Pest i Helsingør

Det største og sidste angreb af pest begyndte i Helsingør by i slutningen af september 1710 og hærgede i knap et år. Epidemien nåede at brede sig en del videre, men denne artikel har mest fokus på Helsingør og omegn. Den fortsatte ind i april 1711, og bedst som man troede, at det værste var overstået, tog den fat igen. Den nåede sit højdepunkt hen over sommeren og klingede først af i oktober 1711. Denne artikel tager sit udgangspunkt i dette pestangreb, som omtales i første del. Der har været mange pestangreb tidligere, og de omtales mere sporadisk sidst i artiklen.

Grænse for afspærring af 25. maj og udvidelsen fra 11. juni 1711 til værn mod pestsmitten (Fra Karl-Erik Frandsen: The last plague in the Baltic Region.

Skib fra Stockholm

En passager kom i land i Helsingør fra et hollandsk skib fra Stockholm 26. september 1710. Han blev indlogeret hos Johann Daniel Burghoff i Strandgade 91, det mest respekterede hotel i byen på den tid. Det var der, hvor Skibsklarerergaarden ligger i dag, en bygning oprindelig fra 1500-tallet, ombygget i sidste del af 1700-tallet. Der var ikke noget usædvanligt ved, at en passager indlogerede sig her, men netop denne mand bragte noget særligt med sig. Skønt han følte sig rask ved ankomsten til byen, blev han i løbet af kort tid syg. Han blev beordret til at flytte over til færgemand Lodwig Douw i Strandgade 94 på den anden side af gaden. Den bygning eksisterer ikke længere. Hele karréen blev revet ned efter en voldsom brand i 1938 i ”Jernbanehotellet”, som på den tid hed "Hotel Prins Hamlet. Sygdommen udviklede sig meget hurtigt og efterlod sorte pletter på kroppen, og manden døde få dage efter (01. oktober). De sorte pletter stammede fra ondartede bylder, såkaldte brandbylder eller karbunkler. Karbunkler er en samling af furunkler, som er en betændelsestilstand på et enkelt sted. Man heftede sig ikke særligt ved dødsfaldet og havde heller ikke særlig travlt med at informere om det.

Myndighederne inddrages

Den lokale sundhedskommission blev sat i bevægelse, og fra højere instans fulgte man meget omhyggeligt med i, hvad der skete i kommissionen. Knap tre uger senere, d. 21. oktober, forlød det: vær på vagt over for skibe fra Sverige, især skibe fra Stockholm. Så meddeltes det d. 07. november: forbud mod kontakt med Sverige, og dagen efter oplystes: der er noget helt galt. I løbet af de første 14 dage af november forekom fem mistænkelige dødsfald. Først d. 13. november råbtes der vagt i gevær med spørgsmålet: hvad er det der foregår? Det forbavsende svar var: intet.

Pest i byen

I december 1710 begyndte dødsfaldene ellers at tage fart, da pesten ramte Lappen nord for Helsingør. Her boede der hovedsagelig folk med erhverv i tilknytning til havet. I den sydvestlige del af byen blev kvarteret omkring Lergaarden (Strandgade 41) også hårdt ramt. I området, afgrænset af Skyttenstræde, Anna Queens Stræde, Gyldenstræde og Stengade, boede håndværkere og færgemænd.

Datidens sygdomsbehandlere, barberer, det vil sige særligt udpegede bartskærere eller feltskærere, havde hidtil ment, at der var tale om en slags tyfus eller feber med pletdannelser på kroppen. Men nu var der ingen tvivl: det var byldepest (også benævnt bubonpest), som bredte sig i hele Helsingør. Netop som man troede, at pestangrebene var overstået, tog de atter fat. De bølgede frem og tilbage med forskellig styrke og ramte forskellige grupper af befolkningen på forskellige tidspunkter: soldater, børn, folk i mellemste aldersgrupper, kvinder, mænd, en stor gruppe tjenestepiger. I sommeren 1711 blev standspersoner dog også angrebet. Dette forløb er helt specielt for netop denne pestepidemi, og man har ikke kunnet forklare hvorfor. Symptomerne tydede på, at der var tale om orientalsk byldepest. Den fremkom ved bid fra lopper, og den type pest smittede ikke fra menneske til menneske. Lopper i sengene gjorde tjenestepiger særligt udsatte, når de passede de syge.

Pesten fortsætter

Kongen befalede den 25. maj i 1711, at Helsingør med dens landsbyer skulle afspærres og udelukkes fra al handel både til vands og til lands. Brød man igennem afspærringerne, havde militæret ordre til at skyde. Trods disse forholdsregler spredte pesten spredte sig fra Helsingør til Ålsgårde, Hellebæk og Hornbæk samt Tikøb og Esbønderup, som dengang var landsbyer. Det skete trods forholdsregler i form af afspærringer. Brød man igennem disse, havde militæret ordre til at skyde. I industriområdet i Hellebæk brød epidemien ud i januar 1711 og fik kvalificeret arbejdskraft til at flygte. De fleste indbyggere var knyttet til geværfabrikken, hvor Hammermøllen var en central del af våbenindustrien. Mindst 27 ud af ca. 200 personer bukkede under for pesten. Mærkværdigt nok blev de syge ført til Lappen - en slags skæbnens ironi og næppe noget, der gavnede sundheden!

”Pestmarked” i Lokkerup

På grund af afspærringerne blev det vanskeligt at fremskaffe forsyninger af fødevarer til de pestramte områder. Mens pestangrebet stod på 1710-1711, blev en midlertidig markedsplads med en form for torvehandel oprettet i den tidligere landsby Lokkerup ved Egebæksvang, og man undgik derfor direkte sult. Markedet lå omkring det sted, der i dag svarer til Strandvejen 248 ved udkanten af den nordlige del af Egebæksvang Skov. Kun navnet Lokkerupvej vidner om den tidligere landsby.

Pesten i Nordsjælland

Fra Helsingør bredte pesten sig videre til Nordsjælland. Afspærringen fra Espergærde mod øst til Munkerup øst for Gilleleje hjalp ikke meget, da de syge soldater førte smitten videre. Den bredte sig til en række sogne fra landsbyen Asminderød ved Fredensborg til Birkerød nord for Holte. Pesten slog hårdt ned i landsbyen Høsterkøb. Her døde omkring 100 personer, svarede til omkring halvdelen af indbyggerne.

Pestens videre færd

Pesten blussede op på ny og kom til København i juni 1711. Det skete trods forholdsregler i form af de afspærringer, man havde etableret. Man formoder, at et skib på en eller anden måde var sluppet igennem afspærringen i Helsingør. I København blev omkring 23.000 indbyggere i løbet af få måneder ofre for pesten, nogenlunde en tredjedel af befolkningen. På Amager døde på få uger omkring 1.000 personer, nogenlunde en tredjedel af øens indbyggere.

Pesten fortsatte sydover vest for København og nåede Køge, Præstø og Roskilde, men nu i et noget mere afdæmpet forløb. Sogne mod vest og sydvest som Værløse, Slangerup, Jørlunde syd for Slangerup og Ledøje slap ikke for smitten. Men på besynderlig og mirakuløs vis gik den uden om mange gårde og huse i landsbyer som Kirke Værløse og Lille Værløse. Også Karlebo sogn undgik pesten. Den vestligste og sydligste del af Sjælland ramte epidemien ikke. Hvorfor den stoppede netop de steder, har man intet svar på. Dog nåede den til Sønderjylland via et krigsskib. Omsider døde pestangrebet ud, da det nåede Holsten og Skåne, to gamle danske områder.

Pestens konsekvenser

I Helsingør døde hen imod 40 % af indbyggerne af pestepidemien, svarende til omkring 1.809 mennesker. I Skt. Olai Sogn blev 1.227 dødsfald registreret og begravet i Skt. Olai Kirke, heriblandt mange soldater. Fra garnisonen i Helsingør bukkede et ukendt stort antal soldater under for pesten. I Sct. Mariæ Sogn blev 565 begravet i Sct. Mariæ Kirke. Det er kun de registrerede dødsfald. Måske døde mange flere, for ikke alle dødsfald blev registreret blandt de fattige. Flertallet af disse endte deres dage, måske endda i massegrave, på ”Assistens Kirkegaard” eller ”Ny Kirkegaard” fra 1580-1582. En midlertidig kirke i bindingsværk blev opført med henblik på pestepidemiens ofre. Kirkegården på ”Sletten” var beregnet for fattige, søfolk, pestramte og lå dengang uden for byen det ældste område af den nuværende Helsingør Kirkegård. Her blev disse grupper af befolkningen som ofte uden videre ceremoni ”kulet” ned i jorden.

Overtro florerede samtidig med, at mange troede, at pesten var Guds straf. Pesten ramte selektivt og kunne springe huse over. Pestramte huse blev markeret med et stort, hvidt kors, og mange huse og gårde kom til at stå tomme. Ifølge en opgørelse fra d. 11. september 1711 var 146 huse forladt og lukket ned, fordi alle medlemmer af husstanden var døde. I 357 huse boede der syge mennesker, og kun 55 huse var uden smitteramte. Byens handels- og håndværksliv stagnerede næsten fuldstændigt. Endnu så sent som i 1717 stod et anseligt antal gårde og huse ubeboede og forfaldne. Ifølge en indberetning fra Magistraten til stiftamtmanden, udfærdiget samme år, var der ”76 ubeboede Huse, 226 forfaldne og øde Pladser, hvor intet ordentligt Menneske holdt til”. Byen havde dog en evne til at komme sig efter hårde tider, og det skete da også ganske langsomt igen. Byggeaktiviteten i byen voksende støt og roligt i sidste del af 1700-tallet, hvor de store købmandsgårde dukkede op. Dem var der kun få af tidligere.

Det hidtil største pestangreb blev heldigvis det sidste. Store Nordiske Krig og den barske pestepidemi satte byen Helsingør voldsomt tilbage i mange år. Handelen med de baltiske lande gik i stå, og det gik hårdt ud over Øresundstolden. Der blev indført opkrævning af tolden og visitering fra en fregatten ”Gravensteen”, som lå opankret på byens Rhed, og forbud mod at gå i land blev udstedt. En karantænestation blev oprettet på Saltholm. Her skulle man være i karantæne i mindst 40 dage, da pestens inkubationstid er op til 40 dage. Her kedede man sig frygteligt, fortælles det i bogen: ”Kampen mod pesten: karantænestationen på Saltholm 1709-1711” af Karl-Erik Frandsen.

Hvor kom pesten fra?

Pesten begyndte muligvis allerede i Konstantinopel (fra 1920’erne Istanbul) i 1704 og bevægede sig langsomt videre, sandsynligvis via svenske soldater. I 1709 dukkede pesten op i den polske by Gdansk, dengang med navnet Danzig. Det var en vigtig havneby i Østersøområdet i daværende Vestpreussen. Pesten nåede til Kaliningrad i august 1709, på den tid kaldet Königsberg, hovedstaden i Østpreussen. Byen ligger i dag i Kaliningrad oblast, en russisk eksklave mellem Polen og Litauen. Efter pestens hærgen i Polen bredte den sig til de tre baltiske lande. I maj 1710 konstateres tilfælde af pest i Riga mod nordøst i Letland. Samme måned konstateres pestangreb så langt mod nordøst som Tallinn i Estland. Byen ligger ca. 80 km syd for Helsinki i Finland og hed dengang Reval. Derfra blev pesten bragt tilbage mod vest til Stralsund ved Rügen. I byerne på den finske sydkyst døde omtrent tredje hver indbygger. Af en eller anden årsag undgik Rusland pestepidemien.

Som så mange gange før blev der kæmpet om at beherske Østersøområdet, og de baltiske lande havde en central position her. Byerne langs Østersøen var vigtige for den trafikerede handelsrute. Netop omkring den tid herskede Store Nordiske Krig, hvor den svenske konge Karl 12. var på vej til Moskva. Karl 12. led et gevaldigt nederlag og måtte afstå Estland og Letland til Rusland i 1710. Med disse forhold in mente var det ikke mærkeligt, at pesten kunne finde vej til Stockholm i august 1710 og at den var skyld i, at der i denne by døde 22.000 ud af 55.000 indbyggere. Heller ikke, at pesten vej til Helsingør via skib i slutningen af september 1710 trods skrappe regler for karantæne. I Norge havde man til gengæld held med at holde sygdommen ude ved at tilbageholde og isolere tilrejsende fra de ramte områder.

Hvor ved man det fra?

Helsingør var en meget velorganiseret by, i langt højere grad end København og havde tilmed et velorganiseret system af barbermestre. En omfattende korrespondance myndigheder imellem ligger til grund for alle disse oplysninger. En helt uvurderlig kilde udgjorde en slags ”sygejournaler” på ugebasis fra disse barbermestre. Det var omfattende antal rapporter (på tysk), som redegjorde for sundhedstilstand i de enkelte husstande, der var ramt af pesten. Det forudsatte naturligvis, at de pågældende husstande havde besøg af enten en barber eller en læge, og det var ikke alle, der var så begunstigede. Derfor er netop pestepidemien i 1710-1711 behandlet særlig grundigt - så usædvanligt veldokumenteret, at det hæver sig på verdensplan.

Smitte, helbredelse og overlevelse

Ofte var København udsat via skibsfart, men også Helsingør, som på grund af Øresundstolden var centrum for handel og skibsfart. De mange skibe, som passerede, gjorde byen særlig udsat, og mange pestangreb tog da også sin begyndelse her. Fra ovenfor nævnte barberers sygelister ved man, at nogle få blev helbredt under pestepidemien i 1710-1711. Hvis bylderne blev skåret op og sårene renset, kunne folk faktisk overleve. Luft, sol og vind kunne også dræbe bakterierne. Kun én af de fem badskærere, som var på nærmeste hold af epidemien, døde af pesten.

Ud fra tidligere pestangreb kan man aflæse, at kun de stærkeste eller heldigste overlevede og at pesten ramte de mest sårbare: børn og unge. En mulig forklaring kan være, at de voksne kan være smittet med pestbakterier tidligere og dermed være blevet bedre rustet til at modstå eller ligefrem være blevet immune over for sygdommen. Pesten var bestemt af årstider og hærgede fra foråret, kulminerede sensommer og efterår for så at dæmpes eller forsvinde om vinteren. Vinterkulden hæmmede pestangrebene. De kunne så begynde forfra følgende forår, da bakterierne sagtens kunne overleve. Flere epidemier kunne også komme sideløbende, medbragt af nye tilrejsende. Der var stor dødelighed i husstande, fordi pesten smittede ved direkte kontakt. Det samme gjaldt inden for erhverv, hvor folk arbejdede tæt sammen. Søfolk, soldater og fremmede håndværkere kunne bringe sygdommen med sig.

Tidligere pestangreb

Adskillige pestepidemier hærgede gennem tiderne, en reel og tilbagevendende trussel. Pesten i 1350 blev kaldt den sorte død og var ganske omfattende i hele Europa. Den er vanskelig at følge i Danmark, da kilder mangler. I 1500-tallet og 1600-tallet hærgede adskillige pestepidemier i mange europæiske lande, også i Danmark. Følgende opremsning af perioder giver en fornemmelse af hyppigheden: 1520 / 1536 / 1546-1548 / 1553-1554 / 1563-1568 / 1575-1579 / 1583-1585 / 1589 / 1592-1594 / 1601-1603 (benævnt den hvide død) /1612 / 1618-1619 / 1620 / 1625 / 1629-1630 / 1636 / 1654-1655.

En styrmand kom til byen

Helsingør, en af landets rigeste og største købstæder på den tid, blev fire år i træk, fra 1575-1579, ramt af pestepidemier, hvor ca. en tredjedel af byens indbyggere døde. Anslået var der omkring 2.400 indbyggere i 1574. En unavngiven styrmand døde hos Eline Peders 13. maj 1575. Anders Hess’ barn blev begravet D. 31. maj, og nu var beviserne på pestepidemi ikke til at komme uden om. I den efterfølgende tid døde flere personer i husstanden. Da pesten vendte tilbage i 1576, begyndte det hele forfra. Noget tyder på, at der var sideløbende angreb. Under byggeriet af Kronborg, som blev indledt i 1574, kom mange fremmede håndværkere til byen. Formentlig bragte en af dem pesten med sig. Mænd i kongens tjeneste blev først ramt af sygdommen, siden spredte den sig til lokalbefolkningen. Befolkningstallet gik trods pestepidemien ikke tilbage. Man kan se, at der var en stor tilvækst af borgere og flere handler med ejendom mellem 1575 og 1579.

Pestens høst i Helsingør

I 1564 / 1575-1579 / 1583 / 1589 og 1592 døde et usædvanlig højt antal personer i Helsingør. De nævnte årstal viser hyppigheden af epidemier, som man med sikkerhed ved, at byen blev ramt af. I det følgende nævnes desuden nogle tal for begravelser i forbindelse med pestepidemier.

Tallene, som er forbundet med nogen usikkerhed, giver dog en fornemmelse af omfanget: en pestepidemi fra 1563-1565 brød ud blandt soldater, i 1564 også i Helsingør: omkring 600 døde; oven for nævnte pestepidemi fra 1575-1579: i 1575 435 døde, de følgende år 120-170; i 1583 omkring 1.200 døde; i 1589 189 døde både i Skt. Olai Kirke og Sct. Mariæ Kirke; de følgende dødsfald i forbindelse med pest er registreret i Skt. Olai Kirke alene, så tallet er givet en del højere: ca. 460 døde i 1592; pesten i 1601-1603 blev benævnt den hvide død; i 1601 240 døde; i 1602 317 døde; atter pest i 1612 (ingen dødstal angivet her); pestepidemi 1618-1620: 913 døde i 1619; 463 døde i 1625; fra 1629-1630: 1.118 døde; i 1636:755 døde; pestangreb fra 1654-1655: i januar 1654 begyndte pesten i København, men ramte også Helsingør hårdt: i 1654-1655: 2.168 døde, omkring en tredjedel af byens befolkning på ca. 6.000 indbyggere. Disse tal er som nævnt ovenfor sikkert ret lavt angivet. Disse tal skal naturligvis sammenholdes med indbyggertallet på det pågældende tidspunkt.

Gennemsnitlig levealder

Et gennemsnitligt antal dødsfald i Helsingør var i normale år ca. 100-300 mennesker ud fra en befolkning på måske 3.000-4.000. Det kan lyde som et stort tal i dag, men det var hverdag for datiden. Der var høj børnedødelighed; kvinder var udsatte under barsel og efter fødsel; mange sygdomme, som man overlever i dag, kunne dengang ikke kureres; ulykker og dødsfald efter vold. Alt sammen satte sit præg på den gennemsnitlige levealder, som i sig selv ikke var særlig høj.

Litteratur

Personalhistorisk Tidsskrift. Nr. 2, 2008. (Heri: Artikler og småstykker om pesten).

Karl-Erik Frandsen: The last plague in the Baltic Region, 1709-1713. Museum Tusculanum, 2010.

Laurits Pedersen: Helsingør i sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929.

Artikel i Helsingør Dagblad: ”Marked i Lokkerup under den store pestepidemi” (1710-1711) fra lørdag d. 06. august 2016.