Krogen - borganlæg

Model af Krogen på Württembergs Ravelin før indgangen til Kronborg. Foto taget august 2016 af Merete Gotthardt.

Krogen - Kronborgs forgænger

Erik af Pommern lod borganlægget Krogen opføre i 1420’erne. Det lå på den yderste pynt, odden eller næsset, hvor Øresund er smallest. Borgen blev anlagt et strategisk sted som et magtmiddel til at understøtte opkrævning af Øresundstolden, indført ca. 1429. Den store investering resulterede i datidens formodentlig mest betydningsfulde, moderne anlæg og desuden det mest velstrukturerede, helstøbte og nøjagtige af slagsen. Krogen var en demonstration af magt og styrke og blev da også af samtiden anset for at være uindtagelig.

Borg og by

Ud over opførelsen af borganlægget Krogen regnes Erik af Pommern for at være grundlæggeren af Helsingør by. Tre klostre blev oprettet. Byen havde allerede i 1300-tallet karakter af købstad, men i 1426 fik byen nye købstadsprivilegier. Gaderne i bykernen fik den organiserede struktur, som gør sig gældende også i dag. Kongen tilskyndede til at bygge og bosætte sig med skattefrihed i ti år for stenbygninger og fem år for træbygninger. Erik af Pommerns borg og by hang sammen.

Krogens egentlige alder?

Der hersker en vis tvivl om, hvorvidt en eventuel forgænger til Erik af Pommerns Krogen har eksisteret på samme sted og i givet fald længe. En teori går på, at opførelsen af Krogen som en erstatning for Flynderborg allerede var påbegyndt i dronning Margrethes 1.s regeringstid i slutningen af 1300-årene. Begrundet med, at Erik af Pommern ikke har kunnet nå at bygge så meget på så relativt få år. En anden teori går på, at Krogen er anlagt ude på odden meget tidligere. Begrundelse skulle her være, at den yngre sjællandske krønike omtaler, at Valdemar Atterdag i 1346 fangede en ellers ukendt sørøver Rysse. Han blev halshugget, hvorefter hans hoved blev sat på en stage på ”Ørecrook”.

Navnet, som betyder den grusede strandbred ved krumningen, forekommer også i forbindelse med selve byen i brevet om købstadsprivilegier, som Erik af Pommern udstedte i 1426. Hvad der refereres til er derfor usikkert. Man ved, at Hansestæderne nedbrød ”dat hus tho Helsinghør” i 1369, men lod det genopbygge, da de efter fredsaftalen i Stralsund fik overladt Helsingør i en periode på 15 år. Men hvad står ”dat hus tho Helsinghør” mon helt præcist for? Det kan ligeså godt være Flynderborg. Kort sagt, man ved det ikke. Skulle Krogen havde eksisteret i en eller anden form tidligere, er der næppe tvivl om, at Erik af Pommern stod for den gennemgribende fornyelse af borgen og at det vel derfor er rimeligt at forbinde borganlægget med netop den konge.

Munkesten fra Hellebæk

Efter sigende skulle munke have søgt efter råstoffet ler til teglbrænderi i skovene omkring Hellebæk, og de fandt hvad de søgte. Der var brug for tegl og sten til det omfangsrige byggeri af kirker og klostre. Men materialet kunne også bruges til opførelsen af borganlæg, og Krogen skulle være opført af munkesten her fra. Brænderiet fandt sted ved en grube, som siden blev fyldt med vand og blev til Kobberdammen. Hele området kaldte munkene for Teglstrup, heraf navnet Teglstrup Hegn.

Hvordan så Krogen ud?

Om Krogens bygningshistorie vides ikke meget. Men som det omtales senere, har man alligevel kunnet danne sig et billede. Sten fra Flynderborg kan være genbrugt til opførelsen. Forsvarsanlægget med ringmurene var borgens vigtigste element. Den blev derfor som noget af det første opført af munkesten og havde en højde på op til 14 meter. Siden rejstes forskellige bygninger inden for disse mure. Borgen bestod hovedsagelig af en kraftig kvadratisk ringmur på lidt under 79,2 x 79,2 meter, bygget på sand og med et fundament af kampesten. De sværeste mure med de lange sider fandtes mod syd og vest og havde en tykkelse fra 3,80 - 4,10 meter. Murene mod havet var op imod knap to meter tykke. Øverst på muren fandtes et brystværn med skoldehuller, hvorfra man kunne hælde forskelligt i hovedet på eventuelle angribere, samt vægtergangen, hvorfra man kunne holde øje med fjendligsindede. Indgangen til selve borgen var beskyttet af et 11 meter stort, firkantet porttårn med indgange i siderne mod øst og vest. Herfra har man via en port i slottets i nordre ringmur kunnet gå ind i borganlæggets indre gård på omtrent samme sted, som man kommer ind i slotsgården i dag.

De tre stenhuse

Tre isolerede middelalderlige stenhuse blev bygget i hjørnerne op mod ringmuren. I det sydvestlige hjørne lå den fornemste bygning, et omkring 40 meter langt og 12 meter bredt stenhus, borgens fornemste bygning, benævnt palatiet (borgherrens hus). Den rummede en stor hvælvet festsal med et dekorativt, rigt fletværk og med seks spidsbuede vinduer på 4,70 meters højde. Den blev anvendt til repræsentation og anses for at være det ældste af de tre stenhuse. Midt foran denne bygning fandtes en lille udbygning, formodentlig et trappetårn. Det kunne tyde på, at bygningen har haft mindst to etager.

Man mener, at stenhuset i det nordøstlige hjørne blev opført som det næste. Huset var den ”royale” bolig og blev betegnet som ”Des K. M. Haus”, Den Kongelige Majestæts Hus. Det rummede Erik af Pommerns camera eller kammer, en statelig sal med søjler af træ, som bar loftet. Her kunne rigsråder og gesandter få foretræde. Her fandtes bl.a. nogle cirkelrunde vinduer, hvoraf det ene havde en freskobemalet frise på de udvendige skrå kanter. Den forestillede en række danske og svenske adelsmænd og bispers våbener, omgivet af kong Erik af Pommern og dronning Filippas våbenmærker. Man mener, at frisen er fremstillet mellem 1421 og 1429 i anledning af en bestemt begivenhed. Midt i feltet mellem kongens og dronningens våben er en fremstilling, der hentyder til Kristi lidelseshistorie. Det kaldes Kristi våben. Øverst var et hjulkors, som ligner de kalkmalede indvielseskors, der træffes på kirkelige bygninger fra den sene middelalder. Disse vinduer og den kirkelige udsmykning er lidt usædvanlige. Måske har der stået et husalter. I denne fløj havde kongen og dronning Filippa også deres relativt beskedne, private gemakker. Stenhuset begyndte, hvor porttårnet stod foran den nordre ringmur. I hjørnet mellem kongefløjen og det fremspringende porttårn lå en vindeltrappe, der forbandt adgangen til disse bygninger og desuden gav adgang til vægtergangen øverst på muren.

I hjørnet mod sydøst blev som det sidste af tre ”Det nye Stenhus” (”Das neue Sten-hauss”) opført ved ringmurens sydøstlige hjørne, hvor slotskirken ligger i dag. Det antages at være opført noget senere (et tidspunkt efter 1536, mens Christian 3. var konge) og muligvis anvendt som kapel.

Folk og forråd

I det nordvestlige hjørne fandtes slotsforvalterens hus, skrivestuer samt kamre til folk knyttet til borgen og dens drift. I samme side lidt ud fra ringmuren lå en bygning, der måske har været anvendt som stald eller materielhus. Bryggers og køkken har ligget i det sydvestlige hjørne, hvor palatiet lå. Under flere af stenhusene har dybe, hvælvede kælderrum været anvendt til lagring af fødevarer som eksempelvis smør, kød og øl. Under belejringer og krige har det været nødvendigt med store lagre af forråd, også opbevaring af korn i store rum som eksempelvis kapellet. Borganlægget har rummet et arkeli til opbevaring af skyts, kugler og krudt, men der er delte meninger om, hvor har ligget. Man har sikkert bygget boliger og forsamlingsrum op mod ringmurene eller inde i gården i takt med, at behovet opstod, eventuelt opført i bindingsværk. Brønde med det livsvigtige vand lå henholdsvis i gården mellem husene mod nord og en muret brønd i kælderen under palatiet. Den første er markeret som omrids i gården, og den sidste kan man stadig kan se i dag under det store tårn, stadig med vand i.

Den utidssvarende middelalderborg

Det stærke borganlæg Krogen havde fungeret i knap 150 år og modstået adskillige angreb fra især Hansestæderne. Under Grevens Fejde 1534-1536 blev Helsingør involveret i en besynderlig politisk strid, tilsyneladende grundet misforståelser om manglende loyalitet mod Christian 2., og byen led en del under det. Krogen viste sig med al tydelighed stærkt forældet som fæstningsværk. Nye tider, nye våben, ny angrebsteknik. De gamle mure fra middelalderen ville ikke have kunnet modstå de nye tiders kanonkugler, affyret fra kraftigere kanoner.

Nye planer

Christian 3. tog initiativ til forbedring af fæstningsanlægget i juli 1557. Bygmester Hans von Dieskau udarbejdede en skitse af borgen med bygninger samt et forslag til to nye bastioner, og en bastion (en ”Pastej”) blev opført i slottes sydvestlige hjørne. Det hele gik i stå, da kongen døde nytårsdag 1559. En ny plan for en fuldstændig om- og udbygning Krogen, i den nye sydeuropæiske renæssancestil med åbne arkader på alle slottets sider, blev udarbejdet efter kongens død. Planen blev dog ikke realiseret. Christian 3.s søn, Frederik 2., fik så travlt med at manifestere sig og føre krig med svenskerne, at der intet skete de første mange år. Den Nordiske Syvårskrig fra 1563-1570 lærte kongen, at det var frygtelig dyrt at føre krig. Alle lejetropperne skulle betales, og riget mistede desuden indtægter af Norge og de dengang danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge, der hærgedes af kampene. Syvårskrigen blev i øvrigt begyndelsen til de dansk-svenske stridigheder, som i realiteten først blev afsluttet helt med afståelsen af Norge 1814. Rigets finanser rakte således slet ikke til at modernisere Krogen på det tidspunkt. Der er temmelig sikkert foretaget adskillige forandringer og tilføjelser gennem middelalderen og op mod Frederik 2.s tid, men man kan ikke sige noget præcist omkring disse inden året 1574, hvor forvandlingen fra den gamle middelalderborg til det moderne renæssanceslot Kronborg blev realiseret gradvist frem til 1585.

Fra Krogen til Kronborg

Frederik 2. lagde forsigtigt ud. Som udgangspunkt havde han tænkt sig at forbedre Krogen, men havde i ingen sammenhængende plan for det samlede resultat. Som det første blev nye fæstningslinjer rundt omkring hele slottet anlagt fra 1574-1576. Jordvolde blev kastet op omkring Krogens mure for at kunne modstå kanonkugler. Ved de fire hjørner etableredes kraftige bastioner, så man kunne beskyde fjenden fra siden. Ved samme lejlighed blev Krogen omdøbt til Kronborg (”Cronenburg eller” Krooneborg”), og der vankede en "god okse" i bøde for at anvende det gamle navn Krogen. Byggeriet begyndte lidt tilfældigt og som det nu faldt sig. Tanken var i første omgang et trefløjet slot. De røde mursten blev dækket med sandsten mod syd og vest, og mod øst blev der bygget direkte med sandsten. Etapevis skred byggeriet frem i forhold til en magtfuld renæssancefyrstes øgede ambitionsniveau og økonomiske formåen. Øresundstoldens pengestrøm røg direkte ned i kongens pengekasse, men kongen havde brug for endnu flere. Det fik han ved at lade Øresundstolden omlægge til lastetold i stedet for told pr. skib, som man kan læse lidt om i artiklen om Øresundstolden og Helsingør i dette leksikon. Bygmester Anthonius van Opbergen erstattede Hans van Paeschen (som Hans Paaskes Vej er opkaldt efter), og først med ham kom byggeriet til at fremstå som den sammenhængende helhedsløsning, vi kender i dag.

Hvad er tilbage fra Krogen?

Selvom om man ikke helt præcist ved, hvordan Krogen egentlig har set ud, er en række elementer er dog bekendte. I Rigsarkivet findes den før omtalte skitse fra 1557 over grundplanen af hele borganlægget, som blev rammen om det nuværende Kronborg. Efter at slottet havde været anvendt som kaserne fra 1785-1924, fandt en påtrængende og omfattende restaurering sted. Her fik man en god idé om, hvordan Krogen har set ud trods Frederik 2.s gennemgribende ombygning. Store dele af de gamle ringmure er til dels bevaret i Kronborg slots ydermure. De sværeste mure går helt tilbage til anlæggets begyndelse. Man ved også, at de tre stenhuse delvis indgår i nuværende bygningers indre mure. Man fandt rester af de tre før omtalte isolerede huse i den nordlige, vestlige og sydlige fløj af slottet. I den sydlige ende af den vestlige fløj, indmuret i det store tårn, ses rester fra kongens palatium. Selvom salen blev stærkt ombygget, indgår den dag i dag stadig i dele af den hvælvede sal. Det nuværende store tårn i det sydvestlige hjørne er opført i 1575 og har intet med Krogen at gøre, som man kunne forledes til at tro. I det næste stenhus til venstre for indgangen kan man stadig få en god fornemmelse af et middelalderrum med Erik af Pommerns velbevarede camera med træsøjlerne. Rummet har tilsyneladende overlevet Kronborgs brand i 1629.Træsøjlerne er dog næppe er helt oprindelige, snarere fra Frederik 2.s tid. Det firkantede porttårn ved indgangen blev revet ned i 1575.

Litteratur

Birger Mikkelsen: Kronborg. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1977.

Charles Christensen: Kronborg - Frederik II’s renæssanceslot og dets senere skæbne. Gads Forlag, 1951.

Frederik Weilbach: Det gamle Krogen Slot (Afsnit i Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1926).

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929 (Om Krogen, bd. 1, side 252-265).