http://141.95.19.86/api.php?action=feedcontributions&feedformat=atom&user=Marianne+Hjortlund 2026-04-15T05:12:07Z Brugerbidrag MediaWiki 1.39.11 http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=22371 2024-05-30T08:45:13Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div><br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==Status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> <br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> <br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. <br /> <br /> I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå.<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> <br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen. <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn.<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.<br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]<br /> <br /> <br /> <br /> Links og bøger<br /> <br /> Helsingør komune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016<br /> https://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/Netvaerk_for_bindingsvaerk/Lokalplan_Helsingoer_bykerne_forslag_2016.pdf<br /> <br /> Byerne og den byhistoriske kartografi. RUC 2007.<br /> https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT60.pdf?0.43474222416989505<br /> <br /> Helsingør: Digitale samlinger: Kort og atlas (kan bruges, BT)<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields&amp;sort=cobject_title_ssi+asc%2C+score+desc%2C+cobject_random_number_dbsi+desc<br /> <br /> Danmarkshistorien.dk<br /> https://danmarkshistorien.dk/ Århus Universitet<br /> Heri:<br /> 1. Gadenavne i Middelalderen<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gadenavne-i-middelalderens-byer<br /> 2. Helsingør<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/helsingoer<br /> <br /> Dansk center for byhistorie<br /> https://byhistorie.dk/<br /> <br /> Dansk center for byhistorie: Danske købstæder: Helsingør<br /> http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=11<br /> <br /> Trap Danmark<br /> Helsingørs historie | lex.dk – Trap Danmark<br /> <br /> Helsingørs historie Helsingør handel<br /> Helsingørs historie - Helsingør Handel (helsingorhandel.dk)<br /> <br /> Den store danske: lex.dk : Helsingørs historie<br /> Helsingør - historie | lex.dk – Den Store Danske<br /> <br /> Helsingør leksikon:<br /> Øresundstolden og Helsingør<br /> https://helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r<br /> Gader og veje<br /> <br /> Helsingør: Kort. Det kgl. bibliotek:<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?per_page=100&amp;q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields<br /> <br /> <br /> Bøger:<br /> Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik. 1970<br /> <br /> Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen: Danmarks byer i Middelalderen. 2016<br /> <br /> Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, 1926<br /> <br /> Jørgen Elsøe Jensen: Danmarks Middelalderlige Byplaner. 1992.<br /> <br /> Rundt i det gamle Helsingør:<br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør. 1. 1996<br /> Kenno Pedersen: William Shakespeares Helsingør. 2. 1996<br /> Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997<br /> <br /> Billeder: <br /> <br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør s. 4: Tegning af Anders Wildborg. Helsingborg og Helsingør i 1100-1200-tallet på basis af arkæologernes arbejde. <br /> <br /> Helsingør i 1400-tallet. Tegning tilvejebragt af Lars Bjørn Madsen. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. <br /> <br /> Prospect over Helsingør. 1585. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. Stammer fra Freti Danici or Sundt accuratis Delineatio. Braun, Georg Hogenberg.<br /> <br /> <br /> [[Kategori: Helsingør]]<br /> [[Kategori: Danmarkshistorie]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22370 2024-05-30T08:35:15Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|400px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|250px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. <br /> <br /> Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba.Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|350px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. <br /> <br /> Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert. <br /> <br /> Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> [[Billede:Udsmykning.jpg|200px|left|thumb|Udsmykkede dele. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. <br /> <br /> Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. <br /> <br /> Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. <br /> <br /> I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. <br /> <br /> Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> [[Fil:G L Lahde Spekhöker (1).jpg|400px|right|thumb|Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817.]]<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. <br /> <br /> I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald.<br /> <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. <br /> <br /> Lone Hvass har formidlet oplysningerne om boet og dets omfang, der gjorde, at det dengang tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber.<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). <br /> <br /> I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> <br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> <br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. <br /> <br /> Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. <br /> <br /> Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> <br /> [[Kategori: Arkæologi]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=22369 2024-05-30T08:31:34Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div><br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==Status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> <br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> <br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. <br /> <br /> I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå.<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> <br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen. <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn.<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.<br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]<br /> <br /> <br /> <br /> Links og bøger<br /> <br /> Helsingør komune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016<br /> https://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/Netvaerk_for_bindingsvaerk/Lokalplan_Helsingoer_bykerne_forslag_2016.pdf<br /> <br /> Byerne og den byhistoriske kartografi. RUC 2007.<br /> https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT60.pdf?0.43474222416989505<br /> <br /> Helsingør: Digitale samlinger: Kort og atlas (kan bruges, BT)<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields&amp;sort=cobject_title_ssi+asc%2C+score+desc%2C+cobject_random_number_dbsi+desc<br /> <br /> Danmarkshistorien.dk<br /> https://danmarkshistorien.dk/ Århus Universitet<br /> Heri:<br /> 1. Gadenavne i Middelalderen<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gadenavne-i-middelalderens-byer<br /> 2. Helsingør<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/helsingoer<br /> <br /> Dansk center for byhistorie<br /> https://byhistorie.dk/<br /> <br /> Dansk center for byhistorie: Danske købstæder: Helsingør<br /> http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=11<br /> <br /> Trap Danmark<br /> Helsingørs historie | lex.dk – Trap Danmark<br /> <br /> Helsingørs historie Helsingør handel<br /> Helsingørs historie - Helsingør Handel (helsingorhandel.dk)<br /> <br /> Den store danske: lex.dk : Helsingørs historie<br /> Helsingør - historie | lex.dk – Den Store Danske<br /> <br /> Helsingør leksikon:<br /> Øresundstolden og Helsingør<br /> https://helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r<br /> Gader og veje<br /> <br /> Helsingør: Kort. Det kgl. bibliotek:<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?per_page=100&amp;q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields<br /> <br /> <br /> Bøger:<br /> Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik. 1970<br /> <br /> Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen: Danmarks byer i Middelalderen. 2016<br /> <br /> Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, 1926<br /> <br /> Jørgen Elsøe Jensen: Danmarks Middelalderlige Byplaner. 1992.<br /> <br /> Rundt i det gamle Helsingør:<br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør. 1. 1996<br /> Kenno Pedersen: William Shakespeares Helsingør. 2. 1996<br /> Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997<br /> <br /> Billeder: <br /> <br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør s. 4: Tegning af Anders Wildborg. Helsingborg og Helsingør i 1100-1200-tallet på basis af arkæologernes arbejde. <br /> <br /> Helsingør i 1400-tallet. Tegning tilvejebragt af Lars Bjørn Madsen. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. <br /> <br /> Prospect over Helsingør. 1585. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. Stammer fra Freti Danici or Sundt accuratis Delineatio. Braun, Georg Hogenberg.<br /> <br /> <br /> [[Kategori: Helsingør]]<br /> [[Danmarkshistorie]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22368 2024-05-30T08:18:34Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|400px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|250px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. <br /> <br /> Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba.Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|350px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. <br /> <br /> Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert. <br /> <br /> Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> [[Billede:Udsmykning.jpg|200px|left|thumb|Udsmykkede dele. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. <br /> <br /> Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. <br /> <br /> Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. <br /> <br /> I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. <br /> <br /> Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> [[Fil:G L Lahde Spekhöker (1).jpg|400px|right|thumb|Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817.]]<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. <br /> <br /> I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald.<br /> <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. <br /> <br /> Lone Hvass har formidlet oplysningerne om boet og dets omfang, der gjorde, at det dengang tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber.<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). <br /> <br /> I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> <br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> <br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. <br /> <br /> Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. <br /> <br /> Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Kategori: Kridtpiber]]<br /> [[Kategori: Arkæologi]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22335 2024-04-23T14:58:18Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Piberygning i Helsingør */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|400px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|250px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. <br /> <br /> Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba.Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|350px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. <br /> <br /> Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert. <br /> <br /> Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> [[Billede:Udsmykning.jpg|200px|left|thumb|Udsmykkede dele. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. <br /> <br /> Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. <br /> <br /> Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. <br /> <br /> I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. <br /> <br /> Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> [[Fil:G L Lahde Spekhöker (1).jpg|400px|right|thumb|Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817.]]<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. <br /> <br /> I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald.<br /> <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. <br /> <br /> Lone Hvass har formidlet oplysningerne om boet og dets omfang, der gjorde, at det dengang tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber.<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). <br /> <br /> I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> <br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> <br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. <br /> <br /> Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. <br /> <br /> Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22327 2024-04-05T11:27:05Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Piberygning i Helsingør */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> [[Billede:Udsmykning.jpg|300px|left|thumb|Udsmykkede dele. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Lone Hvass har formidlet omlysningerne om boet og dets omfang gjorde, der gjorde, at det dengang tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. <br /> <br /> [[Billede:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg|300px|right|thumb|Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik- 1817]]<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817.<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22326 2024-04-05T11:26:10Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Piberygning i Helsingør */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> [[Billede:Udsmykning.jpg|300px|left|thumb|Udsmykkede dele. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Lone Hvass har formidlet omlysningerne om boet og dets omfang gjorde, der gjorde, at det dengang tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. <br /> <br /> [[Billede:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg|300px|right|thumb|Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik- 1817]]<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22325 2024-04-05T11:20:51Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Hjemmesider */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> [[Billede:Udsmykning.jpg|300px|left|thumb|Udsmykkede dele. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> [[Billede:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg|300px|right|thumb|Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik- 1817]]<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22324 2024-04-05T10:38:01Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> [[Billede:Udsmykning.jpg|300px|left|thumb|Udsmykkede dele. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> [[Billede:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg|300px|right|thumb|Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik- 1817]]<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker_(1).jpg&diff=22323 2024-04-05T10:32:10Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div></div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22322 2024-04-05T10:25:42Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Kridtpibefabrikation */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> [[Billede:Udsmykning.jpg|300px|left|thumb|Udsmykkede dele. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22321 2024-04-05T10:25:18Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> [[Billede:Udsmykning.jpg|300px|left|thumb|Udsmykkede dele. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22320 2024-04-05T10:23:20Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> [[Billede:Udsmykning.jpg|300px|left|thumb|Udsmykkede dele. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Fil:Udsmykning.jpg&diff=22319 2024-04-05T10:18:03Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div></div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22318 2024-04-05T10:16:57Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Kridtpibefabrikation */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22317 2024-04-05T10:14:37Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Piben */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22316 2024-04-05T10:13:04Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Piben */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Note: Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002. s. 112: Sandsynligvis fremstillet lokalt i 1600-tallets Helsingør. <br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22315 2024-04-05T10:12:00Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|right|thumb|Mestermærke fra Pibemager i Helsingør. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Pibehoved med mestermærke fra producent (Christian Pibemager) i Helsingør. (4324)<br /> <br /> Note: Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002. s. 112: Sandsynligvis fremstillet lokalt i 1600-tallets Helsingør. <br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22314 2024-04-05T10:09:27Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|right|thumb|Mestermærke. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Pibehoved med mestermærke fra producent (Christian Pibemager) i Helsingør. (4324)<br /> <br /> Note: Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002. s. 112: Sandsynligvis fremstillet lokalt i 1600-tallets Helsingør. <br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22313 2024-04-05T10:08:43Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:Mestermærke.jpg|300px|left|thumb|Mestermærke. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Pibehoved med mestermærke fra producent (Christian Pibemager) i Helsingør. (4324)<br /> <br /> Note: Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002. s. 112: Sandsynligvis fremstillet lokalt i 1600-tallets Helsingør. <br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Fil:Mesterm%C3%A6rke.jpg&diff=22312 2024-04-05T10:06:04Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div></div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22311 2024-04-05T09:59:20Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Kridtpiber */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Pibehoved med mestermærke fra producent (Christian Pibemager) i Helsingør. (4324)<br /> <br /> Note: Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002. s. 112: Sandsynligvis fremstillet lokalt i 1600-tallets Helsingør. <br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Fil:3helepiber.jpg&diff=22310 2024-04-05T09:56:55Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div></div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22309 2024-04-05T09:51:21Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Tobak */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Pibehoved med mestermærke fra producent (Christian Pibemager) i Helsingør. (4324)<br /> <br /> Note: Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002. s. 112: Sandsynligvis fremstillet lokalt i 1600-tallets Helsingør. <br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22308 2024-04-05T09:46:45Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Pibehoved med mestermærke fra producent (Christian Pibemager) i Helsingør. (4324)<br /> <br /> Note: Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002. s. 112: Sandsynligvis fremstillet lokalt i 1600-tallets Helsingør. <br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/<br /> <br /> [[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22307 2024-04-05T09:44:33Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Tobak */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Pibehoved med mestermærke fra producent (Christian Pibemager) i Helsingør. (4324)<br /> <br /> Note: Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002. s. 112: Sandsynligvis fremstillet lokalt i 1600-tallets Helsingør. <br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22306 2024-04-05T09:43:53Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> [[Billede:3helepiber.jpg|300px|left|thumb|3 hele piber. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Pibehoved med mestermærke fra producent (Christian Pibemager) i Helsingør. (4324)<br /> <br /> Note: Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002. s. 112: Sandsynligvis fremstillet lokalt i 1600-tallets Helsingør. <br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22305 2024-04-05T09:38:04Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Bøger */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Hele piber. (4310)<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Pibehoved med mestermærke fra producent (Christian Pibemager) i Helsingør. (4324)<br /> <br /> Note: Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002. s. 112: Sandsynligvis fremstillet lokalt i 1600-tallets Helsingør. <br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881.<br /> <br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22304 2024-04-05T09:37:38Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Litteratur */</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Hele piber. (4310)<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Pibehoved med mestermærke fra producent (Christian Pibemager) i Helsingør. (4324)<br /> <br /> Note: Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002. s. 112: Sandsynligvis fremstillet lokalt i 1600-tallets Helsingør. <br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> ==Artikler== <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996.<br /> <br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> ==Bøger==<br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881<br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> ==Hjemmesider==<br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Kridtpiber&diff=22302 2024-04-04T09:51:50Z

<p>Marianne Hjortlund: Oprettede siden med &quot;Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus ==Kridtpiber== ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når ark...&quot;</p> <hr /> <div>[[Billede:Allepiber.jpg|300px|right|thumb|Samling af pibefund. Helsingør Bymuseum. Foto: Karsten Duus]]<br /> <br /> ==Kridtpiber==<br /> <br /> ”Kridtpiber er blandt de hyppigste fund, når arkæologerne graver på Stürups Plads. Mange affaldslag er allerede kommet frem ved de foreløbige undersøgelser, og mellem potteskår, jernrester, husdyrknogler, lædersko m.m. ligger mange stumper af kridtpiber, korte og lange hvide rør, ofte med smukke dekorationer, og i heldigste fald også selve pibehovedet” skrev Lone Hvass i i en artikel i Helsingør Dagblad. Og fundene af kridtpiberne udløste en udstilling af museets samling i 1996. Fund af kridtpiberester er i det hele taget meget almindelige ved arkæologiske udgravninger i hele Europa, og de mange fund rundt omkring bekræfter, at kridtpiber havde en stor udbredelse og popularitet igennem flere århundreder. Derudover så var pibernes skrøbelighed også medvirkende til den store fundmængde.<br /> <br /> <br /> ==Tobak==<br /> <br /> De første europæere, der prøvede at ryge tobak var to besætningsmedlemmer, Rodrigo de Jeres og Luis de Torres, der var med Columbus i 1492. De modtog tobak omviklet med majsskaller af de indfødte, de mødte på Cuba. <br /> Men det bredere kendskab til tobak og rygning (i en pibe)nåede til England via deres kolonier i Amerika, og denne vane bragte de så til hjemlandet og senere bredte den sig også til andre europæiske lande. <br /> <br /> Den første europæiske pibetype var kridtpiben – som den mærkværdigvis kaldes på dansk, idet materialet intet har at gøre med kridt, men derimod er en art plastisk ler, der bliver hvidt ved brænding. Andre steder taler man om en clay pipe – altså lerpibe.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Hele piber. (4310)<br /> <br /> ==Piben==<br /> <br /> Piben blev brændt i ét stykke i en støbeform – i begyndelsen med et ret lille hoved og en kort og tyk hals, der senere blev længere, slankere og let krummet. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Materialet var porøst, så piben ikke blev sur, og den lange hals kølede røgen på en meget behagelig måde. Piben fungerede i store træk som almindelige piber gør i dag. Man har også brugt at brække stykker af den op til 30 cm lange stilk i takt med, at mundstykket er blevet slidt eller ulækkert.  Mange af piberne fik et særligt stempel på enten hælen, som er en rund struktur på undersiden af hovedet, eller på ydersiden af hovedet, et såkaldt mestermærke, som kan fortælle os hvilken by og hvilket værksted, de er blevet fremstillet i.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum: Pibehoved med mestermærke fra producent (Christian Pibemager) i Helsingør. (4324)<br /> <br /> Note: Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002. s. 112: Sandsynligvis fremstillet lokalt i 1600-tallets Helsingør. <br /> <br /> Pibens oprindelige lille hoved skyldtes, at tobakken var meget dyr, men efterhånden som den blev billigere, blev hovedet også større. Derfor jo mindre pibehovedet er, jo ældre er det. Og den mængde tobak det kunne rumme svarede til en cigaretstump, mens hoveder fra 1700-tallet kunne rumme tobak svarende til tre almindelige cigaretter.<br /> <br /> ==Kridtpibefabrikation==<br /> <br /> I slutningen af 1500-tallet havde englænderne nærmest monopol på at fremstille kridtpiber. Hollænderne tog dog tråden op og blev helt dominerende i midten af 1600-årene, hvor piberne udviklede sig til kunstneriske og meget fantasifulde rygeredskaber. Centrum for denne fabrikation blev Gouda, der i forvejen havde en stor produktion af lervarer. I Gouda mener man, at op mod halvdelen af byens 20000 indbyggere var beskæftigede med pibefabrikation, da denne nåede sit højdepunkt omkring 1750. På det tidspunkt var der 374 mestre, der organiserede selve produktionen af piberne. Derudover var det sikkert en mængde børn og folk, der arbejdede med at lave tønder, kurve, forme eller passede ovnene. De piberester, der findes ved udgravninger i Helsingør og Danmark i øvrigt har ofte bevaret et Goudastempel.<br /> <br /> Illustration: Foto: Karsten Duus: Helsingør Bymuseum. Udsmykkede piberester (4320)<br /> <br /> ==Piberygning i Helsingør==<br /> <br /> Fremstillingen af kridtpiber bredte sig i denne periode også til andre europæiske lande. Det var engelske og hollandske søfolk, der bragte piberne og tobakken til Danmark, og med tanke på Helsingørs plads i den danske handel med udlandet, er det ikke mærkeligt, at rygningen hurtig gjorde sit indtog her. I Danmark kendes tobaksrygning og piber fra begyndelsen af 1600-tallet. Tobakken var en forholdsvis eksotisk og dyr vare, så det var ikke alle, der ejede en pibe. Det var derfor muligt dengang, at man på nogle værtshuse kunne låne kridtpiber, så man kunne få en pibe tobak til øllet. De mange udlån af piber må have produceret en stor mængde afbrækkede stilke og andet pibeaffald. <br /> Helsingørs som en forgangs by i tobaksrygning og pibehandel kan dokumenteres ved eksistensen af en skifteprotokol fra 1606 over boet efter en krambodsejer ved navn Anne Dirik Piper, som døde i 1606. Boets omfang gjorde, at det tog adskillige måneder at gøre hendes bohave op. Anne Piper havde drevet en lille men velassorteret bod i byen. Hvor den lå er ikke kendt. Som en af de første i landet havde hun solgt tobakspiber, for midt imellem det omfattende varelager af knive, sakse, mundharper, knapper, søm, kompas, brætspil, klæde og krydderier lå et dusin tobakspiber. Note Lone Hvass<br /> <br /> Illustration: Piberygende spækhøker. Koloreret kobberstik (fra serien Klædedragter i København), udgivet af Lahde i 1817. <br /> https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fil:G_L_Lahde_Spekh%C3%B6ker.jpg<br /> <br /> ==Fremstilling af kridtpiber i Helsingør==<br /> <br /> I starten købte danske rygere deres piber af de fremmede søfolk, men senere begyndte en egen produktion herhjemme. De første danske kridtpiber regner man med blev fremstillet i Helsingør af Christian Pibemager (død 1665). I midten af 1970érne fandt man i kælderen til ejendommen på hjørnet af Stengade og Færgestræde Christian Pibemagers værksted og ovn (Lone Hvass). Og Helsingør Bymuseum rummer en samling tidlige kridtpiber, der er fundet rundt omkring i byen, og nogle af dem stammer fra den periode, hvor Christian Pibemager formodes at have været aktiv.<br /> I 1700-tallet blev pibefremstillingen i Helsingør genoptaget af pibemager Fredboe. Han hørte hjemme i Munkegade 11 og huset blev kaldt Pibehuset også efter at huset havde skiftet til en ejer med et andet erhverv.<br /> Ole Ahlefeldt-Laurvig, dansk kunsthistoriker og ekspert i kridtpiber – også på internationalt plan – har produceret flere afhandlinger om emnet. Han fremhæver ”den lille fabrik i Færgestræde”, som det første sted, der blev produceret kridtpiber i Danmark, og han fortæller, at der i forbindelse med byggeri på Slotsholmen i København blev fundet en del rester af kridtpiber fra Christian IV´s tid med kongens kronemonogran, og han formoder, at disse var lavet i Helsingør pga. nogle karakteristiske små pibehoveder.<br /> <br /> ==Pibens videre udvikling==<br /> <br /> Efterhånden var tobaksrygningen blevet så almindelig og populær i befolkningen, at kravet til pibens funktion, udseende og materiale ændrede sig. I 1700-tallet fremkom der første træpiber af bl.a. buksbom-, kirsebær- og nøddetræ. Fabrikationen startede i Uhlm i Tyskland, og byen forsynede omkring 1750 næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (af tysk Meerschaum = Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den. Senere kommer hoveder af porcelæn. Men kridtpiberne blev stadig produceret og solgt omkring 1800, hvor de nu lidt nedladende blev kaldt for bønderpiber. Røgtobakken havde i øvrigt en stor konkurrent i snustobakken. Den slags tobak blev opbevaret i dåser, som man kunne medbringe overalt for at kunne tage sig en pris, når man havde lyst. I 1800-tallet var det også blevet almindeligt at ryge cigarer. <br /> <br /> ===Litteratur===<br /> <br /> Artikler <br /> Lone Hvass: Kridtpiberne i Helsingør. Helsingør dagblad 7. marts 1996<br /> Lone Havss Anne Didrichs piber. Tidsskriftet Skalk. Årg. 1996. <br /> Lone Hvass: Artikel i Forening og museum. <br /> Poul Martin: De første danske kridtpiber blev lavet i Helsingør. Helsingør Dagblad d. 13. januar 1990.<br /> <br /> Bøger: <br /> C. Nyrop: Titel; Danmarks kridtpibefabrikation – en industrihistorisk studie. 1881<br /> Niels Gustav Bardenfleth: Kridtpiber og piberygning. 2002<br /> <br /> Hjemmesider: <br /> Fra Vejle museum: :<br /> https://www.vejlemuseerne.dk/udstillinger/digitale-udstillinger/raadhustorvet/raadhustorvet/kridtpiber/<br /> <br /> <br /> Antik ABC:<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/ <br /> Bl.a. kort om rygningens historie og leret, der blev brugt til fremstillingen <br /> <br /> Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/pibens-udvikling/<br /> <br /> Den gamle by i Århus + Piberyger.dk<br /> https://piberyger.dk/index.php/den-gamle-by/</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Fil:Allepiber.jpg&diff=22301 2024-04-04T09:24:19Z

<p>Marianne Hjortlund: Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum</p> <hr /> <div>== Beskrivelse ==<br /> Foto: Karsten Duus. Helsingør Bymuseum</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21716 2023-03-30T08:21:52Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Helsingørs senere historie */</p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==Status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> <br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> <br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. <br /> <br /> I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå.<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> <br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen. <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn.<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.<br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]<br /> <br /> <br /> <br /> Links og bøger<br /> <br /> Helsingør komune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016<br /> https://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/Netvaerk_for_bindingsvaerk/Lokalplan_Helsingoer_bykerne_forslag_2016.pdf<br /> <br /> Byerne og den byhistoriske kartografi. RUC 2007.<br /> https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT60.pdf?0.43474222416989505<br /> <br /> Helsingør: Digitale samlinger: Kort og atlas (kan bruges, BT)<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields&amp;sort=cobject_title_ssi+asc%2C+score+desc%2C+cobject_random_number_dbsi+desc<br /> <br /> Danmarkshistorien.dk<br /> https://danmarkshistorien.dk/ Århus Universitet<br /> Heri:<br /> 1. Gadenavne i Middelalderen<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gadenavne-i-middelalderens-byer<br /> 2. Helsingør<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/helsingoer<br /> <br /> Dansk center for byhistorie<br /> https://byhistorie.dk/<br /> <br /> Dansk center for byhistorie: Danske købstæder: Helsingør<br /> http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=11<br /> <br /> Trap Danmark<br /> Helsingørs historie | lex.dk – Trap Danmark<br /> <br /> Helsingørs historie Helsingør handel<br /> Helsingørs historie - Helsingør Handel (helsingorhandel.dk)<br /> <br /> Den store danske: lex.dk : Helsingørs historie<br /> Helsingør - historie | lex.dk – Den Store Danske<br /> <br /> Helsingør leksikon:<br /> Øresundstolden og Helsingør<br /> https://helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r<br /> Gader og veje<br /> <br /> Helsingør: Kort. Det kgl. bibliotek:<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?per_page=100&amp;q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields<br /> <br /> <br /> Bøger:<br /> Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik. 1970<br /> <br /> Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen: Danmarks byer i Middelalderen. 2016<br /> <br /> Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, 1926<br /> <br /> Jørgen Elsøe Jensen: Danmarks Middelalderlige Byplaner. 1992.<br /> <br /> Rundt i det gamle Helsingør:<br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør. 1. 1996<br /> Kenno Pedersen: William Shakespeares Helsingør. 2. 1996<br /> Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997<br /> <br /> Billeder: <br /> <br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør s. 4: Tegning af Anders Wildborg. Helsingborg og Helsingør i 1100-1200-tallet på basis af arkæologernes arbejde. <br /> <br /> Helsingør i 1400-tallet. Tegning tilvejebragt af Lars Bjørn Madsen. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. <br /> <br /> Prospect over Helsingør. 1585. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. Stammer fra Freti Danici or Sundt accuratis Delineatio. Braun, Georg Hogenberg.<br /> <br /> <br /> [[Kategori: Helsingør]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21715 2023-03-30T08:19:34Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Helsingørs senere historie */</p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==Status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> <br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> <br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. <br /> <br /> I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå.<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> <br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen. <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn.<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.<br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]<br /> <br /> <br /> <br /> Links og bøger<br /> <br /> Helsingør komune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016<br /> https://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/Netvaerk_for_bindingsvaerk/Lokalplan_Helsingoer_bykerne_forslag_2016.pdf<br /> <br /> Byerne og den byhistoriske kartografi. RUC 2007.<br /> https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT60.pdf?0.43474222416989505<br /> <br /> Helsingør: Digitale samlinger: Kort og atlas (kan bruges, BT)<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields&amp;sort=cobject_title_ssi+asc%2C+score+desc%2C+cobject_random_number_dbsi+desc<br /> <br /> Danmarkshistorien.dk<br /> https://danmarkshistorien.dk/ Århus Universitet<br /> Heri:<br /> 1. Gadenavne i Middelalderen<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gadenavne-i-middelalderens-byer<br /> 2. Helsingør<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/helsingoer<br /> <br /> Dansk center for byhistorie<br /> https://byhistorie.dk/<br /> <br /> Dansk center for byhistorie: Danske købstæder: Helsingør<br /> http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=11<br /> <br /> Trap Danmark<br /> Helsingørs historie | lex.dk – Trap Danmark<br /> <br /> Helsingørs historie Helsingør handel<br /> Helsingørs historie - Helsingør Handel (helsingorhandel.dk)<br /> <br /> Den store danske: lex.dk : Helsingørs historie<br /> Helsingør - historie | lex.dk – Den Store Danske<br /> <br /> Helsingør leksikon:<br /> Øresundstolden og Helsingør<br /> https://helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r<br /> Gader og veje<br /> <br /> Helsingør: Kort. Det kgl. bibliotek:<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?per_page=100&amp;q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields<br /> <br /> <br /> Bøger:<br /> Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik. 1970<br /> <br /> Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen: Danmarks byer i Middelalderen. 2016<br /> <br /> Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, 1926<br /> <br /> Jørgen Elsøe Jensen: Danmarks Middelalderlige Byplaner. 1992.<br /> <br /> Rundt i det gamle Helsingør:<br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør. 1. 1996<br /> Kenno Pedersen: William Shakespeares Helsingør. 2. 1996<br /> Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997<br /> <br /> Billeder: <br /> <br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør s. 4: Tegning af Anders Wildborg. Helsingborg og Helsingør i 1100-1200-tallet på basis af arkæologernes arbejde. <br /> <br /> Helsingør i 1400-tallet. Tegning tilvejebragt af Lars Bjørn Madsen. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. <br /> <br /> Prospect over Helsingør. 1585. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. Stammer fra Freti Danici or Sundt accuratis Delineatio. Braun, Georg Hogenberg.<br /> <br /> <br /> [[Helsingør]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21688 2023-02-24T09:41:18Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør */</p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==Status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> <br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> <br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. <br /> <br /> I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå.<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> <br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen. <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn.<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.<br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]<br /> <br /> <br /> <br /> Links og bøger<br /> <br /> Helsingør komune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016<br /> https://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/Netvaerk_for_bindingsvaerk/Lokalplan_Helsingoer_bykerne_forslag_2016.pdf<br /> <br /> Byerne og den byhistoriske kartografi. RUC 2007.<br /> https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT60.pdf?0.43474222416989505<br /> <br /> Helsingør: Digitale samlinger: Kort og atlas (kan bruges, BT)<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields&amp;sort=cobject_title_ssi+asc%2C+score+desc%2C+cobject_random_number_dbsi+desc<br /> <br /> Danmarkshistorien.dk<br /> https://danmarkshistorien.dk/ Århus Universitet<br /> Heri:<br /> 1. Gadenavne i Middelalderen<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gadenavne-i-middelalderens-byer<br /> 2. Helsingør<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/helsingoer<br /> <br /> Dansk center for byhistorie<br /> https://byhistorie.dk/<br /> <br /> Dansk center for byhistorie: Danske købstæder: Helsingør<br /> http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=11<br /> <br /> Trap Danmark<br /> Helsingørs historie | lex.dk – Trap Danmark<br /> <br /> Helsingørs historie Helsingør handel<br /> Helsingørs historie - Helsingør Handel (helsingorhandel.dk)<br /> <br /> Den store danske: lex.dk : Helsingørs historie<br /> Helsingør - historie | lex.dk – Den Store Danske<br /> <br /> Helsingør leksikon:<br /> Øresundstolden og Helsingør<br /> https://helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r<br /> Gader og veje<br /> <br /> Helsingør: Kort. Det kgl. bibliotek:<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?per_page=100&amp;q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields<br /> <br /> <br /> Bøger:<br /> Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik. 1970<br /> <br /> Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen: Danmarks byer i Middelalderen. 2016<br /> <br /> Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, 1926<br /> <br /> Jørgen Elsøe Jensen: Danmarks Middelalderlige Byplaner. 1992.<br /> <br /> Rundt i det gamle Helsingør:<br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør. 1. 1996<br /> Kenno Pedersen: William Shakespeares Helsingør. 2. 1996<br /> Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997<br /> <br /> Billeder: <br /> <br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør s. 4: Tegning af Anders Wildborg. Helsingborg og Helsingør i 1100-1200-tallet på basis af arkæologernes arbejde. <br /> <br /> Helsingør i 1400-tallet. Tegning tilvejebragt af Lars Bjørn Madsen. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. <br /> <br /> Prospect over Helsingør. 1585. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. Stammer fra Freti Danici or Sundt accuratis Delineatio. Braun, Georg Hogenberg.</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21687 2023-02-24T09:38:26Z

<p>Marianne Hjortlund: /* At få status af købstad */</p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==Status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> <br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. <br /> <br /> I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> <br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.<br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]<br /> <br /> <br /> <br /> Links og bøger<br /> <br /> Helsingør komune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016<br /> https://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/Netvaerk_for_bindingsvaerk/Lokalplan_Helsingoer_bykerne_forslag_2016.pdf<br /> <br /> Byerne og den byhistoriske kartografi. RUC 2007.<br /> https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT60.pdf?0.43474222416989505<br /> <br /> Helsingør: Digitale samlinger: Kort og atlas (kan bruges, BT)<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields&amp;sort=cobject_title_ssi+asc%2C+score+desc%2C+cobject_random_number_dbsi+desc<br /> <br /> Danmarkshistorien.dk<br /> https://danmarkshistorien.dk/ Århus Universitet<br /> Heri:<br /> 1. Gadenavne i Middelalderen<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gadenavne-i-middelalderens-byer<br /> 2. Helsingør<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/helsingoer<br /> <br /> Dansk center for byhistorie<br /> https://byhistorie.dk/<br /> <br /> Dansk center for byhistorie: Danske købstæder: Helsingør<br /> http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=11<br /> <br /> Trap Danmark<br /> Helsingørs historie | lex.dk – Trap Danmark<br /> <br /> Helsingørs historie Helsingør handel<br /> Helsingørs historie - Helsingør Handel (helsingorhandel.dk)<br /> <br /> Den store danske: lex.dk : Helsingørs historie<br /> Helsingør - historie | lex.dk – Den Store Danske<br /> <br /> Helsingør leksikon:<br /> Øresundstolden og Helsingør<br /> https://helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r<br /> Gader og veje<br /> <br /> Helsingør: Kort. Det kgl. bibliotek:<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?per_page=100&amp;q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields<br /> <br /> <br /> Bøger:<br /> Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik. 1970<br /> <br /> Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen: Danmarks byer i Middelalderen. 2016<br /> <br /> Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, 1926<br /> <br /> Jørgen Elsøe Jensen: Danmarks Middelalderlige Byplaner. 1992.<br /> <br /> Rundt i det gamle Helsingør:<br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør. 1. 1996<br /> Kenno Pedersen: William Shakespeares Helsingør. 2. 1996<br /> Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997<br /> <br /> Billeder: <br /> <br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør s. 4: Tegning af Anders Wildborg. Helsingborg og Helsingør i 1100-1200-tallet på basis af arkæologernes arbejde. <br /> <br /> Helsingør i 1400-tallet. Tegning tilvejebragt af Lars Bjørn Madsen. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. <br /> <br /> Prospect over Helsingør. 1585. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. Stammer fra Freti Danici or Sundt accuratis Delineatio. Braun, Georg Hogenberg.</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21686 2023-02-23T14:06:12Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> <br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. <br /> <br /> I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> <br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.<br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]<br /> <br /> <br /> <br /> Links og bøger<br /> <br /> Helsingør komune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016<br /> https://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/Netvaerk_for_bindingsvaerk/Lokalplan_Helsingoer_bykerne_forslag_2016.pdf<br /> <br /> Byerne og den byhistoriske kartografi. RUC 2007.<br /> https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT60.pdf?0.43474222416989505<br /> <br /> Helsingør: Digitale samlinger: Kort og atlas (kan bruges, BT)<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields&amp;sort=cobject_title_ssi+asc%2C+score+desc%2C+cobject_random_number_dbsi+desc<br /> <br /> Danmarkshistorien.dk<br /> https://danmarkshistorien.dk/ Århus Universitet<br /> Heri:<br /> 1. Gadenavne i Middelalderen<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gadenavne-i-middelalderens-byer<br /> 2. Helsingør<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/helsingoer<br /> <br /> Dansk center for byhistorie<br /> https://byhistorie.dk/<br /> <br /> Dansk center for byhistorie: Danske købstæder: Helsingør<br /> http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=11<br /> <br /> Trap Danmark<br /> Helsingørs historie | lex.dk – Trap Danmark<br /> <br /> Helsingørs historie Helsingør handel<br /> Helsingørs historie - Helsingør Handel (helsingorhandel.dk)<br /> <br /> Den store danske: lex.dk : Helsingørs historie<br /> Helsingør - historie | lex.dk – Den Store Danske<br /> <br /> Helsingør leksikon:<br /> Øresundstolden og Helsingør<br /> https://helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r<br /> Gader og veje<br /> <br /> Helsingør: Kort. Det kgl. bibliotek:<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?per_page=100&amp;q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields<br /> <br /> <br /> Bøger:<br /> Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik. 1970<br /> <br /> Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen: Danmarks byer i Middelalderen. 2016<br /> <br /> Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, 1926<br /> <br /> Jørgen Elsøe Jensen: Danmarks Middelalderlige Byplaner. 1992.<br /> <br /> Rundt i det gamle Helsingør:<br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør. 1. 1996<br /> Kenno Pedersen: William Shakespeares Helsingør. 2. 1996<br /> Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997<br /> <br /> Billeder: <br /> <br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør s. 4: Tegning af Anders Wildborg. Helsingborg og Helsingør i 1100-1200-tallet på basis af arkæologernes arbejde. <br /> <br /> Helsingør i 1400-tallet. Tegning tilvejebragt af Lars Bjørn Madsen. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. <br /> <br /> Prospect over Helsingør. 1585. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. Stammer fra Freti Danici or Sundt accuratis Delineatio. Braun, Georg Hogenberg.</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21685 2023-02-23T14:04:45Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> <br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. <br /> <br /> I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> <br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.<br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]<br /> <br /> Links og bøger<br /> <br /> <br /> Helsingør komune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016<br /> https://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/Netvaerk_for_bindingsvaerk/Lokalplan_Helsingoer_bykerne_forslag_2016.pdf<br /> <br /> Byerne og den byhistoriske kartografi. RUC 2007.<br /> https://www.byplanlab.dk/sites/default/files/BHU_SKRIFT60.pdf?0.43474222416989505<br /> <br /> Helsingør: Digitale samlinger: Kort og atlas (kan bruges, BT)<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields&amp;sort=cobject_title_ssi+asc%2C+score+desc%2C+cobject_random_number_dbsi+desc<br /> <br /> Danmarkshistorien.dk<br /> https://danmarkshistorien.dk/ Århus Universitet<br /> Heri:<br /> 1. Gadenavne i Middelalderen<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/gadenavne-i-middelalderens-byer<br /> 2. Helsingør<br /> https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/helsingoer<br /> <br /> Dansk center for byhistorie<br /> https://byhistorie.dk/<br /> <br /> Dansk center for byhistorie: Danske købstæder: Helsingør<br /> http://ddb.byhistorie.dk/koebstaeder/by.aspx?koebstadID=11<br /> <br /> Trap Danmark<br /> Helsingørs historie | lex.dk – Trap Danmark<br /> <br /> Helsingørs historie Helsingør handel<br /> Helsingørs historie - Helsingør Handel (helsingorhandel.dk)<br /> <br /> Den store danske: lex.dk : Helsingørs historie<br /> Helsingør - historie | lex.dk – Den Store Danske<br /> <br /> Helsingør leksikon:<br /> Øresundstolden og Helsingør<br /> https://helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r<br /> Gader og veje<br /> <br /> Helsingør: Kort. Det kgl. bibliotek:<br /> http://www5.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/subject206/da?per_page=100&amp;q=Helsing%C3%B8r&amp;search_field=all_fields<br /> <br /> <br /> Bøger:<br /> Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik. 1970<br /> <br /> Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen: Danmarks byer i Middelalderen. 2016<br /> <br /> Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, 1926<br /> <br /> Jørgen Elsøe Jensen: Danmarks Middelalderlige Byplaner. 1992.<br /> <br /> Rundt i det gamle Helsingør:<br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør. 1. 1996<br /> Kenno Pedersen: William Shakespeares Helsingør. 2. 1996<br /> Lone Hvass: Klostrets og kirkernes Helsingør. 1997<br /> <br /> Billeder: <br /> <br /> Lone Hvass: Erik af Pommerns Helsingør s. 4: Tegning af Anders Wildborg. Helsingborg og Helsingør i 1100-1200-tallet på basis af arkæologernes arbejde. <br /> <br /> Helsingør i 1400-tallet. Tegning tilvejebragt af Lars Bjørn Madsen. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. <br /> <br /> Prospect over Helsingør. 1585. Helsingør kommune: Center for by, land og vand. Lokalplan 1.150. Helsingør bykerne 2016. Stammer fra Freti Danici or Sundt accuratis Delineatio. Braun, Georg Hogenberg.</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21684 2023-02-23T13:50:17Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør */</p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> <br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. <br /> <br /> I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt, og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> <br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.<br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21683 2023-02-23T13:48:52Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør */</p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> <br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navngivningen afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. <br /> <br /> I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> <br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.<br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21682 2023-02-23T13:46:53Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør */</p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> <br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navnene afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. <br /> <br /> I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen.<br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21681 2023-02-23T13:45:31Z

<p>Marianne Hjortlund: /* At få status af købstad */</p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> <br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navnene afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen. <br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21680 2023-02-23T13:44:45Z

<p>Marianne Hjortlund: /* Byplan i middelalderbyen */</p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navnene afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen. <br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21679 2023-02-23T13:43:53Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord. Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. <br /> Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker. I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navnene afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen. <br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21678 2023-02-23T11:18:05Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord.<br /> Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker.<br /> I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navnene afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen. <br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|center|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21677 2023-02-23T11:16:36Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord.<br /> Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker.<br /> I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navnene afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen. <br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|600px|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21676 2023-02-23T11:16:03Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord.<br /> Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker.<br /> I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navnene afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen. <br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|320px|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21675 2023-02-23T11:14:57Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord.<br /> Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker.<br /> I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navnene afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen. <br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:Helsingor-1585-988.jpg|220px|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21674 2023-02-23T11:09:23Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord.<br /> Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker.<br /> I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navnene afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen. <br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:|Helsingor-1585-988.jpg|220px|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21673 2023-02-23T11:07:39Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord.<br /> Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker.<br /> I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navnene afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen. <br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:|Helsingor-1585-988.jpg|300px|thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund http://141.95.19.86/index.php?title=Det_%C3%A6ldste_Helsing%C3%B8r&diff=21672 2023-02-23T11:06:30Z

<p>Marianne Hjortlund: </p> <hr /> <div>Det ældste Helsingør<br /> <br /> ==Tidlig bydannelse i Danmark==<br /> <br /> Den tidlige egentlige bydannelse i Danmark, som finder sted i 800- og 900-tallet, kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, f.eks. de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til fiskeri og skibstransport, hvilket Helsingør er et eksempel på. Forekomsten af særlige råstoffer som f.eks. ler eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, også før industrialiseringen.<br /> <br /> ==Bydannelse ved det nordlige Øresund==<br /> <br /> [[Billede:Helsingborg.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingborg i 11-1200-tallet]]<br /> [[Billede:Helsingør.jpeg|220px|thumb|Tegning af Anders Wildborg Helsingør i 11-1200-tallet]]<br /> <br /> Helsingborg opstod ved det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne, og dens eksistens går helt tilbage til vikingetiden, hvor den formodentlig allerede fra den ældste middelalder har været befæstet med en borg, der omfattede et tårn med en ringmur omkring. Senere fulgte Helsingør som en mindre bebyggelse på stranden, der har været kendt siden slutningen af 1100-tallet. Helsingør nævnes skriftligt flere gange i 1200-tallet, hvor byen sandsynligvis allerede fik status som købstad. Byen havde dog et ringe opland set i forhold til muligheden for landbrug, da det mest bestod af skov, overdrev og mosehuller, men i kraft af beliggenheden ved Øresund blev den hurtig en vigtig by for skibstrafik og færgefart. Hvordan Valdemarernes by, dvs. byen i 1100- og 1200-tallet har set ud, vides der endnu ikke meget om. Ingen bygninger er bevaret, men ud fra oplysninger og teorier kan man danne sig et billede af byens allerældste historie. I byens sydvestlige område, omkring Fiolgade, Søstræde, Stengades sydlige ende samt Gyldenstræde, må der have været gode muligheder for anlæggelse af en såkaldt strandkøbing tæt på vandløbet Strømmen (nu rørlagt). Selv i dag virker dette område, færgemændenes kvarter, ældre, gadeforløbet mere kringlet og mere tilfældigt bebygget end byens østlige kvarterer.<br /> <br /> ==Det store sildeeventyr==<br /> <br /> Det store sildeeventyr på Øresund fandt sted i årene 1200-1400 på grund af store sildeforekomster. En forudsætning for udnyttelsen af sildefiskeriet var adgangen til salt til nedsaltningen, hvilket hansestaden Lübeck på grund af saltudvindingen ved Lüneburg i Nordtyskland havde mulighed for levere i de nødvendige mængder. Sildene var en vigtig fødekilde i hele Europa på grund af den katolske kirke forbud mod at spise kød i fasteperioden samtidig med, at der var tale om en stor befolkningstilvækst i perioden 800-1300.<br /> Forbundet af hansestæder udviklede sig til den dominerende aktør i handlen med sild fra Skånemarkedet ved Skanør. De opkøbte og videresolgte sildene til Rusland, Baltikum, Vesteuropa og Middelhavsområdet. Hansestædernes dominans betød, at de kunne tillade sig at opkræve told af alle andre anløbne skibe.<br /> Skånemarkedet blev et at de vigtigste markeder i Europa. Med handlen med silden og saltet fulgte en lang række andre varer vigtige for produktionen og eksporten af saltsild, men oven i det fandt alverdens andre varer vej hertil: Klæde, korn, lærred, garn, handsker, sadler, lys, sæbe, ris, olivenolie, nødder vin, heste, kvæg, stål, kobber, våben, luksusvarer og så videre.<br /> Og langs hele sundet opstod der flere store markeder, de fleste i den sydlige ende, men også andre steder som Helsingør foregik sildefiskeriet og dermed en medfølgende handel.<br /> <br /> ==Øresundstold==<br /> <br /> I løbet af 1300-tallet begyndte handelsmønstret og skibsfarten at ændre sig. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet mistede en del af deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i det indre Østersø. På den måde omgik de både hanseaternes handelsmonopol ved Skanør samt den skibstold, de opkrævede her. <br /> Dette var medvirkende årsag til, at den danske kongemagt allerede i tiden efter 1370 begyndte at interessere sig for muligheden for at opkræve skibstold ved Helsingborg for at skaffe sig indtægter. Dette førte frem til, at Kong Erik af Pommern i løbet af 1420érne indførte Øresundstolden, og da han så store muligheder i Helsingørs beliggenhed ved indsejlingen til Øresund, blev byen gjort til opkrævningssted. Opførelsen af borgen Krogen påbegyndtes, for at denne i samarbejde med Helsingborgs befæstning, kunne sætte magt bag den nye toldopkrævning.<br /> <br /> ==Byplan i middelalderbyen==<br /> Nordøstsjællands 4 middelalderbyer, Søborg, Slangerup, Skibby og Helsingør, havde alle flersidig trafikadgang og blev sammensat af to eller tre hovedgader, der mødtes i en bymidte, hvorom de øvrige gader føjer sig. Byerne er anlagt på relativt jævnt terræn og præges derfor af ret symmetriske parallelformer, da de ikke behøver som på kuperet grund at tage hensyn til terrænet.<br /> Den ældste egentlige byplan for Helsingør antages at stamme fra Erik af Pommern, der foretog en ny anlæggelse af byen i 1400-tallet. Byens gadeforløb sammensattes af to hovedgader, som i en stump vinkel fra nordvest og sydvest mødtes i bymidten ved Skt. Olai kirke, nemlig Stengade, der rummede trafikken fra det sydvestre opland, og Skt. Anna Gade, som trafik fra nordvest førtes igennem. Til disse hovedgader knyttedes mod vest et sæt af parallelle side-og baggader. Til Stengade således Skt. Olai Gade (oprindelig kaldt Mellemgade og senere Brøndstræde) og Sudergade, og mens Skt. Anna Gade udspaltedes i Bjergegade og Stjernegade. Sudergade, skomagernes gade, har på grund det ildelugtende garveri, der knyttede sig til dette håndværk, været henvist til byens udkant.<br /> Dette gadeforløb dannede et net firkantede strukturer, som er tydelige på kort over den middelalderlige by. Den middelalderlige by vokser især på akslen øst – vest; altså hen mod Krogen og ud mod Svingelen, mens byen kun vokser begrænset mod nord.<br /> Indtil 1589, hvor Helsingør fik et egentligt torv i Skt. Annagade, fungerede Stengade umiddelbart syd for sognekirken Skt. Olai som byens torveplads for detailhandlen, mens engroshandlen har været henlagt til ”byens fortov” på stranden. Helsingør har gennem hele sin historie henvendt sig til havet i sit erhvervsmæssige engagement. Byen har været et åbent vindue til den store verden, hvilket har sat sit eget umiskendelige præg på Helsingør som helhed og vel især Stengade, der igennem 600 år har været byens hovedgade. På Stengades sydside lå de store købmandsgårde, der kun havde en smal facade uden port til Stengade, men strakte sig i den fulde bredde direkte ud til stranden, således at deres baghuse med indkørsel til gården lå på den nordlige side af den nuværende Strandgade (denne kom først til i løbet af 1500-tallet). Stenhusene på Stengade lå tæt op af hinanden, sådan som det stadig kan ses i gadens østlige ende. Erik af Pommerns by kan i store træk genfindes i nutidens gamle bymidte.<br /> Forbindelsen ned til stranden fra Stengade foregik gennem mindre stræder. Som et eksempel på disse kan nævnes Brostræde, hvis navn henviser til den offentlige skibsbro, der lå ved strædets udløb. Det nuværende bytorv Axeltorv opstod først i slutningen af 1600-tallet i forbindelse med en nedbrænding af i en gård i indre by. I 1692 blev det bestemt at brandtomten skulle indrettes til et nyt bytorv. <br /> <br /> [[Billede:Helsingor-i-1400-tallet-390.jpg|220px|thumb|Helsingør i 1400-tallet]]<br /> <br /> ==At få status af købstad==<br /> <br /> Erik af Pommern udstedte i 1422 en forordning, der gav udpegede byer en status af købstad, hvilket betød, at der var tale om en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. De vigtigste var retten til at drive handel, søfart og finere håndværk. Bøndernes landsbyer havde netop ikke sådanne rettigheder; dog var grovsmede tilladte. Dette indebar ligeledes, at tilrejsende købmænd fra f.eks. hansestæderne skulle handle med danske købmænd og ikke direkte med producenterne. Dette bevirkede, at de udenlandske købmænd slog sig ned i de danske købstæder, som herved tilførtes initiativ og kapital.<br /> Købstæderne havde medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter af byens indbyggere og tilrejsende. I retslig-administrativ forstand var købstæderne adskilte fra landområdernes forskellige myndighedsområder (herreder, birker, godser, grevskaber) og dannede deres egne enheder. Byerne havde – med enkelte undtagelser – ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. Der var relativt mange af dem, mellem 60 og 70, og de var typisk alle blevet grundlagt i middelalderen. Købstadsprivilegierne var i funktion frem til indførelsen af Næringsfrihedsloven i 1857.<br /> I forlængelse af Helsingørs nye rolle gav Erik af Pommern i 1426 byen omfattende købstadsprivilegier, ligesom han gjorde den til et vigtigt kirkeligt centrum med grundlæggelsen af 3 klostre, nemlig franciskanerklostret Skt. Anna på det nuværende Marienlysts slots område, dominikanerklosteret Skt. Nikolaj ved Klostergade og Munkegade og Karmeliterklostret Skt. Mariæ i byens nordlige udkant. Hvad angår den allerede eksisterende sognekirke Skt. Olai (nævnt første gang i 1295), så kan den oprindelig være opført som et lille markedskapel for norske købmænd. På grund af Helsingørs status af opkrævningssted for sundtolden, udviklede byen sig til efterhånden at have et ret så kosmopolitisk præg med mange udenlandske borgere, der slog sig ned. Med sig bragte de et stort antal anderledes trosretninger, og dermed også behovet for særlige kirker, kapeller, bedehuse og synagoger.<br /> Al handel i mindre målestok var forbeholdt købmænd og gæstgivere hjemmehørende i Helsingør; de udenlandske måtte kun handle med klæde i hele og halve stykker, ikke i alenmål, ligesom de kun måtte sælge øl i tønder, ikke i kander til udskænkning. <br /> Bymændene fik også ret til at hente brændsel i kongens skove omkring byen (dog ikke eg og bøg), og de kunne frit fiske efter torsk, mens sildefiskeriet var kongens eget.<br /> <br /> ==Generelt om gadenavne i middelalderens byer og specielt om Helsingør==<br /> <br /> I middelalderens mange byer blev gadenavne efterhånden et udbredt fænomen. Udgangspunktet var det oldnordiske ord ”gata” ’, der kan genfindes i det moderne ord gade. Om gaderne i vikingetidens ældste byer i de nordiske lande havde navne, er usikkert, da kildematerialet ikke kan afgøre dette. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var ret så unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende nok at henvise til nærheden til en nabo eller en bygning, som for eksempel en kirke, når man skulle orientere sig rundt omkring i byen.<br /> Udviklingen af gadenavne skete blandt andet parallelt med det stigende behov for at have juridisk acceptable dokumenter, hvor det f.eks. var nødvendigt med en eksakt angivelse af den bygning, der er tale om ejerskab til. Dette kunne for eksempel være tilfældet med skøder på huse eller gavebreve til klostre og kirker.<br /> I mange danske byer findes der gader, som stadig har deres middelalderlige navn, selvom også mange gader har skiftet navn i løbet af historien.<br /> Modsat nyere tid var middelalderens gadenavne ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, dens geografiske placering, eller hvad der i det hele taget kendetegnede den pågældende gade. Man satte det karakteriserende ord foran efterleddet ”gade”. Ved mindre veje anvendtes også ”stræde”, ”sti” og ”gyde”. Navnene afspejlede borgerens stigende behov for at kunne finde rundt i en stadigt voksende by. Navnene havde derfor ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de senere århundreder. Men de udgør en vigtig kilde til indsigt til en bys sociale liv og topografiske udformning.<br /> Hovedgaden i middelalderens købstæder kaldtes ofte for Algade eller Adelgade. Dette var tilfældet i omkring en tredjedel af middelalderens byer. En anden mulighed kunne være Storegade eller Bredegade. Byens torv lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden. Andre vigtige gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. Vestergade og Søndergade, afhængigt af deres forløb ud af byen.<br /> Vigtige institutioner som kirker og klostre fyldte meget i bybilledet, og dette afspejledes i gadenavnene, ligesom den middelalderlige helgendyrkelse inspirerede til navngivning. I Helsingør findes f.eks. Skt. Anna Gade, mens gadenavnet Skt. Olai gade er af nyere oprindelse. Den hed oprindelig Mellemgade på grund af dens placering i forhold til det daværende gadeforløb. I en periode blev den kaldt Brøndstræde efter en brønd i gaden østre ende, for så i 1830-erne at blive omdøbt til Skt. Olai Gade.<br /> Også verdslige institutioner, som rådhus, skole og mølle gav anledning til et forled på gadenavnene, ligesom de folk, der var aktive her, kunne gøre det. Ligeledes kunne ejerskab til en bygning eller ejendom føre til navngivning. Endda et usædvanligt skilt i en gade kunne give anledning til navngivning; Stjernegade menes at være at et eksempel herpå (Bent Jørgensen: Dansk gadenavneskik s. 35).<br /> Gadenavnene kunne også referere til de håndværkere eller handelsfolk, der boede i byens forskellige kvarterer. Et eksempel fra Helsingør kunne være Sudergade, der er skomagernes gade. Som omtalt lå den oprindeligt i udkanten af byer på grund af stanken fra de garverier, der førte med erhvervet. Kongens Gade, byens indfaldsvej til den gamle bykerne og Kronborg, havde en anden linjeføring oprindeligt og dele af den havde også adskillige andre navne såsom Simon Smeds Stræde og Caspar Finckes Stræde (Kunstsmed, der ejede en ejendom i gaden. Han arbejdede på Kronborg for Christian IV). I byens nordvestlige hjørne lå en birkelund, der inspirerede til navnet Lundegade, men da gaden blev bebygget, og dette blev tilholdssted for de mest ildesete eksistenser som bøddelen, rakkerne, natmænd og deslige, skiftede gaden efterhånden navn til Bøddelgade (for så senere i 1847 at skifte tilbage til Lundegade). I det hele taget så er mange gadenavne blevet ændret frem (og tilbage). Endnu et eksempel på dette kunne være Kagholmsstræde (opkaldt efter den afstraffelsespæl, kagét, som befandt sig her). Senere skiftede gaden navn til Groskenstræde.<br /> I udkanten af byen fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. købstad eller landsby, som man nåede frem, hvis man rejste den vej ud af byen. Vejen langs kysten mod København har været kendt under flere navne: Den store landevej, der går til København eller Adelvejen, der fører til Helsingør. Eller mest beskrivende: Sandvejen (trap.lex.dk. Historie). <br /> Esrumvejen, den færdselsåre ad hvilken bønderne helt fra Helsinge egnen kom til Helsingør, blev i senmiddelalderen kaldt for Holbo Herreds Landevej (Holbo herred bestod af den nuværende Gribskov kommune og Nødebo sogn).<br /> Den gamle kongevej blev anlagt af Frederik d. 2 i 1584 som en privilegeret forbindelsesvej mellem Kronborg og Frederiksborg. Den var forbeholdt kongen og hans følge samt adelige personer. Kongevejen var afspærret med rødmalede bomme, som man skulle have nøgle til, hvis man havde ret til at færdes ad denne. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Man kan se rester af den flere steder i Nyrup hegn. (Helsingør leksikon).<br /> Landskabsmæssige forhold som et bakket terræn, en kløft, eller et vandløb gav også anledning til navngivning. I Helsingør f.eks. i form af bakkerne Bjerget, Teglbakken og Krogen og gadenavne som Bjergegade, ligesom vandløbet Strømmen. <br /> <br /> ==Helsingørs senere historie==<br /> <br /> Helsingørs betydning for riget fik flere konger i tidens løb til at give ordre til at befæste selve byen med mure som forsvar mod fjender til land og til vands. Således Kong Hans i 1508. Dette arbejde kan ikke beskues, da byen blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534. Senere gav Frederik 2. ordre til befæstning samtidig med opførelsen af Kronborg i slutningen af 1500-tallet som erstatning af den utidssvarende borg, Krogen.<br /> Byen nød godt af handelen med de mange skibe, der ankrede op på reden for at betale told. Det skabte et specielt liv i Helsingør, og byen fik en udvikling, der langt opvejede den sparsomme oplandshandel, så 1500- og begyndelsen af 1600-tallet blev en god tid for byen, selv om den flere gange blev ramt af alvorlige epidemier, som blev indført af besætningen på de mange skibe. Helsingør rummer flere enestående bygningsmonumenter fra 1500-1700-årene end mange andre provinsbyer, og byen var i 1700-årene Danmarks næststørste by.<br /> <br /> [[Billede:|Helsingor-1585-988.jpg|300px |thumb|Prospekt Helsingør 1585]]</div>

Marianne Hjortlund