Strandgade

Strandgade

På Erik af Pommerns tid, hvor opdelingen af grundstykkerne blev foretaget, var det nuværende Strandgade strandbred. Den udgjorde bagsiden af husene i Stengade, hvor mange købmandsgårde var bygget.

Da der ikke, på grund af grundenes bredde, var etableret udkørsel til Stengade, var adgangen til gårdene kun mulig fra stranden. Her anlagdes anløbsbroer, vaser, hvor færgemændene kunne lægge til og modtage/aflevere deres last.

Mellem vaserne kom der aflejringer af sand, tang og diverse affald samt sten fra skibenes ballast, når de skulle have last om bord.

Herved flyttede strandbredden længere ud i sundet og vaserne måtte forlænges.

Efterhånden bebyggedes strandgrundene og Strandgades nordside opstod. Stengade var allerede opdelt i fjerdinger, således at første fjerding lå øst for Sankt Anna Gade, 2. fjerding mellem Sankt Anna Gade og Bjergegade, 3. fjerding mellem Bjergegade og Stjernegade medens 4, fjerding var alt vest for Stjernegade.

Opdelingen gik igen i Strandgade, og 1. fjerding var den fornemste, hvor de største gårde blev opført, medens 4. fjerding var beboet af færgemænd, fiskere og småhandlende.

Bymuren

Allerede Kong Hans havde i 1508 befalet Helsingørs borgere "at bestærke og befæste deres by med grøfter og anden befæstninge, som dertil hører". Hvad resultatet heraf blev vides ikke. Men den befæstning, der måtte have været fra middelalderen er utvivlsomt lagt øde under Grevens Fejde, og Helsingør sysne derefter at have været en åben by, lige til Frederik II og Christian IV søger at give byen et værn.

Denne artikel er under udarbejdelse.