Braun og Hogenbergs "Civitates Orbis Terrarum" fra ca. 1590.

Indledning

I denne artikel gives et rids over den historiske baggrund for Øresundstolden. At valget faldt på Helsingør som opkrævningssted, var naturligvis ikke tilfældigt. I en artikel om Øresundstolden og Helsingør forsøges en indkredsning af dens indflydelse og påvirkning af byen i perioden fra 1429-1857 samt lidt om udviklingen i byen i årene efter dens ophør.

Helsingør, Øresund og Østersøen

Øresund og hermed byen Helsingør havde en nøgleposition med mulighed for at beherske al ind- og udsejling til hele Østersøområdet. Det var den korteste vej til den vigtigste handelsrute i århundreder, et vigtigt bindeled mellem vest og øst. Allerede i forhistorisk tid har Østersøen, været et forbindelsesled mellem folkeslagene ved indhavets bredder. Østersøen er et indhav i Nordeuropa, også kaldet Det Baltiske Hav. Her har handel, udveksling af kultur, men også erobringer ofte fundet sted. Via utallige møntfund har man kendskab til betydningsfulde handelspladser på de sydlige kyster allerede fra 700-tallet. Vikingerne var fremragende sejlere og kom vidt omkring. De ekspanderede mod vest, fulgte handelsruten mod øst og kom via de russiske floder til Sortehavet.

Den nederlandske ”Seebuch”

Den første udførlige læsekortbog fra middelalderen er den nederlandske ”Seebuch”, som fortæller om datidens sejlruter. Den var baseret på praktiske erfaringer og indeholdt anvisninger til, hvordan man undgik grundstødninger ved hjælp af kendingsmærker på land og med tilkendegivelser af vanddybder. Efterhånden som sejruterne udvidedes, blev disse tilføjet. Skagen Rev var meget risikabel at passere, og her findes da også den største tæthed af skibsvrag. Selvom man var kommet frelst forbi her, lurede faren ved passage af mange andre grunde og rev på den videre færd.

Den ældste tekst fra Seebuch fortæller om sejlads i Øresund og er fra et tidspunkt mellem 1300 og 1346. Her findes den ældste omtale af Ørekrog med et sømærke, et ”Backhus”, også kaldet en båke. Dette sømærke, formet som et lille hus, har sandsynligvis stået isoleret ude på odden som et meget synligt vartegn for skibe, der kom både fra nord og fra syd. Den yngste tekst om området er blevet til efter begyndelsen af 1400-tallet med tårnet på Skt. Olai Kirke som et af pejlemærkerne. Da håndskriftets alder sættes til ca. 1450, kan teksten med sikkerhed dateres til mellem 1400-1450.

Hvorfor ikke sejle gennem Storebælt?

Storebælt var både dybere og bredere end Øresund, men vanskeligere at besejle. Ikke mindst på grund af den mest udbredte vindretning, som kom fra sydvest og vest. Den bevirkede, at det var nemmest at sejle helt op mod Norge for at undgå Anholt Rev. Øresund blev således den oplagte og foretrukne rute til Østersøen på trods af den farlige Lappegrund nordvest for Helsingør. Helsingør blev af samme grund en central og betydningsfuld by, hvor det var naturligt at søge ind som det første sted efter en først efter en lang og streng sejlads. Dermed også et godt valg til opkrævning af Øresundstolden, da det blev aktuelt.

Kampen om herredømmet i Østersøområdet

I 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet begyndte Danmark at interessere sig for de østlige områder og blev via erobringer den dominerende magt i Østersøområdet. Omkring 1220’erne overtog Hansestæderne magten med Lübeck som centrum og beherskede al handel i Østersøområdet. Ordet Hansa betyder et handelsselskab, et handelsforbund.

Den internationale interesse og konkurrence om herredømmet var selvsagt stor. I takt med den øgede og gennem middelalderen mere og mere alsidige handel, voksede tilsvarende ønsket om magt og position landene mellem. Håndhævelse og opretholdelse af herredømmet var et vigtigt anliggende, og det måtte komme til styrkeprøver lande imellem, i yderste konsekvens i form af krig. En ikke usædvanlig fremgangsmåde, som førte til en række krige mellem Hansestæderne og Danmark.

Sildene i Øresund og Skånemarkederne

Sildefiskeri

Silden var i middelalderen den alt dominerende handelsvare og omdrejningspunktet for Østersøen, og langt den største del af handelen foregik i den sydvestlige del af Skåne ved Skanør-Falsterbo, hvor den væsentligste del af skånemarkederne foregik. Sildene passerede ret tæt på kysten, inden de rundede Falsterbo Rev på sin ind i Østersøen, og derfor var der mange netop her.

Sild var en vigtig ernæring under den påtvungne fastetid, hvor man gerne måtte spise fisk, men skulle afholde sig fra at spise kød og anden luksus. Holdbarheden af letfordærvelige varer, især fisk og kød, var helt væsentlig. Man fandt på at konservere ved nedsaltning, og det gav en holdbarhed på et år fra nedsaltningen. Salt blev derfor også en dominerende handelsvare på Skånemarkederne, hvor Hansestæderne som nævnt oven for blev økonomisk førende.

Sildefiskeri

En form for afgift til den danske konge fra sildemarkederne har formentlig eksisteret ret tidligt. Men i 1251 fastsatte Kong Abel en afgift af ”Ummelandsfarere”, som havde rundet Skagen. Til gengæld fik ret til selv at bjerge deres egne skibe, hvis de strandede i danske farvande, en stor risiko i 1200-tallet. Så tidligt som begyndelsen af 1200-tallet lykkedes det for nederlandske fartøjer at sejle nord om Skagen. Derved åbnede de Østersøhandelen, der hidtil overvejende var foregået over land. Silden var gennem middelalderen den alt dominerende handelsvare og omdrejningspunktet for Østersøen. Omkring midten af 1200-tallet havde Hansestæderne fået kontrol over fiskemarkederne.

Adam af Bremen (ca.1040-ca.1081) fortæller i sin krønike, at fisken lod sig øse med de bare næver. Adam af Bremen (ca.1040-ca.1081) var en tysk kannik og historiker. I Saxos krønike ”Gesta Danorum”forlyder det, at skibene sad fast i sildestimerne. Hvis man satte en lanse eller en økse mellem sildene, ville den blive stående i opret i vandet. Saxo Grammaticus var en dansk skriver og historiker, som blev født ca.1160 og døde på et tidspunkt efter 1208, men som man i øvrigt ikke ved så meget om. Fra omkring sankthans stod silden tæt, og højsæsonen for og Skånemarkederne og sildefiskeriet lå fra slutningen af august til begyndelsen af november. Sildefiskeriet kunne udøves af alle, kun strandene med markederne var kongens. I denne hektiske periode deltog også folk fra andre erhverv end fiskeri. Mange mennesker var beskæftiget ved landbrug. For at få en ekstra fortjeneste deltog bønder, drenge, piger og koner, som kunne undværes et stykke tid efter at høsten var overstået. Der været et gevaldigt leben og meget stor aktivitet på et skånemarked.

Krig og fred

Valdemar Atterdag satsede højt og førte en aggressiv og hårdhændet politik. Den første krig med Hansestæderne i begyndelsen af 1360’erne vandt han. Han tilkendegav sin hånlige holdning til Hansestæderne ved at placere en gås på toppen af borgtårnet i Vordingborg, som har givet navn til Gåsetårnet. Den anden krig med Hansestæderne tabte Valdemar Atterdag og måtte i 1370 indgå en fredsaftale i Stralsund. De vigtigste punkter ved freden var, at Hansestæderne fik udstrakte friheder på Skånemarkederne og som garanti overdraget alle skånske borge på den østlige side af Øresund i en periode på 15 år. Hansestæderne fik ret til to tredjedele af indtægterne fra Skånemarkederne, som fra i dette tidsrum blev administreret fra Helsingborg.

Da de 15 år var gået, var Hansestæderne ikke til sinds at overholde deres aftale om at levere de skånske besiddelser og afgiftsrettigheder tilbage. De mente, at danskerne havde støttet de mange sørøvere, som huserede på den tid og krævede derfor en krigserstatning. Overdragelsen trak derfor i langdrag. Hansestædernes indtægter fra Skånemarkederne opvejede ikke udgifterne, og det blev i sidste ende til Danmarks fordel. Som formynder for sin 14-årige søn Oluf blev det Valdemar Atterdags datter Margrethe, ”Nordens Fuldmægtige Frue og Husbonde”, der med politisk kløgt udnyttede situationen. Hun fik med såvel trusler om krig og overtalelse Hansestæderne til at makke ret og give afkald på krigserstatningen.

De magtfulde Hansestæder

Fra omkring sidste del af 1300-tallet og begyndelsen af 1400-tallet begyndte skibene gradvis at blive bedre, større og mere rummelige. De kunne derved medtage flere varer, var mere sødygtige og kunne sejle længere. Det blev lettere at runde Skagen og få andel i det særdeles attraktive handelsområde i Østersøen. Andre lande fik dermed i større grad end tidligere del i det givtige fiskeri og efterhånden også den voksende handel med luksusvarer i den sydlige og østlige del af Østersøområdet. Det passede absolut ikke de særdeles magtfulde Hansestæder, som ellers havde haft monopol på Østersøhandelen. Hansestæderne havde oprettet en handelsvej til Brügge omkring 1250 og havde ingen interesse i at sejle videre ind i Østersøområdet. De havde til gengæld en stor interesse i at holde andre lande væk fra markederne i Øresund og fik udmanøvreret deres konkurrenter, englænderne og især hollænderne, ved en enorm effektivisering. De fik større skibe og foretrak andre fiskeområder, bl.a. den store Doggerbanke i Nordsøen mellem Holland og England. Fiskene kunne herefter klargøres om bord, og det skabte en uafhængighed af strandene og markederne der. Over tid skete steg priserne på sild, sildefiskeriet i Øresund gik tilbage og dermed faldt afgifterne fra markederne til den danske konge.

Forsvandt silden?

Myten om, at sildefiskeriet gik tilbage på grund af svigtende sildestimer, afdækker således ikke hele sandheden. Der har været flere sammenfaldende årsager. Sildebestanden har muligvis været større i middelalderen, men sildene kom og gik som stimerne var til. Der var flere sildestammer, og når der var flere af disse, var det måske fordi flere af disse samledes på én gang. Så kunne man ”skovle dem op med en hat”. Sildefiskeriet og Skånemarkederne i Østersøområdet havde sin storhedstid i 1200- og 1300-tallet. Hansestædernes udmanøvrering af andre lande var sammen med inflation en væsentlig medvirkende årsag til sildefiskeriets gradvise tilbagegang og deraf følgende overvejelser om, hvordan man kunne finde nye veje til opkrævning af afgifter.

Hansestædernes magt rinder ud

Hansestæderne fik alvorlig konkurrence fra omkring 1400-tallet af hollænderne og englænderne, der sejlede direkte til Østersøstæderne. Øresund blev et trafikeret farvand med en stærkt voksende transport af råvarer. Det medførte en stærk vækst til byerne i området. De øgede krav førte til nye og bedre skibstyper. Afmærkninger, beskrivelser af farvande og navigation blev bedre. Sejlads blev så sikker i 1600-tallet og videre ind i 1700-tallet, at skibe kunne sejle over lange distancer og stort set nå jorden rundt. Hansestædernes magt svandt gradvist trods ihærdige forsøg på at bevare den, punktvis i form af angreb. Flere og flere byer meldte sig efterhånden ud af det tiltagende svækkede forbund, som blev opløst i 1669.

Tanker om Øresundstold

Kort fortalt var lande som Preussen, England og Holland begyndt at sejle gennem Øresund efter freden i Stralsund 1370, hvor Hansestæderne vandt herredømmet over Østersøen fra Danmark under Valdemar Atterdag. Malmø blev anvendt som vinterly for skibene, når de ikke kunne sejle på grund af is var en fiskerby, og det gav byen vækst. Det affødte tanker om, at Øresund kunne være en god indtægtskilde og at man kunne opkræve told, når skibene skulle overvintre og lægge til for at proviantere. Helsingør var som nævnt et oplagt valg til opkrævning af denne told, beliggende ved Østersøens smalleste sted og så tæt ved Skåne. Byens strategiske nøgleposition var som tidligere nævnt skabt til, at den danske konge kunne beherske al sejlads gennem Øresund og dermed også i Østersøen.

Øresundstolden indføres

Tanker om Øresundstold bliver til virkelighed. Erik af Pommern indførte Øresundstolden omkring 1429 som en slags erstatning for afgiften fra Skånemarkederne og ophørte først i 1857. Den var i realiteten en væsentlig forhøjelse af den eksisterende markeds- og passageafgift. Hansestæderne kunne godt acceptere Øresundstolden, da de alligevel stoppede og lagde til. Preusserne var vrede over den, da de kun sejlede igennem Øresund og videre til Østersøen. Forskellige lande protestere fra tid til anden over tolden, som det til trods først blev ophævet i 1857.

Til gengæld skulle kongen som en form for modydelse for denne afgift sørge for at holde Øresund fri for sørøvere. Det skete med en vis succes, idet mange sørøvere blev henrettet i Helsingør (se mere om emnet i dette leksikon). Kongen skulle også sørge for fyr og sømærker, som kunne advare søfolk mod de farlige grunde og rev, hvor mange var forlist gennem tiderne. At oprette fyr og sømærker var en kompliceret affære dengang, ikke mindst at vedligeholde sømærker. Derfor skete det ganske gradvist over ganske langt tid.

Helsingør og Øresundstolden

I denne artikel gives et rids over den historiske baggrund for Øresundstolden. Byens historie og udvikling er enormt påvirket af Øresundstolden, men også af dens ophør. Det dokumenteres af et omfangsrigt materiale om byen og dens historie. Som nævnt i indledningen er der skrevet en anden artikel om Øresundstoldens betydning for Helsingør.

Kilder til artikel

Denne artikel er stykket sammen ved at hente stof fra mange forskellige kilder med kortfattet information. Mange oplysninger er hentet fra såvel internettet som i bøger. At nævne disse er ikke fundet hensigtsmæssigt. Kun få udvalgte er anbragt direkte under links og litteraturhenvisninger.

Eksterne links

Om sild, fiskeri, gastronom og historie

Hansestæderne afleverer Skåne tilbage til Danmark i 1385

Litteratur

Henning Henningsen: Vogt Jer for Lappesand: om læsekort og deres beskrivelser af danske farvande. (Særtryk af: Handels- og Søfartsmuseets årbog 1984).