Tobakspiber - Versionshistorie

193.162.157.130: /* Litteratur */

2008-10-06T09:37:26Z

Litteratur

← Ældre version		Versionen fra 6. okt. 2008, 09:37
Linje 15:		Linje 15:

	===Litteratur===		===Litteratur===
	Lone Hvass: Anne Didrichs piber (Skalk. 1996. Nr. 6)		[http://bibliotek.dk/vis.php?origin=sogning&field4=forfatter&term4=&field2=titel&term2=Anne+Didrichs+piber+&field3=emne&term3=&field1=fritekst&term1=&mat_text=&mat_ccl=&term_mat%5B%5D=&field_sprog=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar=&target%5B%5D=dfa Lone Hvass: Anne Didrichs piber (Skalk. 1996. Nr. 6)]

	[http://bibliotek.dk/vis.php?origin=sogning&field1=forfatter&term1=&field2=titel&term2=borgerlige+hjem+i+Helsing%F8r&field3=emne&term3=&field4=fritekst&term4=&mat_text=&mat_ccl=&term_mat%5B%5D=&field_sprog=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar=&target%5B%5D=dfa Jørgen Olrik: Borgerlige Hjem i Helsingør for 300 Aar siden. 1902. S. 129 – 134.]		[http://bibliotek.dk/vis.php?origin=sogning&field1=forfatter&term1=&field2=titel&term2=borgerlige+hjem+i+Helsing%F8r&field3=emne&term3=&field4=fritekst&term4=&mat_text=&mat_ccl=&term_mat%5B%5D=&field_sprog=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar=&target%5B%5D=dfa Jørgen Olrik: Borgerlige Hjem i Helsingør for 300 Aar siden. 1902. S. 129 – 134.]

Eva Stennicke med 13. sep. 2008, 18:55

2008-09-13T18:55:09Z

← Ældre version		Versionen fra 13. sep. 2008, 18:55
Linje 21:		Linje 21:
	2.dec. 1606 Anne Didrichs Pipers gods (Skifte - Arkivalie)		2.dec. 1606 Anne Didrichs Pipers gods (Skifte - Arkivalie)

	[[Kategori:~~Forretninger~~]]		[[Kategori:Detailhandel]]

193.162.157.130: /* Litteratur */

2008-05-06T11:47:08Z

Litteratur

← Ældre version		Versionen fra 6. maj 2008, 11:47
Linje 17:		Linje 17:
	Lone Hvass: Anne Didrichs piber (Skalk. 1996. Nr. 6)		Lone Hvass: Anne Didrichs piber (Skalk. 1996. Nr. 6)

	Jørgen Olrik: Borgerlige Hjem i Helsingør for 300 Aar siden. 1902. S. 129 – 134.		[http://bibliotek.dk/vis.php?origin=sogning&field1=forfatter&term1=&field2=titel&term2=borgerlige+hjem+i+Helsing%F8r&field3=emne&term3=&field4=fritekst&term4=&mat_text=&mat_ccl=&term_mat%5B%5D=&field_sprog=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar=&target%5B%5D=dfa Jørgen Olrik: Borgerlige Hjem i Helsingør for 300 Aar siden. 1902. S. 129 – 134.]

	2.dec. 1606 Anne Didrichs Pipers gods (Skifte - Arkivalie)		2.dec. 1606 Anne Didrichs Pipers gods (Skifte - Arkivalie)

	[[Kategori:Forretninger]]		[[Kategori:Forretninger]]

Eva Stennicke med 29. apr. 2008, 13:59

2008-04-29T13:59:33Z

← Ældre version		Versionen fra 29. apr. 2008, 13:59
Linje 22:		Linje 22:

	[[Kategori:Forretninger]]		[[Kategori:Forretninger]]
	~~[[Kategori:Personer\|Didrich, Anne]]~~

Eva Stennicke med 29. apr. 2008, 13:56

2008-04-29T13:56:24Z

← Ældre version		Versionen fra 29. apr. 2008, 13:56
Linje 1:		Linje 1:
	'''Salg af tobakspiber i renæssancens Helsingør'''''		'''Salg af tobakspiber i renæssancens Helsingør'''''
	Ejeren af en af renæssancens isenkramboder var en kvinde , enken Anne Dirik Piper hvis bod lå omtrent hvor Stengade 82 ligger i dag. Hos Anne Didrik eller som hun kaldtes , Anne Dirch Piper introduceredes rygningens historie for første gang i Danmark.		Ejeren af en af renæssancens isenkramboder var en kvinde , enken Anne Dirik Piper hvis bod lå omtrent hvor Stengade 82 ligger i dag. Hos Anne Didrik eller som hun kaldtes , Anne Dirch Piper introduceredes rygningens historie for første gang i Danmark.
	Anne døde i 1606 og det tog myndighederne næsten to måneder at gøre hendes velassorterede krambod og hjem op. Som en af de første i landet solgte hun også det allernyeste i tiden – tobakspiber. Anne var blevet enke efter hendes mand Didrich Piper var død i 1599. Ægteparret hørte til de mange nederlændere, der i sidste halvdel af 1500-årene havde slået sig ned i Helsingør. De nye borgere var langtfra alle småkårsfolk, mange var højt specialiserede håndværkere, der placerede sig blandt byens mest velhavende indbyggere. Naturligt nok ønskede de at bo i nærheden af hinanden, ligesom indvandrerne forståeligt nok gerne vil det i dag. Nederlænderne slog sig ned i byens bedste kvarter, det kvarter som efterhånden fik tilnavnet Lille Amsterdam. Ægteparret havde boet med deres krambod i en af byen middelalderlige stræder, men ved Didrichs død flyttede Anne med forretningen ud til en mere fremtrædende plads i Stengade, byens bedste hovedstrøg.
	Som enke med egen forretning var Anne placeret højt på den sociale rangstige, langt over byens mange gadehandlere, hvoraf de fleste var kvinder der ernærede sig som købekoner, salthandlere, kallunsælgere, brødsælgere mm. Kramhandel på den tid var et vidt begreb der omfattede alt fra stangjern, korn, salt og tjære ned til hægter, nåle og kanariefuglefrø. Annes varelager, som vi kender fra boopgørelsen nævner en mængde ''klædestoffer, udenlandsk silke, fløjl, bomuld og damask.'' Dernæst en lang række tøjer, vævet forskellige steder: ''kaffa,'' ''atlask, kamelot, bommesi, trip, borat, kanefas osv,.'' Mange af klædestofferne kom fra de nederlandske tekstilbyer, som Ryssel i Flandern. Strikkede strømper kom fra Leiden. Dernæst solgte hun en velsignelse af vedhæng til datidens dragter, ''snore, sløjfer, bændler, borte, en endeløs række af hængelåse, spænder, sporer, knibtænger, lysestager, lyseforme, file, messingklokker, kurveflasker, bøssesten, bradepander.'' Et pænt lille våbenlager indeholdt ''skotske pistoler'' og i kælderen under boden stod otte ''hellebarder og en stormhat''.		Anne døde i 1606 og det tog myndighederne næsten to måneder at gøre hendes velassorterede krambod og hjem op. Som en af de første i landet solgte hun også det allernyeste i tiden – tobakspiber.

			Anne var blevet enke efter hendes mand Didrich Piper var død i 1599. Ægteparret hørte til de mange nederlændere, der i sidste halvdel af 1500-årene havde slået sig ned i Helsingør. De nye borgere var langtfra alle småkårsfolk, mange var højt specialiserede håndværkere, der placerede sig blandt byens mest velhavende indbyggere. Naturligt nok ønskede de at bo i nærheden af hinanden, ligesom indvandrerne forståeligt nok gerne vil det i dag. Nederlænderne slog sig ned i byens bedste kvarter, det kvarter som efterhånden fik tilnavnet Lille Amsterdam. Ægteparret havde boet med deres krambod i en af byen middelalderlige stræder, men ved Didrichs død flyttede Anne med forretningen ud til en mere fremtrædende plads i Stengade, byens bedste hovedstrøg.

			Som enke med egen forretning var Anne placeret højt på den sociale rangstige, langt over byens mange gadehandlere, hvoraf de fleste var kvinder der ernærede sig som købekoner, salthandlere, kallunsælgere, brødsælgere mm.

			Kramhandel på den tid var et vidt begreb der omfattede alt fra stangjern, korn, salt og tjære ned til hægter, nåle og kanariefuglefrø. Annes varelager, som vi kender fra boopgørelsen nævner en mængde ''klædestoffer, udenlandsk silke, fløjl, bomuld og damask.'' Dernæst en lang række tøjer, vævet forskellige steder: ''kaffa,'' ''atlask, kamelot, bommesi, trip, borat, kanefas osv,.'' Mange af klædestofferne kom fra de nederlandske tekstilbyer, som Ryssel i Flandern. Strikkede strømper kom fra Leiden. Dernæst solgte hun en velsignelse af vedhæng til datidens dragter, ''snore, sløjfer, bændler, borte, en endeløs række af hængelåse, spænder, sporer, knibtænger, lysestager, lyseforme, file, messingklokker, kurveflasker, bøssesten, bradepander.'' Et pænt lille våbenlager indeholdt ''skotske pistoler'' og i kælderen under boden stod otte ''hellebarder og en stormhat''.

	En mere blandet afdeling bestod af ''malede æsker, rokkesnore, glarøjne (briller), papirbundter, blækhorn, blækpulver, skrivetavler, timeglas, vokslys, brætspil, spillekort, mundharper og de nævnte tobakspiber: et dusin vurderet til en halv mark.'' Sandsynligvis har hun købt dem af engelske skippere, der lagde til i Helsingør for at betale sundtolden.		En mere blandet afdeling bestod af ''malede æsker, rokkesnore, glarøjne (briller), papirbundter, blækhorn, blækpulver, skrivetavler, timeglas, vokslys, brætspil, spillekort, mundharper og de nævnte tobakspiber: et dusin vurderet til en halv mark.'' Sandsynligvis har hun købt dem af engelske skippere, der lagde til i Helsingør for at betale sundtolden.

	Anne Didrich var velstående, og hun nåede på sit dødsleje at skænke det såkaldte spindehus der lå i Sudergade til hjælp for byens fattige. For at de kunne være vis på at få det som hjælp, satte hun en stenplade forestillende en kvinde med et hjul (det vil sige en rok) ” til tryg forvaring, at sådan uryggeligen skulle holdes ”.- Imidlertid blev hendes hus og stenen med revet ned engang i 1700-årene. Hendes hus i Stengade eksisterer desværre heller ikke mere. Hvem ville ikke gerne havde besøgt den velassorterede isenkram i Stengade i begyndelsen af 1600-årene.		Anne Didrich var velstående, og hun nåede på sit dødsleje at skænke det såkaldte spindehus der lå i Sudergade til hjælp for byens fattige. For at de kunne være vis på at få det som hjælp, satte hun en stenplade forestillende en kvinde med et hjul (det vil sige en rok) ” til tryg forvaring, at sådan uryggeligen skulle holdes ”.- Imidlertid blev hendes hus og stenen med revet ned engang i 1700-årene. Hendes hus i Stengade eksisterer desværre heller ikke mere. Hvem ville ikke gerne havde besøgt den velassorterede isenkram i Stengade i begyndelsen af 1600-årene.

	~~Litt. Skalk 1996 nr.6~~ Lone Hvass: Anne Didrichs ~~Piber~~		===Litteratur===
	Jørgen Olrik: Borgerlige Hjem i Helsingør for 300 Aar siden, 1902 s. 129 – 134 2.dec. 1606 Anne Didrichs Pipers gods		Lone Hvass: Anne Didrichs piber (Skalk. 1996. Nr. 6)

			Jørgen Olrik: Borgerlige Hjem i Helsingør for 300 Aar siden. 1902. S. 129 – 134.

			2.dec. 1606 Anne Didrichs Pipers gods (Skifte - Arkivalie)

			[[Kategori:Forretninger]]
			[[Kategori:Personer\|Didrich, Anne]]

213.83.149.242 med 29. apr. 2008, 12:01

2008-04-29T12:01:25Z

← Ældre version		Versionen fra 29. apr. 2008, 12:01
Linje 1:		Linje 1:
	'''Salg af tobakspiber i renæssancens Helsingør'''''		'''Salg af tobakspiber i renæssancens Helsingør'''''
	~~''Kursiv tekst''~~Ejeren af en af renæssancens isenkramboder var en kvinde , enken Anne Dirik Piper hvis bod lå omtrent hvor Stengade 82 ligger i dag. Hos Anne Didrik eller som hun kaldtes , Anne Dirch Piper introduceredes rygningens historie for første gang i Danmark.		Ejeren af en af renæssancens isenkramboder var en kvinde , enken Anne Dirik Piper hvis bod lå omtrent hvor Stengade 82 ligger i dag. Hos Anne Didrik eller som hun kaldtes , Anne Dirch Piper introduceredes rygningens historie for første gang i Danmark.
	Anne døde i 1606 og det tog myndighederne næsten to måneder at gøre hendes velassorterede krambod og hjem op. Som en af de første i landet solgte hun også det allernyeste i tiden – tobakspiber. Anne var blevet enke efter hendes mand Didrich Piper var død i 1599. Ægteparret hørte til de mange nederlændere, der i sidste halvdel af 1500-årene havde slået sig ned i Helsingør. De nye borgere var langtfra alle småkårsfolk, mange var højt specialiserede håndværkere, der placerede sig blandt byens mest velhavende indbyggere. Naturligt nok ønskede de at bo i nærheden af hinanden, ligesom indvandrerne forståeligt nok gerne vil det i dag. Nederlænderne slog sig ned i byens bedste kvarter, det kvarter som efterhånden fik tilnavnet Lille Amsterdam. Ægteparret havde boet med deres krambod i en af byen middelalderlige stræder, men ved Didrichs død flyttede Anne med forretningen ud til en mere fremtrædende plads i Stengade, byens bedste hovedstrøg.		Anne døde i 1606 og det tog myndighederne næsten to måneder at gøre hendes velassorterede krambod og hjem op. Som en af de første i landet solgte hun også det allernyeste i tiden – tobakspiber. Anne var blevet enke efter hendes mand Didrich Piper var død i 1599. Ægteparret hørte til de mange nederlændere, der i sidste halvdel af 1500-årene havde slået sig ned i Helsingør. De nye borgere var langtfra alle småkårsfolk, mange var højt specialiserede håndværkere, der placerede sig blandt byens mest velhavende indbyggere. Naturligt nok ønskede de at bo i nærheden af hinanden, ligesom indvandrerne forståeligt nok gerne vil det i dag. Nederlænderne slog sig ned i byens bedste kvarter, det kvarter som efterhånden fik tilnavnet Lille Amsterdam. Ægteparret havde boet med deres krambod i en af byen middelalderlige stræder, men ved Didrichs død flyttede Anne med forretningen ud til en mere fremtrædende plads i Stengade, byens bedste hovedstrøg.
	Som enke med egen forretning var Anne placeret højt på den sociale rangstige, langt over byens mange gadehandlere, hvoraf de fleste var kvinder der ernærede sig som købekoner, salthandlere, kallunsælgere, brødsælgere mm. Kramhandel på den tid var et vidt begreb der omfattede alt fra stangjern, korn, salt og tjære ned til hægter, nåle og kanariefuglefrø. Annes varelager, som vi kender fra boopgørelsen nævner en mængde ''klædestoffer, udenlandsk silke, fløjl, bomuld og damask.'' Dernæst en lang række tøjer, vævet forskellige steder: ''kaffa,'' ''atlask, kamelot, bommesi, trip, borat, kanefas osv,.'' Mange af klædestofferne kom fra de nederlandske tekstilbyer, som Ryssel i Flandern. Strikkede strømper kom fra Leiden. Dernæst solgte hun en velsignelse af vedhæng til datidens dragter, ''snore, sløjfer, bændler, borte, en endeløs række af hængelåse, spænder, sporer, knibtænger, lysestager, lyseforme, file, messingklokker, kurveflasker, bøssesten, bradepander.'' Et pænt lille våbenlager indeholdt ''skotske pistoler'' og i kælderen under boden stod otte ''hellebarder og en stormhat''.		Som enke med egen forretning var Anne placeret højt på den sociale rangstige, langt over byens mange gadehandlere, hvoraf de fleste var kvinder der ernærede sig som købekoner, salthandlere, kallunsælgere, brødsælgere mm. Kramhandel på den tid var et vidt begreb der omfattede alt fra stangjern, korn, salt og tjære ned til hægter, nåle og kanariefuglefrø. Annes varelager, som vi kender fra boopgørelsen nævner en mængde ''klædestoffer, udenlandsk silke, fløjl, bomuld og damask.'' Dernæst en lang række tøjer, vævet forskellige steder: ''kaffa,'' ''atlask, kamelot, bommesi, trip, borat, kanefas osv,.'' Mange af klædestofferne kom fra de nederlandske tekstilbyer, som Ryssel i Flandern. Strikkede strømper kom fra Leiden. Dernæst solgte hun en velsignelse af vedhæng til datidens dragter, ''snore, sløjfer, bændler, borte, en endeløs række af hængelåse, spænder, sporer, knibtænger, lysestager, lyseforme, file, messingklokker, kurveflasker, bøssesten, bradepander.'' Et pænt lille våbenlager indeholdt ''skotske pistoler'' og i kælderen under boden stod otte ''hellebarder og en stormhat''.

213.83.149.242: Siden blev oprettet: '''Salg af tobakspiber i renæssancens Helsingør''''' ''Kursiv tekst''Ejeren af en af renæssancens isenkramboder var en kvinde , enken Anne Dirik Piper hvis bod lå omtrent hv...

2008-04-29T11:59:45Z

Siden blev oprettet: '''Salg af tobakspiber i renæssancens Helsingør''''' ''Kursiv tekst''Ejeren af en af renæssancens isenkramboder var en kvinde , enken Anne Dirik Piper hvis bod lå omtrent hv...

Ny side

'''Salg af tobakspiber i renæssancens Helsingør'''''
''Kursiv tekst''Ejeren af en af renæssancens isenkramboder var en kvinde , enken Anne Dirik Piper hvis bod lå omtrent hvor Stengade 82 ligger i dag. Hos Anne Didrik eller som hun kaldtes , Anne Dirch Piper introduceredes rygningens historie for første gang i Danmark.
Anne døde i 1606 og det tog myndighederne næsten to måneder at gøre hendes velassorterede krambod og hjem op. Som en af de første i landet solgte hun også det allernyeste i tiden – tobakspiber. Anne var blevet enke efter hendes mand Didrich Piper var død i 1599. Ægteparret hørte til de mange nederlændere, der i sidste halvdel af 1500-årene havde slået sig ned i Helsingør. De nye borgere var langtfra alle småkårsfolk, mange var højt specialiserede håndværkere, der placerede sig blandt byens mest velhavende indbyggere. Naturligt nok ønskede de at bo i nærheden af hinanden, ligesom indvandrerne forståeligt nok gerne vil det i dag. Nederlænderne slog sig ned i byens bedste kvarter, det kvarter som efterhånden fik tilnavnet Lille Amsterdam. Ægteparret havde boet med deres krambod i en af byen middelalderlige stræder, men ved Didrichs død flyttede Anne med forretningen ud til en mere fremtrædende plads i Stengade, byens bedste hovedstrøg.
Som enke med egen forretning var Anne placeret højt på den sociale rangstige, langt over byens mange gadehandlere, hvoraf de fleste var kvinder der ernærede sig som købekoner, salthandlere, kallunsælgere, brødsælgere mm. Kramhandel på den tid var et vidt begreb der omfattede alt fra stangjern, korn, salt og tjære ned til hægter, nåle og kanariefuglefrø. Annes varelager, som vi kender fra boopgørelsen nævner en mængde ''klædestoffer, udenlandsk silke, fløjl, bomuld og damask.'' Dernæst en lang række tøjer, vævet forskellige steder: ''kaffa,'' ''atlask, kamelot, bommesi, trip, borat, kanefas osv,.'' Mange af klædestofferne kom fra de nederlandske tekstilbyer, som Ryssel i Flandern. Strikkede strømper kom fra Leiden. Dernæst solgte hun en velsignelse af vedhæng til datidens dragter, ''snore, sløjfer, bændler, borte, en endeløs række af hængelåse, spænder, sporer, knibtænger, lysestager, lyseforme, file, messingklokker, kurveflasker, bøssesten, bradepander.'' Et pænt lille våbenlager indeholdt ''skotske pistoler'' og i kælderen under boden stod otte ''hellebarder og en stormhat''.
En mere blandet afdeling bestod af ''malede æsker, rokkesnore, glarøjne (briller), papirbundter, blækhorn, blækpulver, skrivetavler, timeglas, vokslys, brætspil, spillekort, mundharper og de nævnte tobakspiber: et dusin vurderet til en halv mark.'' Sandsynligvis har hun købt dem af engelske skippere, der lagde til i Helsingør for at betale sundtolden.
Anne Didrich var velstående, og hun nåede på sit dødsleje at skænke det såkaldte spindehus der lå i Sudergade til hjælp for byens fattige. For at de kunne være vis på at få det som hjælp, satte hun en stenplade forestillende en kvinde med et hjul (det vil sige en rok) ” til tryg forvaring, at sådan uryggeligen skulle holdes ”.- Imidlertid blev hendes hus og stenen med revet ned engang i 1700-årene. Hendes hus i Stengade eksisterer desværre heller ikke mere. Hvem ville ikke gerne havde besøgt den velassorterede isenkram i Stengade i begyndelsen af 1600-årene.

Litt. Skalk 1996 nr.6 Lone Hvass: Anne Didrichs Piber
Jørgen Olrik: Borgerlige Hjem i Helsingør for 300 Aar siden, 1902 s. 129 – 134 2.dec. 1606 Anne Didrichs Pipers gods