Meulenborg Park
3070 Snekkersten
Vejen Meulenborg Park blev navngivet af Helsingør Byråd i 1995. Den er opkaldt efter Meulenborg, som beskrives nedenfor.
Området, hvor bebyggelsen Meulenborg ligger, var oprindelig et overdrevsareal, som lå ved grænsen mellem Helsingør by og Tikøb Sogn. Den første kendte ejer er fiskemester Bernhardt Bode, som i 1757 fik tilladelse til at benytte arealet. Han havde opdaget, at der gennem området løb et vandløb, som han mente var tilstrækkelig kraftigt til at drive en vandmølle. Han fik dette år tilladelsen til at anlægge en vandmølle “til Sigtemel, Perle- og andre slags Gryn, som ikke paa ordinære Møller males samt uldent Tøjs Stampning”.
Bode fik imidlertid ikke realiseret sin plan og skilte sig af med ejendommen igen i 1763. En senere ejer var Ditlev Møller, som heller ikke havde stedet længe. Næste ejer var prokurator Niels Hansen, som i 1774 for alvor kom i gang med et byggeri, hvoraf dele bestod indtil 1994, da al bebyggelse på grunden blev revet ned. Han anlagde et teglværk på grunden, så byggestenene kunne produceres på stedet. Niels Hansen fik i 1778 sat gang i vandmøllen, men den kom aldrig til at fungere tilfredsstillende, sandsynligvis p.gr.a. mangel på vand, og driften af den stoppede i 1820, hvorefter den blev revet ned.
Frem til 1839 var der en del ejerskifter, men i 1839 blev Meulenborg købt af den svensk-norske generalkonsul i Danmark, Frans Anton Ewerlöf. Han ejede den indtil 1898, men brugte den hovedsagelig som sommerbolig. I hans ejertid- i 1877 - blev Meulenborg overført til Helsingør Kommune.
I 1898 blev ejendommen købt af Carl Johan Carøe, og ejendommen forblev i slægtens eje indtil 1986, da den blev solgt og bygningerne få år efter revet ned.
Carl Johan Carøe var grosserer og særlig kendt for sit firma, Carøes The, som importerede “Cingalle”-te fra Ceylon. C.J. Carøe døde allerede i 1907, hvorefter hans enke Alice Carøe indrettede ejendommen til opdragelse af unge adelige piger i husgerning.
Da C. J. Carøe døde i 1907 omdannede enken ejendommen til et rekreationshjem, og det blev drevet som sådan indtil 1939. På dette tidspunkt kom sønnen J. F. Carøe ind i driften, og Meulenborg blev omdannet til hotel. J. F. Carøe havde siden 1925 drevet et hønseri med salg af daggamle kyllinger. Hønseriet lå på arealet bag bygningerne.
I vinteren 1943-44 benyttede Den internationale Højskole Meulenborg til deres elever, idet tyskerne havde beslaglagt Den internationale Højskoles egne bygninger. Det var dog en engangsbegivenhed, da opvarmningsmulighederne var for dårlige til at fortsætte. Efter krigen vendte Meulenborg tilbage til hoteldriften og fortsatte med det indtil J.F. Carøes død i 1982. Stedet blev drevet under navnet Meulenborg Hotel og havde adressen Bøgebakken 5.
Efter J. F. Carøes død i 1982 blev hotellet, der i en årrække kun havde været i drift i sommermånederne, omdannet til ungdomsboliger og siden opsamlingssted for flygtninge.
Nu kører der en sag om, hvad der skal ske med Meulenborg-skoven. Sidst i 1960´erne eksproprierede Staten en væsentlig del af Meulenborg-skoven, som hørte til ejendommen. Staten ville reservere arealet til at gennemføre et større vejprojekt, som skulle føre den efterhånden kraftige trafik helt ned til svenskerfærgerne i Helsingør Havn. Ideen var at føre trafikken uden om byens smalle veje. Gennem årene var der meget diskussion om fredningen. I løbet af 1990 blev der sat politisk fokus på, om det nu var rimeligt og nødvendigt at gennemføre det planlagte vejanlæg, hvorefter Folketinget ophævede lovgrundlaget for færgevejen.
I løbet af 1980´erne blev bygningerne så nedslidte, at stedet ikke mere havde interesse for nogen. Der blev derefter udarbejdet planer for bygning af et antal andelslejligheder, men der var ikke interesse nok for dem. Så i stedet gik en entreprenør i gang med at bygge privatboliger. Inden de var færdigbygget havde KTAS Pensionskasse købt lejlighederne, som i dag reelt er ejerlejligheder, men udelukkende lejet ud som almindelige lejeboliger.
Det var meningen, at Meulenborgs oprindelige hovedhus med sine karakteristiske fløjbygninger skulle bevares i renoveret stand. Men desværre kom en af entreprenørens store maskiner til at køre baglæns ind i de skrøbelige bygninger – og så forsvandt det oprindelige hovedhus. Ser man godt efter kan man se, at den ny hovedbygning ligner den gamle lidt.
————————————-
Litteratur
Erik Stubtoft - Personligt arkiv vedr. Meulenborg.
Kulturmagasin. Udgivet af Helsingør Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, 1999.
Diverse avisudklip.
Strandvejen - før og nu. Redaktion Bo Bramsen. Politiken, 1995. Bind 2.