Kadrejer

Havets småkøbmænd

Ordet kadrejer er stort set gået ud af det danske sprog, og meget få mennesker forbinder noget med begrebet. Men i Øresundstoldens tid og helt frem til omkring år 1900 vidste alle ved Øresund, hvad en kadrejer var, og hvorfra de havde deres indtjening.

Kadrejerne var havets småkøbmænd. De tjente til dagen og vejen ved at drive handel og tusk med de store skibe, som passerede gennem Øresund. Rundt i Danmark var det ikke ualmindeligt, at små lokale fiskerbåde drev lidt handel med forbisejlende større skibe, men det er kun i Øresund, at betegnelsen kadrejer er blevet brugt om dem.

Betegnelsen “kadrejer” stammer oprindelig fra portugisisk, hvor ordet “catraia” betyder et lille fartøj. Fra portugisisk er betegnelsen via det hollandske “kadraai“ kommet til Danmark. Aktiviteten kadrejeri er kendt fra masser af steder i verden.

Kadrejernes både

Kadrejernes både var små åbne joller, som også kunne bruges til fiskeri og til nød også til persontransport, selv om færgemændene i Helsingør var utilfredse, hvis noget sådant foregik, for den slags transport havde de monopol på. Jollerne var på 18-22 fod og havde en ret stor og fleksibel sejlføring, så de kunne tilpasse sig vindforholdene. Det var spidsgattede sprydstagsjoller, som havde storsejl, fok, klyver og topsejl. Skibene skulle være meget solidt byggede. Det sled meget på dem at blive trukket langs siden af et sejlende skib, så de var forsynet med kraftige fendere, som kunne mindske sliddet på jollerne.

Radering af Em. Larsen visende en kadrejerbåd i Sundet i 1849

Midtskibs havde de en kiste stående, hvor de kunne opbevare de varer, de havde til salg. Det var frisk brød - rugbrød og sigtebrød - grønsager, kartofler, fersk kød, frisk fisk, te, kaffe, brændevin, vin, men også kul til optændning i kabyssen, tøj og mindre fornødenheder som synåle, knive, sæbe og kamme.

Besætningen var normalt på to personer, for sejladsen og handelen krævede så stor opmærksomhed, at én person ikke kunne klare det alene.

Hvor handlede kadrejerne?

Kadrejervirksomhed kendes langs hele Øresundskysten - fra Ålsgårde i nord til Dragør i syd. I Helsingør er kadrejere omtalt allerede i 1600-tallet, men det var også der, de mest profitable forhold var for kadrejerne.

De mest gunstige betingelser for handelen i Sundtoldstiden var ved Helsingør, når de mange skibe ankrede op for at betale deres afgifter for passagen af Øresund. Når skibene lå for anker, var det let at anløbe dem og slå en handel af med de folk, som var om bord. Skibets besætning handlede i rækkefølge efter deres position om bord. Først skipperen, så styrmanden og måske lykkedes det også de menige besætningsmedlemmer at snige sig til lidt handel.

En kadrejerjolle har i roligt vejr anløbet et skib, som ligger for anker. Fra Helsingør eller Gilleleje i Øresund i slutningen af 1840'erne

Hvis kadrejerne kom ud til skibe, hvorfra skipperen var taget i land for at ordne sine forretninger, benyttede besætningen chancen til at lave lidt tuskhandel, og sommetider smuttede der lidt af skibets varer med som betaling for kadrejernes varer. Det kunne være korn, tovværk eller et stykke sejldug, som skipper måske ikke umiddelbart ville opdage manglede. Ellers tog kadrejerne mod allehånde mønter. Sommetider tog kadrejerne også post med i land for de ombordværende.

Et farligt erhverv

Kadrejerne lagde sig ofte ud på Sundet i god tid for bedre at kunne sejle til de skibe, som kom gennem Sundet, og da der var mange om buddet, gjaldt det om at komme først frem. De farlige situationer opstod, når kadrejerne skulle anløbe skibe, som var i fuld fart og ikke havde i sinde at slække på sejlene for at gøre det nemmere for kadrejerne. Når kadrejeren skulle anløbe et skib, som sejlede for en god vind, skulle de sejle så tæt på skibet, at de kunne nå at tage en tovende, som skibet kastede ud til dem. Tovenden skulle sættes fast om bord, og når det skete, gav det så kraftigt et ryk i den lille jolle, at forenden kunne rejse sig så meget, at den tog vand ind agter. Katastrofale situationer opstod, hvis kadrejerjollens rig blev fanget af det store sejlskibs rig. Mange kadrejere har mistet livet under udøvelse af deres erhverv.

Kadrejerne bliver overflødige

I begyndelsen af 1900-tallet var det slut med at drive kadrejeri. Dampskibene havde udkonkurreret sejlskibene. Dampskibene havde mere plads til proviant end sejlskibene, og de sejlede også hurtigere, så de havde ikke det samme behov for at købe varer undervejs. Men kadrejerjollerne blev langt op i 1900-tallet brugt til fiskeri i Øresund.

Litteratur

Henning Henningsen: Kadrejere og Bumbådsmænd. Årbog fra Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, årgang 30, 1971

Birger Mikkelsen: Fiskerne fra Kronborg hage til Sletten. 1986