Pest i Helsingør

Skib fra Stockholm

En passager kom i land i Helsingør fra et hollandsk skib fra Stockholm 26. september 1710 og blev indlogeret hos Johann Daniel Burghoff i Strandgade 91, hvor Skibsklarergaarden senere fik til huse. Det var der ikke noget usædvanligt ved, men netop denne passager bragte noget særligt med sig. Skønt han følte sig rask ved ankomsten til byen, blev han i løbet af kort tid syg. Han blev beordret til at flytte over til færgemand Lodwig Douw i Strandgade 94 på den anden side af gaden, en karré, der ikke eksisterer længere (blev revet ned efter brand i "Hotel Prins Hamlet" i 1938, nævnt i artikel om Strandgade 95). Han havde sorte pletter som tegn på indre blødninger og døde få dage efter (01. oktober). Det heftede man sig ikke særligt ved og havde heller ikke særlig travlt med at informere om dødsfaldet.

Knap tre uger senere, d. 21. oktober, forlød det: vær på vagt over for skibe fra Sverige, især skibe fra Stockholm. Så meddeltes det d. 07. november: forbud mod kontakt med Sverige, og dagen efter oplystes: der er noget helt galt. I løbet af de første 14 dage af november forekom fem mistænkelige dødsfald. Først d. 13. november råbtes der vagt i gevær med spørgsmålet: hvad er det der foregår? Det forbavsende svar var: intet.

Pest i byen

Så begyndte dødsfaldene ellers at tage fart. Der var ingen tvivl: pest. Bedst som man troede, at pestangrebene var overstået, tog de atter fart. De bølgede frem og tilbage med forskellig styrke og ramte forskellige grupper af befolkningen på forskellige tidspunkter: soldater, børn, folk i mellemste aldersgrupper, kvinder, mænd, en stor gruppe tjenestepiger. Lopper i sengene gjorde tjenestepiger særligt udsatte, når de passede de syge. Standspersoner blev dog også angrebet i sommeren 1711. Dette forløb er helt specielt for netop denne pestepidemi, og man har ikke kunnet forklare hvorfor. Sandsynligvis var der tale om orientalsk byldepest, som fremkom ved bid fra lopper, og den type pest smittede ikke fra menneske til menneske. Det største og sidste angreb af pest hærgede i godt et år, kulminerede i 1711 og stoppede i efteråret 1711.

Pestens konsekvenser

I Helsingør døde hen imod 40 % af indbyggerne af pestepidemien, svarende til omkring 1.809 mennesker. I Skt. Olai Sogn blev 1.227 dødsfald registreret og begravet i Skt. Olai Kirke, heriblandt mange soldater. Fra garnisonen i Helsingør bukkede et ukendt stort antal soldater under for pesten. I Sct. Mariæ Sogn blev 565 begravet i Sct. Mariæ Kirke. Det er kun de registrerede dødsfald. Måske døde mange flere, for ikke alle dødsfald blev registreret blandt de fattige. Flertallet af disse endte deres dage, måske endda i massegrave, på ”Assistens Kirkegaard” eller ”Ny Kirkegaard” fra 1580-1582. En midlertidig kirke i bindingsværk blev opført med henblik på pestepidemiens ofre. Kirkegården på ”Sletten” var beregnet for fattige, søfolk, pestramte og lå dengang uden for byen det ældste område af den nuværende Helsingør Kirkegård. Her blev disse grupper af befolkningen som ofte uden videre ceremoni ”kulet” ned i jorden. Overtro florerede samtidig med, at mange troede, at pesten var Guds straf. Pesten ramte selektivt og kunne springe huse over. Pestramte huse blev markeret med et stort, hvidt kors, og mange huse og gårde kom til at stå tomme. Endnu i 1717 stod et anseligt antal ejendomme ubeboede og forfaldne.

Forsyninger af fødevarer kom godt frem til de ramte områder under pesten, og man undgik derfor direkte sult. Det hidtil største pestangreb blev heldigvis blev det sidste pestangreb. Det satte byen voldsomt tilbage i mange år. Handelen med de baltiske lande gik i stå ligesom, og det gik hårdt ud over Øresundstolden. Der blev indført opkrævning af tolden og visitering fra en opankret fregat, ”Gravensteen”, og der blev udstedt forbud mod at gå i land. Saltholm blev karantænestation en med inkubationstid på 40 dage og 40 nætter. Her kedede man sig frygteligt, fortælles det i bogen: ”Kampen mod pesten: karantænestationen på Saltholm 1709-1711” af Karl-Erik Frandsen.

Hvor kom pesten fra?

Pesten begyndte muligvis allerede i Konstantinopel (fra 1920’erne Istanbul) i 1704 og bevægede sig langsomt videre, sandsynligvis via svenske soldater. I 1709 dukkede pesten op i den polske by Gdansk, dengang med navnet Danzig. Det var en vigtig havneby i Østersøområdet i daværende Vestpreussen. Pesten nåede til Kaliningrad i august 1709, på den tid kaldet Königsberg, hovedstaden i Østpreussen. Byen ligger i dag i Kaliningrad oblast, en russisk eksklave mellem Polen og Litauen. I maj 1710 konstateres tilfælde af pest i Riga mod nordøst i Letland. Samme måned konstateres pestangreb så langt mod nordøst som Tallinn i Estland. Byen ligger ca. 80 km syd for Helsinki i Finland og hed dengang Reval. Derfra blev pesten bragt tilbage mod vest til Stralsund ved Rügen.

Som så mange gange før blev der kæmpet om at beherske Østersøområdet, og de baltiske lande havde en central position her. Byerne langs Østersøen var vigtige for den trafikerede handelsrute. Netop omkring den tid herskede Store Nordiske Krig, hvor den svenske konge Karl 12. var på vej til Moskva. Karl 12. led et gevaldigt nederlag og måtte afstå Estland og Letland til Rusland i 1710. Med disse forhold in mente var det ikke mærkeligt, at pesten kunne finde vej både til Stockholm i august og Helsingør via skib i slutningen af september 1710. Af en eller anden årsag undgik Rusland pestepidemien.

Pestens videre færd

Fra Helsingør bredte pesten sig videre til Nordsjælland og kom København i juni 1711. Det skete trods forholdsregler i form af afspærringer. Brød man igennem disse, havde militæret ordre til at skyde. I Hellebæk udbrød epidemien i Hammermøllen, og mindst 27 ud af ca. 200 døde, og pesten fik kvalificeret arbejdskraft fra geværfabrikken til at flygte. Pesten stoppede sit angreb fra omkring Sjællands midte mod Østsjælland og nåede således ikke Roskilde, Ringsted og Sorø. Ledøje blev ramt af, en nabokommune også, men af en eller anden mærkværdig grund undgik Karlebo Sogn pesten. Hvorfor pesten stoppede de steder, har man intet svar på. Dog nåede den til Sønderjylland via et krigsskib.

Hvor ved man det fra?

Helsingør var en meget velorganiseret by, meget mere end København. En omfattende korrespondance myndigheder imellem ligger til grund for alle disse oplysninger. Desuden fra bartskærerne (barbererne) i byen, som førte sygelister (på tysk), en helt uvurderlig kilde. Derfor er netop pestepidemien i 1710-1711 behandlet særlig grundigt. Så usædvanligt veldokumenteret, at det hæver sig på verdensplan.

Smitte, helbredelse og overlevelse

Ofte var København udsat via skibsfart, men også Helsingør, som på grund af Øresundstolden var centrum for handel og skibsfart. De mange skibe, som passerede, gjorde byen særlig udsat, og mange pestangreb tog da også sin begyndelse her. Fra ovenfor nævnte barberers sygelister ved man, at nogle få blev helbredt under pestepidemien i 1710-1711. Hvis bylderne blev skåret op og sårene renset, kunne folk faktisk overleve. Luft, sol og vind kunne også dræbe bakterierne. Kun én af de fem badskærere, som var på nærmeste hold af epidemien, døde af pesten.

Ud fra tidligere pestangreb kan man aflæse, at kun de stærkeste eller heldigste overlevede og at pesten ramte de mest sårbare: børn og unge. En mulig forklaring kan være, at de voksne kan være smittet med pestbakterier tidligere og dermed være blevet bedre rustet til at modstå eller ligefrem være blevet immune over for sygdommen. Pesten var bestemt af årstider og hærgede fra foråret, kulminerede sensommer og efterår for så at dæmpes eller forsvinde om vinteren. Vinterkulden hæmmede pestangrebene. De kunne så begynde forfra følgende forår, da bakterierne sagtens kunne overleve. Flere epidemier kunne også komme sideløbende, medbragt af nye tilrejsende. Der var stor dødelighed i husstande, fordi pesten smittede ved direkte kontakt. Det samme gjaldt inden for erhverv, hvor folk arbejdede tæt sammen. Søfolk, soldater og fremmede håndværkere kunne bringe sygdommen med sig.

Tidligere pestangreb

Adskillige pestepidemier hærgede gennem tiderne, en reel og tilbagevendende trussel. Pesten i 1350 blev kaldt den sorte død og var ganske omfattende i hele Europa. Den er vanskelig at følge i Danmark, da kilder mangler. I 1500-tallet og 1600-tallet hærgede adskillige pestepidemier i mange europæiske lande, også i Danmark. Følgende opremsning af perioder giver en fornemmelse af hyppigheden: 1520/1536/1546-1548/1553-1554/1563-1568/1575-1579/1583-1585/1589/1592-1594/1601-1603 (benævnt den hvide død)/1612/1618-1619/1620/1625/1629-1630/1636/1654-1655.

En styrmand kom til byen

Helsingør, en af landets rigeste og største købstæder på den tid, blev fire år i træk, fra 1575-1579, ramt af pestepidemier, hvor ca. en tredjedel af byens indbyggere døde. Anslået var der omkring 2.400 indbyggere i 1574. En unavngiven styrmand døde hos Eline Peders 13. maj 1575. Anders Hess’ barn blev begravet D. 31. maj, og nu var beviserne på pestepidemi ikke til at komme uden om. I den efterfølgende tid døde flere personer i husstanden. Da pesten vendte tilbage i 1576, begyndte det hele forfra. Noget tyder på, at der var sideløbende angreb. Under byggeriet af Kronborg, som blev indledt i 1574, kom mange fremmede håndværkere til byen. Formentlig bragte en af dem pesten med sig. Mænd i kongens tjeneste blev først ramt af sygdommen, siden spredte den sig til lokalbefolkningen. Befolkningstallet gik trods pestepidemien ikke tilbage. Man kan se, at der var en stor tilvækst af borgere og flere handler med ejendom mellem 1575 og 1579.

Pestens høst i Helsingør

I 1564,1575-1578,1583,1589 og 1592 døde et usædvanlig højt antal personer i Helsingør. De nævnte årstal viser hyppigheden af epidemier, som man med sikkerhed ved, at byen blev ramt af. I det følgende nævnes desuden nogle tal for begravelser i forbindelse med pestepidemier.

Tallene, som er forbundet med nogen usikkerhed, giver dog en fornemmelse af omfanget: en pestepidemi fra 1563-1565 brød ud blandt soldater, i 1564 ogå i Helsingør: omkring 600 døde; en pestepidemi fra 1575-1579: i 1575 435 døde, de følgende år 120-170; i 1583 omkring 1.200 døde; i 1589 189 døde både i Skt. Olai Kirke og Sct. Mariæ Kirke; de følgende dødsfald i forbindelse med pest er registreret i Skt. Olai Kirke alene, så tallet er givet en del højere: ca. 460 døde i 1592; pesten i 1601-1603 blev benævnt den hvide død; i 1601 240 døde; i 1602 317 døde; atter pest i 1612 (ingen dødstal angivet her); pestepidemi 1618-1620: 913 døde i 1619; 463 døde i 1625; fra 1629-1630: 1.118 døde; i 1636:755 døde; pestangreb fra 1654-1655: i januar 1654 begyndte pesten i København, men ramte også Helsingør hårdt: i 1654-1655: 2.168 døde. Disse tal er som nævnt ovenfor sikkert ret lavt angivet. Disse tal skal naturligvis sammenholdes med indbyggertallet på det pågældende tidspunkt.

Genemsnitlig levealder

Et gennemsnitligt antal dødsfald i Helsingør var i normale år ca. 100-300 mennesker ud fra en befolkning på måske 3.000-4.000. Det kan lyde som et stort tal for os, men det var hverdag for datiden. Der var høj børnedødelighed; kvinder var udsatte under barsel og efter fødsel; mange sygdomme, som man overlever i dag, kunne dengang ikke kureres; ulykker og dødsfald efter vold. Alt sammen satte sit præg på den gennemsnitlige levealder, som i sig selv ikke var særlig høj.

Litteratur

Personalhistorisk Tidsskrift. Nr. 2, 2008.

Laurits Pedersen: Helsingør i sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929.