Svingelport 7 - Versionshistorie

Charlotte Fenger: Fotos forstørret

2022-03-11T10:54:32Z

Fotos forstørret

Charlotte Fenger: Et par småændringer

2021-09-26T11:44:48Z

Et par småændringer

← Ældre version		Versionen fra 26. sep. 2021, 11:44
Linje 46:		Linje 46:
	I 1889-1890 blev forløbet fra [[Nordbanen]] ændret fra [[Snekkersten Station]] til den nyopførte [[Helsingør Station]]. Det blev fabrikkens endeligt derved, at det meste af fabriksarealet blev eksproprieret og bygningerne revet ned. Enkefru Bredstrup blev indtil sin død i 1901 boende i Späths palæ fra 1765. Hendes børn arvede hver en fjerdedel af ejendommen, som i 1905 blev købt af blikkenslager William Harald Olsen. I 1910 overtog savværksejer Carl Thomas Petersen ejendommen og fik tilladelse til at etablere blandt andet træuldsfabrikation. Det blev imidlertid ikke til noget, da han døde om efteråret. Først i 1912 fik Lund & Rasmussen, grossister inden for handel med dagligvarer, auktionsskøde på ejendommen. Firmaet drev virksomheden indtil slutningen af 1959 og flyttede til nye og større lokaler på [[Rønnebær Alle]].		I 1889-1890 blev forløbet fra [[Nordbanen]] ændret fra [[Snekkersten Station]] til den nyopførte [[Helsingør Station]]. Det blev fabrikkens endeligt derved, at det meste af fabriksarealet blev eksproprieret og bygningerne revet ned. Enkefru Bredstrup blev indtil sin død i 1901 boende i Späths palæ fra 1765. Hendes børn arvede hver en fjerdedel af ejendommen, som i 1905 blev købt af blikkenslager William Harald Olsen. I 1910 overtog savværksejer Carl Thomas Petersen ejendommen og fik tilladelse til at etablere blandt andet træuldsfabrikation. Det blev imidlertid ikke til noget, da han døde om efteråret. Først i 1912 fik Lund & Rasmussen, grossister inden for handel med dagligvarer, auktionsskøde på ejendommen. Firmaet drev virksomheden indtil slutningen af 1959 og flyttede til nye og større lokaler på [[Rønnebær Alle]].

	[[Billede:Svingelport 1-, 3,5 og 7-2.jpg\|left\|thumb\|280px\|Svingelport 7 set mod syd fra Svingelport 1, 3 og 5. Årstal ukendt. Museerne Helsingør.]]		[[Billede:Svingelport 1-, 3,5 og 7-2.jpg\|left\|thumb\|280px\|Svingelport 7 set mod syd fra Svingelport 1, 3 og 5. Årstal og fotograf ukendt. Museerne Helsingør.]]
	[[Billede: Svingelport 7.jpg\|right\|thumb\|345px\|Svingelport 7. Årstal ukendt. Museerne Helsingør.]]		[[Billede: Svingelport 7.jpg\|right\|thumb\|345px\|Svingelport 7. Årstal og fotograf ukendt. Museerne Helsingør.]]

	===Ejendommens videre anvendelse===		===Ejendommens videre anvendelse===
Linje 62:		Linje 62:
	Også udgivet i årbog: [https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159002-lokalbibl%3A99102047 Helsingør Kommunes Museer. 1994 (side 89-134)].		Også udgivet i årbog: [https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159002-lokalbibl%3A99102047 Helsingør Kommunes Museer. 1994 (side 89-134)].

	[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om ~~blandt andet~~ Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (side 23-25).]		[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om bl.a. Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (side 23-25).]

	[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A06055559 Kenno Pedersen: Helsingør - historiske tidsbilleder. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1984 (heri: Første Sukkerhus (side 128-130)).]		[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A06055559 Kenno Pedersen: Helsingør - historiske tidsbilleder. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1984 (heri: Første Sukkerhus (side 128-130)).]

Charlotte Fenger: Foto mere indsat

2021-09-26T11:05:07Z

Foto mere indsat

← Ældre version		Versionen fra 26. sep. 2021, 11:05
Linje 40:		Linje 40:
	Både ejendom og sukkerraffinaderiet blev overtaget af Niels Bregaard, som genoptog raffineringen af råsukkeret. Han arbejdede med held på at forbedre konkurrencen mellem Københavns og Helsingørs raffinaderier ved at tilvejebringe ensartede rettigheder og vilkår. Han drev virksomheden med stort held indtil sin død i 1802, hvorefter hans enke fortsatte foretagendet indtil 1804. Købmændene J.J. Berg, Joachim Høst og Fritz de Lilliendahl drev virksomheden, J. J. Berg & Co. videre indtil 1826, hvor det ”Bergske” sukkerraffinaderi ophørte.		Både ejendom og sukkerraffinaderiet blev overtaget af Niels Bregaard, som genoptog raffineringen af råsukkeret. Han arbejdede med held på at forbedre konkurrencen mellem Københavns og Helsingørs raffinaderier ved at tilvejebringe ensartede rettigheder og vilkår. Han drev virksomheden med stort held indtil sin død i 1802, hvorefter hans enke fortsatte foretagendet indtil 1804. Købmændene J.J. Berg, Joachim Høst og Fritz de Lilliendahl drev virksomheden, J. J. Berg & Co. videre indtil 1826, hvor det ”Bergske” sukkerraffinaderi ophørte.

	~~[[Billede: Svingelport 7.jpg\|right\|thumb\|250px\| Svingelport 7. Årstal ukendt. Museerne Helsingør.]]~~
	===Ejendommen efter sukkerperioden===		===Ejendommen efter sukkerperioden===
	I 1927 købte byfoged Frederik Ernst Wilhelm Knudsen ejendommen og indrettede den til lejeboliger. Grosserer Jens Carl Sandøe Bredstrup erhvervede ejendommen i 1856. Han etablerede sig som ”saltraffinadør” og udvidede i 1861 med et eddikebryggeri. Produktionen foregik i bygningerne bag det store palæ, som stadig var bolig. I 1863 blev den sydlige del af kælderen under hovedbygningen ud til Strandvejen til købmandshandel. Efter Jens Bredstrups død i 1860 overtog hans søn, Georg Anton, købmandshandelen. Saltværket forpagtede købmand K. C. E. von Hadeln, som moderniserede og udvidede det. Endnu en bygning blev opført i det i forvejen store kompleks med en ”treogtredive alen lang og fjorten alen bred grundmuret bygning med tegltag”. K. C. E. von Hadeln drev saltværket til omkring 1885, hvorefter Christianholms Fabrikker, et københavnske aktieselskab, videreførte det.		I 1927 købte byfoged Frederik Ernst Wilhelm Knudsen ejendommen og indrettede den til lejeboliger. Grosserer Jens Carl Sandøe Bredstrup erhvervede ejendommen i 1856. Han etablerede sig som ”saltraffinadør” og udvidede i 1861 med et eddikebryggeri. Produktionen foregik i bygningerne bag det store palæ, som stadig var bolig. I 1863 blev den sydlige del af kælderen under hovedbygningen ud til Strandvejen til købmandshandel. Efter Jens Bredstrups død i 1860 overtog hans søn, Georg Anton, købmandshandelen. Saltværket forpagtede købmand K. C. E. von Hadeln, som moderniserede og udvidede det. Endnu en bygning blev opført i det i forvejen store kompleks med en ”treogtredive alen lang og fjorten alen bred grundmuret bygning med tegltag”. K. C. E. von Hadeln drev saltværket til omkring 1885, hvorefter Christianholms Fabrikker, et københavnske aktieselskab, videreførte det.
Linje 46:		Linje 45:
	===Jernbanen ”æder” fabriksarealet===		===Jernbanen ”æder” fabriksarealet===
	I 1889-1890 blev forløbet fra [[Nordbanen]] ændret fra [[Snekkersten Station]] til den nyopførte [[Helsingør Station]]. Det blev fabrikkens endeligt derved, at det meste af fabriksarealet blev eksproprieret og bygningerne revet ned. Enkefru Bredstrup blev indtil sin død i 1901 boende i Späths palæ fra 1765. Hendes børn arvede hver en fjerdedel af ejendommen, som i 1905 blev købt af blikkenslager William Harald Olsen. I 1910 overtog savværksejer Carl Thomas Petersen ejendommen og fik tilladelse til at etablere blandt andet træuldsfabrikation. Det blev imidlertid ikke til noget, da han døde om efteråret. Først i 1912 fik Lund & Rasmussen, grossister inden for handel med dagligvarer, auktionsskøde på ejendommen. Firmaet drev virksomheden indtil slutningen af 1959 og flyttede til nye og større lokaler på [[Rønnebær Alle]].		I 1889-1890 blev forløbet fra [[Nordbanen]] ændret fra [[Snekkersten Station]] til den nyopførte [[Helsingør Station]]. Det blev fabrikkens endeligt derved, at det meste af fabriksarealet blev eksproprieret og bygningerne revet ned. Enkefru Bredstrup blev indtil sin død i 1901 boende i Späths palæ fra 1765. Hendes børn arvede hver en fjerdedel af ejendommen, som i 1905 blev købt af blikkenslager William Harald Olsen. I 1910 overtog savværksejer Carl Thomas Petersen ejendommen og fik tilladelse til at etablere blandt andet træuldsfabrikation. Det blev imidlertid ikke til noget, da han døde om efteråret. Først i 1912 fik Lund & Rasmussen, grossister inden for handel med dagligvarer, auktionsskøde på ejendommen. Firmaet drev virksomheden indtil slutningen af 1959 og flyttede til nye og større lokaler på [[Rønnebær Alle]].

			[[Billede:Svingelport 1-, 3,5 og 7-2.jpg\|left\|thumb\|280px\|Svingelport 7 set mod syd fra Svingelport 1, 3 og 5. Årstal ukendt. Museerne Helsingør.]]
			[[Billede: Svingelport 7.jpg\|right\|thumb\|345px\|Svingelport 7. Årstal ukendt. Museerne Helsingør.]]

	===Ejendommens videre anvendelse===		===Ejendommens videre anvendelse===

Charlotte Fenger: Foto indsat

2021-09-26T10:43:31Z

Foto indsat

← Ældre version		Versionen fra 26. sep. 2021, 10:43
Linje 19:		Linje 19:

	Johan Adam Späth lod derfor opføre en ”grundmuret bygning på 14 gange 12 alen, som blev indrettet til boliger til arbejdere i sukkerraffinaderiet. Den blev fulgt op af en 16 fag lang og én etage høj teglhængt bindingsværksbygning med en kvist over tre fag, beregnet til fremstilling af sukker”. Späth ansøgte og fik 29. december 1761 kongeligt privilegium på at anlægge og drive et sukkerraffinaderi i Helsingør. I sidebygningen havde han således forlods indrettet ”et komplet sukkerraffinaderi” ꟷ nærmest på forventet efterbevilling.		Johan Adam Späth lod derfor opføre en ”grundmuret bygning på 14 gange 12 alen, som blev indrettet til boliger til arbejdere i sukkerraffinaderiet. Den blev fulgt op af en 16 fag lang og én etage høj teglhængt bindingsværksbygning med en kvist over tre fag, beregnet til fremstilling af sukker”. Späth ansøgte og fik 29. december 1761 kongeligt privilegium på at anlægge og drive et sukkerraffinaderi i Helsingør. I sidebygningen havde han således forlods indrettet ”et komplet sukkerraffinaderi” ꟷ nærmest på forventet efterbevilling.
			[[Billede:fabrik.jpeg\|350px\|left\|thumb\|Späths ejendom ved Svingelport. Billedet er fra omkring 1865]]

	===Det hvide guld===		===Det hvide guld===
Linje 39:		Linje 40:
	Både ejendom og sukkerraffinaderiet blev overtaget af Niels Bregaard, som genoptog raffineringen af råsukkeret. Han arbejdede med held på at forbedre konkurrencen mellem Københavns og Helsingørs raffinaderier ved at tilvejebringe ensartede rettigheder og vilkår. Han drev virksomheden med stort held indtil sin død i 1802, hvorefter hans enke fortsatte foretagendet indtil 1804. Købmændene J.J. Berg, Joachim Høst og Fritz de Lilliendahl drev virksomheden, J. J. Berg & Co. videre indtil 1826, hvor det ”Bergske” sukkerraffinaderi ophørte.		Både ejendom og sukkerraffinaderiet blev overtaget af Niels Bregaard, som genoptog raffineringen af råsukkeret. Han arbejdede med held på at forbedre konkurrencen mellem Københavns og Helsingørs raffinaderier ved at tilvejebringe ensartede rettigheder og vilkår. Han drev virksomheden med stort held indtil sin død i 1802, hvorefter hans enke fortsatte foretagendet indtil 1804. Købmændene J.J. Berg, Joachim Høst og Fritz de Lilliendahl drev virksomheden, J. J. Berg & Co. videre indtil 1826, hvor det ”Bergske” sukkerraffinaderi ophørte.

			[[Billede: Svingelport 7.jpg\|right\|thumb\|250px\| Svingelport 7. Årstal ukendt. Museerne Helsingør.]]
	===Ejendommen efter sukkerperioden===		===Ejendommen efter sukkerperioden===
	~~[[Billede:fabrik.jpeg\|350px\|right\|thumb\|Späths ejendom ved Svingelport. Billedet er fra omkring 1865]]~~
	I 1927 købte byfoged Frederik Ernst Wilhelm Knudsen ejendommen og indrettede den til lejeboliger. Grosserer Jens Carl Sandøe Bredstrup erhvervede ejendommen i 1856. Han etablerede sig som ”saltraffinadør” og udvidede i 1861 med et eddikebryggeri. Produktionen foregik i bygningerne bag det store palæ, som stadig var bolig. I 1863 blev den sydlige del af kælderen under hovedbygningen ud til Strandvejen til købmandshandel. Efter Jens Bredstrups død i 1860 overtog hans søn, Georg Anton, købmandshandelen. Saltværket forpagtede købmand K. C. E. von Hadeln, som moderniserede og udvidede det. Endnu en bygning blev opført i det i forvejen store kompleks med en ”treogtredive alen lang og fjorten alen bred grundmuret bygning med tegltag”. K. C. E. von Hadeln drev saltværket til omkring 1885, hvorefter Christianholms Fabrikker, et københavnske aktieselskab, videreførte det.		I 1927 købte byfoged Frederik Ernst Wilhelm Knudsen ejendommen og indrettede den til lejeboliger. Grosserer Jens Carl Sandøe Bredstrup erhvervede ejendommen i 1856. Han etablerede sig som ”saltraffinadør” og udvidede i 1861 med et eddikebryggeri. Produktionen foregik i bygningerne bag det store palæ, som stadig var bolig. I 1863 blev den sydlige del af kælderen under hovedbygningen ud til Strandvejen til købmandshandel. Efter Jens Bredstrups død i 1860 overtog hans søn, Georg Anton, købmandshandelen. Saltværket forpagtede købmand K. C. E. von Hadeln, som moderniserede og udvidede det. Endnu en bygning blev opført i det i forvejen store kompleks med en ”treogtredive alen lang og fjorten alen bred grundmuret bygning med tegltag”. K. C. E. von Hadeln drev saltværket til omkring 1885, hvorefter Christianholms Fabrikker, et københavnske aktieselskab, videreførte det.

Linje 57:		Linje 58:
	[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21593338 Lars Bjørn Madsen: Helsingøers første Sukker-Huus: historien om Svingelport 7. Helsingør Kommunes Museer, 1995.]		[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21593338 Lars Bjørn Madsen: Helsingøers første Sukker-Huus: historien om Svingelport 7. Helsingør Kommunes Museer, 1995.]

	Også udgivet i årbog: [https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159002-lokalbibl%~~3A99102047Helsingør~~ Kommunes Museer. 1994 (side 89-134)].		Også udgivet i årbog: [https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159002-lokalbibl%3A99102047 Helsingør Kommunes Museer. 1994 (side 89-134)].

	[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (side 23-25).]		[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (side 23-25).]

Charlotte Fenger: /* Litteratur */ Bitte rettelse

2020-11-10T12:29:20Z

Litteratur: Bitte rettelse

← Ældre version		Versionen fra 10. nov. 2020, 12:29
Linje 59:		Linje 59:
	Også udgivet i årbog: [https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159002-lokalbibl%3A99102047Helsingør Kommunes Museer. 1994 (side 89-134)].		Også udgivet i årbog: [https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159002-lokalbibl%3A99102047Helsingør Kommunes Museer. 1994 (side 89-134)].

	[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3 ~~A45007782~~ Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (side 23-25.]		[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (side 23-25).]

	[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A06055559 Kenno Pedersen: Helsingør - historiske tidsbilleder. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1984 (heri: Første Sukkerhus (side 128-130)).]		[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A06055559 Kenno Pedersen: Helsingør - historiske tidsbilleder. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1984 (heri: Første Sukkerhus (side 128-130)).]

Charlotte Fenger: Foto flyttet

2020-10-29T10:24:00Z

Foto flyttet

← Ældre version		Versionen fra 29. okt. 2020, 10:24
Linje 1:		Linje 1:

	~~[[Billede: Svingelport 7-1.jpg\|right\|thumb\|700px\|Svingelport 7. Foto fra oktober 2020.]]~~

	Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De dansk-vestindiske Øer og bragte eksempelvis forarbejdet rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at Johan Adam Späth lod ejendommen i Svingelport 7, som stadig eksisterer, opføre.		Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De dansk-vestindiske Øer og bragte eksempelvis forarbejdet rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at Johan Adam Späth lod ejendommen i Svingelport 7, som stadig eksisterer, opføre.
			[[Billede: Svingelport 7-1.jpg\|right\|thumb\|400px\|Svingelport 7. Foto fra oktober 2020.]]

	===Spæths Gård===		===Spæths Gård===

Charlotte Fenger: Billede indsat

2020-10-29T10:11:43Z

Billede indsat

← Ældre version		Versionen fra 29. okt. 2020, 10:11
Linje 42:		Linje 42:

	===Ejendommen efter sukkerperioden===		===Ejendommen efter sukkerperioden===
			[[Billede:fabrik.jpeg\|350px\|right\|thumb\|Späths ejendom ved Svingelport. Billedet er fra omkring 1865]]
	I 1927 købte byfoged Frederik Ernst Wilhelm Knudsen ejendommen og indrettede den til lejeboliger. Grosserer Jens Carl Sandøe Bredstrup erhvervede ejendommen i 1856. Han etablerede sig som ”saltraffinadør” og udvidede i 1861 med et eddikebryggeri. Produktionen foregik i bygningerne bag det store palæ, som stadig var bolig. I 1863 blev den sydlige del af kælderen under hovedbygningen ud til Strandvejen til købmandshandel. Efter Jens Bredstrups død i 1860 overtog hans søn, Georg Anton, købmandshandelen. Saltværket forpagtede købmand K. C. E. von Hadeln, som moderniserede og udvidede det. Endnu en bygning blev opført i det i forvejen store kompleks med en ”treogtredive alen lang og fjorten alen bred grundmuret bygning med tegltag”. K. C. E. von Hadeln drev saltværket til omkring 1885, hvorefter Christianholms Fabrikker, et københavnske aktieselskab, videreførte det.		I 1927 købte byfoged Frederik Ernst Wilhelm Knudsen ejendommen og indrettede den til lejeboliger. Grosserer Jens Carl Sandøe Bredstrup erhvervede ejendommen i 1856. Han etablerede sig som ”saltraffinadør” og udvidede i 1861 med et eddikebryggeri. Produktionen foregik i bygningerne bag det store palæ, som stadig var bolig. I 1863 blev den sydlige del af kælderen under hovedbygningen ud til Strandvejen til købmandshandel. Efter Jens Bredstrups død i 1860 overtog hans søn, Georg Anton, købmandshandelen. Saltværket forpagtede købmand K. C. E. von Hadeln, som moderniserede og udvidede det. Endnu en bygning blev opført i det i forvejen store kompleks med en ”treogtredive alen lang og fjorten alen bred grundmuret bygning med tegltag”. K. C. E. von Hadeln drev saltværket til omkring 1885, hvorefter Christianholms Fabrikker, et københavnske aktieselskab, videreførte det.

Charlotte Fenger: Artikel færdig

2020-10-28T16:15:27Z

Artikel færdig

← Ældre version		Versionen fra 28. okt. 2020, 16:15
Linje 1:		Linje 1:

			[[Billede: Svingelport 7-1.jpg\|right\|thumb\|700px\|Svingelport 7. Foto fra oktober 2020.]]

	Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De dansk-vestindiske Øer og bragte eksempelvis forarbejdet rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at Johan Adam Späth lod ejendommen i Svingelport 7, som stadig eksisterer, opføre.		Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De dansk-vestindiske Øer og bragte eksempelvis forarbejdet rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at Johan Adam Späth lod ejendommen i Svingelport 7, som stadig eksisterer, opføre.

	===Spæths Gård===		===Spæths Gård===
	Forhistorien omkring Johan Adam Späth, sukkerraffinaderi og dette byggeri ridses op i nedenstående afsnit. I ~~begyndelsen af 1760’erne~~ lod han ~~opføre~~ en ~~privatbolig for~~ sig selv og sin husstand samt et kontor på adressen Svingelport 7 A-B, som vi ser i dag. Resultatet blev en standsmæssige pragtbolig, som kunne signalere ejerens position i byen. Huset lå langs daværende strandvej på adressen Gl. Strandvej 10. Den rummelige ejendom var også et pakhus, som kunne rumme såvel råvarer som ufærdige produkter. Årstallet for ejendommens opførelse angives af Kenno Pedersen som 1760, mens det digitale Trap leksikon angiver årstallet 1765 (se nederst under eksternt link og under litteratur).		Forhistorien omkring Johan Adam Späth, sukkerraffinaderi og dette byggeri ridses op i nedenstående afsnit. I 1765 lod han påbegynde opførelsen af en passende bolig til sig selv og sin husstand samt et kontor på adressen Svingelport 7 A-B, som vi ser i dag. Resultatet blev en standsmæssige pragtbolig, som kunne signalere ejerens position i byen. Huset lå langs daværende strandvej på adressen Gl. Strandvej 10. Den rummelige ejendom var også et pakhus, som kunne rumme såvel råvarer som ufærdige produkter. Årstallet for ejendommens opførelse angives af Kenno Pedersen som 1760, mens det digitale Trap leksikon angiver årstallet 1765 (se nederst under eksternt link og under litteratur). BBR-oplysninger angiver årstallet 1770, hvor ejendommen blev forhøjet ud mod gaden til to etager. BBR-oplysninger i øvrigt: ”I30-15 overpudset bindingsværk, muligvis fra 1600-tallet. I 1736 var huset 5 fag i 1 etage. 1770 forhøjet til 2 etager mod gade. 1847-54 forhøjes til 2 fulde etager i 1883g"..."Ombygning 1931.”

	===Bygningens udseende===		===Bygningens udseende===
	~~Bygningens~~ udseende gengives bedst ved at citere Kenno Pedersen: ”Helsingørs gader og stræder i mands minde”, side 24: ”Johan Adam Späths byggeri skulle selvfølgelig beundres såvel fra byen, som af de forbipasserende på Strandvejen. Både gavl og facade blev derfor behørigt udsmykket i rokokoens stil karakteriseret ved refend- eller kvaderfugede fremhævede midtpartier kronet af trekantfrontoner eller frontispicer, der klart fortalte om bygningens brug. Mod vejen præsenterede Späth sin privatbolig med frontispicen i flugt med murkronen, medens han mod byen viste sin position som byens store entreprenør ved, at gavlens smalle midtparti fortsættes opad i en gavlkvist med hejsebom indbygget i mansardtaget… Huset karakteriseredes tillige ved, at kun midtpartiet er udsmykket, medens sidepartierne står glat-pudsede uden den mindste dekoration, endsige vinduesrammer. I gavlens smalle midtrisalit er en blænding i nederste etage prydet med samme slags indfatning som de oven for omtalte, hvilket giver en bemærkelsesværdig afvigelse fra bygningsmønsteret. Tilsvarende er endnu en blænding herunder prydet, og her har efter alt at dømme oprindelig været nedgang til kælderen. På bagsiden tilbyggedes en fire fags bindingsværkslude i en etage.”		Bygning blev fredet i 1919. Dens udseende gengives bedst ved at citere Kenno Pedersen: ”Helsingørs gader og stræder i mands minde”, side 24: ”Johan Adam Späths byggeri skulle selvfølgelig beundres såvel fra byen, som af de forbipasserende på Strandvejen. Både gavl og facade blev derfor behørigt udsmykket i rokokoens stil karakteriseret ved refend- eller kvaderfugede fremhævede midtpartier kronet af trekantfrontoner eller frontispicer, der klart fortalte om bygningens brug. Mod vejen præsenterede Späth sin privatbolig med frontispicen i flugt med murkronen, medens han mod byen viste sin position som byens store entreprenør ved, at gavlens smalle midtparti fortsættes opad i en gavlkvist med hejsebom indbygget i mansardtaget… Huset karakteriseredes tillige ved, at kun midtpartiet er udsmykket, medens sidepartierne står glat-pudsede uden den mindste dekoration, endsige vinduesrammer. I gavlens smalle midtrisalit er en blænding i nederste etage prydet med samme slags indfatning som de oven for omtalte, hvilket giver en bemærkelsesværdig afvigelse fra bygningsmønsteret. Tilsvarende er endnu en blænding herunder prydet, og her har efter alt at dømme oprindelig været nedgang til kælderen. På bagsiden tilbyggedes en fire fags bindingsværkslude i en etage.”

	I begyndelsen af 1900-tallet blev en tilbygning opført ved gavlen mod vest. Årstallet for tilbygningen angives af Kenno Pedersen som et sted mellem 1911 og 1927, mens det digitale Trap leksikon angiver årstallet 1932.		I begyndelsen af 1900-tallet blev en tilbygning opført ved gavlen mod vest. Årstallet for tilbygningen angives af Kenno Pedersen som et sted mellem 1911 og 1927, mens det digitale Trap leksikon angiver årstallet 1932. Ombygninger og tilføjelser til ejendommen har fundet sted i adskillige omgange. Helsingør Kommune har registeret 35 historiske byggesager.

	===Johan Adam Späth===		===Johan Adam Späth===
Linje 20:		Linje 23:

	===Det hvide guld===		===Det hvide guld===
	Om efteråret hjemtog skibe forarbejdet rørsukker til Danmark i store forsvarligt emballerede tønder. Her blev sukkeret solgt på auktioner for at blive yderligere forarbejdet på sukkerraffinaderier. Slutproduktet, det hvide sukker, var en indbringende luksusvare og en medvirkende og betydningsfuld årsag til Danmarks velstand.		Om efteråret hjemtog skibe forarbejdet rørsukker til Danmark i store forsvarligt emballerede tønder. Her blev Sct. Croiz-sukkeret solgt på auktioner i København for at blive yderligere forarbejdet på sukkerraffinaderier. Slutproduktet, det hvide sukker, var en indbringende luksusvare og en medvirkende og betydningsfuld årsag til Danmarks velstand.

	Når sukkerrørene var høstet, bladene fjernet og stænglerne knust, blev sukkersaften presset i møllerne. Saften blev derefter indkogt til en klæbrig, brun masse, kaldet melasse eller ”honning”, og ved yderligere inddampning krystalliserer sukkeret. Tilbage bliver rørsukker eller puddersukker, som blev sejlet til Danmark til videre forarbejdning. Den populære vestindisk rom var en forarbejdning af den sirup, som var løbet fra sukkermassen under processen.		Når sukkerrørene var høstet, bladene fjernet og stænglerne knust, blev sukkersaften presset i møllerne. Saften blev derefter indkogt til en klæbrig, brun masse, kaldet melasse eller ”honning”, og ved yderligere inddampning krystalliserer sukkeret. Tilbage bliver rørsukker eller puddersukker, som blev sejlet til Danmark til videre forarbejdning. Den populære vestindisk rom var en forarbejdning af den sirup, som var løbet fra sukkermassen under processen.

	===Fra rørsukker til sukkerroer===		===Fra rørsukker til sukkerroer===
	Under [https://denstoredanske.lex.dk/Engl%C3%A6nderkrigene Englandskrigene] blev danske skibe forhindret i at sejle, og Danmarks kolonier såvel i Vestindien som i Indien besat i en kortere periode. Det førte til, at man i begyndelsen af 1800-tallet blandt andet begyndte at eksperimentere med roesukker, som viste sig at have de samme egenskaber som sukkerrør. På et tidspunkt kunne man atter indføre rørsukker, og det satte eksperimenter med sukkerroer på pause. Da slaveriet hørte op omkring midten af 1800-tallet, forsvandt den billige arbejdskraft. Produktion af sukker fra sukkerroer blev udviklet så meget, at det slog igennem i løbet af sidste del af 1800-tallet.		Under [https://denstoredanske.lex.dk/Engl%C3%A6nderkrigene Englandskrigene] blev danske skibe forhindret i at sejle, og Danmarks kolonier såvel i Vestindien som i Indien besat i en kortere periode. Importen af råsukker fra andre lande blev dyr. Det førte til, at man i begyndelsen af 1800-tallet blandt andet begyndte at eksperimentere med roesukker, som viste sig at have de samme egenskaber som sukkerrør. På et tidspunkt kunne man atter indføre rørsukker, og det satte eksperimenter med sukkerroer på pause. Da slaveriet hørte op omkring midten af 1800-tallet, forsvandt den billige arbejdskraft. Produktion af sukker fra sukkerroer blev udviklet så meget, at det slog igennem i løbet af sidste del af 1800-tallet.

			===Späths fabrik brænder===
			I 1763 brændte hele fabrikken, hvor råsukkeret blev raffineret. Den forsikrede fabrik blev genopført for erstatningen, som dog næppe har slået helt til. I 1765 overtog Späth et arealet uden for Svingelport mod at afgive et tilsvarende areal ved i nærheden af [[Helsingør Kirkegård \| kirkegården]] ved [[Nygade]] og [[Kongensgade]], dengang uden for byen og anvendt til de laveste samfundsgrupper, epidemiramte og søfolk. På det afgivne areal etablerede Späth en anden reberbane og afholdt udgifterne til denne. Späths nye grund var byens gamle reberbane lige ned til stranden, tæt ved den nuværende blinde ende af Svingelport. På det nyerhvervede grundareal opførtes den oven for omtalte privatbolig. Selve fabrikken til raffineringen af sukker var derimod henlagt til en nabobygning, i dag Svingelport nr. 9.

	'''~~OBS: Artikel under udarbejdelse!~~'''		===Helsingørs to sukkerhuse===
			Hele Johan Adam Späths bygningskompleks ꟷ hovedbygning samt alle bygninger i forbindelse med sukkerraffinaderiet ꟷ blev samlet kaldt for '''”Første Sukkerhus”'''. I Helsingør blev der givet hele to bevillinger på fremstilling af sukker. Længere mod syd, ligeledes på Gl. Strandvej og inden det nuværende rensningsanlæg, lå '''”Andet Sukkerhus”'''. Dette sukkerraffinaderi blev etableret af C.C. Plum i forbindelse med den bygning, som senere kom til at hedde [[”Villa Augusta”]] efter at den var blevet privatbolig. Se artikel herom i dette leksikon.

			===Konkurs, overtagelse og ophør===
			Johan Adam Späths sukkerraffinaderi er ifølge omtale nedlagt omkring 1770, og han blev da også erklæret konkurs i 1774. Forretningen med skibsproviantering havde Späth ikke sluppet. Den væsentligste fortjeneste lå formodentlig der, og han var en holden mand, da han døde i 1778.

			Både ejendom og sukkerraffinaderiet blev overtaget af Niels Bregaard, som genoptog raffineringen af råsukkeret. Han arbejdede med held på at forbedre konkurrencen mellem Københavns og Helsingørs raffinaderier ved at tilvejebringe ensartede rettigheder og vilkår. Han drev virksomheden med stort held indtil sin død i 1802, hvorefter hans enke fortsatte foretagendet indtil 1804. Købmændene J.J. Berg, Joachim Høst og Fritz de Lilliendahl drev virksomheden, J. J. Berg & Co. videre indtil 1826, hvor det ”Bergske” sukkerraffinaderi ophørte.

			===Ejendommen efter sukkerperioden===
			I 1927 købte byfoged Frederik Ernst Wilhelm Knudsen ejendommen og indrettede den til lejeboliger. Grosserer Jens Carl Sandøe Bredstrup erhvervede ejendommen i 1856. Han etablerede sig som ”saltraffinadør” og udvidede i 1861 med et eddikebryggeri. Produktionen foregik i bygningerne bag det store palæ, som stadig var bolig. I 1863 blev den sydlige del af kælderen under hovedbygningen ud til Strandvejen til købmandshandel. Efter Jens Bredstrups død i 1860 overtog hans søn, Georg Anton, købmandshandelen. Saltværket forpagtede købmand K. C. E. von Hadeln, som moderniserede og udvidede det. Endnu en bygning blev opført i det i forvejen store kompleks med en ”treogtredive alen lang og fjorten alen bred grundmuret bygning med tegltag”. K. C. E. von Hadeln drev saltværket til omkring 1885, hvorefter Christianholms Fabrikker, et københavnske aktieselskab, videreførte det.

			===Jernbanen ”æder” fabriksarealet===
			I 1889-1890 blev forløbet fra [[Nordbanen]] ændret fra [[Snekkersten Station]] til den nyopførte [[Helsingør Station]]. Det blev fabrikkens endeligt derved, at det meste af fabriksarealet blev eksproprieret og bygningerne revet ned. Enkefru Bredstrup blev indtil sin død i 1901 boende i Späths palæ fra 1765. Hendes børn arvede hver en fjerdedel af ejendommen, som i 1905 blev købt af blikkenslager William Harald Olsen. I 1910 overtog savværksejer Carl Thomas Petersen ejendommen og fik tilladelse til at etablere blandt andet træuldsfabrikation. Det blev imidlertid ikke til noget, da han døde om efteråret. Først i 1912 fik Lund & Rasmussen, grossister inden for handel med dagligvarer, auktionsskøde på ejendommen. Firmaet drev virksomheden indtil slutningen af 1959 og flyttede til nye og større lokaler på [[Rønnebær Alle]].

			===Ejendommens videre anvendelse===
			Helsingør Kommune overtog ejendommen, og Civilforsvaret holdt til her indtil 1994, hvor organisationen flyttede til [[Klostermosevej]]. I 1999 rykkede [[Helsingør Kommunale Musikskole]] ind efter tilpasning af ejendommen til formålet. I januar 2020 flyttede musikskolen til nye lokaler i den gennemgribende renoverede skole på [[Marienlyst Allé]], Skolen i Bymidten afdeling Byskolen, Marienlyst Allé 2, Bygning 11. En afdeling af [[Helsingør Skole]].

			I 1924 blev vejnavnet mellem Stengade og jernbanearealet ændret fra Gl. Strandvej til Svingelport. Jernbanevej blev ved Svingelport gennemført til Kongevejen 1955-1956 som et resultat af den øgede biltrafik. Vejen Svingelport fortsætter på den anden side af Jernbanevej, og den gamle vej blev brudt af. Ved den manøvre kom ejendommen i Svingelport 7 til at ligge temmelig lavt i forhold til vejniveauet, og den fornemme bygning kommer derfor ikke helt til sin ret.

	===Eksternt link===		===Eksternt link===
Linje 36:		Linje 58:
	[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21593338 Lars Bjørn Madsen: Helsingøers første Sukker-Huus: historien om Svingelport 7. Helsingør Kommunes Museer, 1995.]		[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21593338 Lars Bjørn Madsen: Helsingøers første Sukker-Huus: historien om Svingelport 7. Helsingør Kommunes Museer, 1995.]

	Også udgivet i årbog: ~~Helsingør~~ Kommunes Museer. 1994 (side 89-134):		Også udgivet i årbog: [https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159002-lokalbibl%3A99102047Helsingør Kommunes Museer. 1994 (side 89-134)].

	[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3 A45007782 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (side 23-25.]		[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3 A45007782 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (side 23-25.]

Charlotte Fenger: Artikel fortsat

2020-10-27T11:51:57Z

Artikel fortsat

← Ældre version		Versionen fra 27. okt. 2020, 11:51
Linje 1:		Linje 1:
	Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De ~~Vestindiske~~ Øer og bragte eksempelvis rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at ejendommen i Svingelport 7 ~~blev opført. Den~~ eksisterer ~~stadig~~.		Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De dansk-vestindiske Øer og bragte eksempelvis forarbejdet rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at Johan Adam Späth lod ejendommen i Svingelport 7, som stadig eksisterer, opføre.

	===~~Sukkerraffinaderi~~===		===Spæths Gård===
	Johan Adam Späth ~~(staves også Spæth) var en driftig~~ og ~~visionær købmand~~. ~~Han købte i 1750’erne~~ en ~~grund uden~~ for ~~[[Svingelport]]~~ og ~~lod opføre en bygning. Det var en ”grundmuret bygning~~ på ~~14 gange 12 alen~~, som blev ~~indrettet til boliger, fulgt op af~~ en ~~16 fag lang og én etage høj teglhængt bindingsværksbygning med en kvist over tre fag”. Den nåede dog ikke at stå mange år, før den blev revet ned til fordel for den~~ standsmæssige pragtbolig, som ~~vi ser~~ i ~~dag~~. ~~Adressen var dengang~~ Gl. Strandvej 10. ~~Dog havde Späth allerede inden indrettet ”et komplet sukkerraffinaderi”~~ i side- ~~og bagbygningerne~~. ~~Fremstilling af og handel~~ med ~~sukker var der god fortjeneste~~ ved, og ~~Späth ansøgte og fik 29~~. ~~december 1761 kongeligt privilegium på at anlægge~~ og ~~drive et sukkerraffinaderi i Helsingør~~.		Forhistorien omkring Johan Adam Späth, sukkerraffinaderi og dette byggeri ridses op i nedenstående afsnit. I begyndelsen af 1760’erne lod han opføre en privatbolig for sig selv og sin husstand samt et kontor på adressen Svingelport 7 A-B, som vi ser i dag. Resultatet blev en standsmæssige pragtbolig, som kunne signalere ejerens position i byen. Huset lå langs daværende strandvej på adressen Gl. Strandvej 10. Den rummelige ejendom var også et pakhus, som kunne rumme såvel råvarer som ufærdige produkter. Årstallet for ejendommens opførelse angives af Kenno Pedersen som 1760, mens det digitale Trap leksikon angiver årstallet 1765 (se nederst under eksternt link og under litteratur).

			===Bygningens udseende===
			Bygningens udseende gengives bedst ved at citere Kenno Pedersen: ”Helsingørs gader og stræder i mands minde”, side 24: ”Johan Adam Späths byggeri skulle selvfølgelig beundres såvel fra byen, som af de forbipasserende på Strandvejen. Både gavl og facade blev derfor behørigt udsmykket i rokokoens stil karakteriseret ved refend- eller kvaderfugede fremhævede midtpartier kronet af trekantfrontoner eller frontispicer, der klart fortalte om bygningens brug. Mod vejen præsenterede Späth sin privatbolig med frontispicen i flugt med murkronen, medens han mod byen viste sin position som byens store entreprenør ved, at gavlens smalle midtparti fortsættes opad i en gavlkvist med hejsebom indbygget i mansardtaget… Huset karakteriseredes tillige ved, at kun midtpartiet er udsmykket, medens sidepartierne står glat-pudsede uden den mindste dekoration, endsige vinduesrammer. I gavlens smalle midtrisalit er en blænding i nederste etage prydet med samme slags indfatning som de oven for omtalte, hvilket giver en bemærkelsesværdig afvigelse fra bygningsmønsteret. Tilsvarende er endnu en blænding herunder prydet, og her har efter alt at dømme oprindelig været nedgang til kælderen. På bagsiden tilbyggedes en fire fags bindingsværkslude i en etage.”

			I begyndelsen af 1900-tallet blev en tilbygning opført ved gavlen mod vest. Årstallet for tilbygningen angives af Kenno Pedersen som et sted mellem 1911 og 1927, mens det digitale Trap leksikon angiver årstallet 1932.

	===Johan Adam Späth===		===Johan Adam Späth===
	Johan Adam Späth ~~kom~~ fra Zerbst i Tyskland til Helsingør som 28-årig. Han og har vel set de muligheder, som den dengang internationale og driftige by Helsingør med [[Øresundstolden og Helsingør \| Øresundstolden]] rummede. Han begyndte som gæstgiver og vinhandler, men greb muligheden for den indbringende handel med de mange skibe på byens rhed. ~~Den visionære~~ Späth var opmærksom på~~, hvilken~~ betydning og ~~hvilke~~ fordele et fagligt sammenhold havde. Han stiftede derfor i 1744 sammen med syv ligesindede ”Helsingør Kræmmerlaug” (svarende til nuværende Handelsstandsforening) og fungerede som dets oldermand i årene 1754-62. Man kan læse mere om Johan Adam Späth og hans familie i en artikel i dette leksikon: [[Den tyske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden]].		Johan Adam Späth (ca. 1702-1778) var en driftig og visionær købmand, som fra Zerbst i Anhalt i det østlige Tyskland kom til Helsingør i 1730 som 28-årig. Han har vel set de muligheder, som den dengang internationale og driftige by Helsingør med [[Øresundstolden og Helsingør \| Øresundstolden]] rummede. Han begyndte som gæstgiver og vinhandler, men greb muligheden for den indbringende handel med de mange skibe på byens rhed.

			Johan Adam Späth var opmærksom på den betydning og de fordele, som et fagligt sammenhold havde. Han stiftede derfor i 1744 sammen med syv ligesindede ”Helsingør Kræmmerlaug” (svarende til nuværende Handelsstandsforening) og fungerede som dets oldermand i årene 1754-62. Man kan læse mere om Johan Adam Späth og hans familie i en artikel i dette leksikon: [[Den tyske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden]].

			===Sukkerraffinaderi===
			Efter at have ejet et par andre bygninger, havde købmand Johan Adam Späth (staves også Spæth) i 1750’erne opkøbt arealer uden for [[Svingelport]] ved Strandvejen, som var den gamle Københavnsvej og ved Gl. Gurrevej, som løb sammen i [[Stengade]]. Opkøbet skete med henblik på fremstilling af og handel med sukker, som der på den tid var god fortjeneste ved.

			Johan Adam Späth lod derfor opføre en ”grundmuret bygning på 14 gange 12 alen, som blev indrettet til boliger til arbejdere i sukkerraffinaderiet. Den blev fulgt op af en 16 fag lang og én etage høj teglhængt bindingsværksbygning med en kvist over tre fag, beregnet til fremstilling af sukker”. Späth ansøgte og fik 29. december 1761 kongeligt privilegium på at anlægge og drive et sukkerraffinaderi i Helsingør. I sidebygningen havde han således forlods indrettet ”et komplet sukkerraffinaderi” ꟷ nærmest på forventet efterbevilling.

			===Det hvide guld===
			Om efteråret hjemtog skibe forarbejdet rørsukker til Danmark i store forsvarligt emballerede tønder. Her blev sukkeret solgt på auktioner for at blive yderligere forarbejdet på sukkerraffinaderier. Slutproduktet, det hvide sukker, var en indbringende luksusvare og en medvirkende og betydningsfuld årsag til Danmarks velstand.

			Når sukkerrørene var høstet, bladene fjernet og stænglerne knust, blev sukkersaften presset i møllerne. Saften blev derefter indkogt til en klæbrig, brun masse, kaldet melasse eller ”honning”, og ved yderligere inddampning krystalliserer sukkeret. Tilbage bliver rørsukker eller puddersukker, som blev sejlet til Danmark til videre forarbejdning. Den populære vestindisk rom var en forarbejdning af den sirup, som var løbet fra sukkermassen under processen.

			===Fra rørsukker til sukkerroer===
			Under [https://denstoredanske.lex.dk/Engl%C3%A6nderkrigene Englandskrigene] blev danske skibe forhindret i at sejle, og Danmarks kolonier såvel i Vestindien som i Indien besat i en kortere periode. Det førte til, at man i begyndelsen af 1800-tallet blandt andet begyndte at eksperimentere med roesukker, som viste sig at have de samme egenskaber som sukkerrør. På et tidspunkt kunne man atter indføre rørsukker, og det satte eksperimenter med sukkerroer på pause. Da slaveriet hørte op omkring midten af 1800-tallet, forsvandt den billige arbejdskraft. Produktion af sukker fra sukkerroer blev udviklet så meget, at det slog igennem i løbet af sidste del af 1800-tallet.

	~~===Helsingørs to sukkerhuse===~~
	Hele bygningskomplekset med hovedbygning og sidebygninger samlet kaldt for ”Første Sukkerhus”. I Helsingør blev er givet hele to bevillinger på fremstilling af sukker. ”Andet Sukkerhus” lå også på Gl. Strandvej længere mod syd inden det nuværende rensningsanlæg. Sukkerraffinaderiet blev etableret i forbindelse med den bygning, som senere kom til at hedde ”[[Villa Augusta]]” efter at den var blevet privatbolig. Se artikel herom i dette leksikon.

	'''OBS: Artikel under udarbejdelse!'''		'''OBS: Artikel under udarbejdelse!'''

			===Eksternt link===
			[https://trap.lex.dk/Sp%C3%A6ths_G%C3%A5rd,_Helsing%C3%B8r Spæths Gård]

	===Litteratur===		===Litteratur===

Charlotte Fenger: Ny artikel påbegyndt

2020-10-25T14:53:46Z

Ny artikel påbegyndt

Ny side

Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De Vestindiske Øer og bragte eksempelvis rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at ejendommen i Svingelport 7 blev opført. Den eksisterer stadig.

===Sukkerraffinaderi===
Johan Adam Späth (staves også Spæth) var en driftig og visionær købmand. Han købte i 1750’erne en grund uden for [[Svingelport]] og lod opføre en bygning. Det var en ”grundmuret bygning på 14 gange 12 alen, som blev indrettet til boliger, fulgt op af en 16 fag lang og én etage høj teglhængt bindingsværksbygning med en kvist over tre fag”. Den nåede dog ikke at stå mange år, før den blev revet ned til fordel for den standsmæssige pragtbolig, som vi ser i dag. Adressen var dengang Gl. Strandvej 10. Dog havde Späth allerede inden indrettet ”et komplet sukkerraffinaderi” i side- og bagbygningerne. Fremstilling af og handel med sukker var der god fortjeneste ved, og Späth ansøgte og fik 29. december 1761 kongeligt privilegium på at anlægge og drive et sukkerraffinaderi i Helsingør.

===Johan Adam Späth===
Johan Adam Späth kom fra Zerbst i Tyskland til Helsingør som 28-årig. Han og har vel set de muligheder, som den dengang internationale og driftige by Helsingør med [[Øresundstolden og Helsingør | Øresundstolden]] rummede. Han begyndte som gæstgiver og vinhandler, men greb muligheden for den indbringende handel med de mange skibe på byens rhed. Den visionære Späth var opmærksom på, hvilken betydning og hvilke fordele et fagligt sammenhold havde. Han stiftede derfor i 1744 sammen med syv ligesindede ”Helsingør Kræmmerlaug” (svarende til nuværende Handelsstandsforening) og fungerede som dets oldermand i årene 1754-62. Man kan læse mere om Johan Adam Späth og hans familie i en artikel i dette leksikon: [[Den tyske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden]].

===Helsingørs to sukkerhuse===
Hele bygningskomplekset med hovedbygning og sidebygninger samlet kaldt for ”Første Sukkerhus”. I Helsingør blev er givet hele to bevillinger på fremstilling af sukker. ”Andet Sukkerhus” lå også på Gl. Strandvej længere mod syd inden det nuværende rensningsanlæg. Sukkerraffinaderiet blev etableret i forbindelse med den bygning, som senere kom til at hedde ”[[Villa Augusta]]” efter at den var blevet privatbolig. Se artikel herom i dette leksikon.

'''OBS: Artikel under udarbejdelse!'''

===Litteratur===
[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21593338 Lars Bjørn Madsen: Helsingøers første Sukker-Huus: historien om Svingelport 7. Helsingør Kommunes Museer, 1995.]

Også udgivet i årbog: Helsingør Kommunes Museer. 1994 (side 89-134):
[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3 A45007782 Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (side 23-25.]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A06055559 Kenno Pedersen: Helsingør - historiske tidsbilleder. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1984 (heri: Første Sukkerhus (side 128-130)).]

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870971-tsart%3A82653740 Kenno Pedersen: ”3644 alen ad Gammel Strandvej ved Helsingør”. Helsingør Kommunes Museer, årbog 1994 (s.82-85).]

[[Kategori: huse]] [[Kategori: Virksomheder]]

← Ældre version		Versionen fra 11. mar. 2022, 10:54
Linje 1:		Linje 1:
	Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De dansk-vestindiske Øer og bragte eksempelvis forarbejdet rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at Johan Adam Späth lod ejendommen i Svingelport 7, som stadig eksisterer, opføre.		Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De dansk-vestindiske Øer og bragte eksempelvis forarbejdet rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at Johan Adam Späth lod ejendommen i Svingelport 7, som stadig eksisterer, opføre.
	[[Billede: Svingelport 7-1.jpg\|right\|thumb\|~~400px~~\|Svingelport 7. Foto fra oktober 2020.]]		[[Billede: Svingelport 7-1.jpg\|right\|thumb\|600px\|Svingelport 7. Foto fra oktober 2020.]]

	===Spæths Gård===		===Spæths Gård===
Linje 19:		Linje 19:

	Johan Adam Späth lod derfor opføre en ”grundmuret bygning på 14 gange 12 alen, som blev indrettet til boliger til arbejdere i sukkerraffinaderiet. Den blev fulgt op af en 16 fag lang og én etage høj teglhængt bindingsværksbygning med en kvist over tre fag, beregnet til fremstilling af sukker”. Späth ansøgte og fik 29. december 1761 kongeligt privilegium på at anlægge og drive et sukkerraffinaderi i Helsingør. I sidebygningen havde han således forlods indrettet ”et komplet sukkerraffinaderi” ꟷ nærmest på forventet efterbevilling.		Johan Adam Späth lod derfor opføre en ”grundmuret bygning på 14 gange 12 alen, som blev indrettet til boliger til arbejdere i sukkerraffinaderiet. Den blev fulgt op af en 16 fag lang og én etage høj teglhængt bindingsværksbygning med en kvist over tre fag, beregnet til fremstilling af sukker”. Späth ansøgte og fik 29. december 1761 kongeligt privilegium på at anlægge og drive et sukkerraffinaderi i Helsingør. I sidebygningen havde han således forlods indrettet ”et komplet sukkerraffinaderi” ꟷ nærmest på forventet efterbevilling.
	[[Billede:fabrik.jpeg\|~~350px~~\|left\|thumb\|Späths ejendom ved Svingelport. Billedet er fra omkring 1865]]		[[Billede:fabrik.jpeg\|400px\|left\|thumb\|Späths ejendom ved Svingelport. Billedet er fra omkring 1865]]

	===Det hvide guld===		===Det hvide guld===
Linje 33:		Linje 33:

	===Helsingørs to sukkerhuse===		===Helsingørs to sukkerhuse===
	Hele Johan Adam Späths bygningskompleks ꟷ hovedbygning samt alle bygninger i forbindelse med sukkerraffinaderiet ꟷ blev samlet kaldt for '''”Første Sukkerhus”'''. I Helsingør blev der givet hele to bevillinger på fremstilling af sukker. Længere mod syd, ligeledes på Gl. Strandvej og inden det nuværende rensningsanlæg, lå '''”Andet Sukkerhus”'''. Dette sukkerraffinaderi blev etableret af C.C. Plum i forbindelse med den bygning, som senere kom til at hedde [[~~”Villa Augusta”~~]] efter at den var blevet privatbolig. Se artikel herom i dette leksikon.		Hele Johan Adam Späths bygningskompleks ꟷ hovedbygning samt alle bygninger i forbindelse med sukkerraffinaderiet ꟷ blev samlet kaldt for '''”Første Sukkerhus”'''. I Helsingør blev der givet hele to bevillinger på fremstilling af sukker. Længere mod syd, ligeledes på Gl. Strandvej og inden det nuværende rensningsanlæg, lå '''”Andet Sukkerhus”'''. Dette sukkerraffinaderi blev etableret af C.C. Plum i forbindelse med den bygning, som senere kom til at hedde "[[Villa Augusta]]" efter at den var blevet privatbolig. Se artikel herom i dette leksikon.

	===Konkurs, overtagelse og ophør===		===Konkurs, overtagelse og ophør===
Linje 46:		Linje 46:
	I 1889-1890 blev forløbet fra [[Nordbanen]] ændret fra [[Snekkersten Station]] til den nyopførte [[Helsingør Station]]. Det blev fabrikkens endeligt derved, at det meste af fabriksarealet blev eksproprieret og bygningerne revet ned. Enkefru Bredstrup blev indtil sin død i 1901 boende i Späths palæ fra 1765. Hendes børn arvede hver en fjerdedel af ejendommen, som i 1905 blev købt af blikkenslager William Harald Olsen. I 1910 overtog savværksejer Carl Thomas Petersen ejendommen og fik tilladelse til at etablere blandt andet træuldsfabrikation. Det blev imidlertid ikke til noget, da han døde om efteråret. Først i 1912 fik Lund & Rasmussen, grossister inden for handel med dagligvarer, auktionsskøde på ejendommen. Firmaet drev virksomheden indtil slutningen af 1959 og flyttede til nye og større lokaler på [[Rønnebær Alle]].		I 1889-1890 blev forløbet fra [[Nordbanen]] ændret fra [[Snekkersten Station]] til den nyopførte [[Helsingør Station]]. Det blev fabrikkens endeligt derved, at det meste af fabriksarealet blev eksproprieret og bygningerne revet ned. Enkefru Bredstrup blev indtil sin død i 1901 boende i Späths palæ fra 1765. Hendes børn arvede hver en fjerdedel af ejendommen, som i 1905 blev købt af blikkenslager William Harald Olsen. I 1910 overtog savværksejer Carl Thomas Petersen ejendommen og fik tilladelse til at etablere blandt andet træuldsfabrikation. Det blev imidlertid ikke til noget, da han døde om efteråret. Først i 1912 fik Lund & Rasmussen, grossister inden for handel med dagligvarer, auktionsskøde på ejendommen. Firmaet drev virksomheden indtil slutningen af 1959 og flyttede til nye og større lokaler på [[Rønnebær Alle]].

	[[Billede:Svingelport 1-, 3,5 og 7-2.jpg\|left\|thumb\|~~280px~~\|Svingelport 7 set mod syd fra Svingelport 1, 3 og 5. Årstal og fotograf ukendt. Museerne Helsingør.]]		[[Billede:Svingelport 1-, 3,5 og 7-2.jpg\|left\|thumb\|350px\|Svingelport 7 set mod syd fra Svingelport 1, 3 og 5. Årstal og fotograf ukendt. Museerne Helsingør.]]
	[[Billede: Svingelport 7.jpg\|right\|thumb\|~~345px~~\|Svingelport 7. Årstal og fotograf ukendt. Museerne Helsingør.]]		[[Billede: Svingelport 7.jpg\|right\|thumb\|400px\|Svingelport 7. Årstal og fotograf ukendt. Museerne Helsingør.]]

	===Ejendommens videre anvendelse===		===Ejendommens videre anvendelse===
	Helsingør Kommune overtog ejendommen, og Civilforsvaret holdt til her indtil 1994, hvor organisationen flyttede til [[Klostermosevej]]. I 1999 rykkede [[Helsingør ~~Kommunale~~ Musikskole]] ind efter tilpasning af ejendommen til formålet. I januar 2020 flyttede musikskolen til nye lokaler i den gennemgribende renoverede skole på [[Marienlyst Allé]], Skolen i Bymidten afdeling Byskolen, Marienlyst Allé 2, Bygning 11. En afdeling af [[Helsingør Skole]].		Helsingør Kommune overtog ejendommen, og Civilforsvaret holdt til her indtil 1994, hvor organisationen flyttede til [[Klostermosevej]]. I 1999 rykkede [[Helsingør kommunale Musikskole]] ind efter tilpasning af ejendommen til formålet. I januar 2020 flyttede musikskolen til nye lokaler i den gennemgribende renoverede skole på [[Marienlyst Allé]], Skolen i Bymidten afdeling Byskolen, Marienlyst Allé 2, Bygning 11. En afdeling af [[Helsingør Skole]].

	I 1924 blev vejnavnet mellem Stengade og jernbanearealet ændret fra Gl. Strandvej til Svingelport. Jernbanevej blev ved Svingelport gennemført til Kongevejen 1955-1956 som et resultat af den øgede biltrafik. Vejen Svingelport fortsætter på den anden side af Jernbanevej, og den gamle vej blev brudt af. Ved den manøvre kom ejendommen i Svingelport 7 til at ligge temmelig lavt i forhold til vejniveauet, og den fornemme bygning kommer derfor ikke helt til sin ret.		I 1924 blev vejnavnet mellem Stengade og jernbanearealet ændret fra Gl. Strandvej til Svingelport. Jernbanevej blev ved Svingelport gennemført til Kongevejen 1955-1956 som et resultat af den øgede biltrafik. Vejen Svingelport fortsætter på den anden side af Jernbanevej, og den gamle vej blev brudt af. Ved den manøvre kom ejendommen i Svingelport 7 til at ligge temmelig lavt i forhold til vejniveauet, og den fornemme bygning kommer derfor ikke helt til sin ret.