Troels Kløvedal og Helsingør

Troels Kløvedal og Helsingør

Baggrund

Troels Kløvedal blev født d. 2. april 1943 i København som Troels Beha Erichsen. Han voksede op på Østerbro i København med sine forældre og fire søskende. Faren var dyrlæge, og moderen var uden uddannelse. Da Troels var syv år gammel, blev hans mor og far blev skilt. Familien blev splittet, og Troels’ trygge rammer forsvandt. Under morens uddannelse til børnehavepædagog, var han i familiepleje, indtil familien igen kunne samles. Desværre indtræffer endnu et vendepunkt, da moren dør af kræft, og Troels herefter anbringes på kostskole i Hellebæk, Skorpeskolen.

Skorpeskolen

Troels Kløvedal skriver i erindringsbogen ”Den tynde hud” om perioden som elev på skolen ”Her startede et liv helt præget af skole, lektielæsning og voksnes øjne i nakken.” Hans lyst til indlæring viste sig at være meget selektiv. De traditionelle skolefag interesserede ham ikke, men hans viden om naturen udbyggedes dels ved ”selvstudier” i området omkring skolen og dels ved undervisningen. Samtidig var han også optaget af muligheden for at være alene, nyde ensomheden men også at have plads til tankerne om sin mor. Skolegangen bestod af mange skæve oplevelser og nederlag, han dumpede undervejs, og til sidst blev det besluttet af skoleledelsen efter flere kontroverser med Troels, at han ikke længere skulle gå i skole, - en begivenhed som han omtaler som en af de lykkeligste i hans liv.

Skibsværftet

Dreng ved havnen

Troels kom derefter på initiativ af Københavns Børneværn, en værge og kostskolen i lære på Helsingør Skibsværft som skibsbygger i 1958 i en alder af 15 år. Han blev indlogeret hos en ældre enke på Marienlyst Allé i cykelafstand fra værftet. ”Værftet var en helt anden verden end kostskolens. En forvandlingens hule hvor bjerge af materialer blev kørt ind ad porten i den ene ende, og hvor der i den anden ende kom mægtige syv tons, tit smukke skibe ud, så store at de kun lige kunne vende i den lille færgehavn, give et trut i dampfløjten, runde Kronborgpynten og gå på prøvesejlads i Kattegat, inden de for alvor forsvandt mod fjerne riger, dem man havde hørt om i eventyrerne.” Den Tynde hud s. 133. Men det var hårde vilkår for en læredreng. Arbejdsugen var på 45 timer, så væk var friheden og skoven. Men han kom rundt på alle de forskellige værksteder og fik et godt indblik i forskellige håndværk, en indsigt der senere i livet kunne være til glæde og gavn. At bygge et skib dengang var håndarbejde, meget få ting kom udefra og fik plads i skibene, alt blev lavet på selve værftet. Blandt værkstederne var der for eksempel også et stort maskinbyggeri der selv tegnede og i samarbejde med B&W støbte og samlede de hundredtusinder af dele som de store dieselmotorer, der lå i bunden af skibene, bestod af. For at skaffe sig lommepenge skaffede han sig en ekstra tjans med at hente øller til arbejderne og levere dem rundt omkring på værftet. Efterhånden kunne han tjene ligeså meget på denne aktivitet, som det han fik udbetalt i lærlingeløn. Nogle af de ekstra penge gik bl.a. til bøger, hvis han da ikke fik dem foræret. Han havde opbygget et venskab med en ældre antikvarboghandler i Strandgade, og læseglæden var stor. Ofte fandt han ledige stunder i arbejdstiden og gemte sig med en bog rundt omkring på værftet. En anden ny interesse var jazzmusikken, som han fik inspiration til af en værelsesnabo på KFUM, som han senere var flyttet ind på. Så han begyndte at føle, at hans liv udviklede sig på en anden måde end hans kammerater blandt lærlingene på værftet. Han begyndte også at overveje sin fremtid på værftet. I ”Den tynde hud” skriver han: ” Jeg fik mere og mere overbevist mig selv om at jeg ikke ville være stålskibsbygger, som for evigt, følte jeg, ville lænke mig til et stort larmende stålskibsværft. Jeg havde haft en stor oplevelse ved at være med på en prøvetur på en af værftets nybygninger. Der havde jeg blandt andet talt med nogle af de garantimestre, der fra værftet fulgte med skibene på deres jomfrurejser, og de fortalte om blå have, brasilianske floder og mørke mennesker, der dansede og levede helt anderledes end os selv. ..Jeg begyndte at drømme om at stå til søs, men så vidste jeg også at jeg måtte have mig en helt anden uddannelse”. Interessen samlede sig om elektrikerfaget, der jo også kunne få ham væk fra kulden og de beskidte omgivelser. Skibselektrikerne kom først ombord, når skibene skulle monteres, og det var meget almindeligt, at de stod til søs, når de var udlærte. Det var altså ikke så meget selve faget som udsigterne til at komme ud at sejle, der fik ham til at ønske at ville skifte. Heldet og værftets velvilje var med ham, og han fik lov til at skifte uden at læretiden blev forlænget. Og her fortæller Troels, at et af lyspunkterne var, når han blev sendt på arbejde på et af de skibe der lå i tørdok efter en længere rejse ude på de store have. Denne fascination af skibene og søfolkenes oplevelser går som en rød tråd igennem hans beretning om hans ungdom og læretid i ”Den tynde hud”. Det var dette møde, der skabte hans egne drømme og planer om livet efter afsluttet lærlingetid.

Svendebrev

Lærlingetiden skulle afsluttes med en svendeprøve, der både var praktisk og teoretisk. Hans forhold til skolegang var jo ikke særlig positivt, så Troels var reelt bange for at dumpe den teoretiske prøve. Det lykkedes ham kun at bestå den pga., at hans søster Hanne Reintoft greb ind til hans fordel, så eksamenssamtalen kunne foregå mere uformelt, end den ellers var planlagt til at være. Svendebrevet betød, at hans tid på Helsingør Skibsværft var slut. ”Mester kaldte mig op på sit kontor og rakte mig svendebrevet, som også han skulle underskrive, og sagde så: ”Og vi ses nok aldrig mere, for dine veje ud i livet går ikke hen over disse enge,” og pegede ud over byggebeddingerne. Det gav jeg ham ganske ret i, men jeg havde alligevel en vemodig tavs følelse i mig da jeg igen stod nede på kanten af dokken med det blå svendebrev i hånden. Det var trods alt en stor del af mit liv der holdt op, og med et øksehug skulle jeg nu sige farvel til alle de mennesker på værftet som jeg stod nær”. Livet i Helsingør havde jo også rummet mange andre oplevelser som forelskelser i lokale piger, endda nogle der skabte ret så meget ravage på grund af sociale modsætninger (lærlingen og overlægens datter), gode venskaber især blandt jazz-entusiaster som han selv og også en stærk politisk interesse, der dannede baggrund for mange ivrige diskussioner med vennerne. Han tog til København, men havde svært ved at få hyre på grund af hans unge alder og manglende erfaring. Efter et landbaseret job hos DFDS fik han endelig hyre på handelsskibet ”Nordholm,” som han skulle påmønstre i Hamborg. Nu var han på vej ud i den store verden!

Nordkaperen får hjemmehavn i Helsingør

Mange år og eventyrlige sejladser senere sluttes ringen. I juni 2018 meddeler den alvorligt syge Troels Kløvedal i en mail til Helsingør Dagblad, at det berømte skib ”Nordkaperen” får hjemmehavn i Helsingør. I Kløvedals seneste erindringsbog ”Alle mine morgener” skriver han blandt andet om sin testamentering af Nordkaperen: ”Jeg har testamenteret skibet til mine fem børn og ti unge styrmænd og -kvinder, som alle sammen har lånt Nordkaperen i en længere periode og kan gå lige om bord og sejle den.” En af disse styrmænd er Nicolai Juel Vædele, formand for det maritime åbne værksted Hal 16 i Helsingør.

Litteratur

Troels Kløvedal: Den tynde hud. Erindringer om en barndom og opvækst. 1994.

Troels Kløvedal: Alle mine morgener. Mit autodidakte liv. 2017.

Claus Holdt: Troels Kløvedal. En hippie står til søs- Kommentar til et livsværk. 2013.

Artikler:

Helsingør Dagblad:http://www.helsingordagblad.dk/2018/06/23/troels-kloevedal-nordkaperen-faar-hjemmehavn-i-helsingoer/

Kløvedal på Gyldendal : https://www.gyldendal.dk/forfattere/troels-kl%C3%B8vedal

Forfatterweb: https://forfatterweb.dk/oversigt/zkloevedal00

Foto: Helsingør skibsværft og maskinbyggeri. Kvartalsblad nummer 4. 10. årgang. Oktober 1958. Fotograf Erik Larsen.