Disken

Sandbanken med det mærkelige navn

Disken er en fritliggende, aflang grund 2 sømil (3 kilometer og 704 meter) sydøst for Helsingør. Den ligger et godt stykke ud for Snekkersten, næsten midt mellem den danske og den svenske kyst. Omkring midten er den mindste dybde er på 9,2 meter, relativt lav sammenlignet med de dybe render øst og vest for grunden. Diskens flade form er den sandsynlige årsag til navnet ”Disken”. En anden og lidt mere farverig forklaring kunne være, at stedet var den obligatoriske ankerplads, når der skulle gøres ophold for betaling af Øresundstolden og at det var her, ”der skulle langes penge over disken”.

Helsingørs ankerplads

Vind og strøm kunne let forhindre skibe i at lægge til ved Helsingør. Sejlskibe var totalt afhængige af vind og vejr. Inden byen fik en brugbar havn, kunne mange sejlskibe ligge ude på sundet og vente på at betale Øresundstold. De lå på Helsingør Rhed i farvandet syd for Helsingør. Den farlige Lappegrund var uanvendelig til formålet. Når det gik rigtig højt, kunne der ligge over 300 skibe. Når vejret så omsider blev gunstigt, kom skibene så at sige i ”bølger” for at ankre op på Helsingør Rhed. Den situation skabte naturligvis en enorm travlhed og ventetid.

De mindre skibe kunne ankre op ved Jyde Rheden sydvest for Disken, hvor bunden var velegnet til at fastholde ankre. Orlogsskibe, linjeskibe, eller hvad krigsskibe nu kunne hedde, plejede at ankre op på Høye Rhede nordvest for Disken. De lå kun kort tid og skulle ikke betale Øresundstold.

Om sommeren kunne de større koffardiskibe ankre op på den østlige side af grunden Disken, men fra efteråret på den vestlige side af grunden i nærheden af det sted, hvor vagtskibet var fast forankret. Vagtskibet var udlagt for at sikre, at betaling af Øresundstolden blev håndhævet. At ankre op her kunne af flere årsager give gevaldige problemer. De generelt dårlige bundforhold på Helsingør Rhed gjorde det vanskeligt at fastholde ankre, og der var ofte vanskelige strøm- og vindforhold. Vind og strøm havde det med at gå i modsatte retninger, og stærk blæst og strøm kunne gøre opholdet meget uroligt. Disse forhold bevirkede, at skibe kunne komme i drift, støde ind i det fastforankrede vagtskib og få bovspryd og takkelage filtret ind i hinanden. Det kunne tage flere dage at udrede. Nogle kappede deres ankre, inden det kom så vidt og satte en bøje ud til markering af stedet. Det var bare med at komme af sted i en fart, inden stormen for alvor tog fat. Ankrene repræsenterede en vis værdi. Det lykkedes ikke altid ejermændene at komme tilbage efter ankrene eller at finde dem igen. Efter et par måneder blev de samlet op af lokale søfolk, opbevaret på eksempelvis Ankerbakken og solgt med en god fortjeneste.

Denne artikel er under udarbejdelse!