Helsingør Leksikon - Brugerbidrag [da]

Helsingør-Medaljen

2018-07-03T11:54:38Z

Maria Dalsgaard:

Den 18. maj 1953 indstiftede Helsingørs byråd efter forslag fra borgmester [[Sigurd Schytz]] Helsingør-Medaillen – i nutidens sprog hedder det Helsingør-Medaljen. Den skulle kunne gives som en særlig anerkendelse til personer, der for byen har øvet en fremragende gerning eller som ved deres arbejde eller indsats har medvirket til at give Helsingør By anseelse eller fremgang.

Da byrådet besluttede indstiftelsen af Helsingør-Medaljen blev det samtidigt besluttet, at medaljen som hovedregel vil være udført og blive overrakt i bronze. Medaljen kan dog i undtagelsestilfælde, hvor Byrådet skønner, at en udført gerning er af ganske særlig karakter eller har været af enestående betydning for byen, overrækkes i sølv eller guld. Udover selve medaljen medfølger ”kun” æren af at være tildelt en sjælden og særlig hædersbevisning.

Byrådet godkendte næsten enstemmigt – to kommunister undlod at stemme – en statut for Helsingør-Medaljen, som herefter er de regler, som medaljen overrækkes efter. Det bliver i statutterne fastslået, at Helsingør-Medaljen kun kan gives til Helsingørborgere eller til andre personer i ind- og udland, der har nær tilknytning til Helsingør eller som ved en ganske særlig indsats har haft betydning for byen. Der sættes ikke på forhånd egentlige grænser for tildeling af medaljen.

'''Hvad der kan udløse anerkendelsen'''

Som eksempel på tilfælde, hvorfor Helsingør-Medaljen kan gives som Helsingør bys anerkendelse og hædersbevisning, kan nævnes følgende:
* Særlig betydningsfuld indsats på videnskabelige, kulturelle, litterære og kunstneriske områder.
* Særlig indsats på erhvervsmæssige og økonomiske områder, der har haft afgørende betydning for Helsingør bys udvikling.
* Særlig indsats på undervisningsmæssige, sportslige og andre områder, hvor en opgave er løst på fremragende måde, og således, at den har været et godt eksempel og til gavn for den opvoksende ungdom.
* Særlig indsats eller mangeårig fortjenstfuld gerning i det offentliges tjeneste.
* Særlig betydningsfuld og mangeårig gerning i det almene folkelige opbygningsarbejde.

Det slås i statutterne fast, at forudsætningen for opnåelsen af den hædersbevisning, der ligger i tildelingen, i hvert enkelt tilfælde må være en indsats af særlig fortjenstfuld og værdig karakter. I den motivering, der gives for overrækkelsen vil det være at fastslå, at modtageren ved sin indsats har gjort sig fortjent til denne anerkendelse fra byen.

'''Hvem beslutter hvem der skal modtage anerkendelsen?'''

Statutterne afgør endvidere, at Helsingør-Medaljen kun kan overrækkes efter beslutning af Helsingør Byråd, der i hvert enkelt tilfælde træffer sin beslutning efter indstilling af et udvalg bestående af magistraten (som i dagens kommunestyre vel må svare til Økonomiudvalget) og de enkelte politiske partiers gruppeformænd. Beslutningen om overrækkelsen af medaljen og motiveringen herfor skal i hvert tilfælde være noteret i Byrådets forhandlingsprotokol.

På et tidspunkt – formentlig i starten af 1970´erne og altså efter kommunalreformen, hvor magistraten i Helsingør blev afskaffet – er retningslinjerne for Helsingør-Medaljen blevet ændret. I hvert fald er det senere blevet det almindelige, at kommunaldirektøren og borgmesteren indstiller eller reelt beslutter, hvem der skal have overrakt hædersbevisningen.

Byrådet besluttede i sin tid endvidere at oprette en særlig Hædersbog, som skal opbevares på Helsingør Rådhus. Heri skal noteres navn og begrundelse for hver enkelt person, der af Helsingør Byråd får overrakt medaljen. Hædersbogen findes ikke på rådhuset mere og måske er den aldrig blevet oprettet. I øvrigt er Helsingør-Medaljen til arv og eje for modtageren og hans evt. familie.

'''Ny statut for udlevering af Helsingør-Medaljen" vedtaget af Økonomiudvalget 19. februar 2018.'''

1) Helsingør-Medaljen gives til borgere fra Helsingør Kommune - eller til andre personer i ind- og udland, der har en nær tilknytning til Helsingør, eller som ved en ganske særlig indsats har haft betydning for et område af eller for hele Helsingør kommune.

2) Medaljen uddeles i tilfælde, hvor der er gjort en indsats af særlig fortjenstfuld og værdig karakter, der har haft stor betydning for et område af eller for hele Helsingør Kommune, og som Helsingør Kommune derfor gerne vil udtrykke særlig anerkendelse overfor.

3) Som hovedregel uddeles medaljen i bronce og i helt særlige tilfælde i sølv.

4) Beslutningen om uddeling af medaljen træffes af Økonomiudvalget. Beslutninger om uddeling kan træffes en gang årligt på et møde i Økonomiudvalget med en efterfølgende festligholdelse forud for årets sidste byrådsmøde. Økonomiudvalget kan dog i hastetilfælde træffe en beslutning om uddeling på et vilkårligt tidspunkt i løbet af året.

Forslag til kandidater til modtagelse af Helsingør-Medaljen kan gives af byrådsmedlemmer, borgere, virksomheder og foreninger med tilknytning til Helsingør Kommune.

I forbindelse med indhentning af forslag til kandidater kan annoncering i dagspressen benyttes.

5) Økonomiudvalgets beslutning om at uddele en medalje og motivationen for uddelingen vil fremgå af beslutningsprotokollen for mødet.

6) Medaljen overrækkes så vidt muligt i forbindelse med et Byrådsmøde, alternativt af Borgmesteren.

'''Modtagere af Helsingør-Medaljen'''

I forbindelse med indstiftelsen af Helsingør-Medaljen i 1953 blev tre personer ”tilbudt” at modtage den særlige guld-udgave. Det var Helsingørs socialdemokratiske borgmester i perioden 1919-1946 [[Peder Christensen]], direktøren for Helsingør Skibsværft H. P. Christensen og disponent H. Dunker fra Helsingborg i Sverige. De fik Helsingør-Medaljen overrakt ved en højtidelig begivenhed den 11. november 1953. Det fremgår af referatet fra Byrådet, at det var et enigt byråd, der besluttede det – bortset fra Kommunisternes to medlemmer, som ønskede at være passive og ikke ville deltage i beslutningen.

Desuden er Helsingør-Medaljen overrakt følgende:

1993: Niels Børge Rønne, (Sølv), Thormod Larsen (Sølv), Ingrid Kjær, (Bronze),
Margaretta Palm, (Bronze), Jørgen Sandholt (Bronze), Ib Stenderup (Bronze) og
Tove Wandborg (Bronze) – alle fra modstandsgruppen "Syklubben".

1994-97: Politimester Jørgen Nielsen, aftenskoleleder Chris Gaardø og rådhusbetjent Erik Thrane.

1995: Herdis og Karl Koudahl Jørgensen.

1999: Karl Ole Nielsson.

2000: Søren Larsen.

2001: P. O. Anderberg, Poul Jessen Møller og Ronni Lambert Friis.

2002: Børge Jørgensen.

2003: Alice og Per Bertelsen.

2005: Georg Riiser.

2006: Niels Møller.

2007: Ole Bang og Bente Raae Andersen.

2008: Søren Holm, Susan Hansen, Ebbe Falck og Helsingør Pigegarde.

2009: Inga Frederiksen, Jørgen E. Hansen, Kirsten Simonsen, Georg Poulsen, [[Per Tærsbøl]], Flemming Åge Jensen og Randi Rosenfeldt.

2017: Lisbeth Ekstrand, Lars Johannesen og Arne Magnussen.

Hvor der ikke er anført andet vides ikke, om den uddelte medalje er af guld, sølv eller bronze.

'''Bemærkninger'''
Om der gennem tiderne er andre personer, som har modtaget Helsingør-Medaljen vides ikke, idet der ikke på rådhuset findes yderligere navne på modtagere end de nævnte. Ifølge Lokalavisen Nordsjælland skal Tretorns mangeårige direktør O. H. Olsen have modtaget medaljen. En unavngiven vejmand ved kommunen angives et sted som modtager. Det vides ikke, om og hvornår det i givet fald er sket.

Denne artikels forfatter har gennem borgmestersekretariatet forsøgt at finde ud af, om de beslutninger, der blev taget om rammerne for Helsingør-medaljen gennem årene er blevet anvendt. Nedennævnte forhold ses ikke at være anvendt.

'''Hædersbog bevares på Rådhuset'''
Kommunen har meddelt, at den ikke umiddelbart har kendskab til, at der eksisterer en Hædersbog og at det ikke i kommunens arkiv eller andre steder har været muligt at finde en sådan.

'''Motiveringerne for tildeling''' Med hensyn til begrundelser og motivationer, som skal ligge til grund for beslutning om uddeling af Helsingør-Medaljen, oplyser kommunen, at der i nogle tilfælde har været formuleret en motivation for uddelingen. Men ingen af motivationerne har kunnet fremskaffes af kommunen.

'''Beslutninger om uddeling af medaljen''' Det oplyses fra kommunen, at beslutningen om uddeling typisk træffes af borgmesteren sammen med kommunaldirektøren - i nogle tilfælde efter indstillinger. Det har ikke været muligt for kommunen at finde frem til evt. udarbejdede indstillinger om medaljemodtagere.

Den oprindelige beslutningsproces for uddeling af medaljen ses ikke at være anvendt udover 1. gang. Det har ikke været muligt at finde byrådets evt. beslutning om nedlæggelse af Helsingør-Medaljen. Dette skulle i så fald være sket efter december 2009.

En forespørgsel til borgmesteren december 2012 besvares med, at "tiden er løbet fra den måde at anerkende på", men "Med tiden kan der opstå andre holdninger, hvorfor jeg ikke agter at tage initiativer i denne sag."

I februar 2013 annoncerede Bruun-Rasmussens auktioner, at "Forlæg af for- og bagside til Helsingør bys fortjenstmedallje" udformet af Harald Salomon og Hans Christian Bärenholdt, bronze, 218 mm, 1205 og 1330 gram, var sat på auktion til salg den 3. marts 2013. Vurdering: 1.000 kr.

Hvis nogen kan bidrage med andre oplysninger end de nævnte om Helsingør-medaljen, må det meget gerne ske til denne artikels forfatter på e-mail fakta@helsbib.dk

Kilder: 1) Helsingør Kommunes borgmestersekretariatet, 2) Lokalarkivet i Helsingør kommune, 3) Helsingør Byråds protokol 18. maj 1953, 4) Erik Stubtofts personlige arkiv. 5) Økonomiudvalgets møde 19. februar 2018.

[[Kategori:Helsingør Kommune]]

Købmand Leedgaard

2015-01-09T09:13:09Z

Maria Dalsgaard:

Købmand Leedgaard i Hornbæk

I 1889 startede mejerist Niels Jens Jensen Leedgaard (1855-1927) op med en lille traditionel købmandsgård på Nordre Strandvej 349-351, hvor Super Best ligger i dag (2009). Det var Hornbæks første forretning, som blev udvidet med et større byggeri på samme grund i 1894. N.J. Leedgaard drev samtidig [[Ledgaard]] i Bistrup 4 km uden for Hornbæk. Forretningen var baseret på salg af Ledgaardens produkter.
[[Billede:Gadeparti_hornbaek.jpg|right|thumb|Hornbæk Hovedgade, 1897, hvor købmandsgården netop er opført og man ser det første udsalg med rødt tag fra 1889, hvor senere Gemüse Carls forretning kommer.]]
Netop i disse år udviklede Hornbæk sig fra et fiskerleje til sommerferieby for landets mest kendte og velhavende mennesker, idet [[Kystvej]] og [[Skovvej]] med sideveje blev udstykket til sommerhusgrunde.

Niels Jensen Leedgaard var gift med Hilda fra [[Enggaarden, Borsholm|Enggaarden]] i Borsholm. Han fik 9 børn, hvoraf 2 døde kort efter fødslen. Børnene Berndt, William, Ebba, Herluf, Poul, Arthur og Harriet blev meget aktive i byen. Det var imidlertid William (1887-1956), der var det største handelstalent. Han drev forretningen fra han var 12 år. Han var ambitiøs og meget målrettet, så han udbyggede forretningen i et hurtigt tempo fra et mindre udsalg af landbrugsprodukter til en stor og landskendt købmandsgård baseret på vinimport, finere kolonial, tobak, korn- og foderstoffer, benzin og petroleum, kul, koks og brænde og ligeledes isenkram. Forretningen var byens største forretning.
[[Billede:William_Leedgaard_1915.jpg|right|thumb|ca. 1915 Tolderne besøger Hornbæk. William Leedgaard i forretningsdøren og Carl Rasmussen Gemüsen beundrer hesten.]]

Williams søster Ebba blev gift med Carl Marius Rye Madsen, der overtog en traditionel isenkramforretning (hvor den ligger i dag) omkring 1910. Dengang konkurrerede man helst ikke med familie og venner, så William ophørte derfor straks med at sælge isenkram. Så ligeledes da Carl Rasmussen (kaldet Gemüse Carl) privat flyttede ind på 1. sal og åbnede forretning med blomster og grøntsager på samme grund stoppede William med at sælge grøntsager fra Ledgården i Bistrup.

Williams 1 år ældre bror Berndt bliver malermester i byen og startede i øvrigt [[Hornbæk idrætsforening]] i 1909 kun 21 år gammel. Bernt døde meget ung kun 32 år. Hans svenske kone Augusta levede 49 år længere. Hun blev 87 år og hjalp til med mad i købmandsgården stort set til hun døde i 1967. Herluf flyttede til Roskilde og åbnede et tøjgrossistfirma. I Kildekrog på Ndr. Strandvej nr. 529 byggede N.J. Leedgaard en kombineret [[Kildekrog Købmandshandel|forretning og privatbolig]] i 1917 som filial til forretningen i Hornbæk. Den blev bestyret af sønnen Arthur, og da han døde i 1932 videreførtes denne af hans søster Harriet, som drev denne meget succesfuldt i 30 år. Den blev senere overtaget af Kaj Hvitved omkring 1960. Herefter fortsatte Harriet som kommis i købmandsgården i Hornbæk. Omkring 1935 åbnede Poul Leedgaard købmandsforretning på Hornebyvej nr. 2, men måtte lukke nogle år senere, da han ikke rigtigt nænnede at sælge øllet.
[[Billede:Kildekrog.jpg|left|thumb|Strandvejen anno 1920 med den nye filial i Kildekrog.]]
Købmandsgården blev p.g.a. kundepotentialet mere og mere fokuseret på eksklusive vine og specialiteter. I 1906 var [[Hornbækbanen]] åbnet og turisterne stormede til Hornbæk. I foråret, når togene ankom fra København, kæmpede købmændene på perronen om kunderne. Man afhentede dem og kørte dem ud til sommerhusene, hvor man så optog lange bestillingslister med alt fra sukker og salt til øl og vin til udbringning lidt senere.

I påsken var der i 1950'erne et sådant pres på, at kunderne stod i kø 10 meter uden for forretningen, og specielt onsdag før påske. Den dag blev de sidste varer først bragt ud efter kl. 2 om natten, men så var der også megen sympati og gode drikkepenge til chauffører og bybude.

Sommergæsternes dage gik med strandture og indkøb (køleskab og dybfryser eksisterede jo ikke endnu). Efter aftensmaden klædte man sig meget fint og moderigtigt på til ”moleræs” på havnen, hvor man så solen gå ned og fik hilst og konverseret de mange, man mødte på havnen. De fleste aftener var der også vandskishow, hvor ”[[Luxtex brødrene]]” og den lokale malersvend Arne Becker lavede et farverigt show tæt på vestre molehoved.

Så gik man hjem og mange aftener blev sluttet af med at spise de russiske Kamchatka krabber på ristet brød med kold moselvin eller champagne. Det var det foretrukne i 50’erne, for dem der have rigeligt med penge, og dem var der rigtig mange af i Hornbæk. Og så var det købmandens opgave at skaffe Kamchatka krabberne.

Da der var valutarestriktioner fra krigens tid på næsten alle udenlandske varer, og helt op til begyndelsen af 60’erne for whisky og cognac, blev der meget hyppigt sendt en delegation bestående af min mor, min søster Annegrete og mig til varehuset EPA i Helsingborg, hvorfra der blev slæbt/smuglet russiske krabber, mandler og kakao hjem i stor skala. Da restriktionerne for amerikanske fersken og ananas gradvis faldt bort i begyndelsen af 50’erne fik vi det som dessert med flødeskum og mandeldrys hver søndag i 5 år. Da Coca Cola blev tilladt i Danmark, vistnok i 1956, solgte vi 600 kasser den første uge, og vi kunne nemt have solgt det dobbelte, men det kunne ikke fremskaffes.

[[Billede:Anna_og_Williams_solvbryllup_1944.jpg|left|thumb|Anna og Williams sølvbryllup i 1944.]]
I købmandsgården arbejdede udover en stor Leedgaardfamilie, 2-3 kommiser, 2 lærlinge, 1 chauffør, 2 bydrenge, 1 kogekone og 1 stuepige. Kommiserne, chaufføren og stuepigen boede i værelser ovenpå forretningen. Der blev serveret morgenmad fra 7.30, formiddagskaffe kl. 9.30 for første hold og 9.45 for andet. På samme måde serveredes varm mad (mindst 2 retter startende med suppe) i 2 hold kl. 12 og 12.30 og eftermiddagskaffe 15.00 og 15.30, som blev serveret i en flot stengrotte i haven. Aftensmaden, som var smørrebrød, blev indtaget samlet kl. 18.00 med gamle William og senere Holger for bordenden. Alle måltider var virkeligt velsmagende og veltillavede og blev serveret på klokkeslæt. Men det var stadig sådan, at kokkepigen og fru Leedgaard sammensatte menuen af varer fra forretningen, og man tog altid de ældste varer. Kunderne skulle altid have de friskeste varer.
[[Billede:Forretningen_alle_kender.jpg|right|thumb|Regningshoved med tegning af købmandsforretningen med basarbygninger fra 1960.]]

Forretningen var nu blevet temmelig stor. Købmand Leedgaard var den absolut største kunde hos kolonialgrossisten [[Lund & Rasmussen]] i Helsingør, ligesom den var det hos kaffegrossisten [[Edvard Petersen]] samme sted.

Personale og familie havde et stærk sammenhold. Fra midten af 30'erne til 1960 var der en ESSO tank på grunden, som i weekenderne blev passet af personalet. Man havde minigolfturnering hver mandag i juni-august med flot vandrepokal med ugentlig inskription. Kommiserne rejste igen i september og man fejrede den normalt gode sæson med stor middag på [[Hotel Marienlyst]] og senere [[Kystens Perle]] den 3. lørdag i august for hele personalet. Man arbejdede næsten alle 7 dage, men syntes alligevel p.g.a. stemningen og miljøet, at man var på ferie i Hornbæk, sagde mange af kommiserne, som senere besøgte familien. Ferie var ikke rigtig noget man snakkede om. Fra 1. juni til 1. september var det helt udelukket at tale om ferie.
Der var i realiteten altid åbent. Når butiksdøren blev lukket lørdag kl. 14 kom kunderne bare ind gennem privaten. Det forsatte indtil ca. kl. 20 både lørdag og søndag. Det var sommergæster, der manglede en flaske gin eller rødvin, og så var det svenskeanna og tyskerlarsen, som altid løb tør for 6 grønne Tuborg.

Gamle Anna og William havde været på ferie i Prag i 1936. Næste ferie for dem var først i 1954, hvor de tog på ferie med [[vognmand Eriksen]] fra Helsingør til Rom, Napoli og Capri.

Forretningen fik efter 2. Verdenskrig sloganet ”forretningen alle kender”, da alle de kendte skibsredere, erhvervsfolk og skuespillere handlede her hver sommer. William byggede og byggede. Omkring 1950 var der 14 bygninger. Einar Borg havde bl. a. blikkenslagerværksted, hvor de nuværende succesfulde VVS-folk [[Finn og Henrik Vindahl Andersen]] arbejdede før de selv startede. Der var garage anlæg til udlejningsbiler for Christian-68.

I 1956 dør William, og hans datter Aase Leedgaard (1920-83) og svigersønnen Holger Leedgaard Nielsen (1913-89) overtager forretningen. Og så skete der noget igen, for Holger Leedgaard havde længe ønsket en total indvendig ombygning af forretningen, baseret på større butiksareal med køledisk, dybfryser og færdigafvejede varer samt, at kunderne selv kunne plukke varer fra hylderne. Det skete blot 6 måneder efter, at han havde overtaget forretningen. Samtidig nedlagde han efter et par år benzinsalget og byggede omkring 1960 4 mindre forretninger på arealet, hvor bl. a. E. Borg og sønner (i folkemunde: Sorg og Bønner), Carl Hansen (Lille Carl) og Ib Sko (Ib Mælkemand) fik forretninger. Der var virkelig gang i tingene. Men så skete der desværre det, at Aase Leedgaard fik ledegigt, som udviklede sig voldsomt og invaliderede hende. Det medførte, at forretningen i 1972 blev solgt til Alice og Tage Nielsen, der få år senere nedrev alle 14-15 bygninger og byggede, hvad vi i dag kender som Super Best.

== '''Livet i byen.''' ==

[[Billede:skydebrodre.jpg|left|thumb|Skydebrødrene ca. 1930.]]
Det blev også mest p.g.a. Holger stedet, hvor mange nyheder blev samlet og spredt. Postbud Skjold Andersen var der hver dag med alle nyheder fra byen, og Vognmand Erik Svendsen, der drev fragtmandsruten Hornbæk-København kom ligeledes mindst en halv time hver dag, og leverede de mere eksterne og ofte lidt uartige historier. Erik var med i skytteforeningen, hjemmeværnet og salonskydeselskabet sammen med Holger Leedgaard, [[Verner Ahrendt-Jensen]], [[Erik Helms]] samt Stammureren [[Oluf Pedersen]], og sammen med [[kommandør Kaj Bang]] havde man med koner i 1938 startet op med badminton på byens badehotel. Når der var fugleskydning, gik det ofte lidt voldsomt for sig. Et af de første år efter krigen blev købmandsgårdens lastbil brugt til hjemtransport af fulde skydebrødre. Den kørte ret igennem garagen og videre igennem grisestalden samme sted. Grisestalden var blevet etableret under krigen for at få mad på bordet. Gamle William havde en meget alvorlig samtale med svigersønnen Holger om dette. Lastbilen var stærkt beskadiget og grisene døde.

William Leedgaard kunne i øvrigt ikke lide folk som drak. Så der var ingen tørstige i baglokalet. Ej heller på hele ejendomsmatriklen. Det var kun når William og konen Anna havde deres årlige våde frokost med Gemüse Carl og hans kone Gudrun i september, hvor de gjorde status over ”de kendte menneskers glemte regninger”. Her blev tabene skyllet ned.

Men der var som i dag en del andre forskellige grupperinger i byen:
Den toneangivende gruppe, mener jeg, var den med elektrikeren [[Carl Emil Ahrendt-Jensen]], Carl Rasmussen (gemüsen), skræddermester Larsen og Fede Ras (han var officielt slagtermester, men det var reelt konen, mens han var kunstmaler og jordmodermand og hyggede sig igennem livet). Vel nok mest p.g.a. Carl Emil Ahrendt-Jensen, der reelt var byens nestor på stort set alle plan i de næste 3-4 årtier, var det denne gruppe der genererede ideerne til, hvad der skulle ske i Hornbæk.
Der var også ”de fine”: postmesteren, apotekeren, tandlægen, skoleinspektøren og boghandleren. De blandede sig ikke, men var nok mere i betragterens rolle.
Så var der livet i Hornbæk Idrætsforening, hvor drivkræfterne sportsligt set var [[brødrene Carl og Svend Bødker Nielsen]]. Det praktiske blev ordnet af skolepedel Christian Andersen kaldet Pedella. Carl var både ungdomstræner, formand, med på a-holdet og ingeniør på [[Helsingør Værft]]. Senere blev han formand for Dansk Boldspil Union, hvor han var manden, der fyrede træner Kurt Nielsen og i stedet ansatte Sepp Piontek, der satte dansk fodbold i et helt andet gear, startende med EM i Frankrig 1984. I Hornbæk havde vi et A-hold, som alle kendte, og som hvert år spillede en stort opsat kamp mod bronceholdet fra OL i London 1948, med en 3. Halvleg på [[Hotel Bondegaarden|Hotel/restaurant Bondegården]], dengang drevet af ”champagnedrengen” Christian Hansen, der var fætter til Danmarks berømte centerhalf Axel Pilmark, der spillede i Italien. Han fik bl. a. de ligeledes meget berømte ”italienere” John Hansen, Carl Aage Præst og Eigil Nielsen med til Hornbæk hvert år.
[[Billede:byfesten1956.jpg|right|thumb|Byfest i Hornbæk 1956.]]
Drivkræfterne bag en årlig byfest i hovedgaden 2. lørdag i juli, og havnefesten den 4. lørdag i juli, var en større gruppe med farvehandler Erik Helms, murermester [[Poul Fritzen]] og tømrermestrene [[Mogens Fritzen]] og [[Hans Kuhlmann]] i spidsen for alle byens håndværkermestre og handlende.

Så var der musikgruppen også kaldet sangforeningen Brage med gartner Larsen, malermester Kaj Andersen, graveren Munk Andersen, bankfuldmægtig Paula Fensmark og købmand Carlo Holm, der, når der skulle arrangeres amatørteater, blev udvidet med Carl Emil Ahrendt-Jensen og farvehandler Alfred Andersen.

Så var der den lille hyggegruppe isenkræmmer Rye Madsen, skotøjshandler Larsen og cykelhandler [[Jens Pihl]], der i årene lige efter krigen hver dag diskuterede byens anliggender i cykelhandlerens kælder over en guldbajer, der hver dag møjsommeligt blev indkøbt hos forskellige købmænd, da ingen måtte få den fornemmelse, at de var fordrukne.

== '''Perioden 1940-45.''' ==

[[Billede:tyskere_hovedgaden.jpg|right|thumb|Tyske soldater marcherede dagligt gennem hovedgaden.]]
Hornbæk blev totalt oversvømmet med tyske soldater under krigen. Der var fra 2000 og op til 3000 soldater i perioden. Hornbæk var hovedkvarteret for de tyske tropper på Sjælland. Hornbæk var valgt p.g.a., at man jo her havde næsten 20 hoteller og pensionater. Kommandant og officerer holdt til på [[Hornbækhus]]. [[Gestapo]] på [[Hotel Trouville]] og forhørslokaler og celler var på [[Villa Strand]].

Samtidig lavede tyskerne et forsvar af indsejlingen til Øresund i [[Hornbæk Plantage]], hvor yderligere 600 tyske soldater bemandede et kanonbatteri. Så de tyske soldater fyldte meget i byen dag og nat. Specielt på Bondegaardens restaurant og i den gamle biograf på [[A.R. Friisvej]]. Der blev derfor sat ild til restauranten, som lå hvor Super Brugsen ligger i dag.
[[Billede:bondegaarden.jpg|left|thumb|Restaurant Bondegården før sabotagebranden i 1944.]]
Sognefogeden [[Holger Silldorff]] havde få minutter før fået alle danske gæster ud, og også ringet til [[Tikøb Brandvæsen]] og bedt dem bruge ”de gamle slanger”. Få dage senere svarede tyskerne igen ved at nedbrænde den meget flotte nabobygning Bakkebo, hvori bl. a. Hornbæks bådebyggeri dengang lå.
[[Billede:Bakkebo.jpg|right|thumb|Bakkebo før schalburgtagebranden i 1944.]]
Så stoppede den type aktioner. Tyskerne truede bl. a. fru boghandler Mogensen med at hendes ejendom ville blive nedbrændt, hvis byens modstandsbevægelse skulle finde på at afbrænde biografen, som tyskerne elskede. Hun chikanerede nemlig tyskerne dagligt med altid at overse dem i sin forretning, så hun var specielt udvalgt, og hun gemte da også sine dyrere ejendele et andet sted i byen.

Byens lille modstandslomme, som holdt til i det gamle mejeri på [[Ole Piis Vej]], brugte derfor nu mere sine kræfter på at hjælpe forfulgte danskere og jøder til Sverrige. Forfulgte ventede i mejeriets hestestald på besked fra havnen, om hvem tyskerne havde på vagt. Der var en gruppe tyske soldater kaldet sønderjyderne. Det var dansksindede tyskere fra Flensborg, der boede i Store Bjørns hus på havnevej, og som var kendt for at vende det blinde øje til transporterne. Når de kom på vagt, havde man 4 timer til at komme ud af havnen. Der blev straks ringet til doktor Berg, som kom ned med beroligende indsprøjtninger til børnene, der så hastigt blev båret om bord og gemt i Gudmand og Johannes fiskekutter Karen eller i Julius og Karl Ankers store smakkejolle. De blev stemplet ud af ”sønderjyderne” og så var det bare om at komme uset til Viken i en fart.

I købmandsgården forsøgte gamle William at komme igennem krigen uden ridser i lakken, hvad man meget nemt kunne få, hvis man var for flink ved tyskerne, eller hvis man var for smart med rationeringsmærkerne. Dem var der et par stykker af, som skyndsomst forlod byen i 1945, ligesom der var en biografejer på Friis Vej, der mistede retten til offentlig fremvisning af film. De unge piger, der var blevet tiltrukket af det søde og vilde liv på Hornbækhus med de mange tyske officerer, fik ligeledes en ubehagelig klipning og byrundtur på ladet af en lastvogn den 5. Maj. Men det kunne vel ikke være anderledes i en by med under 2000 faste indbyggere, der pludselig i 5 år totalt oversvømmes af op til 2-3000 tyske soldater med rigelige midler.

== '''Handelslivets ændring i 1960’erne.''' ==

Hornbæk var en attraktiv forretningsby, da man nu havde ca. 3.000 rimeligt velbemidlede faste beboere, samt mere end 20.000 meget velbemidlede gæster hver sommer. Kædebutikkerne FDB og Irma bankede derfor på døren. FDB købte grunden Ndr. Strandvej 325, hvor der i dag ligger BlomsterCompaniet og Bisgaard bageren (2009), og byggede her en efter datidens målestok en moderne selvbetjeningsbutik. Irma lå i en meget lille butik, hvor der i dag er ”café dig og mig”. Dem som havde broderparten af omsætningen af fødevarer i byen var [[Hornbæk Mejeri]], Købmand Leedgaard, Carl Rasmussen (gemüsen) og slagter Frederiksen. Jeg mener, at de alle var med i ”musketergruppen”. De mente, at FDB var udygtig på alle ledelsesniveauer, så på trods af deres størrelse og penge, ville FDB ikke være nogen udfordring. Det viste sig også at være rigtigt, idet Brugsen måtte lukke efter ca. 10 meget usuccesfulde år.

Nej, den virkelige udfordring var, hvis Irma fik bedre lokaliteter i byen. Irma var datidens mest veldrevne kæde, ledet af den navnkundige direktør Børge Olsen. Mulighederne for direktør Olsen var køb af Ndr. Strandvej 352 og 354, hvor der kunne blive indgang fra både hovedgaden og Stejlepladsen. Man aftalte derfor med nr. 352 og 354, at gruppen overbød ethvert skriftligt tilbud fra Irmas side. Irma allierede sig derfor nu med bagermester Kjær-Jørgensen fra Havnevej 4, og bad ham, mod passende vederlag, om at købe hans konkurrent bager og konditor Reders store ejendom på A.R.Friis Vej 4 og videresælge ejendommen til Irma. Det blev gjort. Kjær-Jørgensen blev herefter kaldt Irma-bageren og prægede forsiderne i både BT og Ekstrabladet de kommende dage.
[[Billede:Carl_Rasmussen.jpg|right|thumb|Gemüse Carls forretning 1955.]]
Der var oprør i byen. ”Musketergruppen” var eddikesur. Irma blev succesfuld i sine nye omgivelser, og fakta var, at Hornbæk Mejeri, 5 købmænd, 2 grønthandlere og 2 slagtere forsvandt i løbet af de næste 10 år. Irma fik skylden, men det var nu nok på grund af tiderne sket alligevel, men måske i et lidt langsommere tempo.

''Artiklen er skrevet af William Leedgaard (oldebarn af N.J. Leedgaard) på baggrund af egne indtryk og oplevelser med faktuel bistand fra Gunnar Rasmussen (søn af Gemüsen Carl Rasmussen og opvokset på købmandsgården) samt Per Silldorff (søn af sognefoged, malermester og kunstmaler Holger Silldorff) samt data fra [[Karl Rønne]]s bog om Hornbæk.''
[[Kategori:Købmænd]]

Fil:Byfesten1956.jpg

2010-02-01T21:02:29Z

Maria Dalsgaard: Byfest i Hovedgaden i Hornbæk 1956 ved Købmandsbutikken

Byfest i Hovedgaden i Hornbæk 1956 ved Købmandsbutikken

Købmand Leedgaard

2010-02-01T20:48:10Z

Maria Dalsgaard: /* '''Handelslivets ændring i 1960’erne.''' */

Købmand Leedgaard i Hornbæk

I 1889 startede mejerist Niels Jens Jensen Leedgaard (1855-1927) op med en lille traditionel købmandsgård på Nordre Strandvej 349-351, hvor Super Best ligger i dag (2009). Det var Hornbæks første forretning, som blev udvidet med et større byggeri på samme grund i 1894. N.J. Leedgaard drev samtidig Ledgården i Bistrup 4 km uden for Hornbæk. Forretningen var baseret på salg af Ledgårdens produkter.
[[Billede:Gadeparti_hornbaek.jpg|right|thumb|Hornbæk Hovedgade, 1897, hvor købmandsgården netop er opført og man ser det første udsalg med rødt tag fra 1889, hvor senere Gemüse Carls forretning kommer.]]
Netop i disse år udviklede Hornbæk sig fra et fiskerleje til sommerferieby for landets mest kendte og velhavende mennesker, idet [[Kystvej]] og [[Skovvej]] med sideveje blev udstykket til sommerhusgrunde.

Niels Jens Leedgaard var gift med Hilda fra Enggården i Borsholm. Han fik 9 børn, hvoraf 2 døde kort efter fødslen. Børnene Berndt, William, Ebba, Herluf, Poul, Arthur og Harriet blev meget aktive i byen. Det var imidlertid William (1887-1956), der var det største handelstalent. Han drev forretningen fra han var 12 år. Han var ambitiøs og meget målrettet, så han udbyggede forretningen i et hurtigt tempo fra et mindre udsalg af landbrugsprodukter til en stor og landskendt købmandsgård baseret på vinimport, finere kolonial, tobak, korn- og foderstoffer, benzin og petroleum, kul, koks og brænde og ligeledes isenkram. Forretningen var byens største forretning.
[[Billede:William_Leedgaard_1915.jpg|right|thumb|ca. 1915 Tolderne besøger Hornbæk. William Leedgaard i forretningsdøren og Carl Rasmussen Gemüsen beundrer hesten.]]

Williams søster Ebba blev gift med Carl Marius Rye Madsen, der overtog en traditionel isenkramforretning (hvor den ligger i dag) omkring 1910. Dengang konkurrerede man helst ikke med familie og venner, så William ophørte derfor straks med at sælge isenkram. Så ligeledes da Carl Rasmussen (kaldet Gemüse Carl) privat flyttede ind på 1. sal og åbnede forretning med blomster og grøntsager på samme grund stoppede William med at sælge grøntsager fra Ledgården i Bistrup.

Williams 1 år ældre bror Berndt bliver malermester i byen og startede i øvrigt [[Hornbæk idrætsforening]] i 1909 kun 21 år gammel. Bernt døde meget ung kun 32 år. Hans svenske kone Augusta levede 49 år længere. Hun blev 87 år og hjalp til med mad i købmandsgården stort set til hun døde i 1967. Herluf flyttede til Roskilde og åbnede et tøjgrossistfirma. I Kildekrog på Ndr. Strandvej nr. 529 byggede N.J. Leedgaard en kombineret forretning og privatbolig i 1917 som filial til forretningen i Hornbæk. Den blev bestyret af sønnen Arthur, og da han døde i 1932 videreførtes denne af hans søster Harriet, som drev denne meget succesfuldt i 30 år. Den blev senere overtaget af Kaj Hvitved omkring 1960. Herefter fortsatte Harriet som kommis i købmandsgården i Hornbæk. Omkring 1935 åbnede Poul Leedgaard købmandsforretning på Hornebyvej nr. 2, men måtte lukke nogle år senere, da han ikke rigtigt nænnede at sælge øllet.
[[Billede:Kildekrog.jpg|left|thumb|Strandvejen anno 1920 med den nye filial i Kildekrog.]]
Købmandsgården blev p.g.a. kundepotentialet mere og mere fokuseret på eksklusive vine og specialiteter. I 1906 var [[Hornbækbanen]] åbnet og turisterne stormede til Hornbæk. I foråret, når togene ankom fra København, kæmpede købmændene på perronen om kunderne. Man afhentede dem og kørte dem ud til sommerhusene, hvor man så optog lange bestillingslister med alt fra sukker og salt til øl og vin til udbringning lidt senere.

I påsken var der i 1950'erne et sådant pres på, at kunderne stod i kø 10 meter uden for forretningen, og specielt onsdag før påske. Den dag blev de sidste varer først bragt ud efter kl. 2 om natten, men så var der også megen sympati og gode drikkepenge til chauffører og bybude.

Sommergæsternes dage gik med strandture og indkøb (køleskab og dybfryser eksisterede jo ikke endnu). Efter aftensmaden klædte man sig meget fint og moderigtigt på til ”moleræs” på havnen, hvor man så solen gå ned og fik hilst og konverseret de mange, man mødte på havnen. De fleste aftener var der også vandskishow, hvor ”[[Luxtex brødrene]]” og den lokale malersvend Arne Becker lavede et farverigt show tæt på vestre molehoved.

Så gik man hjem og mange aftener blev sluttet af med at spise de russiske Kamchatka krabber på ristet brød med kold moselvin eller champagne. Det var det foretrukne i 50’erne, for dem der have rigeligt med penge, og dem var der rigtig mange af i Hornbæk. Og så var det købmandens opgave at skaffe Kamchatka krabberne.

Da der var valutarestriktioner fra krigens tid på næsten alle udenlandske varer, og helt op til begyndelsen af 60’erne for whisky og cognac, blev der meget hyppigt sendt en delegation bestående af min mor, min søster Annegrete og mig til varehuset EPA i Helsingborg, hvorfra der blev slæbt/smuglet russiske krabber, mandler og kakao hjem i stor skala. Da restriktionerne for amerikanske fersken og ananas gradvis faldt bort i begyndelsen af 50’erne fik vi det som dessert med flødeskum og mandeldrys hver søndag i 5 år. Da Coca Cola blev tilladt i Danmark, vistnok i 1956, solgte vi 600 kasser den første uge, og vi kunne nemt have solgt det dobbelte, men det kunne ikke fremskaffes.

[[Billede:Anna_og_Williams_solvbryllup_1944.jpg|left|thumb|Anna og Williams sølvbryllup i 1944.]]
I købmandsgården arbejdede udover en stor Leedgaardfamilie, 2-3 kommiser, 2 lærlinge, 1 chauffør, 2 bydrenge, 1 kogekone og 1 stuepige. Kommiserne, chaufføren og stuepigen boede i værelser ovenpå forretningen. Der blev serveret morgenmad fra 7.30, formiddagskaffe kl. 9.30 for første hold og 9.45 for andet. På samme måde serveredes varm mad (mindst 2 retter startende med suppe) i 2 hold kl. 12 og 12.30 og eftermiddagskaffe 15.00 og 15.30, som blev serveret i en flot stengrotte i haven. Aftensmaden, som var smørrebrød, blev indtaget samlet kl. 18.00 med gamle William og senere Holger for bordenden. Alle måltider var virkeligt velsmagende og veltillavede og blev serveret på klokkeslæt. Men det var stadig sådan, at kokkepigen og fru Leedgaard sammensatte menuen af varer fra forretningen, og man tog altid de ældste varer. Kunderne skulle altid have de friskeste varer.
[[Billede:Forretningen_alle_kender.jpg|right|thumb|Regningshoved med tegning af købmandsforretningen med basarbygninger fra 1960.]]

Forretningen var nu blevet temmelig stor. Købmand Leedgaard var den absolut største kunde hos kolonialgrossisten [[Lund & Rasmussen]] i Helsingør, ligesom den var det hos kaffegrossisten [[Edvard Petersen]] samme sted.

Personale og familie havde et stærk sammenhold. Fra midten af 30'erne til 1960 var der en ESSO tank på grunden, som i weekenderne blev passet af personalet. Man havde minigolfturnering hver mandag i juni-august med flot vandrepokal med ugentlig inskription. Kommiserne rejste igen i september og man fejrede den normalt gode sæson med stor middag på [[Hotel Marienlyst]] og senere [[Kystens Perle]] den 3. lørdag i august for hele personalet. Man arbejdede næsten alle 7 dage, men syntes alligevel p.g.a. stemningen og miljøet, at man var på ferie i Hornbæk, sagde mange af kommiserne, som senere besøgte familien. Ferie var ikke rigtig noget man snakkede om. Fra 1. juni til 1. september var det helt udelukket at tale om ferie.
Der var i realiteten altid åbent. Når butiksdøren blev lukket lørdag kl. 14 kom kunderne bare ind gennem privaten. Det forsatte indtil ca. kl. 20 både lørdag og søndag. Det var sommergæster, der manglede en flaske gin eller rødvin, og så var det svenskeanna og tyskerlarsen, som altid løb tør for 6 grønne Tuborg.

Gamle Anna og William havde været på ferie i Prag i 1936. Næste ferie for dem var først i 1954, hvor de tog på ferie med [[vognmand Eriksen]] fra Helsingør til Rom, Napoli og Capri.

Forretningen fik efter 2. Verdenskrig sloganet ”forretningen alle kender”, da alle de kendte skibsredere, erhvervsfolk og skuespillere handlede her hver sommer. William byggede og byggede. Omkring 1950 var der 14 bygninger. Einar Borg havde bl. a. blikkenslagerværksted, hvor de nuværende succesfulde VVS-folk [[Finn og Henrik Vindahl Andersen]] arbejdede før de selv startede. Der var garage anlæg til udlejningsbiler for Christian-68.

I 1956 dør William, og hans datter Aase Leedgaard (1920-83) og svigersønnen Holger Leedgaard Nielsen (1913-89) overtager forretningen. Og så skete der noget igen, for Holger Leedgaard havde længe ønsket en total indvendig ombygning af forretningen, baseret på større butiksareal med køledisk, dybfryser og færdigafvejede varer samt, at kunderne selv kunne plukke varer fra hylderne. Det skete blot 6 måneder efter, at han havde overtaget forretningen. Samtidig nedlagde han efter et par år benzinsalget og byggede omkring 1960 4 mindre forretninger på arealet, hvor bl. a. E. Borg og sønner (i folkemunde: Sorg og Bønner), Carl Hansen (Lille Carl) og Ib Sko (Ib Mælkemand) fik forretninger. Der var virkelig gang i tingene. Men så skete der desværre det, at Aase Leedgaard fik ledegigt, som udviklede sig voldsomt og invaliderede hende. Det medførte, at forretningen i 1972 blev solgt til Alice og Tage Nielsen, der få år senere nedrev alle 14-15 bygninger og byggede, hvad vi i dag kender som Super Best.

== '''Livet i byen.''' ==

[[Billede:skydebrodre.jpg|left|thumb|Skydebrødrene ca. 1930.]]
Det blev også mest p.g.a. Holger stedet, hvor mange nyheder blev samlet og spredt. Postbud Skjold Andersen var der hver dag med alle nyheder fra byen, og Vognmand Erik Svendsen, der drev fragtmandsruten Hornbæk-København kom ligeledes mindst en halv time hver dag, og leverede de mere eksterne og ofte lidt uartige historier. Erik var med i skytteforeningen, hjemmeværnet og salonskydeselskabet sammen med Holger Leedgaard, [[Verner Ahrendt-Jensen]], [[Erik Helms]] samt Stammureren [[Oluf Pedersen]], og sammen med [[kommandør Kaj Bang]] havde man med koner i 1938 startet op med badminton på byens badehotel. Når der var fugleskydning, gik det ofte lidt voldsomt for sig. Et af de første år efter krigen blev købmandsgårdens lastbil brugt til hjemtransport af fulde skydebrødre. Den kørte ret igennem garagen og videre igennem grisestalden samme sted. Grisestalden var blevet etableret under krigen for at få mad på bordet. Gamle William havde en meget alvorlig samtale med svigersønnen Holger om dette. Lastbilen var stærkt beskadiget og grisene døde.

William Leedgaard kunne i øvrigt ikke lide folk som drak. Så der var ingen tørstige i baglokalet. Ej heller på hele ejendomsmatriklen. Det var kun når William og konen Anna havde deres årlige våde frokost med Gemüse Carl og hans kone Gudrun i september, hvor de gjorde status over ”de kendte menneskers glemte regninger”. Her blev tabene skyllet ned.

Men der var som i dag en del andre forskellige grupperinger i byen:
Den toneangivende gruppe, mener jeg, var den med elektrikeren [[Carl Emil Ahrendt-Jensen]], Carl Rasmussen (gemüsen), skræddermester Larsen og Fede Ras (han var officielt slagtermester, men det var reelt konen, mens han var kunstmaler og jordmodermand og hyggede sig igennem livet). Vel nok mest p.g.a. Carl Emil Ahrendt-Jensen, der reelt var byens nestor på stort set alle plan i de næste 3-4 årtier, var det denne gruppe der genererede ideerne til, hvad der skulle ske i Hornbæk.
Der var også ”de fine”: postmesteren, apotekeren, tandlægen, skoleinspektøren og boghandleren. De blandede sig ikke, men var nok mere i betragterens rolle.
Så var der livet i Hornbæk Idrætsforening, hvor drivkræfterne sportsligt set var [[brødrene Carl og Svend Bødker Nielsen]]. Det praktiske blev ordnet af skolepedel Christian Andersen kaldet Pedella. Carl var både ungdomstræner, formand, med på a-holdet og ingeniør på [[Helsingør Værft]]. Senere blev han formand for dansk boldspil union, hvor han var manden, der fyrede træner Kurt Nielsen og i stedet ansatte Sep Piontek, der satte dansk fodbold i et helt andet gear, startende med EM i Frankrig 1984. I Hornbæk havde vi et A-hold, som alle kendte, og som hvert år spillede en stort opsat kamp mod bronceholdet fra OL i London 1948, med en 3. Halvleg på [[Hotel Bondegaarden|Hotel/restaurant Bondegården]], dengang drevet af ”champagnedrengen” Christian Hansen, der var fætter til Danmarks berømte centerhalf Axel Pilmark, der spillede i Italien. Han fik bl. a. de ligeledes meget berømte ”italienere” John Hansen, Carl Åge Præst og Eigil Nielsen med til Hornbæk hvert år.
[[Billede:byfesten1956.jpg|right|thumb|Byfest i Hornbæk 1956.]]
Drivkræfterne bag en årlig byfest i hovedgaden 2. lørdag i juli, og havnefesten den 4. lørdag i juli, var en større gruppe med farvehandler Erik Helms, murermester [[Poul Fritzen]] og tømrermestrene [[Mogens Fritzen]] og [[Hans Kuhlmann]] i spidsen for alle byens håndværkermestre og handlende.

Så var der musikgruppen også kaldet sangforeningen Brage med gartner Larsen, malermester Kaj Andersen, graveren Munk Andersen, bankfuldmægtig Paula Fensmark og købmand Carlo Holm, der, når der skulle arrangeres amatørteater, blev udvidet med Carl Emil Ahrendt-Jensen og farvehandler Alfred Andersen.

Så var der den lille hyggegruppe isenkræmmer Rye Madsen, skotøjshandler Larsen og cykelhandler [[Jens Pihl]], der i årene lige efter krigen hver dag diskuterede byens anliggender i cykelhandlerens kælder over en guldbajer, der hver dag møjsommeligt blev indkøbt hos forskellige købmænd, da ingen måtte få den fornemmelse, at de var fordrukne.

== '''Perioden 1940-45.''' ==

[[Billede:tyskere_hovedgaden.jpg|right|thumb|Tyske soldater marcherede dagligt gennem hovedgaden.]]
Hornbæk blev totalt oversvømmet med tyske soldater under krigen. Der var fra 3000 og op til 5000 soldater i perioden. Hornbæk var hovedkvarteret for de tyske tropper på Sjælland. Hornbæk var valgt p.g.a., at man jo her havde næsten 20 hoteller og pensionater. Kommandant og officerer holdt til på [[Hornbækhus]]. [[Gestapo]] på [[Hotel Trouville]] og forhørslokaler og celler var på [[Villa Strand]].

Samtidig lavede tyskerne et forsvar af indsejlingen til Øresund i [[Hornbæk Plantage]], hvor yderligere 600 tyske soldater bemandede et kanonbatteri. Så de tyske soldater fyldte meget i byen dag og nat. Specielt på Bondegårdens restaurant og i den gamle biograf på [[A.R. Friisvej]]. Der blev derfor sat ild til restauranten, som lå hvor Super Brugsen ligger i dag.
[[Billede:bondegaarden.jpg|left|thumb|Restaurant Bondegården før sabotagebranden i 1944.]]
Sognefogeden [[Holger Silldorff]] havde få minutter før fået alle danske gæster ud, og også ringet til Tikøb brandvæsen og bedt dem bruge ”de gamle slanger”. Få dage senere svarede tyskerne igen ved at nedbrænde den meget flotte nabobygning Bakkebo, hvori bl. a. Hornbæks bådebyggeri dengang lå.
[[Billede:Bakkebo.jpg|right|thumb|Bakkebo før schalburgtagebranden i 1944.]]
Så stoppede den type aktioner. Tyskerne truede bl. a. fru boghandler Mogensen med at hendes ejendom ville blive nedbrændt, hvis byens modstandsbevægelse skulle finde på at afbrænde biografen, som tyskerne elskede. Hun chikanerede nemlig tyskerne dagligt med altid at overse dem i sin forretning, så hun var specielt udvalgt, og hun gemte da også sine dyrere ejendele et andet sted i byen.

Byens lille modstandslomme, som holdt til i det gamle mejeri på [[Ole Piis Vej]], brugte derfor nu mere sine kræfter på at hjælpe forfulgte danskere og jøder til Sverrige. Forfulgte ventede i mejeriets hestestald på besked fra havnen, om hvem tyskerne havde på vagt. Der var en gruppe tyske soldater kaldet sønderjyderne. Det var dansksindede tyskere fra Flensborg, der boede i Store Bjørns hus på havnevej, og som var kendt for at vende det blinde øje til transporterne. Når de kom på vagt, havde man 4 timer til at komme ud af havnen. Der blev straks ringet til doktor Berg, som kom ned med beroligende indsprøjtninger til børnene, der så hastigt blev båret om bord og gemt i Gudmand og Johannes fiskekutter Karen eller i Julius og Karl Ankers store smakkejolle. De blev stemplet ud af ”sønderjyderne” og så var det bare om at komme uset til Viken i en fart.

I købmandsgården forsøgte gamle William at komme igennem krigen uden ridser i lakken, hvad man meget nemt kunne få, hvis man var for flink ved tyskerne, eller hvis man var for smart med rationeringsmærkerne. Dem var der et par stykker af, som skyndsomst forlod byen i 1945, ligesom der var en biografejer på Friis Vej, der mistede retten til offentlig fremvisning af film. De unge piger, der var blevet tiltrukket af det søde og vilde liv på Hornbækhus med de mange tyske officerer, fik ligeledes en ubehagelig klipning og byrundtur på ladet af en lastvogn den 5. Maj. Men det kunne vel ikke være anderledes i en by med under 2000 faste indbyggere, der pludselig i 5 år totalt oversvømmes af op til 5000 tyske soldater med rigelige midler.

== '''Handelslivets ændring i 1960’erne.''' ==

Hornbæk var en attraktiv forretningsby, da man nu havde ca. 3.000 rimeligt velbemidlede faste beboere, samt mere end 20.000 meget velbemidlede gæster hver sommer. Kædebutikkerne FDB og Irma bankede derfor på døren. FDB købte grunden Ndr. Strandvej 325, hvor der i dag ligger BlomsterCompaniet og Bisgaard bageren (2009), og byggede her en efter datidens målestok en moderne selvbetjeningsbutik. Irma lå i en meget lille butik, hvor der i dag er ”café dig og mig”. Dem som havde broderparten af omsætningen af fødevarer i byen var [[Hornbæk Mejeri]], Købmand Leedgaard, Carl Rasmussen (gemüsen) og slagter Frederiksen. Jeg mener, at de alle var med i ”musketergruppen”. De mente, at FDB var udygtig på alle ledelsesniveauer, så på trods af deres størrelse og penge, ville FDB ikke være nogen udfordring. Det viste sig også at være rigtigt, idet Brugsen måtte lukke efter ca. 10 meget usuccesfulde år.

Nej, den virkelige udfordring var, hvis Irma fik bedre lokaliteter i byen. Irma var datidens mest veldrevne kæde, ledet af den navnkundige direktør Børge Olsen. Mulighederne for direktør Olsen var køb af Ndr. Strandvej 352 og 354, hvor der kunne blive indgang fra både hovedgaden og Stejlepladsen. Man aftalte derfor med nr. 352 og 354, at gruppen overbød ethvert skriftligt tilbud fra Irmas side. Irma allierede sig derfor nu med bagermester Kjær-Jørgensen fra Havnevej 4, og bad ham, mod passende vederlag, om at købe hans konkurrent bager og konditor Reders store ejendom på A.R.Friis Vej 4 og videresælge ejendommen til Irma. Det blev gjort. Kjær-Jørgensen blev herefter kaldt Irma-bageren og prægede forsiderne i både BT og Ekstrabladet de kommende dage.
[[Billede:Carl_Rasmussen.jpg|right|thumb|Gemüse Carls forretning 1955.]]
Der var oprør i byen. ”Musketergruppen” var eddikesur. Irma blev succesfuld i sine nye omgivelser, og fakta var, at Hornbæk Mejeri, 5 købmænd, 2 grønthandlere og 2 slagtere forsvandt i løbet af de næste 10 år. Irma fik skylden, men det var nu nok på grund af tiderne sket alligevel, men måske i et lidt langsommere tempo.

''Artiklen er skrevet af William Leedgaard (oldebarn af N.J. Leedgaard) på baggrund af egne indtryk og oplevelser med faktuel bistand fra Gunnar Rasmussen (søn af Gemüsen Carl Rasmussen og opvokset på købmandsgården) samt Per Silldorff (søn af sognefoged, malermester og kunstmaler Holger Silldorff) samt data fra [[Karl Rønne]]s bog om Hornbæk.''
[[Kategori:Købmænd]]

Købmand Leedgaard

2010-02-01T20:46:29Z

Maria Dalsgaard:

Købmand Leedgaard i Hornbæk

I 1889 startede mejerist Niels Jens Jensen Leedgaard (1855-1927) op med en lille traditionel købmandsgård på Nordre Strandvej 349-351, hvor Super Best ligger i dag (2009). Det var Hornbæks første forretning, som blev udvidet med et større byggeri på samme grund i 1894. N.J. Leedgaard drev samtidig Ledgården i Bistrup 4 km uden for Hornbæk. Forretningen var baseret på salg af Ledgårdens produkter.
[[Billede:Gadeparti_hornbaek.jpg|right|thumb|Hornbæk Hovedgade, 1897, hvor købmandsgården netop er opført og man ser det første udsalg med rødt tag fra 1889, hvor senere Gemüse Carls forretning kommer.]]
Netop i disse år udviklede Hornbæk sig fra et fiskerleje til sommerferieby for landets mest kendte og velhavende mennesker, idet [[Kystvej]] og [[Skovvej]] med sideveje blev udstykket til sommerhusgrunde.

Niels Jens Leedgaard var gift med Hilda fra Enggården i Borsholm. Han fik 9 børn, hvoraf 2 døde kort efter fødslen. Børnene Berndt, William, Ebba, Herluf, Poul, Arthur og Harriet blev meget aktive i byen. Det var imidlertid William (1887-1956), der var det største handelstalent. Han drev forretningen fra han var 12 år. Han var ambitiøs og meget målrettet, så han udbyggede forretningen i et hurtigt tempo fra et mindre udsalg af landbrugsprodukter til en stor og landskendt købmandsgård baseret på vinimport, finere kolonial, tobak, korn- og foderstoffer, benzin og petroleum, kul, koks og brænde og ligeledes isenkram. Forretningen var byens største forretning.
[[Billede:William_Leedgaard_1915.jpg|right|thumb|ca. 1915 Tolderne besøger Hornbæk. William Leedgaard i forretningsdøren og Carl Rasmussen Gemüsen beundrer hesten.]]

Williams søster Ebba blev gift med Carl Marius Rye Madsen, der overtog en traditionel isenkramforretning (hvor den ligger i dag) omkring 1910. Dengang konkurrerede man helst ikke med familie og venner, så William ophørte derfor straks med at sælge isenkram. Så ligeledes da Carl Rasmussen (kaldet Gemüse Carl) privat flyttede ind på 1. sal og åbnede forretning med blomster og grøntsager på samme grund stoppede William med at sælge grøntsager fra Ledgården i Bistrup.

Williams 1 år ældre bror Berndt bliver malermester i byen og startede i øvrigt [[Hornbæk idrætsforening]] i 1909 kun 21 år gammel. Bernt døde meget ung kun 32 år. Hans svenske kone Augusta levede 49 år længere. Hun blev 87 år og hjalp til med mad i købmandsgården stort set til hun døde i 1967. Herluf flyttede til Roskilde og åbnede et tøjgrossistfirma. I Kildekrog på Ndr. Strandvej nr. 529 byggede N.J. Leedgaard en kombineret forretning og privatbolig i 1917 som filial til forretningen i Hornbæk. Den blev bestyret af sønnen Arthur, og da han døde i 1932 videreførtes denne af hans søster Harriet, som drev denne meget succesfuldt i 30 år. Den blev senere overtaget af Kaj Hvitved omkring 1960. Herefter fortsatte Harriet som kommis i købmandsgården i Hornbæk. Omkring 1935 åbnede Poul Leedgaard købmandsforretning på Hornebyvej nr. 2, men måtte lukke nogle år senere, da han ikke rigtigt nænnede at sælge øllet.
[[Billede:Kildekrog.jpg|left|thumb|Strandvejen anno 1920 med den nye filial i Kildekrog.]]
Købmandsgården blev p.g.a. kundepotentialet mere og mere fokuseret på eksklusive vine og specialiteter. I 1906 var [[Hornbækbanen]] åbnet og turisterne stormede til Hornbæk. I foråret, når togene ankom fra København, kæmpede købmændene på perronen om kunderne. Man afhentede dem og kørte dem ud til sommerhusene, hvor man så optog lange bestillingslister med alt fra sukker og salt til øl og vin til udbringning lidt senere.

I påsken var der i 1950'erne et sådant pres på, at kunderne stod i kø 10 meter uden for forretningen, og specielt onsdag før påske. Den dag blev de sidste varer først bragt ud efter kl. 2 om natten, men så var der også megen sympati og gode drikkepenge til chauffører og bybude.

Sommergæsternes dage gik med strandture og indkøb (køleskab og dybfryser eksisterede jo ikke endnu). Efter aftensmaden klædte man sig meget fint og moderigtigt på til ”moleræs” på havnen, hvor man så solen gå ned og fik hilst og konverseret de mange, man mødte på havnen. De fleste aftener var der også vandskishow, hvor ”[[Luxtex brødrene]]” og den lokale malersvend Arne Becker lavede et farverigt show tæt på vestre molehoved.

Så gik man hjem og mange aftener blev sluttet af med at spise de russiske Kamchatka krabber på ristet brød med kold moselvin eller champagne. Det var det foretrukne i 50’erne, for dem der have rigeligt med penge, og dem var der rigtig mange af i Hornbæk. Og så var det købmandens opgave at skaffe Kamchatka krabberne.

Da der var valutarestriktioner fra krigens tid på næsten alle udenlandske varer, og helt op til begyndelsen af 60’erne for whisky og cognac, blev der meget hyppigt sendt en delegation bestående af min mor, min søster Annegrete og mig til varehuset EPA i Helsingborg, hvorfra der blev slæbt/smuglet russiske krabber, mandler og kakao hjem i stor skala. Da restriktionerne for amerikanske fersken og ananas gradvis faldt bort i begyndelsen af 50’erne fik vi det som dessert med flødeskum og mandeldrys hver søndag i 5 år. Da Coca Cola blev tilladt i Danmark, vistnok i 1956, solgte vi 600 kasser den første uge, og vi kunne nemt have solgt det dobbelte, men det kunne ikke fremskaffes.

[[Billede:Anna_og_Williams_solvbryllup_1944.jpg|left|thumb|Anna og Williams sølvbryllup i 1944.]]
I købmandsgården arbejdede udover en stor Leedgaardfamilie, 2-3 kommiser, 2 lærlinge, 1 chauffør, 2 bydrenge, 1 kogekone og 1 stuepige. Kommiserne, chaufføren og stuepigen boede i værelser ovenpå forretningen. Der blev serveret morgenmad fra 7.30, formiddagskaffe kl. 9.30 for første hold og 9.45 for andet. På samme måde serveredes varm mad (mindst 2 retter startende med suppe) i 2 hold kl. 12 og 12.30 og eftermiddagskaffe 15.00 og 15.30, som blev serveret i en flot stengrotte i haven. Aftensmaden, som var smørrebrød, blev indtaget samlet kl. 18.00 med gamle William og senere Holger for bordenden. Alle måltider var virkeligt velsmagende og veltillavede og blev serveret på klokkeslæt. Men det var stadig sådan, at kokkepigen og fru Leedgaard sammensatte menuen af varer fra forretningen, og man tog altid de ældste varer. Kunderne skulle altid have de friskeste varer.
[[Billede:Forretningen_alle_kender.jpg|right|thumb|Regningshoved med tegning af købmandsforretningen med basarbygninger fra 1960.]]

Forretningen var nu blevet temmelig stor. Købmand Leedgaard var den absolut største kunde hos kolonialgrossisten [[Lund & Rasmussen]] i Helsingør, ligesom den var det hos kaffegrossisten [[Edvard Petersen]] samme sted.

Personale og familie havde et stærk sammenhold. Fra midten af 30'erne til 1960 var der en ESSO tank på grunden, som i weekenderne blev passet af personalet. Man havde minigolfturnering hver mandag i juni-august med flot vandrepokal med ugentlig inskription. Kommiserne rejste igen i september og man fejrede den normalt gode sæson med stor middag på [[Hotel Marienlyst]] og senere [[Kystens Perle]] den 3. lørdag i august for hele personalet. Man arbejdede næsten alle 7 dage, men syntes alligevel p.g.a. stemningen og miljøet, at man var på ferie i Hornbæk, sagde mange af kommiserne, som senere besøgte familien. Ferie var ikke rigtig noget man snakkede om. Fra 1. juni til 1. september var det helt udelukket at tale om ferie.
Der var i realiteten altid åbent. Når butiksdøren blev lukket lørdag kl. 14 kom kunderne bare ind gennem privaten. Det forsatte indtil ca. kl. 20 både lørdag og søndag. Det var sommergæster, der manglede en flaske gin eller rødvin, og så var det svenskeanna og tyskerlarsen, som altid løb tør for 6 grønne Tuborg.

Gamle Anna og William havde været på ferie i Prag i 1936. Næste ferie for dem var først i 1954, hvor de tog på ferie med [[vognmand Eriksen]] fra Helsingør til Rom, Napoli og Capri.

Forretningen fik efter 2. Verdenskrig sloganet ”forretningen alle kender”, da alle de kendte skibsredere, erhvervsfolk og skuespillere handlede her hver sommer. William byggede og byggede. Omkring 1950 var der 14 bygninger. Einar Borg havde bl. a. blikkenslagerværksted, hvor de nuværende succesfulde VVS-folk [[Finn og Henrik Vindahl Andersen]] arbejdede før de selv startede. Der var garage anlæg til udlejningsbiler for Christian-68.

I 1956 dør William, og hans datter Aase Leedgaard (1920-83) og svigersønnen Holger Leedgaard Nielsen (1913-89) overtager forretningen. Og så skete der noget igen, for Holger Leedgaard havde længe ønsket en total indvendig ombygning af forretningen, baseret på større butiksareal med køledisk, dybfryser og færdigafvejede varer samt, at kunderne selv kunne plukke varer fra hylderne. Det skete blot 6 måneder efter, at han havde overtaget forretningen. Samtidig nedlagde han efter et par år benzinsalget og byggede omkring 1960 4 mindre forretninger på arealet, hvor bl. a. E. Borg og sønner (i folkemunde: Sorg og Bønner), Carl Hansen (Lille Carl) og Ib Sko (Ib Mælkemand) fik forretninger. Der var virkelig gang i tingene. Men så skete der desværre det, at Aase Leedgaard fik ledegigt, som udviklede sig voldsomt og invaliderede hende. Det medførte, at forretningen i 1972 blev solgt til Alice og Tage Nielsen, der få år senere nedrev alle 14-15 bygninger og byggede, hvad vi i dag kender som Super Best.

== '''Livet i byen.''' ==

[[Billede:skydebrodre.jpg|left|thumb|Skydebrødrene ca. 1930.]]
Det blev også mest p.g.a. Holger stedet, hvor mange nyheder blev samlet og spredt. Postbud Skjold Andersen var der hver dag med alle nyheder fra byen, og Vognmand Erik Svendsen, der drev fragtmandsruten Hornbæk-København kom ligeledes mindst en halv time hver dag, og leverede de mere eksterne og ofte lidt uartige historier. Erik var med i skytteforeningen, hjemmeværnet og salonskydeselskabet sammen med Holger Leedgaard, [[Verner Ahrendt-Jensen]], [[Erik Helms]] samt Stammureren [[Oluf Pedersen]], og sammen med [[kommandør Kaj Bang]] havde man med koner i 1938 startet op med badminton på byens badehotel. Når der var fugleskydning, gik det ofte lidt voldsomt for sig. Et af de første år efter krigen blev købmandsgårdens lastbil brugt til hjemtransport af fulde skydebrødre. Den kørte ret igennem garagen og videre igennem grisestalden samme sted. Grisestalden var blevet etableret under krigen for at få mad på bordet. Gamle William havde en meget alvorlig samtale med svigersønnen Holger om dette. Lastbilen var stærkt beskadiget og grisene døde.

William Leedgaard kunne i øvrigt ikke lide folk som drak. Så der var ingen tørstige i baglokalet. Ej heller på hele ejendomsmatriklen. Det var kun når William og konen Anna havde deres årlige våde frokost med Gemüse Carl og hans kone Gudrun i september, hvor de gjorde status over ”de kendte menneskers glemte regninger”. Her blev tabene skyllet ned.

Men der var som i dag en del andre forskellige grupperinger i byen:
Den toneangivende gruppe, mener jeg, var den med elektrikeren [[Carl Emil Ahrendt-Jensen]], Carl Rasmussen (gemüsen), skræddermester Larsen og Fede Ras (han var officielt slagtermester, men det var reelt konen, mens han var kunstmaler og jordmodermand og hyggede sig igennem livet). Vel nok mest p.g.a. Carl Emil Ahrendt-Jensen, der reelt var byens nestor på stort set alle plan i de næste 3-4 årtier, var det denne gruppe der genererede ideerne til, hvad der skulle ske i Hornbæk.
Der var også ”de fine”: postmesteren, apotekeren, tandlægen, skoleinspektøren og boghandleren. De blandede sig ikke, men var nok mere i betragterens rolle.
Så var der livet i Hornbæk Idrætsforening, hvor drivkræfterne sportsligt set var [[brødrene Carl og Svend Bødker Nielsen]]. Det praktiske blev ordnet af skolepedel Christian Andersen kaldet Pedella. Carl var både ungdomstræner, formand, med på a-holdet og ingeniør på [[Helsingør Værft]]. Senere blev han formand for dansk boldspil union, hvor han var manden, der fyrede træner Kurt Nielsen og i stedet ansatte Sep Piontek, der satte dansk fodbold i et helt andet gear, startende med EM i Frankrig 1984. I Hornbæk havde vi et A-hold, som alle kendte, og som hvert år spillede en stort opsat kamp mod bronceholdet fra OL i London 1948, med en 3. Halvleg på [[Hotel Bondegaarden|Hotel/restaurant Bondegården]], dengang drevet af ”champagnedrengen” Christian Hansen, der var fætter til Danmarks berømte centerhalf Axel Pilmark, der spillede i Italien. Han fik bl. a. de ligeledes meget berømte ”italienere” John Hansen, Carl Åge Præst og Eigil Nielsen med til Hornbæk hvert år.
[[Billede:byfesten1956.jpg|right|thumb|Byfest i Hornbæk 1956.]]
Drivkræfterne bag en årlig byfest i hovedgaden 2. lørdag i juli, og havnefesten den 4. lørdag i juli, var en større gruppe med farvehandler Erik Helms, murermester [[Poul Fritzen]] og tømrermestrene [[Mogens Fritzen]] og [[Hans Kuhlmann]] i spidsen for alle byens håndværkermestre og handlende.

Så var der musikgruppen også kaldet sangforeningen Brage med gartner Larsen, malermester Kaj Andersen, graveren Munk Andersen, bankfuldmægtig Paula Fensmark og købmand Carlo Holm, der, når der skulle arrangeres amatørteater, blev udvidet med Carl Emil Ahrendt-Jensen og farvehandler Alfred Andersen.

Så var der den lille hyggegruppe isenkræmmer Rye Madsen, skotøjshandler Larsen og cykelhandler [[Jens Pihl]], der i årene lige efter krigen hver dag diskuterede byens anliggender i cykelhandlerens kælder over en guldbajer, der hver dag møjsommeligt blev indkøbt hos forskellige købmænd, da ingen måtte få den fornemmelse, at de var fordrukne.

== '''Perioden 1940-45.''' ==

[[Billede:tyskere_hovedgaden.jpg|right|thumb|Tyske soldater marcherede dagligt gennem hovedgaden.]]
Hornbæk blev totalt oversvømmet med tyske soldater under krigen. Der var fra 3000 og op til 5000 soldater i perioden. Hornbæk var hovedkvarteret for de tyske tropper på Sjælland. Hornbæk var valgt p.g.a., at man jo her havde næsten 20 hoteller og pensionater. Kommandant og officerer holdt til på [[Hornbækhus]]. [[Gestapo]] på [[Hotel Trouville]] og forhørslokaler og celler var på [[Villa Strand]].

Samtidig lavede tyskerne et forsvar af indsejlingen til Øresund i [[Hornbæk Plantage]], hvor yderligere 600 tyske soldater bemandede et kanonbatteri. Så de tyske soldater fyldte meget i byen dag og nat. Specielt på Bondegårdens restaurant og i den gamle biograf på [[A.R. Friisvej]]. Der blev derfor sat ild til restauranten, som lå hvor Super Brugsen ligger i dag.
[[Billede:bondegaarden.jpg|left|thumb|Restaurant Bondegården før sabotagebranden i 1944.]]
Sognefogeden [[Holger Silldorff]] havde få minutter før fået alle danske gæster ud, og også ringet til Tikøb brandvæsen og bedt dem bruge ”de gamle slanger”. Få dage senere svarede tyskerne igen ved at nedbrænde den meget flotte nabobygning Bakkebo, hvori bl. a. Hornbæks bådebyggeri dengang lå.
[[Billede:Bakkebo.jpg|right|thumb|Bakkebo før schalburgtagebranden i 1944.]]
Så stoppede den type aktioner. Tyskerne truede bl. a. fru boghandler Mogensen med at hendes ejendom ville blive nedbrændt, hvis byens modstandsbevægelse skulle finde på at afbrænde biografen, som tyskerne elskede. Hun chikanerede nemlig tyskerne dagligt med altid at overse dem i sin forretning, så hun var specielt udvalgt, og hun gemte da også sine dyrere ejendele et andet sted i byen.

Byens lille modstandslomme, som holdt til i det gamle mejeri på [[Ole Piis Vej]], brugte derfor nu mere sine kræfter på at hjælpe forfulgte danskere og jøder til Sverrige. Forfulgte ventede i mejeriets hestestald på besked fra havnen, om hvem tyskerne havde på vagt. Der var en gruppe tyske soldater kaldet sønderjyderne. Det var dansksindede tyskere fra Flensborg, der boede i Store Bjørns hus på havnevej, og som var kendt for at vende det blinde øje til transporterne. Når de kom på vagt, havde man 4 timer til at komme ud af havnen. Der blev straks ringet til doktor Berg, som kom ned med beroligende indsprøjtninger til børnene, der så hastigt blev båret om bord og gemt i Gudmand og Johannes fiskekutter Karen eller i Julius og Karl Ankers store smakkejolle. De blev stemplet ud af ”sønderjyderne” og så var det bare om at komme uset til Viken i en fart.

I købmandsgården forsøgte gamle William at komme igennem krigen uden ridser i lakken, hvad man meget nemt kunne få, hvis man var for flink ved tyskerne, eller hvis man var for smart med rationeringsmærkerne. Dem var der et par stykker af, som skyndsomst forlod byen i 1945, ligesom der var en biografejer på Friis Vej, der mistede retten til offentlig fremvisning af film. De unge piger, der var blevet tiltrukket af det søde og vilde liv på Hornbækhus med de mange tyske officerer, fik ligeledes en ubehagelig klipning og byrundtur på ladet af en lastvogn den 5. Maj. Men det kunne vel ikke være anderledes i en by med under 2000 faste indbyggere, der pludselig i 5 år totalt oversvømmes af op til 5000 tyske soldater med rigelige midler.

== '''Handelslivets ændring i 1960’erne.''' ==

Hornbæk var en attraktiv forretningsby, da man nu havde ca. 3.000 rimeligt velbemidlede faste beboere, samt mere end 20.000 meget velbemidlede gæster hver sommer. Kædebutikkerne FDB og Irma bankede derfor på døren. FDB købte grunden Ndr. Strandvej 325, hvor der i dag ligger BlomsterCompaniet og Bisgaard bageren (2009), og byggede her en efter datidens målestok en moderne selvbetjeningsbutik. Irma lå i en meget lille butik, hvor der i dag er ”café dig og mig”. Dem som havde broderparten af omsætningen af fødevarer i byen var [[Hornbæk Mejeri]], Købmand Leedgaard, Carl Rasmussen (gemüsen) og slagter Frederiksen. Jeg mener, at de alle var med i ”musketergruppen”. De mente, at FDB var udygtig på alle ledelsesniveauer, så på trods af deres størrelse og penge, ville FDB ikke være nogen udfordring. Det viste sig også at være rigtigt, idet Brugsen måtte lukke efter ca. 10 meget usuccesfulde år.

Nej, den virkelige udfordring var, hvis Irma fik bedre lokaliteter i byen. Irma var datidens mest veldrevne kæde, ledet af den navnkundige direktør Børge Olsen. Mulighederne for direktør Olsen var køb af Ndr. Strandvej 352 og 354, hvor der kunne blive indgang fra både hovedgaden og Stejlepladsen. Man aftalte derfor med nr. 352 og 354, at gruppen overbød ethvert skriftligt tilbud fra Irmas side. Irma allierede sig derfor nu med bagermester Kjær-Jørgensen fra Havnevej 4, og bad ham, mod passende vederlag, om at købe hans konkurrent bager og konditor Reders store ejendom på A.R.Friis Vej 4 og videresælge ejendommen til Irma. Det blev gjort. Kjær-Jørgensen blev herefter kaldt Irma-bageren og prægede forsiderne i både BT og Ekstrabladet de kommende dage.

Der var oprør i byen. ”Musketergruppen” var eddikesur. Irma blev succesfuld i sine nye omgivelser, og fakta var, at Hornbæk Mejeri, 5 købmænd, 2 grønthandlere og 2 slagtere forsvandt i løbet af de næste 10 år. Irma fik skylden, men det var nu nok på grund af tiderne sket alligevel, men måske i et lidt langsommere tempo.
[[Billede:Carl_Rasmussen.jpg|right|thumb|Gemüse Carls forretning 1955.]]

''Artiklen er skrevet af William Leedgaard (oldebarn af N.J. Leedgaard) på baggrund af egne indtryk og oplevelser med faktuel bistand fra Gunnar Rasmussen (søn af Gemüsen Carl Rasmussen og opvokset på købmandsgården) samt Per Silldorff (søn af sognefoged, malermester og kunstmaler Holger Silldorff) samt data fra [[Karl Rønne]]s bog om Hornbæk.''
[[Kategori:Købmænd]]

Købmand Leedgaard

2010-01-31T11:36:11Z

Maria Dalsgaard:

Købmand Leedgaard i Hornbæk

I 1889 startede mejerist Niels Jens Jensen Leedgaard (1855-1927) op med en lille traditionel købmandsgård på Nordre Strandvej 349-351, hvor Super Best ligger i dag (2009). Det var Hornbæks første forretning, som blev udvidet med et større byggeri på samme grund i 1894. N.J. Leedgaard drev samtidig Ledgården i Bistrup 4 km uden for Hornbæk. Forretningen var baseret på salg af Ledgårdens produkter.
[[Billede:Gadeparti_hornbaek.jpg|right|thumb|Hornbæk Hovedgade, 1897, hvor købmandsgården netop er opført og man ser det første udsalg med rødt tag fra 1889, hvor senere Gemüse Carls forretning kommer.]]
Netop i disse år udviklede Hornbæk sig fra et fiskerleje til sommerferieby for landets mest kendte og velhavende mennesker, idet [[Kystvej]] og [[Skovvej]] med sideveje blev udstykket til sommerhusgrunde.

Niels Jens Leedgaard var gift med Hilda fra Enggården i Borsholm. Han fik 9 børn, hvoraf 2 døde kort efter fødslen. Børnene Berndt, William, Ebba, Herluf, Poul, Arthur og Harriet blev meget aktive i byen. Det var imidlertid William (1887-1956), der var det største handelstalent. Han drev forretningen fra han var 12 år. Han var ambitiøs og meget målrettet, så han udbyggede forretningen i et hurtigt tempo fra et mindre udsalg af landbrugsprodukter til en stor og landskendt købmandsgård baseret på vinimport, finere kolonial, tobak, korn- og foderstoffer, benzin og petroleum, kul, koks og brænde og ligeledes isenkram. Forretningen var byens største forretning.
[[Billede:William_Leedgaard_1915.jpg|right|thumb|ca. 1915 Tolderne besøger Hornbæk. William Leedgaard i forretningsdøren og Carl Rasmussen Gemüsen beundrer hesten.]]

Williams søster Ebba blev gift med Carl Marius Rye Madsen, der overtog en traditionel isenkramforretning (hvor den ligger i dag) omkring 1910. Dengang konkurrerede man helst ikke med familie og venner, så William ophørte derfor straks med at sælge isenkram. Så ligeledes da Carl Rasmussen (kaldet Gemüse Carl) privat flyttede ind på 1. sal og åbnede forretning med blomster og grøntsager på samme grund stoppede William med at sælge grøntsager fra Ledgården i Bistrup.

Williams 1 år ældre bror Berndt bliver malermester i byen og startede i øvrigt [[Hornbæk idrætsforening]] i 1909 kun 21 år gammel. Bernt døde meget ung kun 32 år. Hans svenske kone Augusta levede 49 år længere. Hun blev 87 år og hjalp til med mad i købmandsgården stort set til hun døde i 1967. Herluf flyttede til Roskilde og åbnede et tøjgrossistfirma. I Kildekrog på Ndr. Strandvej nr. 529 byggede N.J. Leedgaard en kombineret forretning og privatbolig i 1917 som filial til forretningen i Hornbæk. Den blev bestyret af sønnen Arthur, og da han døde i 1932 videreførtes denne af hans søster Harriet, som drev denne meget succesfuldt i 30 år. Den blev senere overtaget af Kaj Hvitved omkring 1960. Herefter fortsatte Harriet som kommis i købmandsgården i Hornbæk. Omkring 1935 åbnede Poul Leedgaard købmandsforretning på Hornebyvej nr. 2, men måtte lukke nogle år senere, da han ikke rigtigt nænnede at sælge øllet.

Købmandsgården blev p.g.a. kundepotentialet mere og mere fokuseret på eksklusive vine og specialiteter. I 1906 var [[Hornbækbanen]] åbnet og turisterne stormede til Hornbæk. I foråret, når togene ankom fra København, kæmpede købmændene på perronen om kunderne. Man afhentede dem og kørte dem ud til sommerhusene, hvor man så optog lange bestillingslister med alt fra sukker og salt til øl og vin til udbringning lidt senere.

I påsken var der i 1950'erne et sådant pres på, at kunderne stod i kø 10 meter uden for forretningen, og specielt onsdag før påske. Den dag blev de sidste varer først bragt ud efter kl. 2 om natten, men så var der også megen sympati og gode drikkepenge til chauffører og bybude.

Sommergæsternes dage gik med strandture og indkøb (køleskab og dybfryser eksisterede jo ikke endnu). Efter aftensmaden klædte man sig meget fint og moderigtigt på til ”moleræs” på havnen, hvor man så solen gå ned og fik hilst og konverseret de mange, man mødte på havnen. De fleste aftener var der også vandskishow, hvor ”[[Luxtex brødrene]]” og den lokale malersvend Arne Becker lavede et farverigt show tæt på vestre molehoved.

Så gik man hjem og mange aftener blev sluttet af med at spise de russiske Kamchatka krabber på ristet brød med kold moselvin eller champagne. Det var det foretrukne i 50’erne, for dem der have rigeligt med penge, og dem var der rigtig mange af i Hornbæk. Og så var det købmandens opgave at skaffe Kamchatka krabberne.

Da der var valutarestriktioner fra krigens tid på næsten alle udenlandske varer, og helt op til begyndelsen af 60’erne for whisky og cognac, blev der meget hyppigt sendt en delegation bestående af min mor, min søster Annegrete og mig til varehuset EPA i Helsingborg, hvorfra der blev slæbt/smuglet russiske krabber, mandler og kakao hjem i stor skala. Da restriktionerne for amerikanske fersken og ananas gradvis faldt bort i begyndelsen af 50’erne fik vi det som dessert med flødeskum og mandeldrys hver søndag i 5 år. Da Coca Cola blev tilladt i Danmark, vistnok i 1956, solgte vi 600 kasser den første uge, og vi kunne nemt have solgt det dobbelte, men det kunne ikke fremskaffes.

I købmandsgården arbejdede udover en stor Leedgaardfamilie, 2-3 kommiser, 2 lærlinge, 1 chauffør, 2 bydrenge, 1 kogekone og 1 stuepige. Kommiserne, chaufføren og stuepigen boede i værelser ovenpå forretningen. Der blev serveret morgenmad fra 7.30, formiddagskaffe kl. 9.30 for første hold og 9.45 for andet. På samme måde serveredes varm mad (mindst 2 retter startende med suppe) i 2 hold kl. 12 og 12.30 og eftermiddagskaffe 15.00 og 15.30, som blev serveret i en flot stengrotte i haven. Aftensmaden, som var smørrebrød, blev indtaget samlet kl. 18.00 med gamle William og senere Holger for bordenden. Alle måltider var virkeligt velsmagende og veltillavede og blev serveret på klokkeslæt. Men det var stadig sådan, at kokkepigen og fru Leedgaard sammensatte menuen af varer fra forretningen, og man tog altid de ældste varer. Kunderne skulle altid have de friskeste varer.

Forretningen var nu blevet temmelig stor. Købmand Leedgaard var den absolut største kunde hos kolonialgrossisten [[Lund & Rasmussen]] i Helsingør, ligesom den var det hos kaffegrossisten [[Edvard Petersen]] samme sted.

Personale og familie havde et stærk sammenhold. Fra midten af 30'erne til 1960 var der en ESSO tank på grunden, som i weekenderne blev passet af personalet. Man havde minigolfturnering hver mandag i juni-august med flot vandrepokal med ugentlig inskription. Kommiserne rejste igen i september og man fejrede den normalt gode sæson med stor middag på [[Hotel Marienlyst]] og senere [[Kystens Perle]] den 3. lørdag i august for hele personalet. Man arbejdede næsten alle 7 dage, men syntes alligevel p. g. a. stemningen og miljøet, at man var på ferie i Hornbæk, sagde mange af kommiserne, som senere besøgte familien. Ferie var ikke rigtig noget man snakkede om. Fra 1. juni til 1. september var det helt udelukket at tale om ferie.
Der var i realiteten altid åbent. Når butiksdøren blev lukket lørdag kl. 14 kom kunderne bare ind gennem privaten. Det forsatte indtil ca. kl. 20 både lørdag og søndag. Det var sommergæster, der manglede en flaske gin eller rødvin, og så var det svenskeanna og tyskerlarsen, som altid løb tør for 6 grønne Tuborg.

Gamle Anna og William havde været på ferie i Prag i 1936. Næste ferie for dem var først i 1954, hvor de tog på ferie med [[vognmand Eriksen]] fra Helsingør til Rom, Napoli og Capri.

Forretningen fik efter 2. Verdenskrig sloganet ”forretningen alle kender”, da alle de kendte skibsredere, erhvervsfolk og skuespillere handlede her hver sommer. William byggede og byggede. Omkring 1950 var der 14 bygninger. Einar Borg havde bl. a. blikkenslagerværksted, hvor de nuværende succesfulde VVS-folk [[Finn og Henrik Vindahl Andersen]] arbejdede før de selv startede. Der var garage anlæg til udlejningsbiler for Christian-68.

I 1956 dør William, og hans datter Aase Leedgaard (1920-83) og svigersønnen Holger Leedgaard Nielsen (1913-89) overtager forretningen. Og så skete der noget igen, for Holger Leedgaard havde længe ønsket en total indvendig ombygning af forretningen, baseret på større butiksareal med køledisk, dybfryser og færdigafvejede varer samt, at kunderne selv kunne plukke varer fra hylderne. Det skete blot 6 måneder efter, at han havde overtaget forretningen. Samtidig nedlagde han efter et par år benzinsalget og byggede omkring 1960 4 mindre forretninger på arealet, hvor bl. a. E. Borg og sønner (i folkemunde: Sorg og Bønner), Carl Hansen (Lille Carl) og Ib Sko (Ib Mælkemand) fik forretninger. Der var virkelig gang i tingene. Men så skete der desværre det, at Aase Leedgaard fik ledegigt, som udviklede sig voldsomt og invaliderede hende. Det medførte, at forretningen i 1972 blev solgt til Alice og Tage Nielsen, der få år senere nedrev alle 14-15 bygninger og byggede, hvad vi i dag kender som Super Best.

== '''Livet i byen.''' ==

Det blev også mest p.g.a. Holger stedet, hvor mange nyheder blev samlet og spredt. Postbud Skjold Andersen var der hver dag med alle nyheder fra byen, og Vognmand Erik Svendsen, der drev fragtmandsruten Hornbæk-København kom ligeledes mindst en halv time hver dag, og leverede de mere eksterne og ofte lidt uartige historier. Erik var med i skytteforeningen, hjemmeværnet og salonskydeselskabet sammen med Holger Leedgaard, [[Verner Ahrendt-Jensen]], [[Erik Helms]] samt Stammureren [[Oluf Pedersen]], og sammen med [[kommandør Kaj Bang]] havde man med koner i 1938 startet op med badminton på byens badehotel. Når der var fugleskydning, gik det ofte lidt voldsomt for sig. Et af de første år efter krigen blev købmandsgårdens lastbil brugt til hjemtransport af fulde skydebrødre. Den kørte ret igennem garagen og videre igennem grisestalden samme sted. Grisestalden var blevet etableret under krigen for at få mad på bordet. Gamle William havde en meget alvorlig samtale med svigersønnen Holger om dette. Lastbilen var stærkt beskadiget og grisene døde.

William Leedgaard kunne i øvrigt ikke lide folk som drak. Så der var ingen tørstige i baglokalet. Ej heller på hele ejendomsmatriklen. Det var kun når William og konen Anna havde deres årlige våde frokost med Gemüse Carl og hans kone Gudrun i september, hvor de gjorde status over ”de kendte menneskers glemte regninger”. Her blev tabene skyllet ned.

Men der var som i dag en del andre forskellige grupperinger i byen:
Den toneangivende gruppe, mener jeg, var den med elektrikeren [[Carl Emil Ahrendt-Jensen]], Carl Rasmussen (gemüsen), skræddermester Larsen og Fede Ras (han var officielt slagtermester, men det var reelt konen, mens han var kunstmaler og jordmodermand og hyggede sig igennem livet). Vel nok mest p.g.a. Carl Emil Ahrendt-Jensen, der reelt var byens nestor på stort set alle plan i de næste 3-4 årtier, var det denne gruppe der genererede ideerne til, hvad der skulle ske i Hornbæk.
Der var også ”de fine”: postmesteren, apotekeren, tandlægen, skoleinspektøren og boghandleren. De blandede sig ikke, men var nok mere i betragterens rolle.
Så var der livet i Hornbæk Idrætsforening, hvor drivkræfterne sportsligt set var [[brødrene Carl og Svend Bødker Nielsen]]. Det praktiske blev ordnet af skolepedel Christian Andersen kaldet Pedella. Carl var både ungdomstræner, formand, med på a-holdet og ingeniør på [[Helsingør Værft]]. Senere blev han formand for dansk boldspil union, hvor han var manden, der fyrede træner Kurt Nielsen og i stedet ansatte Sep Piontek, der satte dansk fodbold i et helt andet gear, startende med EM i Frankrig 1984. I Hornbæk havde vi et A-hold, som alle kendte, og som hvert år spillede en stort opsat kamp mod bronceholdet fra OL i London 1948, med en 3. Halvleg på [[Hotel Bondegaarden|Hotel/restaurant Bondegården]], dengang drevet af ”champagnedrengen” Christian Hansen, der var fætter til Danmarks berømte centerhalf Axel Pilmark, der spillede i Italien. Han fik bl. a. de ligeledes meget berømte ”italienere” John Hansen, Carl Åge Præst og Eigil Nielsen med til Hornbæk hvert år.

Drivkræfterne bag en årlig byfest i hovedgaden 2. lørdag i juli, og havnefesten den 4. lørdag i juli, var en større gruppe med farvehandler Erik Helms, murermester [[Poul Fritzen]] og tømrermestrene [[Mogens Fritzen]] og [[Hans Kuhlmann]] i spidsen for alle byens håndværkermestre og handlende.

Så var der musikgruppen også kaldet sangforeningen Brage med gartner Larsen, malermester Kaj Andersen, graveren Munk Andersen, bankfuldmægtig Paula Fensmark og købmand Carlo Holm, der, når der skulle arrangeres amatørteater, blev udvidet med Carl Emil Ahrendt-Jensen og farvehandler Alfred Andersen.

Så var der den lille hyggegruppe isenkræmmer Rye Madsen, skotøjshandler Larsen og cykelhandler [[Jens Pihl]], der i årene lige efter krigen hver dag diskuterede byens anliggender i cykelhandlerens kælder over en guldbajer, der hver dag møjsommeligt blev indkøbt hos forskellige købmænd, da ingen måtte få den fornemmelse, at de var fordrukne.

== '''Perioden 1940-45.''' ==

Hornbæk blev totalt oversvømmet med tyske soldater under krigen. Der var fra 3000 og op til 5000 soldater i perioden. Hornbæk var hovedkvarteret for de tyske tropper på Sjælland. Hornbæk var valgt p.g.a., at man jo her havde næsten 20 hoteller og pensionater. Kommandant og officerer holdt til på [[Hornbækhus]]. [[Gestapo]] på [[Hotel Trouville]] og forhørslokaler og celler var på [[Villa Strand]].

Samtidig lavede tyskerne et forsvar af indsejlingen til Øresund i [[Hornbæk Plantage]], hvor yderligere 600 tyske soldater bemandede et kanonbatteri. Så de tyske soldater fyldte meget i byen dag og nat. Specielt på Bondegårdens restaurant og i den gamle biograf på [[A.R. Friisvej]]. Der blev derfor sat ild til restauranten, som lå hvor Super Brugsen ligger i dag. Sognefogeden [[Holger Silldorff]] havde få minutter før fået alle danske gæster ud, og også ringet til Tikøb brandvæsen og bedt dem bruge ”de gamle slanger”. Få dage senere svarede tyskerne igen ved at nedbrænde den meget flotte nabobygning Bakkebo, hvori bl. a. Hornbæks bådebyggeri dengang lå. Så stoppede den type aktioner. Tyskerne truede bl. a. fru boghandler Mogensen med at hendes ejendom ville blive nedbrændt, hvis byens modstandsbevægelse skulle finde på at afbrænde biografen, som tyskerne elskede. Hun chikanerede nemlig tyskerne dagligt med altid at overse dem i sin forretning, så hun var specielt udvalgt, og hun gemte da også sine dyrere ejendele et andet sted i byen.

Byens lille modstandslomme, som holdt til i det gamle mejeri på [[Ole Piis Vej]], brugte derfor nu mere sine kræfter på at hjælpe forfulgte danskere og jøder til Sverrige. Forfulgte ventede i mejeriets hestestald på besked fra havnen, om hvem tyskerne havde på vagt. Der var en gruppe tyske soldater kaldet sønderjyderne. Det var dansksindede tyskere fra Flensborg, der boede i Store Bjørns hus på havnevej, og som var kendt for at vende det blinde øje til transporterne. Når de kom på vagt, havde man 4 timer til at komme ud af havnen. Der blev straks ringet til doktor Berg, som kom ned med beroligende indsprøjtninger til børnene, der så hastigt blev båret om bord og gemt i Gudmand og Johannes fiskekutter Karen eller i Julius og Karl Ankers store smakkejolle. De blev stemplet ud af ”sønderjyderne” og så var det bare om at komme uset til Viken i en fart.

I købmandsgården forsøgte gamle William at komme igennem krigen uden ridser i lakken, hvad man meget nemt kunne få, hvis man var for flink ved tyskerne, eller hvis man var for smart med rationeringsmærkerne. Dem var der et par stykker af, som skyndsomst forlod byen i 1945, ligesom der var en biografejer på Friis Vej, der mistede retten til offentlig fremvisning af film. De unge piger, der var blevet tiltrukket af det søde og vilde liv på Hornbækhus med de mange tyske officerer, fik ligeledes en ubehagelig klipning og byrundtur på ladet af en lastvogn den 5. Maj. Men det kunne vel ikke være anderledes i en by med under 2000 faste indbyggere, der pludselig i 5 år totalt oversvømmes af op til 5000 tyske soldater med rigelige midler.

== '''Handelslivets ændring i 1960’erne.''' ==

Hornbæk var en attraktiv forretningsby, da man nu havde ca. 3.000 rimeligt velbemidlede faste beboere, samt mere end 20.000 meget velbemidlede gæster hver sommer. Kædebutikkerne FDB og Irma bankede derfor på døren. FDB købte grunden Ndr. Strandvej 325, hvor der i dag ligger BlomsterCompaniet og Bisgaard bageren (2009), og byggede her en efter datidens målestok en moderne selvbetjeningsbutik. Irma lå i en meget lille butik, hvor der i dag er ”café dig og mig”. Dem som havde broderparten af omsætningen af fødevarer i byen var [[Hornbæk Mejeri]], Købmand Leedgaard, Carl Rasmussen (gemüsen) og slagter Frederiksen. Jeg mener, at de alle var med i ”musketergruppen”. De mente, at FDB var udygtig på alle ledelsesniveauer, så på trods af deres størrelse og penge, ville FDB ikke være nogen udfordring. Det viste sig også at være rigtigt, idet Brugsen måtte lukke efter ca. 10 meget usuccesfulde år.

Nej, den virkelige udfordring var, hvis Irma fik bedre lokaliteter i byen. Irma var datidens mest veldrevne kæde, ledet af den navnkundige direktør Børge Olsen. Mulighederne for direktør Olsen var køb af Ndr. Strandvej 352 og 354, hvor der kunne blive indgang fra både hovedgaden og Stejlepladsen. Man aftalte derfor med nr. 352 og 354, at gruppen overbød ethvert skriftligt tilbud fra Irmas side. Irma allierede sig derfor nu med bagermester Kjær-Jørgensen fra Havnevej 4, og bad ham, mod passende vederlag, om at købe hans konkurrent bager og konditor Reders store ejendom på A.R.Friis Vej 4 og videresælge ejendommen til Irma. Det blev gjort. Kjær-Jørgensen blev herefter kaldt Irma-bageren og prægede forsiderne i både BT og Ekstrabladet de kommende dage.

Der var oprør i byen. ”Musketergruppen” var eddikesur. Irma blev succesfuld i sine nye omgivelser, og fakta var, at Hornbæk Mejeri, 5 købmænd, 2 grønthandlere og 2 slagtere forsvandt i løbet af de næste 10 år. Irma fik skylden, men det var nu nok på grund af tiderne sket alligevel, men måske i et lidt langsommere tempo.

''Artiklen er skrevet af William Leedgaard (oldebarn af N.J. Leedgaard) på baggrund af egne indtryk og oplevelser med faktuel bistand fra Gunnar Rasmussen (søn af Gemüsen Carl Rasmussen og opvokset på købmandsgården) samt Per Silldorff (søn af sognefoged, malermester og kunstmaler Holger Silldorff) samt data fra [[Karl Rønne]]s bog om Hornbæk.''
[[Kategori:Købmænd]]

Købmand Leedgaard

2010-01-31T11:34:56Z

Maria Dalsgaard:

Købmand Leedgaard i Hornbæk

I 1889 startede mejerist Niels Jens Jensen Leedgaard (1855-1927) op med en lille traditionel købmandsgård på Nordre Strandvej 349-351, hvor Super Best ligger i dag (2009). Det var Hornbæks første forretning, som blev udvidet med et større byggeri på samme grund i 1894. N.J. Leedgaard drev samtidig Ledgården i Bistrup 4 km uden for Hornbæk. Forretningen var baseret på salg af Ledgårdens produkter.
[[Billede:Gadeparti_hornbaek.jpg|right|Hornbæk Hovedgade, 1897, hvor købmandsgården netop er opført og man ser det første udsalg med rødt tag fra 1889, hvor senere Gemüse Carls forretning kommer.]]
Netop i disse år udviklede Hornbæk sig fra et fiskerleje til sommerferieby for landets mest kendte og velhavende mennesker, idet [[Kystvej]] og [[Skovvej]] med sideveje blev udstykket til sommerhusgrunde.

Niels Jens Leedgaard var gift med Hilda fra Enggården i Borsholm. Han fik 9 børn, hvoraf 2 døde kort efter fødslen. Børnene Berndt, William, Ebba, Herluf, Poul, Arthur og Harriet blev meget aktive i byen. Det var imidlertid William (1887-1956), der var det største handelstalent. Han drev forretningen fra han var 12 år. Han var ambitiøs og meget målrettet, så han udbyggede forretningen i et hurtigt tempo fra et mindre udsalg af landbrugsprodukter til en stor og landskendt købmandsgård baseret på vinimport, finere kolonial, tobak, korn- og foderstoffer, benzin og petroleum, kul, koks og brænde og ligeledes isenkram. Forretningen var byens største forretning.
[[Billede:William_Leedgaard_1915.jpg|right|ca. 1915 Tolderne besøger Hornbæk. William Leedgaard i forretningsdøren og Carl Rasmussen Gemüsen beundrer hesten.]]

Williams søster Ebba blev gift med Carl Marius Rye Madsen, der overtog en traditionel isenkramforretning (hvor den ligger i dag) omkring 1910. Dengang konkurrerede man helst ikke med familie og venner, så William ophørte derfor straks med at sælge isenkram. Så ligeledes da Carl Rasmussen (kaldet Gemüse Carl) privat flyttede ind på 1. sal og åbnede forretning med blomster og grøntsager på samme grund stoppede William med at sælge grøntsager fra Ledgården i Bistrup.

Williams 1 år ældre bror Berndt bliver malermester i byen og startede i øvrigt [[Hornbæk idrætsforening]] i 1909 kun 21 år gammel. Bernt døde meget ung kun 32 år. Hans svenske kone Augusta levede 49 år længere. Hun blev 87 år og hjalp til med mad i købmandsgården stort set til hun døde i 1967. Herluf flyttede til Roskilde og åbnede et tøjgrossistfirma. I Kildekrog på Ndr. Strandvej nr. 529 byggede N.J. Leedgaard en kombineret forretning og privatbolig i 1917 som filial til forretningen i Hornbæk. Den blev bestyret af sønnen Arthur, og da han døde i 1932 videreførtes denne af hans søster Harriet, som drev denne meget succesfuldt i 30 år. Den blev senere overtaget af Kaj Hvitved omkring 1960. Herefter fortsatte Harriet som kommis i købmandsgården i Hornbæk. Omkring 1935 åbnede Poul Leedgaard købmandsforretning på Hornebyvej nr. 2, men måtte lukke nogle år senere, da han ikke rigtigt nænnede at sælge øllet.

Købmandsgården blev p.g.a. kundepotentialet mere og mere fokuseret på eksklusive vine og specialiteter. I 1906 var [[Hornbækbanen]] åbnet og turisterne stormede til Hornbæk. I foråret, når togene ankom fra København, kæmpede købmændene på perronen om kunderne. Man afhentede dem og kørte dem ud til sommerhusene, hvor man så optog lange bestillingslister med alt fra sukker og salt til øl og vin til udbringning lidt senere.

I påsken var der i 1950'erne et sådant pres på, at kunderne stod i kø 10 meter uden for forretningen, og specielt onsdag før påske. Den dag blev de sidste varer først bragt ud efter kl. 2 om natten, men så var der også megen sympati og gode drikkepenge til chauffører og bybude.

Sommergæsternes dage gik med strandture og indkøb (køleskab og dybfryser eksisterede jo ikke endnu). Efter aftensmaden klædte man sig meget fint og moderigtigt på til ”moleræs” på havnen, hvor man så solen gå ned og fik hilst og konverseret de mange, man mødte på havnen. De fleste aftener var der også vandskishow, hvor ”[[Luxtex brødrene]]” og den lokale malersvend Arne Becker lavede et farverigt show tæt på vestre molehoved.

Så gik man hjem og mange aftener blev sluttet af med at spise de russiske Kamchatka krabber på ristet brød med kold moselvin eller champagne. Det var det foretrukne i 50’erne, for dem der have rigeligt med penge, og dem var der rigtig mange af i Hornbæk. Og så var det købmandens opgave at skaffe Kamchatka krabberne.

Da der var valutarestriktioner fra krigens tid på næsten alle udenlandske varer, og helt op til begyndelsen af 60’erne for whisky og cognac, blev der meget hyppigt sendt en delegation bestående af min mor, min søster Annegrete og mig til varehuset EPA i Helsingborg, hvorfra der blev slæbt/smuglet russiske krabber, mandler og kakao hjem i stor skala. Da restriktionerne for amerikanske fersken og ananas gradvis faldt bort i begyndelsen af 50’erne fik vi det som dessert med flødeskum og mandeldrys hver søndag i 5 år. Da Coca Cola blev tilladt i Danmark, vistnok i 1956, solgte vi 600 kasser den første uge, og vi kunne nemt have solgt det dobbelte, men det kunne ikke fremskaffes.

I købmandsgården arbejdede udover en stor Leedgaardfamilie, 2-3 kommiser, 2 lærlinge, 1 chauffør, 2 bydrenge, 1 kogekone og 1 stuepige. Kommiserne, chaufføren og stuepigen boede i værelser ovenpå forretningen. Der blev serveret morgenmad fra 7.30, formiddagskaffe kl. 9.30 for første hold og 9.45 for andet. På samme måde serveredes varm mad (mindst 2 retter startende med suppe) i 2 hold kl. 12 og 12.30 og eftermiddagskaffe 15.00 og 15.30, som blev serveret i en flot stengrotte i haven. Aftensmaden, som var smørrebrød, blev indtaget samlet kl. 18.00 med gamle William og senere Holger for bordenden. Alle måltider var virkeligt velsmagende og veltillavede og blev serveret på klokkeslæt. Men det var stadig sådan, at kokkepigen og fru Leedgaard sammensatte menuen af varer fra forretningen, og man tog altid de ældste varer. Kunderne skulle altid have de friskeste varer.

Forretningen var nu blevet temmelig stor. Købmand Leedgaard var den absolut største kunde hos kolonialgrossisten [[Lund & Rasmussen]] i Helsingør, ligesom den var det hos kaffegrossisten [[Edvard Petersen]] samme sted.

Personale og familie havde et stærk sammenhold. Fra midten af 30'erne til 1960 var der en ESSO tank på grunden, som i weekenderne blev passet af personalet. Man havde minigolfturnering hver mandag i juni-august med flot vandrepokal med ugentlig inskription. Kommiserne rejste igen i september og man fejrede den normalt gode sæson med stor middag på [[Hotel Marienlyst]] og senere [[Kystens Perle]] den 3. lørdag i august for hele personalet. Man arbejdede næsten alle 7 dage, men syntes alligevel p. g. a. stemningen og miljøet, at man var på ferie i Hornbæk, sagde mange af kommiserne, som senere besøgte familien. Ferie var ikke rigtig noget man snakkede om. Fra 1. juni til 1. september var det helt udelukket at tale om ferie.
Der var i realiteten altid åbent. Når butiksdøren blev lukket lørdag kl. 14 kom kunderne bare ind gennem privaten. Det forsatte indtil ca. kl. 20 både lørdag og søndag. Det var sommergæster, der manglede en flaske gin eller rødvin, og så var det svenskeanna og tyskerlarsen, som altid løb tør for 6 grønne Tuborg.

Gamle Anna og William havde været på ferie i Prag i 1936. Næste ferie for dem var først i 1954, hvor de tog på ferie med [[vognmand Eriksen]] fra Helsingør til Rom, Napoli og Capri.

Forretningen fik efter 2. Verdenskrig sloganet ”forretningen alle kender”, da alle de kendte skibsredere, erhvervsfolk og skuespillere handlede her hver sommer. William byggede og byggede. Omkring 1950 var der 14 bygninger. Einar Borg havde bl. a. blikkenslagerværksted, hvor de nuværende succesfulde VVS-folk [[Finn og Henrik Vindahl Andersen]] arbejdede før de selv startede. Der var garage anlæg til udlejningsbiler for Christian-68.

I 1956 dør William, og hans datter Aase Leedgaard (1920-83) og svigersønnen Holger Leedgaard Nielsen (1913-89) overtager forretningen. Og så skete der noget igen, for Holger Leedgaard havde længe ønsket en total indvendig ombygning af forretningen, baseret på større butiksareal med køledisk, dybfryser og færdigafvejede varer samt, at kunderne selv kunne plukke varer fra hylderne. Det skete blot 6 måneder efter, at han havde overtaget forretningen. Samtidig nedlagde han efter et par år benzinsalget og byggede omkring 1960 4 mindre forretninger på arealet, hvor bl. a. E. Borg og sønner (i folkemunde: Sorg og Bønner), Carl Hansen (Lille Carl) og Ib Sko (Ib Mælkemand) fik forretninger. Der var virkelig gang i tingene. Men så skete der desværre det, at Aase Leedgaard fik ledegigt, som udviklede sig voldsomt og invaliderede hende. Det medførte, at forretningen i 1972 blev solgt til Alice og Tage Nielsen, der få år senere nedrev alle 14-15 bygninger og byggede, hvad vi i dag kender som Super Best.

== '''Livet i byen.''' ==

Det blev også mest p.g.a. Holger stedet, hvor mange nyheder blev samlet og spredt. Postbud Skjold Andersen var der hver dag med alle nyheder fra byen, og Vognmand Erik Svendsen, der drev fragtmandsruten Hornbæk-København kom ligeledes mindst en halv time hver dag, og leverede de mere eksterne og ofte lidt uartige historier. Erik var med i skytteforeningen, hjemmeværnet og salonskydeselskabet sammen med Holger Leedgaard, [[Verner Ahrendt-Jensen]], [[Erik Helms]] samt Stammureren [[Oluf Pedersen]], og sammen med [[kommandør Kaj Bang]] havde man med koner i 1938 startet op med badminton på byens badehotel. Når der var fugleskydning, gik det ofte lidt voldsomt for sig. Et af de første år efter krigen blev købmandsgårdens lastbil brugt til hjemtransport af fulde skydebrødre. Den kørte ret igennem garagen og videre igennem grisestalden samme sted. Grisestalden var blevet etableret under krigen for at få mad på bordet. Gamle William havde en meget alvorlig samtale med svigersønnen Holger om dette. Lastbilen var stærkt beskadiget og grisene døde.

William Leedgaard kunne i øvrigt ikke lide folk som drak. Så der var ingen tørstige i baglokalet. Ej heller på hele ejendomsmatriklen. Det var kun når William og konen Anna havde deres årlige våde frokost med Gemüse Carl og hans kone Gudrun i september, hvor de gjorde status over ”de kendte menneskers glemte regninger”. Her blev tabene skyllet ned.

Men der var som i dag en del andre forskellige grupperinger i byen:
Den toneangivende gruppe, mener jeg, var den med elektrikeren [[Carl Emil Ahrendt-Jensen]], Carl Rasmussen (gemüsen), skræddermester Larsen og Fede Ras (han var officielt slagtermester, men det var reelt konen, mens han var kunstmaler og jordmodermand og hyggede sig igennem livet). Vel nok mest p.g.a. Carl Emil Ahrendt-Jensen, der reelt var byens nestor på stort set alle plan i de næste 3-4 årtier, var det denne gruppe der genererede ideerne til, hvad der skulle ske i Hornbæk.
Der var også ”de fine”: postmesteren, apotekeren, tandlægen, skoleinspektøren og boghandleren. De blandede sig ikke, men var nok mere i betragterens rolle.
Så var der livet i Hornbæk Idrætsforening, hvor drivkræfterne sportsligt set var [[brødrene Carl og Svend Bødker Nielsen]]. Det praktiske blev ordnet af skolepedel Christian Andersen kaldet Pedella. Carl var både ungdomstræner, formand, med på a-holdet og ingeniør på [[Helsingør Værft]]. Senere blev han formand for dansk boldspil union, hvor han var manden, der fyrede træner Kurt Nielsen og i stedet ansatte Sep Piontek, der satte dansk fodbold i et helt andet gear, startende med EM i Frankrig 1984. I Hornbæk havde vi et A-hold, som alle kendte, og som hvert år spillede en stort opsat kamp mod bronceholdet fra OL i London 1948, med en 3. Halvleg på [[Hotel Bondegaarden|Hotel/restaurant Bondegården]], dengang drevet af ”champagnedrengen” Christian Hansen, der var fætter til Danmarks berømte centerhalf Axel Pilmark, der spillede i Italien. Han fik bl. a. de ligeledes meget berømte ”italienere” John Hansen, Carl Åge Præst og Eigil Nielsen med til Hornbæk hvert år.

Drivkræfterne bag en årlig byfest i hovedgaden 2. lørdag i juli, og havnefesten den 4. lørdag i juli, var en større gruppe med farvehandler Erik Helms, murermester [[Poul Fritzen]] og tømrermestrene [[Mogens Fritzen]] og [[Hans Kuhlmann]] i spidsen for alle byens håndværkermestre og handlende.

Så var der musikgruppen også kaldet sangforeningen Brage med gartner Larsen, malermester Kaj Andersen, graveren Munk Andersen, bankfuldmægtig Paula Fensmark og købmand Carlo Holm, der, når der skulle arrangeres amatørteater, blev udvidet med Carl Emil Ahrendt-Jensen og farvehandler Alfred Andersen.

Så var der den lille hyggegruppe isenkræmmer Rye Madsen, skotøjshandler Larsen og cykelhandler [[Jens Pihl]], der i årene lige efter krigen hver dag diskuterede byens anliggender i cykelhandlerens kælder over en guldbajer, der hver dag møjsommeligt blev indkøbt hos forskellige købmænd, da ingen måtte få den fornemmelse, at de var fordrukne.

== '''Perioden 1940-45.''' ==

Hornbæk blev totalt oversvømmet med tyske soldater under krigen. Der var fra 3000 og op til 5000 soldater i perioden. Hornbæk var hovedkvarteret for de tyske tropper på Sjælland. Hornbæk var valgt p.g.a., at man jo her havde næsten 20 hoteller og pensionater. Kommandant og officerer holdt til på [[Hornbækhus]]. [[Gestapo]] på [[Hotel Trouville]] og forhørslokaler og celler var på [[Villa Strand]].

Samtidig lavede tyskerne et forsvar af indsejlingen til Øresund i [[Hornbæk Plantage]], hvor yderligere 600 tyske soldater bemandede et kanonbatteri. Så de tyske soldater fyldte meget i byen dag og nat. Specielt på Bondegårdens restaurant og i den gamle biograf på [[A.R. Friisvej]]. Der blev derfor sat ild til restauranten, som lå hvor Super Brugsen ligger i dag. Sognefogeden [[Holger Silldorff]] havde få minutter før fået alle danske gæster ud, og også ringet til Tikøb brandvæsen og bedt dem bruge ”de gamle slanger”. Få dage senere svarede tyskerne igen ved at nedbrænde den meget flotte nabobygning Bakkebo, hvori bl. a. Hornbæks bådebyggeri dengang lå. Så stoppede den type aktioner. Tyskerne truede bl. a. fru boghandler Mogensen med at hendes ejendom ville blive nedbrændt, hvis byens modstandsbevægelse skulle finde på at afbrænde biografen, som tyskerne elskede. Hun chikanerede nemlig tyskerne dagligt med altid at overse dem i sin forretning, så hun var specielt udvalgt, og hun gemte da også sine dyrere ejendele et andet sted i byen.

Byens lille modstandslomme, som holdt til i det gamle mejeri på [[Ole Piis Vej]], brugte derfor nu mere sine kræfter på at hjælpe forfulgte danskere og jøder til Sverrige. Forfulgte ventede i mejeriets hestestald på besked fra havnen, om hvem tyskerne havde på vagt. Der var en gruppe tyske soldater kaldet sønderjyderne. Det var dansksindede tyskere fra Flensborg, der boede i Store Bjørns hus på havnevej, og som var kendt for at vende det blinde øje til transporterne. Når de kom på vagt, havde man 4 timer til at komme ud af havnen. Der blev straks ringet til doktor Berg, som kom ned med beroligende indsprøjtninger til børnene, der så hastigt blev båret om bord og gemt i Gudmand og Johannes fiskekutter Karen eller i Julius og Karl Ankers store smakkejolle. De blev stemplet ud af ”sønderjyderne” og så var det bare om at komme uset til Viken i en fart.

I købmandsgården forsøgte gamle William at komme igennem krigen uden ridser i lakken, hvad man meget nemt kunne få, hvis man var for flink ved tyskerne, eller hvis man var for smart med rationeringsmærkerne. Dem var der et par stykker af, som skyndsomst forlod byen i 1945, ligesom der var en biografejer på Friis Vej, der mistede retten til offentlig fremvisning af film. De unge piger, der var blevet tiltrukket af det søde og vilde liv på Hornbækhus med de mange tyske officerer, fik ligeledes en ubehagelig klipning og byrundtur på ladet af en lastvogn den 5. Maj. Men det kunne vel ikke være anderledes i en by med under 2000 faste indbyggere, der pludselig i 5 år totalt oversvømmes af op til 5000 tyske soldater med rigelige midler.

== '''Handelslivets ændring i 1960’erne.''' ==

Hornbæk var en attraktiv forretningsby, da man nu havde ca. 3.000 rimeligt velbemidlede faste beboere, samt mere end 20.000 meget velbemidlede gæster hver sommer. Kædebutikkerne FDB og Irma bankede derfor på døren. FDB købte grunden Ndr. Strandvej 325, hvor der i dag ligger BlomsterCompaniet og Bisgaard bageren (2009), og byggede her en efter datidens målestok en moderne selvbetjeningsbutik. Irma lå i en meget lille butik, hvor der i dag er ”café dig og mig”. Dem som havde broderparten af omsætningen af fødevarer i byen var [[Hornbæk Mejeri]], Købmand Leedgaard, Carl Rasmussen (gemüsen) og slagter Frederiksen. Jeg mener, at de alle var med i ”musketergruppen”. De mente, at FDB var udygtig på alle ledelsesniveauer, så på trods af deres størrelse og penge, ville FDB ikke være nogen udfordring. Det viste sig også at være rigtigt, idet Brugsen måtte lukke efter ca. 10 meget usuccesfulde år.

Nej, den virkelige udfordring var, hvis Irma fik bedre lokaliteter i byen. Irma var datidens mest veldrevne kæde, ledet af den navnkundige direktør Børge Olsen. Mulighederne for direktør Olsen var køb af Ndr. Strandvej 352 og 354, hvor der kunne blive indgang fra både hovedgaden og Stejlepladsen. Man aftalte derfor med nr. 352 og 354, at gruppen overbød ethvert skriftligt tilbud fra Irmas side. Irma allierede sig derfor nu med bagermester Kjær-Jørgensen fra Havnevej 4, og bad ham, mod passende vederlag, om at købe hans konkurrent bager og konditor Reders store ejendom på A.R.Friis Vej 4 og videresælge ejendommen til Irma. Det blev gjort. Kjær-Jørgensen blev herefter kaldt Irma-bageren og prægede forsiderne i både BT og Ekstrabladet de kommende dage.

Der var oprør i byen. ”Musketergruppen” var eddikesur. Irma blev succesfuld i sine nye omgivelser, og fakta var, at Hornbæk Mejeri, 5 købmænd, 2 grønthandlere og 2 slagtere forsvandt i løbet af de næste 10 år. Irma fik skylden, men det var nu nok på grund af tiderne sket alligevel, men måske i et lidt langsommere tempo.

''Artiklen er skrevet af William Leedgaard (oldebarn af N.J. Leedgaard) på baggrund af egne indtryk og oplevelser med faktuel bistand fra Gunnar Rasmussen (søn af Gemüsen Carl Rasmussen og opvokset på købmandsgården) samt Per Silldorff (søn af sognefoged, malermester og kunstmaler Holger Silldorff) samt data fra [[Karl Rønne]]s bog om Hornbæk.''
[[Kategori:Købmænd]]

Fil:Tyskere hovedgaden.jpg

2010-01-31T11:25:26Z

Maria Dalsgaard: Tyske soldaters daglige march i hovedgaden, 1942.

Tyske soldaters daglige march i hovedgaden, 1942.

Fil:Skydebrodre.jpg

2010-01-31T11:23:47Z

Maria Dalsgaard: Skydebrødrene, ca. 1930

Skydebrødrene, ca. 1930

Fil:Kildekrog.jpg

2010-01-31T11:22:31Z

Maria Dalsgaard: Billede af Strandvejen anno 1920 med den ny filial i Kildekrog.

Billede af Strandvejen anno 1920 med den ny filial i Kildekrog.

Fil:Forretningen alle kender.jpg

2010-01-31T11:21:17Z

Maria Dalsgaard: Regningshoved med skitse af forretning med basarbygninger fra 1960.

Regningshoved med skitse af forretning med basarbygninger fra 1960.

Fil:Carl Rasmussen.jpg

2010-01-31T11:19:40Z

Maria Dalsgaard: Gemüse Carls forretning 1955.

Gemüse Carls forretning 1955.

Fil:William Leedgaard 1915.jpg

2010-01-31T11:18:20Z

Maria Dalsgaard: Billede fra ca. 1915 Tolderne besøger Hornbæk. William Leedgaard i forretningsdøren og Carl Rasmussen Gemüsen beundrer hesten.

Billede fra ca. 1915 Tolderne besøger Hornbæk. William Leedgaard i forretningsdøren og Carl Rasmussen Gemüsen beundrer hesten.

Fil:Bondegaarden.jpg

2010-01-31T11:17:19Z

Maria Dalsgaard: Restaurant Bondegården før sabotagebranden i 1944.

Restaurant Bondegården før sabotagebranden i 1944.

Fil:Bakkebo.jpg

2010-01-31T11:16:37Z

Maria Dalsgaard: Bakkebo før Schalburgtagebranden i 1944

Bakkebo før Schalburgtagebranden i 1944

Fil:Gadeparti hornbaek.jpg

2010-01-31T11:14:36Z

Maria Dalsgaard: Hornbæk Hovedgade fra 1897, hvor købmandsgården netop er opført og man ser det første udsalg med rødt tag fra 1889, hvor senere Gemüse Carls forretning kommer.

Hornbæk Hovedgade fra 1897, hvor købmandsgården netop er opført og man ser det første udsalg med rødt tag fra 1889, hvor senere Gemüse Carls forretning kommer.

Fil:Anna og Williams solvbryllup 1944.jpg

2009-10-04T17:31:23Z

Maria Dalsgaard: Anna og William Leedgaards sølvbryllup i 1944

Anna og William Leedgaards sølvbryllup i 1944

Fil:Gadeparti Hornbæk.jpg

2009-10-04T15:03:20Z

Maria Dalsgaard: Gammelt postkort fra Hornbæk, der viser gadeparti fra 1897, hvor købmandsgården netop er opført, og man ser det første udsalg med rødt tag fra 1889, hvor senere Gemüse Carls forretning kommer.

Gammelt postkort fra Hornbæk, der viser gadeparti fra 1897, hvor købmandsgården netop er opført, og man ser det første udsalg med rødt tag fra 1889, hvor senere Gemüse Carls forretning kommer.

Slagter- og købmandsslægten Poulsen

2008-12-10T21:50:38Z

Maria Dalsgaard:

'''Poulsen, en slagter- og købmandsslægt i Hornbæk'''

Familien Poulsen havde gennem generationer stor betydning for Hornbæk. Gennem flere slægtled drev de købmandsbutikker og slagterforretninger i Hornbæk. Dog fandtes der til godt op i forrige århundrede mange mindre butikker, der stort set i dag er afløst af få store supermarkeder.

Slagter Poul Nielsen blev født i Helsingborg i Sverige i 1816. Han kom til Hornbæk, og giftede sig med den fire år ældre Inger Johannesdatter den 28. maj 1840. Poul Nielsen grundlagde sin slagterforretning i 1838, men havde ikke nogen velassorteret butik. Han slagtede i Hornbæk og kørte til torvet i Helsingør for at forhandle sine varer. I 1860 er Poul Nielsen registret på Lars Kuhlmannsvej 1, og det er primært på denne adresse, at slagterforretningerne drives fra i de følgende mere end 100 år. Men også på Per Bjørns vej 5 var der slagteri.

Poul og Inger fik 6 børn. Niels Peter Poulsen var den ældste, født i 1840, og han fik, som man gjorde på det tidspunkt, efternavn efter sin fars fornavn, og lagde dermed navn til slægten Poulsen.
De andre børn var:
Inger Poulsen, 1842
Johanne Bothilde Poulsen, 1843
Oluf Christian Poulsen, 1845
Henrik Karl Poulsen, 1848
Oluf Julius Poulsen, 1850.

[[Billede:Slagter Niels Peter Poulsen_1880.jpg|right|thumb|Slagtermester Niels Peter Poulsen ca. 1880]]

Niels Peter Poulsen blev slagter som sin far, og det samme gjorde broderen Henrik Karl Poulsen. Niels Peter boede på Per Bjørnsvej 5 og giftede sig med Sofie Larsen (f. 1841) og sammen fik de 4 børn:
Peter Charles Poulsen 1871, Christian Ingemann Poulsen 1873, Albert Poulsen 1875,
Valdemar Poulsen 1878.

Sofie døde i 1889. Niels Peter giftede sig der efter med Laura Christiane Larsen, født i 1861. Albert og Valdemar blev slagtere. Peter og Christian blev købmænd. Lokale kilder har udtalt, at det vist ikke var et helt igennem lykkeligt liv de fik med deres stedmor.

Peter Charles Poulsen, altså den ældste og født i 1871, gik under navnet ”Stille Peter”. Han drev til sin død købmandsforretning på Kirkevej 6, der hvor Sognehuset i dag ligger. Han giftede sig med Thora Pii,(f 1875) og sammen fik de Esther og Sofie.

Christian Ingemann Poulsen var også oprindeligt udlært slagter, men ville hellere være købmand. Han købte i 1905 købmandsbutikken [[Tjalken]], der lukkede godt 100 år senere, i 2007, hvor barnebarnet Karl Kristian Kubiak var den sidste købmand i den gren af familien.

Albert Poulsen drev faderen Niels Peter Poulsens slagteri på Per Bjørnsvej videre. Senere drev Valdemar slagterforretningen på Ndr. Strandvej 345. Hvem af brødrene, der drev hvilken slagterforretning skal tjekkes nøjere.

Niels Peters bror, Henrik Karl Poulsen, der var født i 1848, overtog i 1872 slagterforretningen efter sin far Poul Nielsen, der kom fra Sverige i 1816. Henrik Karl Poulsen er registreret på Lars Kuhlmans Vej 1 i 1893 og på Ole Piis Vej 5 i 1898. Henrik Karl giftede sig med Oline Hansen, født 1847 i Slagelse, og sammen fik de:
Sophus Peter Ingemann Poulsen 1875,
Kristiane Pouline Poulsen 1877,
Ingeborg Hansine Poulsen 1881.

[[Billede:Morgen_ved_Hornbaek_PSKroyer1875.jpg|right|thumb|Den stolte herre med vest og hvid frakke i samtale med to fiskerkoner er Henrik Karl Poulsen. P.S Krøyers billede Morgen i Hornbæk, 1875]]

Sophus Peter Ingemann Poulsen blev også slagter. Han bestod svendeprøven den 22. oktober 1895, og prøven bestod i slagtning af ét stk. hornkvæg, et lam og en kalv. Sophus overtog i 1905 slagterforretningen efter faderen Henrik Karl, og var således 3. generation i slagterforretningen. I 1919 indrettede Sophus ”det smukke, særprægede forretningslokale” på Ndr. Strandvej, og opførte byens eneste slagtehus med eget pølsemageri, kølerum etc. Dermed begyndte forretningens storhedstid. Sophus fik sammen med Metha Jensine Svendsen, født 1877, 2 drenge og 1 pige: Henrik Poulsen (1906), Karen Poulsen (1909) og Georg Poulsen (1913). Både Henrik og Georg blev også slagtere, men Henrik blev kun 32 år. Georg overtog omkring 1950 forældrenes slagterbutik på Ndr. Strandvej 318, og slagtehuset på Lars Kuhlmanns Vej 1, og blev derved 4. og sidste generation slagtermestre i forretningen. Hans søster Karen arbejdede også i butikken, og både hun og hendes mand, Kai Madsen er så sent som 1954 registreret på adressen Lars Kuhlmanns Vej 1.

Forretningen lukkede 1. april 1979.

[[Billede:butik_strandvejen318_1968.jpg|left|thumb|Slagterbutikken på Strandvejen 318. Her foto fra 1968, hvor den blev drevet af slagtermester Georg Poulsen]]

[[Kategori:Detailhandel]]

Fil:Morgen ved Hornbaek PSKroyer1875.jpg

2008-12-10T21:49:12Z

Maria Dalsgaard: Lagde en ny version af "Billede:Morgen ved Hornbaek PSKroyer1875.jpg" op: Den stolte herre med vest og hvid frakke i samtale med to fiskerkoner er Henrik Karl Poulsen. P.S Krøyers billede Morgen i Hornbæk, 1875.

Den stolte herre med vest og hvid frakke i samtale med to fiskerkoner er Henrik Karl Poulsen. P.S Krøyers billede Morgen i Hornbæk, 1875.

Fil:Morgen ved Hornbaek PSKroyer1875.jpg

2008-12-10T21:47:25Z

Maria Dalsgaard: Den stolte herre med vest og hvid frakke i samtale med to fiskerkoner er Henrik Karl Poulsen. P.S Krøyers billede Morgen i Hornbæk, 1875.

Den stolte herre med vest og hvid frakke i samtale med to fiskerkoner er Henrik Karl Poulsen. P.S Krøyers billede Morgen i Hornbæk, 1875.

Slagter- og købmandsslægten Poulsen

2008-11-26T20:36:55Z

Maria Dalsgaard:

'''Poulsen, en slagter- og købmandsslægt i Hornbæk'''

Familien Poulsen havde gennem generationer stor betydning for Hornbæk. Gennem flere slægtled drev de købmandsbutikker og slagterforretninger i Hornbæk. Dog fandtes der til godt op i forrige århundrede mange mindre butikker, der stort set i dag er afløst af få store supermarkeder.

Slagter Poul Nielsen blev født i Helsingborg i Sverige i 1816. Han kom til Hornbæk, og giftede sig med den fire år ældre Inger Johannesdatter den 28. maj 1840. Poul Nielsen grundlagde sin slagterforretning i 1838, men havde ikke nogen velassorteret butik. Han slagtede i Hornbæk og kørte til torvet i Helsingør for at forhandle sine varer. I 1860 er Poul Nielsen registret på Lars Kuhlmannsvej 1, og det er primært på denne adresse, at slagterforretningerne drives fra i de følgende mere end 100 år. Men også på Per Bjørns vej 5 var der slagteri.

Poul og Inger fik 6 børn. Niels Peter Poulsen var den ældste, født i 1840, og han fik, som man gjorde på det tidspunkt, efternavn efter sin fars fornavn, og lagde dermed navn til slægten Poulsen.
De andre børn var:
Inger Poulsen, 1842
Johanne Bothilde Poulsen, 1843
Oluf Christian Poulsen, 1845
Henrik Karl Poulsen, 1848
Oluf Julius Poulsen, 1850.

[[Billede:Slagter Niels Peter Poulsen_1880.jpg|right|thumb|Slagtermester Niels Peter Poulsen ca. 1880]]

Niels Peter Poulsen blev slagter som sin far, og det samme gjorde broderen Henrik Karl Poulsen. Niels Peter boede på Per Bjørnsvej 5 og giftede sig med Sofie Larsen (f. 1841) og sammen fik de 4 børn:
Peter Charles Poulsen 1871, Christian Ingemann Poulsen 1873, Albert Poulsen 1875,
Valdemar Poulsen 1878.

Sofie døde i 1889. Niels Peter giftede sig der efter med Laura Christiane Larsen, født i 1861. Albert og Valdemar blev slagtere. Peter og Christian blev købmænd. Lokale kilder har udtalt, at det vist ikke var et helt igennem lykkeligt liv de fik med deres stedmor.

Peter Charles Poulsen, altså den ældste og født i 1871, gik under navnet ”Stille Peter”. Han drev til sin død købmandsforretning på Kirkevej 6, der hvor Sognehuset i dag ligger. Han giftede sig med Thora Pii,(f 1875) og sammen fik de Esther og Sofie.

Christian Ingemann Poulsen var også oprindeligt udlært slagter, men ville hellere være købmand. Han købte i 1905 købmandsbutikken [[Tjalken]], der lukkede godt 100 år senere, i 2007, hvor barnebarnet Karl Kristian Kubiak var den sidste købmand i den gren af familien.

Albert Poulsen drev faderen Niels Peter Poulsens slagteri på Per Bjørnsvej videre. Senere drev Valdemar slagterforretningen på Ndr. Strandvej 345. Hvem af brødrene, der drev hvilken slagterforretning skal tjekkes nøjere.

Niels Peters bror, Henrik Karl Poulsen, der var født i 1848, overtog i 1872 slagterforretningen efter sin far Poul Nielsen, der kom fra Sverige i 1816. Henrik Karl Poulsen er registreret på Lars Kuhlmans Vej 1 i 1893 og på Ole Piis Vej 5 i 1898. Henrik Karl giftede sig med Oline Hansen, født 1847 i Slagelse, og sammen fik de:
Sophus Peter Ingemann Poulsen 1875,
Kristiane Pouline Poulsen 1877,
Ingeborg Hansine Poulsen 1881.

[[Billede:Morgen i Hornbaek_PSKroyer1875.jpg|right|thumb|Den stolte herre med vest og hvid frakke i samtale med to fiskerkoner er Henrik Karl Poulsen. P.S Krøyers billede Morgen i Hornbæk, 1875]]

Sophus Peter Ingemann Poulsen blev også slagter. Han bestod svendeprøven den 22. oktober 1895, og prøven bestod i slagtning af ét stk. hornkvæg, et lam og en kalv. Sophus overtog i 1905 slagterforretningen efter faderen Henrik Karl, og var således 3. generation i slagterforretningen. I 1919 indrettede Sophus ”det smukke, særprægede forretningslokale” på Ndr. Strandvej, og opførte byens eneste slagtehus med eget pølsemageri, kølerum etc. Dermed begyndte forretningens storhedstid. Sophus fik sammen med Metha Jensine Svendsen, født 1877, 2 drenge og 1 pige: Henrik Poulsen (1906), Karen Poulsen (1909) og Georg Poulsen (1913). Både Henrik og Georg blev også slagtere, men Henrik blev kun 32 år. Georg overtog omkring 1950 forældrenes slagterbutik på Ndr. Strandvej 318, og slagtehuset på Lars Kuhlmanns Vej 1, og blev derved 4. og sidste generation slagtermestre i forretningen. Hans søster Karen arbejdede også i butikken, og både hun og hendes mand, Kai Madsen er så sent som 1954 registreret på adressen Lars Kuhlmanns Vej 1.

Forretningen lukkede 1. april 1979.

[[Billede:butik_strandvejen318_1968.jpg|left|thumb|Slagterbutikken på Strandvejen 318. Her foto fra 1968, hvor den blev drevet af slagtermester Georg Poulsen]]

[[Kategori:Detailhandel]]

Slagter- og købmandsslægten Poulsen

2008-11-26T20:31:22Z

Maria Dalsgaard:

'''Poulsen, en slagter- og købmandsslægt i Hornbæk'''

Familien Poulsen havde gennem generationer stor betydning for Hornbæk. Gennem flere slægtled drev de købmandsbutikker og slagterforretninger i Hornbæk. Dog fandtes der til godt op i forrige århundrede mange mindre butikker, der stort set i dag er afløst af få store supermarkeder.

Slagter Poul Nielsen blev født i Helsingborg i Sverige i 1816. Han kom til Hornbæk, og giftede sig med den fire år ældre Inger Johannesdatter den 28. maj 1840. Poul Nielsen grundlagde sin slagterforretning i 1838, men havde ikke nogen velassorteret butik. Han slagtede i Hornbæk og kørte til torvet i Helsingør for at forhandle sine varer. I 1860 er Poul Nielsen registret på Lars Kuhlmannsvej 1, og det er primært på denne adresse, at slagterforretningerne drives fra i de følgende mere end 100 år. Men også på Per Bjørns vej 5 var der slagteri.

Poul og Inger fik 6 børn. Niels Peter Poulsen var den ældste, født i 1840, og han fik, som man gjorde på det tidspunkt, efternavn efter sin fars fornavn, og lagde dermed navn til slægten Poulsen.
De andre børn var:
Inger Poulsen, 1842
Johanne Bothilde Poulsen, 1843
Oluf Christian Poulsen, 1845
Henrik Karl Poulsen, 1848
Oluf Julius Poulsen, 1850

[[Billede:Slagter Niels Peter Poulsen_1880.jpg|right|thumb|Slagtermester Niels Peter Poulsen ca. 1880]]

Niels Peter Poulsen blev slagter som sin far, og det samme gjorde broderen Henrik Karl Poulsen. Niels Peter boede på Per Bjørnsvej 5 og giftede sig med Sofie Larsen (f. 1841) og sammen fik de 4 børn:
Peter Charles Poulsen 1871, Christian Ingemann Poulsen 1873, Albert Poulsen 1875,
Valdemar Poulsen 1878.

Sofie døde i 1889. Niels Peter giftede sig der efter med Laura Christiane Larsen, født i 1861. Albert og Valdemar blev slagtere. Peter og Christian blev købmænd. Lokale kilder har udtalt, at det vist ikke var et helt igennem lykkeligt liv de fik med deres stedmor.

Peter Charles Poulsen, altså den ældste og født i 1871, gik under navnet ”Stille Peter”. Han drev til sin død købmandsforretning på Kirkevej 6, der hvor Sognehuset i dag ligger. Han giftede sig med Thora Pii,(f 1875) og sammen fik de Esther og Sofie.

Christian Ingemann Poulsen var også oprindeligt udlært slagter, men ville hellere være købmand. Han købte i 1905 købmandsbutikken Tjalken, der lukkede godt 100 år senere, i 2007, hvor barnebarnet Karl Kristian Kubiak var den sidste købmand i den gren af familien.

Albert Poulsen drev faderen Niels Peter Poulsens slagteri på Per Bjørnsvej videre. Senere drev Valdemar slagterforretningen på Ndr. Strandvej 345. Hvem af brødrene, der drev hvilken slagterforretning skal tjekkes nøjere.

Niels Peters bror, Henrik Karl Poulsen, der var født i 1848, overtog i 1872 slagterforretningen efter sin far Poul Nielsen, der kom fra Sverige i 1816. Henrik Karl Poulsen er registreret på Lars Kuhlmans Vej 1 i 1893 og på Ole Piis Vej 5 i 1898. Henrik Karl giftede sig med Oline Hansen, født 1847 i Slagelse, og sammen fik de:
Sophus Peter Ingemann Poulsen 1875,
Kristiane Pouline Poulsen 1877,
Ingeborg Hansine Poulsen 1881

[[Billede:Morgen i Hornbaek_PSKroyer1875.jpg|right|thumb|Den stolte herre med vest og hvid frakke i samtale med to fiskerkoner er Henrik Karl Poulsen. P.S Krøyers billede Morgen i Hornbæk, 1875]]

Sophus Peter Ingemann Poulsen blev også slagter. Han bestod svendeprøven den 22. oktober 1895, og prøven bestod i slagtning af ét stk. hornkvæg, et lam og en kalv. Sophus overtog i 1905 slagterforretningen efter faderen Henrik Karl, og var således 3. generation i slagterforretningen. I 1919 indrettede Sophus ”det smukke, særprægede forretningslokale” på Ndr. Strandvej, og opførte byens eneste slagtehus med eget pølsemageri, kølerum etc. Dermed begyndte forretningens storhedstid. Sophus fik sammen med Metha Jensine Svendsen, født 1877, 2 drenge og 1 pige: Henrik Poulsen (1906), Karen Poulsen (1909) og Georg Poulsen (1913). Både Henrik og Georg blev også slagtere, men Henrik blev kun 32 år. Georg overtog omkring 1950 forældrenes slagterbutik på Ndr. Strandvej 318, og slagtehuset på Lars Kuhlmanns Vej 1, og blev derved 4. og sidste generation slagtermestre i forretningen. Hans søster Karen arbejdede også i butikken, og både hun og hendes mand, Kai Madsen er så sent som 1954 registreret på adressen Lars Kuhlmanns Vej 1.

Forretningen lukkede 1. april 1979.

[[Billede:butik_strandvejen318_1968.jpg|left|thumb|Slagterbutikken på Strandvejen 318. Her foto fra 1968, hvor den blev drevet af slagtermester Georg Poulsen]]

[[Kategori:Detailhandel]]

Fil:Morgen i Hornbaek PSKroyer1875.jpg

2008-11-26T20:29:10Z

Maria Dalsgaard: Den stolte herre med vest og hvid frakke i samtale med to fiskerkoner er Henrik Karl Poulsen. P.S Krøyers billede Morgen i Hornbæk, 1875.

Den stolte herre med vest og hvid frakke i samtale med to fiskerkoner er Henrik Karl Poulsen. P.S Krøyers billede Morgen i Hornbæk, 1875.

Slagter- og købmandsslægten Poulsen

2008-11-26T20:24:32Z

Maria Dalsgaard:

'''Poulsen, en slagter- og købmandsslægt i Hornbæk'''

Familien Poulsen havde gennem generationer stor betydning for Hornbæk. Gennem flere slægtled drev de købmandsbutikker og slagterforretninger i Hornbæk. Dog fandtes der til godt op i forrige århundrede mange mindre butikker, der stort set i dag er afløst af få store supermarkeder.

Slagter Poul Nielsen blev født i Helsingborg i Sverige i 1816. Han kom til Hornbæk, og giftede sig med den fire år ældre Inger Johannesdatter den 28. maj 1840. Poul Nielsen grundlagde sin slagterforretning i 1838, men havde ikke nogen velassorteret butik. Han slagtede i Hornbæk og kørte til torvet i Helsingør for at forhandle sine varer. I 1860 er Poul Nielsen registret på Lars Kuhlmannsvej 1, og det er primært på denne adresse, at slagterforretningerne drives fra i de følgende mere end 100 år. Men også på Per Bjørns vej 5 var der slagteri.

Poul og Inger fik 6 børn. Niels Peter Poulsen var den ældste, født i 1840, og han fik, som man gjorde på det tidspunkt, efternavn efter sin fars fornavn, og lagde dermed navn til slægten Poulsen.
De andre børn var:
Inger Poulsen, 1842
Johanne Bothilde Poulsen, 1843
Oluf Christian Poulsen, 1845
Henrik Karl Poulsen, 1848
Oluf Julius Poulsen, 1850

[[Billede:Slagter Niels Peter Poulsen_1880.jpg|right|thumb|Slagtermester Niels Peter Poulsen ca. 1880]]

Niels Peter Poulsen blev slagter som sin far, og det samme gjorde broderen Henrik Karl Poulsen. Niels Peter boede på Per Bjørnsvej 5 og giftede sig med Sofie Larsen (f. 1841) og sammen fik de 4 børn:
Peter Charles Poulsen 1871, Christian Ingemann Poulsen 1873, Albert Poulsen 1875,
Valdemar Poulsen 1878.

Sofie døde i 1889. Niels Peter giftede sig der efter med Laura Christiane Larsen, født i 1861. Albert og Valdemar blev slagtere. Peter og Christian blev købmænd. Lokale kilder har udtalt, at det vist ikke var et helt igennem lykkeligt liv de fik med deres stedmor.

Peter Charles Poulsen, altså den ældste og født i 1871, gik under navnet ”Stille Peter”. Han drev til sin død købmandsforretning på Kirkevej 6, der hvor Sognehuset i dag ligger. Han giftede sig med Thora Pii,(f 1875) og sammen fik de Esther og Sofie.

Christian Ingemann Poulsen var også oprindeligt udlært slagter, men ville hellere være købmand. Han købte i 1905 købmandsbutikken Tjalken, der lukkede godt 100 år senere, i 2007, hvor barnebarnet Karl Kristian Kubiak var den sidste købmand i den gren af familien.

Albert Poulsen drev faderen Niels Peter Poulsens slagteri på Per Bjørnsvej videre. Senere drev Valdemar slagterforretningen på Ndr. Strandvej 345. Hvem af brødrene, der drev hvilken slagterforretning skal tjekkes nøjere.

Niels Peters bror, Henrik Karl Poulsen, der var født i 1848, overtog i 1872 slagterforretningen efter sin far Poul Nielsen, der kom fra Sverige i 1816. Henrik Karl Poulsen er registreret på Lars Kuhlmans Vej 1 i 1893 og på Ole Piis Vej 5 i 1898. Henrik Karl giftede sig med Oline Hansen, født 1847 i Slagelse, og sammen fik de:
Sophus Peter Ingemann Poulsen 1875,
Kristiane Pouline Poulsen 1877,
Ingeborg Hansine Poulsen 1881

[[Billede:Morgen i Hornbæk_PSKrøyer1875.jpg|right|thumb|Den stolte herre med vest og hvid frakke i samtale med to fiskerkoner er Henrik Karl Poulsen. P.S Krøyers billede Morgen i Hornbæk, 1875]]

Sophus Peter Ingemann Poulsen blev også slagter. Han bestod svendeprøven den 22. oktober 1895, og prøven bestod i slagtning af ét stk. hornkvæg, et lam og en kalv. Sophus overtog i 1905 slagterforretningen efter faderen Henrik Karl, og var således 3. generation i slagterforretningen. I 1919 indrettede Sophus ”det smukke, særprægede forretningslokale” på Ndr. Strandvej, og opførte byens eneste slagtehus med eget pølsemageri, kølerum etc. Dermed begyndte forretningens storhedstid. Sophus fik sammen med Metha Jensine Svendsen, født 1877, 2 drenge og 1 pige: Henrik Poulsen (1906), Karen Poulsen (1909) og Georg Poulsen (1913). Både Henrik og Georg blev også slagtere, men Henrik blev kun 32 år. Georg overtog omkring 1950 forældrenes slagterbutik på Ndr. Strandvej 318, og slagtehuset på Lars Kuhlmanns Vej 1, og blev derved 4. og sidste generation slagtermestre i forretningen. Hans søster Karen arbejdede også i butikken, og både hun og hendes mand, Kai Madsen er så sent som 1954 registreret på adressen Lars Kuhlmanns Vej 1.

Forretningen lukkede 1. april 1979.

[[Billede:butik_strandvejen318_1968.jpg|left|thumb|Slagterbutikken på Strandvejen 318. Her fra 1968, hvor den blev drevet af slagtermester Georg Poulsen]]

[[Kategori:Detailhandel]]

Fil:Butik strandvejen318 1968.jpg

2008-11-26T20:01:34Z

Maria Dalsgaard: Slagterbutikken på Strandvejen 318. Her fra 1968, hvor den blev drevet af slagtermester Georg Poulsen.

Slagterbutikken på Strandvejen 318. Her fra 1968, hvor den blev drevet af slagtermester Georg Poulsen.

Fil:Slagter Niels Peter Poulsen 1880.jpg

2008-11-26T19:59:31Z

Maria Dalsgaard: Slagtermester Niels Peter Poulsen ca. 1880

Slagtermester Niels Peter Poulsen ca. 1880

Fil:Morgen i Hornbæk PSKrøyer1875.jpg

2008-11-26T19:57:07Z

Maria Dalsgaard: Den stolte herre med vest og hvid frakke i samtale med to fiskerkoner er Henrik Karl Poulsen. P.S Krøyers billede Morgen i Hornbæk, 1875.

Den stolte herre med vest og hvid frakke i samtale med to fiskerkoner er Henrik Karl Poulsen. P.S Krøyers billede Morgen i Hornbæk, 1875.

Slagter- og købmandsslægten Poulsen

2008-11-16T22:20:59Z

Maria Dalsgaard: Siden blev oprettet: '''Poulsen, en slagter- og købmandsslægt i Hornbæk''' Familien Poulsen havde gennem generationer stor betydning for Hornbæk. Gennem flere slægtled drev de købmandsbutikke...

'''Poulsen, en slagter- og købmandsslægt i Hornbæk'''

Familien Poulsen havde gennem generationer stor betydning for Hornbæk. Gennem flere slægtled drev de købmandsbutikker og slagterforretninger i Hornbæk. Dog fandtes der til godt op i forrige århundrede mange mindre butikker, der stort set i dag er afløst af få store supermarkeder.

Slagter Poul Nielsen blev født i Helsingborg i Sverige i 1816. Han kom til Hornbæk, og giftede sig med den fire år ældre Inger Johannesdatter den 28. maj 1840. Poul Nielsen grundlagde sin slagterforretning i 1838, men havde ikke nogen velassorteret butik. Han slagtede i Hornbæk og kørte til torvet i Helsingør for at forhandle sine varer. I 1860 er Poul Nielsen registret på Lars Kuhlmannsvej 1, og det er primært på denne adresse, at slagterforretningerne drives fra i de følgende mere end 100 år. Men også på Per Bjørns vej 5 var der slagteri.

Poul og Inger fik 6 børn. Niels Peter Poulsen var den ældste, født i 1840, og han fik, som man gjorde på det tidspunkt, efternavn efter sin fars fornavn, og dermed til slægten Poulsen.
De andre børn var:
Inger Poulsen, 1842
Johanne Bothilde Poulsen, 1843
Oluf Christian Poulsen, 1845
Henrik Karl Poulsen, 1848
Oluf Julius Poulsen, 1850

Niels Peter Poulsen blev slagter som sin far, og det samme gjorde broderen Henrik Karl Poulsen. Niels Peter boede på Per Bjørnsvej 5 og giftede sig med Sofie Larsen (f. 1841) og sammen fik de 4 børn:
Peter Charles Poulsen, 1871
Christian Ingemann Poulsen, 1873
Albert Poulsen, 1875
Valdemar Poulsen, 1878.

Sofie døde i 1889. Niels Peter giftede sig der efter med Laura Christiane Larsen, født i 1861. Albert og Valdemar blev slagtere. Peter og Christian blev købmænd. Lokale kilder har udtalt, at det vist ikke var et helt igennem lykkeligt liv de fik med deres stedmor.

Peter Charles Poulsen, altså den ældste og født i 1871, gik under navnet ”Stille Peter”. Han drev til sin død købmandsforretning på Kirkevej 6, der hvor Sognehuset i dag ligger. Han giftede sig med Thora Pii,(f 1875) og sammen fik de Esther og Sofie.

Christian Ingemann Poulsen var også oprindeligt udlært slagter, men ville hellere være købmand. Han købte i 1905 købmandsbutikken Tjalken, der lukkede godt 100 år senere, i 2007, hvor barnebarnet Karl Kristian Kubiak var den sidste købmand i den gren af familien.

Albert Poulsen drev faderen Niels Peter Poulsens slagteri på Per Bjørnsvej videre. Senere drev Valdemar slagterforretningen på Ndr. Strandvej 345. Hvem af brødrene, der drev hvilken slagterforretning skal tjekkes nøjere.

Niels Peters bror, Henrik Karl Poulsen, der var født i 1848, overtog i 1872 slagterforretningen efter sin far Poul Nielsen, der kom fra Sverige i 1816. Henrik Karl Poulsen er registreret på Lars Kuhlmans Vej 1 i 1893 og på Ole Piis Vej 5 i 1898. Henrik Karl giftede sig med Oline Hansen, født 1847 i Slagelse, og sammen fik de:
Sophus Peter Ingemann Poulsen, 1875
Kristiane Pouline Poulsen, 1877
Ingeborg Hansine Poulsen, 1881

Sophus Peter Ingemann Poulsen blev også slagter. Han bestod svendeprøven den 22. oktober 1895, og prøven bestod i slagtning af ét stk. hornkvæg, et lam og en kalv. Sophus overtog i 1905 slagterforretningen efter faderen Henrik Karl, og var således 3. generation i slagterforretningen. I 1919 indrettede Sophus ”det smukke, særprægede forretningslokale” på Ndr. Strandvej, og opførte byens eneste slagtehus med eget pølsemageri, kølerum etc. Dermed begyndte forretningens storhedstid. Sophus fik sammen med Metha Jensine Svendsen, født 1877, 2 drenge og 1 pige: Henrik Poulsen (1906), Karen Poulsen (1909) og Georg Poulsen (1913). Både Henrik og Georg blev også slagtere, men Henrik blev kun 32 år. Georg overtog omkring 1950 forældrenes slagterbutik på Ndr. Strandvej 318, og slagtehuset på Lars Kuhlmanns Vej 1, og blev derved 4. og sidste generation slagtermestre i forretningen. Hans søster Karen arbejdede også i butikken, og både hun og hendes mand, Kai Madsen er så sent som 1954 registreret på adressen Lars Kuhlmanns Vej 1.

Forretningen lukkede 1. april 1979.

[[Kategori:Detailhandel]]

Emil Gordon Nielsen

2008-11-16T18:54:56Z

Maria Dalsgaard: Siden blev oprettet: Gordon Nielsen, født 1901, blev den 11. februar 1945 arresteret af Gestapo i Hornbæk. Få dage efter døde han under ukendte omstændigheder. Gordon var brødkusk i Hornbæk o...

Gordon Nielsen, født 1901, blev den 11. februar 1945 arresteret af Gestapo i Hornbæk. Få dage efter døde han under ukendte omstændigheder. Gordon var brødkusk i Hornbæk og gift med Gunna, der var søster til brødrene Erik, Tage og Viggo Andersen, der alle tre var aktive i modstandskampen. Den 4. februar 1945 blev Tage dræbt under aktion i København. En Schalburgmand, der boede i Lykkeholms Alle, skulle likvideres, men nåede at skyde Tage i ryggen efter at Tage havde kastet en håndgranat gennem et vindue i entredøren. En ambulance bragte Tages lig til Retsmedicinsk Institut, hvor kammeraterne dagen efter under trusler fik ham udleveret og bragt til Hornbæk. Her blev Tage i al hemmelighed begravet den 7. februar 1945. Kun Tages søsters mand, Gordon, overværede begravelsen. Gestapo havde skaffet sig underretning om begravelsen, og det er sandsynligt, at Gestapo havde haft til hensigt, at aftvinge Gordon oplysninger om hans svogre eller andre illegale personer.

[[Billede:Emil_Gordon_Nielsen.jpg|right|thumb|Gordon Emil Nielsen]]

Gestapochef Feldtmann blev arresteret efter befrielsen 5. maj og ved forhøret oplyste han, at Gordon Nielsen var blevet gravet ned i klitten, og som Helsingørs Avis skriver den 26. maj 1945 ”var henslængt som en anden unyttig ting uden så meget som en fjæl om sig i det primitive gravsted mellem pigtrådsnettet”.

Gordon Nielsen blev bisat ved en større højtidelighed den 31. maj 1945, og på Hornbæk Kirkegård er der sat en stor sandstensmindetavle op for ham, Tage og en række andre, der omkom under besættelsen.

Poul Fjordside, maler og kunstner i Hornbæk, skrev i 1992, som der står i avisen "med støtte fra anonyme kilder" en mere udførlig beskrivelse af begivenhederne omkring Tage og Gordon, der blev bragt i Helsingør Dagblad samme år den 22. februar.

De kilder, der ligger til grund for denne artikel, bekræfter alle, at Gordon Nielsen blev fængslet og tortureret af Gestapo, med døden til følge. Begivenhederne omkring Tage Andersen, og den aktion han deltog i, samt om Gordons arrestation, varierer dog lidt fra kilde til kilde.

===Litteratur===
Faldne i Danmarks frihedskamp 1940-45, og
Lis Mellemgaard: Pige i modstandskampen

[[Kategori:Personer]]

Fil:Emil Gordon Nielsen.jpg

2008-11-16T18:41:57Z

Maria Dalsgaard: Emil Gordon Nielsen

Emil Gordon Nielsen

Tjalken

2008-11-14T21:16:18Z

Maria Dalsgaard:

'''Købmandsbutikken Tjalken'''

I mere end 100 år var Tjalken en købmandsbutik, der forsynede Hornbæks indbyggere og mange sommergæster med dagligvarer, specialiteter, vine, the og krydderier. Duften af krydderier, eksotiske te-blandinger og nymalet kaffe slog kunden i møde, når man trådte inden for i den gamle butik.

[[Billede:Tjalkens_bomaerke.jpg|thumb|right|250px|Tjalkens bomærke tegnet af forfatteren Alexander Svedstrup]]

Karl Kristian Kubiak, der var efterkommer af en stor slagter- og købmandsslægt i Hornbæk, var den sidste købmand i den familie, der drev Tjalken i mere end 100 år. Karl Kristian Kubiak måtte lukke butikken i foråret 2007 på grund af sygdom, og døde samme år den 2. september. I juni 2008 købte naboen SuperBrugsen butikken.

Tjalken kom i familiens eje i 1905, hvor Karl Kristians bedsteforældre Sara og Christian Poulsen overtog butikken. Sara og Christian startede deres købmandsliv i Skovhusene ved Esbønderup. Sara og Christian fik deres første barn, Peter Poulsen i 1905. Samme år som Christian Poulsen købte Tjalken.

Den 27. marts 1901 fremgår det af Kronborg Østre Birks protokollat, at fisker Hans Nielsens enke, Marie Nielsen ved stævning af 27. marts 1901 med seks måneders varsel har indkaldt den eller dem, som måtte mene at have adkomst til jordstykket matr. nr. 57 i Hornbæk, Hornbæk-Hellebæk sogn.

Da ingen melder sig som ejere for at bevisliggøre sin adkomst, får Marie Nielsen ret til ejendommen. Tjalken ligger i dag dels på matr. 56, og dels på 57, og omkring 1900-tallet var ejerforholdet åbenbart uklart, i hvert fald for matr. nr. 57. Da ejerforholdet således er fastslået, sælger Marie Nielsen i 1901 til en hr. Arthur Ogilvie.

To år efter i 1903, sælger Arthur Ogilvie til Alexander Svedstrup, og i 1905 sælger Alexander Svedstrup til købmand Christian Poulsen. Eller rettere mageskifter. For i Helsingør Dagblad den 24. juni 1905 står der, at ”Kandidat Svedstrup har mageskiftet sin ejendom ”Tjalken” i Hornbæk med købmand Chr. Poulsens ejendom i Esbønderup Skovhuse, samtidig har Hr. Poulsen mageskiftet sin forretning med købmand Aage Petersens forretning i Hornbæk”. Salget er ifølge andre kilder inkl. købmandsforretningen, og begge disse kilder tyder på, at de ovenfor nævnte tidligere handler kun har omfattet dele af det nuværende Tjalken.

[[Billede:Tjalken_1900.jpg|thumb|right|250px|Tjalken år 1900]]

På den ene endevæg i butikken Tjalken hang lige til det sidste tre store fotostater af Tjalken. Det første var dateret 1900, det andet 1905, det tredje 1960.

Den første fotostat fra 1900 viser den lille træbygning, der var den første købmandsbutik på stedet. På billedet kan man se, at der står Aage Petersen på facaden, men andre kilder siger, at det var en anneksforretning til købmand Geutche’s købmandsforretning i Helsingør. Men sandt er det vist nok, at den kun var åben om sommeren, vel sagtens for at profitere af de mange sommergæster, der på det tidspunkt var begyndt at blive en del af livet i Hornbæk om sommeren.

[[Billede:Tjalken_1905.jpg|thumb|left|250px|Tjalken 1905]]

Tjalken blev etableret i 1899, det ene af de to årstal, det står på huset den dag i dag. Det andet årstal, 1907, er det år, hvor bygningen får sit nuværende udseende med to etager og udnyttet tagetage. På billedet fra 1905 har huset kun en etage, og blev, ifølge forfatteren Karl Rønne, bygget om i 1901.

Forfatteren Alexander Svedstrup var økonomisk involveret i etableringen af Tjalken, og han skabte det logo, der har fulgt butikken fra første færd. Logoet indeholder både en hollandsk Tjalk, og den art måge, der også hedder en tjalk. Han opfattede nemlig skibet som en forårsbebuder (romanen Erik Gudmand).

Sara og Christian Poulsens ældste søn, Peter Poulsen, blev som voksen skuespiller, og giftede sig den 26. oktober 1930 med skuespilleren Inga Schultz, der i 51 år var knyttet til Det Kgl. Teater. Døtrene Ingrid blev født i 1909, og Solveig i 1910.

[[Billede:Tjalken1913_14.jpg|thumb|left|250px|Tjalken ca. 1913
På dørtrinet sidder Christian Poulsen med tre børn, muligvis plejebørn fra Lykken, hvor Saras søster Agnes boede med sine plejebørn.]]

Sara og Christian Poulsen drev Tjalken frem til 1939, altså i 34 år, hvorefter deres datter Solveig og hendes mand, Albin Kubiak overtog butikken. Chr. Poulsen døde den 10. november 1941. Han blev 66 år.

[[Billede:Tjalken_1930erne.jpg|thumb|left|250px|Tjalken formentlig i 1930'erne]]

'''Tredje generation i Tjalken'''
Karl Frantz Albin Kubiak var også uddannet købmand. Han blev født i Fürstenwalde bei Spree tæt på Berlin i Tyskland. Sara og Albin mødte hinanden på den Internationale Højskole i Helsingør i 1932, hvor de begge var på højskoleophold. Men det var først i 1938 de blev gift. Albin var en dygtig købmand, og var på alle måder en driftig mand, der satte mange ting i gang. Hans svigerfar var en meget vellidt mand, og blev kaldt ”Tjalkefar”, men ikke den store forretningsmand. Derfor var han, da han overlod butikken til Solveig og Albin, ikke længere kreditværdig, og det var ikke en velfunderet butik, de unge overtog. Det betød, at Albin lige fra starten måtte købe stort ind. Men det var hans held, for da krigen kom to år senere, var varelageret godt fyldt op, og butikken var bedre rustet end de fleste til de svære tider forude. Solveig og Albin fik tre børn hvor Karl Kristian, den ældste, blev født den 9. september 1939, Marianne kom til den 23. juni 1941 og Rigmor den 13. januar 1945.

I 1942 blev Albin Kubiak indkaldt på tysk side og Solveig og hendes mor Sara måtte klare forretningen alene. Albin blev sendt til Minsk i Rusland af den tyske Wehrmacht. Under en orlov i Berlin fik Albin at vide, at hele hans kompagni var blevet udslettet i de hårde kampe mod russerne. Albin blev herefter sendt til intendanturtjeneste i den tyske forlægning i Kolding. Efter krigen var Albin en overgang anbragt i Vestre fængsel inden en række borgere i byen gik i brechen for ham. Han fik først sidst i 1950’erne, sammen med Karl Kristian, bevilliget sin danske indfødsret.

Karl Kristian blev medejer af Tjalken i begyndelsen af 1980’erne, og kørte butikken videre sammen med sin mor, Solveig, efter faderens død i 1986. Albin var født i 1908. Solveig hjalp til i butikken til langt op i 80’erne. Hun døde dagen før hun ville være fyldt 93 år. Det var den 17. december 2003.

Karl Kristian blev oprindelig uddannet dekoratør først hos Bergenholz og senere hos herremagasinet Julius Kopp i København. I alle år bar Tjalkens udstillingsvinduer præg af hans meget opfindsomme og kreative evner.

[[Billede:Tjalken_vinduesudstilling_1960.jpg|thumb|left|250px|En af Karl Kristians mange fantasifulde vinduesudstillinger. Denne allerede fra 1960]]

Tre gange deltog han i landsomfattende konkurrencer i vinduesdekoration. En gang vandt han 1. præmie.

Juleudstillingerne var også noget særligt og mange husker stadig julemanden, der kiggede ud fra 1. sal og havde fødderne nede i butikkens vinduer.

[[Billede:Karl_Kristian_Kubiak.jpg|thumb|right|250px|Karl Kristian Kubiak som han huskes i sin butik i gang med at sælge slik til børnene]]

Tjalken

2008-11-14T21:01:54Z

Maria Dalsgaard: Købmandsbutikken Tjalken i Hornbæk

'''Købmandsbutikken Tjalken'''

I mere end 100 år var Tjalken en købmandsbutik, der forsynede Hornbæks indbyggere og mange sommergæster med dagligvarer, specialiteter, vine, the og krydderier. Duften af krydderier, eksotiske te-blandinger og nymalet kaffe slog kunden i møde, når man trådte inden for i den gamle butik.

Karl Kristian Kubiak, der var efterkommer af en stor slagter- og købmandsslægt i Hornbæk, var den sidste købmand i den familie, der drev Tjalken i mere end 100 år. Karl Kristian Kubiak måtte lukke butikken i foråret 2007 på grund af sygdom, og døde samme år den 2. september. I juni 2008 købte naboen SuperBrugsen butikken.

Tjalken kom i familiens eje i 1905, hvor Karl Kristians bedsteforældre Sara og Christian Poulsen overtog butikken. Sara og Christian startede deres købmandsliv i Skovhusene ved Esbønderup. Sara og Christian fik deres første barn, Peter Poulsen i 1905. Samme år som Christian Poulsen købte Tjalken.

Den 27. marts 1901 fremgår det af Kronborg Østre Birks protokollat, at fisker Hans Nielsens enke, Marie Nielsen ved stævning af 27. marts 1901 med seks måneders varsel har indkaldt den eller dem, som måtte mene at have adkomst til jordstykket matr. nr. 57 i Hornbæk, Hornbæk-Hellebæk sogn.

Da ingen melder sig som ejere for at bevisliggøre sin adkomst, får Marie Nielsen ret til ejendommen. Tjalken ligger i dag dels på matr. 56, og dels på 57, og omkring 1900-tallet var ejerforholdet åbenbart uklart, i hvert fald for matr. nr. 57. Da ejerforholdet således er fastslået, sælger Marie Nielsen i 1901 til en hr. Arthur Ogilvie.

To år efter i 1903, sælger Arthur Ogilvie til Alexander Svedstrup, og i 1905 sælger Alexander Svedstrup til købmand Christian Poulsen. Eller rettere mageskifter. For i Helsingør Dagblad den 24. juni 1905 står der, at ”Kandidat Svedstrup har mageskiftet sin ejendom ”Tjalken” i Hornbæk med købmand Chr. Poulsens ejendom i Esbønderup Skovhuse, samtidig har Hr. Poulsen mageskiftet sin forretning med købmand Aage Petersens forretning i Hornbæk”. Salget er ifølge andre kilder inkl. købmandsforretningen, og begge disse kilder tyder på, at de ovenfor nævnte tidligere handler kun har omfattet dele af det nuværende Tjalken.

[[Billede:Tjalken_1900.jpg|thumb|right|250px|Tjalken år 1900]]

På den ene endevæg i butikken Tjalken hang lige til det sidste tre store fotostater af Tjalken. Det første var dateret 1900, det andet 1905, det tredje 1960.

Den første fotostat fra 1900 viser den lille træbygning, der var den første købmandsbutik på stedet. På billedet kan man se, at der står Aage Petersen på facaden, men andre kilder siger, at det var en anneksforretning til købmand Geutche’s købmandsforretning i Helsingør. Men sandt er det vist nok, at den kun var åben om sommeren, vel sagtens for at profitere af de mange sommergæster, der på det tidspunkt var begyndt at blive en del af livet i Hornbæk om sommeren.

[[Billede:Tjalken_1905|thumb|right|250px|Tjalken 1905]]

Tjalken blev etableret i 1899, det ene af de to årstal, det står på huset den dag i dag. Det andet årstal, 1907, er det år, hvor bygningen får sit nuværende udseende med to etager og udnyttet tagetage. På billedet fra 1905 har huset kun en etage, og blev, ifølge forfatteren Karl Rønne, bygget om i 1901.

[[Billede:Tjalken_bomaerke.jpg|thumb|right|250px|Tjalkens bomærke tegnet af forfatteren Alexander Svedstrup]]

Forfatteren Alexander Svedstrup var økonomisk involveret i etableringen af Tjalken, og han skabte det logo, der har fulgt butikken fra første færd. Logoet indeholder både en hollandsk Tjalk, og den art måge, der også hedder en tjalk. Han opfattede nemlig skibet som en forårsbebuder (romanen Erik Gudmand).

Sara og Christian Poulsens ældste søn, Peter Poulsen, blev som voksen skuespiller, og giftede sig den 26. oktober 1930 med skuespilleren Inga Schultz, der i 51 år var knyttet til Det Kgl. Teater. Døtrene Ingrid blev født i 1909, og Solveig i 1910.

[[Billede:Tjalken1913_14.jpg|thumb|left|250px|Tjalken ca. 1913
På dørtrinet sidder Christian Poulsen med tre børn, muligvis plejebørn fra Lykken, hvor Saras søster Agnes boede med sine plejebørn.]]

Sara og Christian Poulsen drev Tjalken frem til 1939, altså i 34 år, hvorefter deres datter Solveig og hendes mand, Albin Kubiak overtog butikken. Chr. Poulsen døde den 10. november 1941. Han blev 66 år.

[[Billede:Tjalken 1930erne|thumb|right|250px|Tjalken formentlig i 1930'erne]]

'''Tredje generation i Tjalken'''
Karl Frantz Albin Kubiak var også uddannet købmand. Han blev født i Fürstenwalde bei Spree tæt på Berlin i Tyskland. Sara og Albin mødte hinanden på den Internationale Højskole i Helsingør i 1932, hvor de begge var på højskoleophold. Men det var først i 1938 de blev gift. Albin var en dygtig købmand, og var på alle måder en driftig mand, der satte mange ting i gang. Hans svigerfar var en meget vellidt mand, og blev kaldt ”Tjalkefar”, men ikke den store forretningsmand. Derfor var han, da han overlod butikken til Solveig og Albin, ikke længere kreditværdig, og det var ikke en velfunderet butik, de unge overtog. Det betød, at Albin lige fra starten måtte købe stort ind. Men det var hans held, for da krigen kom to år senere, var varelageret godt fyldt op, og butikken var bedre rustet end de fleste til de svære tider forude. Solveig og Albin fik tre børn hvor Karl Kristian, den ældste, blev født den 9. september 1939, Marianne kom til den 23. juni 1941 og Rigmor den 13. januar 1945.

I 1942 blev Albin Kubiak indkaldt på tysk side og Solveig og hendes mor Sara måtte klare forretningen alene. Albin blev sendt til Minsk i Rusland af den tyske Wehrmacht. Under en orlov i Berlin fik Albin at vide, at hele hans kompagni var blevet udslettet i de hårde kampe mod russerne. Albin blev herefter sendt til intendanturtjeneste i den tyske forlægning i Kolding. Efter krigen var Albin en overgang anbragt i Vestre fængsel inden en række borgere i byen gik i brechen for ham. Han fik først sidst i 1950’erne, sammen med Karl Kristian, bevilliget sin danske indfødsret.

Karl Kristian blev medejer af Tjalken i begyndelsen af 1980’erne, og kørte butikken videre sammen med sin mor, Solveig, efter faderens død i 1986. Albin var født i 1908. Solveig hjalp til i butikken til langt op i 80’erne. Hun døde dagen før hun ville være fyldt 93 år. Det var den 17. december 2003.

Karl Kristian blev oprindelig uddannet dekoratør først hos Bergenholz og senere hos herremagasinet Julius Kopp i København. I alle år bar Tjalkens udstillingsvinduer præg af hans meget opfindsomme og kreative evner.

[[Billede:Tjalken_vinduesudstilling_1960|thumb|right|250px|En af Karl Kristians mange fantasifulde vinduesudstillinger. Denne allerede fra 1960]]

Tre gange deltog han i landsomfattende konkurrencer i vinduesdekoration. En gang vandt han 1. præmie.

Juleudstillingerne var også noget særligt og mange husker stadig julemanden, der kiggede ud fra 1. sal og havde fødderne nede i butikkens vinduer.

[[Billede:Karl_Kristian_Kubiak|thumb|left|250px|Karl Kristian Kubiak som han huskes i sin butik i gang med at sælge slik til børnene]]

Fil:Tjalken 1930erne.jpg

2008-11-14T20:57:30Z

Maria Dalsgaard: Tjalken formentlig i 1930'erne

Tjalken formentlig i 1930'erne

Tjalken

2008-11-14T20:53:41Z

Maria Dalsgaard:

'''Købmandsbutikken Tjalken'''

I mere end 100 år var Tjalken en købmandsbutik, der forsynede Hornbæks indbyggere og mange sommergæster med dagligvarer, specialiteter, vine, the og krydderier. Duften af krydderier, eksotiske te-blandinger og nymalet kaffe slog kunden i møde, når man trådte inden for i den gamle butik.

Karl Kristian Kubiak, der var efterkommer af en stor slagter- og købmandsslægt i Hornbæk, var den sidste købmand i den familie, der drev Tjalken i mere end 100 år. Karl Kristian Kubiak måtte lukke butikken i foråret 2007 på grund af sygdom, og døde samme år den 2. september. I juni 2008 købte naboen SuperBrugsen butikken.

Tjalken kom i familiens eje i 1905, hvor Karl Kristians bedsteforældre Sara og Christian Poulsen overtog butikken. Sara og Christian startede deres købmandsliv i Skovhusene ved Esbønderup. Sara og Christian fik deres første barn, Peter Poulsen i 1905. Samme år som Christian Poulsen købte Tjalken.

Den 27. marts 1901 fremgår det af Kronborg Østre Birks protokollat, at fisker Hans Nielsens enke, Marie Nielsen ved stævning af 27. marts 1901 med seks måneders varsel har indkaldt den eller dem, som måtte mene at have adkomst til jordstykket matr. nr. 57 i Hornbæk, Hornbæk-Hellebæk sogn.

Da ingen melder sig som ejere for at bevisliggøre sin adkomst, får Marie Nielsen ret til ejendommen. Tjalken ligger i dag dels på matr. 56, og dels på 57, og omkring 1900-tallet var ejerforholdet åbenbart uklart, i hvert fald for matr. nr. 57. Da ejerforholdet således er fastslået, sælger Marie Nielsen i 1901 til en hr. Arthur Ogilvie.

To år efter i 1903, sælger Arthur Ogilvie til Alexander Svedstrup, og i 1905 sælger Alexander Svedstrup til købmand Christian Poulsen. Eller rettere mageskifter. For i Helsingør Dagblad den 24. juni 1905 står der, at ”Kandidat Svedstrup har mageskiftet sin ejendom ”Tjalken” i Hornbæk med købmand Chr. Poulsens ejendom i Esbønderup Skovhuse, samtidig har Hr. Poulsen mageskiftet sin forretning med købmand Aage Petersens forretning i Hornbæk”. Salget er ifølge andre kilder inkl. købmandsforretningen, og begge disse kilder tyder på, at de ovenfor nævnte tidligere handler kun har omfattet dele af det nuværende Tjalken.

[[Billede:Tjalken_1900.jpg|thumb|right|250px|Tjalken år 1900]]

På den ene endevæg i butikken Tjalken hang lige til det sidste tre store fotostater af Tjalken. Det første var dateret 1900, det andet 1905, det tredje 1960.

Den første fotostat fra 1900 viser den lille træbygning, der var den første købmandsbutik på stedet. På billedet kan man se, at der står Aage Petersen på facaden, men andre kilder siger, at det var en anneksforretning til købmand Geutche’s købmandsforretning i Helsingør. Men sandt er det vist nok, at den kun var åben om sommeren, vel sagtens for at profitere af de mange sommergæster, der på det tidspunkt var begyndt at blive en del af livet i Hornbæk om sommeren.

[[Billede:Tjalken_1905|thumb|right|250px|]]

Tjalken blev etableret i 1899, det ene af de to årstal, det står på huset den dag i dag. Det andet årstal, 1907, er det år, hvor bygningen får sit nuværende udseende med to etager og udnyttet tagetage. På billedet fra 1905 har huset kun en etage, og blev, ifølge forfatteren Karl Rønne, bygget om i 1901.

[[Billede:Tjalken_bomaerke.jpg|thumb|right|250px|]]

Forfatteren Alexander Svedstrup var økonomisk involveret i etableringen af Tjalken, og han skabte det logo, der har fulgt butikken fra første færd. Logoet indeholder både en hollandsk Tjalk, og den art måge, der også hedder en tjalk. Han opfattede nemlig skibet som en forårsbebuder (romanen Erik Gudmand).

Sara og Christian Poulsens ældste søn, Peter Poulsen, blev som voksen skuespiller, og giftede sig den 26. oktober 1930 med skuespilleren Inga Schultz, der i 51 år var knyttet til Det Kgl. Teater. Døtrene Ingrid blev født i 1909, og Solveig i 1910.

[[Billede:Tjalken1913_14.jpg|thumb|left|250px|Tjalken ca. 1913
På dørtrinet sidder Christian Poulsen med tre børn, muligvis plejebørn fra Lykken, hvor Saras søster Agnes boede med sine plejebørn.]]

Sara og Christian Poulsen drev Tjalken frem til 1939, altså i 34 år, hvorefter deres datter Solveig og hendes mand, Albin Kubiak overtog butikken. Chr. Poulsen døde den 10. november 1941. Han blev 66 år.

[[Billede:Tjalken 1930erne|thumb|right|250px|]]

'''Tredje generation i Tjalken'''
Karl Frantz Albin Kubiak var også uddannet købmand. Han blev født i Fürstenwalde bei Spree tæt på Berlin i Tyskland. Sara og Albin mødte hinanden på den Internationale Højskole i Helsingør i 1932, hvor de begge var på højskoleophold. Men det var først i 1938 de blev gift. Albin var en dygtig købmand, og var på alle måder en driftig mand, der satte mange ting i gang. Hans svigerfar var en meget vellidt mand, og blev kaldt ”Tjalkefar”, men ikke den store forretningsmand. Derfor var han, da han overlod butikken til Solveig og Albin, ikke længere kreditværdig, og det var ikke en velfunderet butik, de unge overtog. Det betød, at Albin lige fra starten måtte købe stort ind. Men det var hans held, for da krigen kom to år senere, var varelageret godt fyldt op, og butikken var bedre rustet end de fleste til de svære tider forude. Solveig og Albin fik tre børn hvor Karl Kristian, den ældste, blev født den 9. september 1939, Marianne kom til den 23. juni 1941 og Rigmor den 13. januar 1945.

I 1942 blev Albin Kubiak indkaldt på tysk side og Solveig og hendes mor Sara måtte klare forretningen alene. Albin blev sendt til Minsk i Rusland af den tyske Wehrmacht. Under en orlov i Berlin fik Albin at vide, at hele hans kompagni var blevet udslettet i de hårde kampe mod russerne. Albin blev herefter sendt til intendanturtjeneste i den tyske forlægning i Kolding. Efter krigen var Albin en overgang anbragt i Vestre fængsel inden en række borgere i byen gik i brechen for ham. Han fik først sidst i 1950’erne, sammen med Karl Kristian, bevilliget sin danske indfødsret.

Karl Kristian blev medejer af Tjalken i begyndelsen af 1980’erne, og kørte butikken videre sammen med sin mor, Solveig, efter faderens død i 1986. Albin var født i 1908. Solveig hjalp til i butikken til langt op i 80’erne. Hun døde dagen før hun ville være fyldt 93 år. Det var den 17. december 2003.

Karl Kristian blev oprindelig uddannet dekoratør først hos Bergenholz og senere hos herremagasinet Julius Kopp i København. I alle år bar Tjalkens udstillingsvinduer præg af hans meget opfindsomme og kreative evner.

[[Billede:Tjalken_vinduesudstilling_1960|thumb|right|250px|]]

Tre gange deltog han i landsomfattende konkurrencer i vinduesdekoration. En gang vandt han 1. præmie.

Juleudstillingerne var også noget særligt og mange husker stadig julemanden, der kiggede ud fra 1. sal og havde fødderne nede i butikkens vinduer.

[[Billede:Karl_Kristian_Kubiak|thumb|left|250px|]]

Fil:Tjalken vinduesudstilling 1960.jpg

2008-11-14T20:40:27Z

Maria Dalsgaard: En af Karl Kristians mange fantasifulde vinduesudstillinger. Denne allerede fra 1960.

En af Karl Kristians mange fantasifulde vinduesudstillinger. Denne allerede fra 1960.

Fil:Karl Kristian Kubiak.jpg

2008-11-14T20:38:46Z

Maria Dalsgaard: Karl Kristian Kubiak som han huskes i sin butik i gang med at sælge slik til børnene

Karl Kristian Kubiak som han huskes i sin butik i gang med at sælge slik til børnene

Fil:Tjalken 1905.jpg

2008-11-14T20:27:37Z

Maria Dalsgaard: Tjalken 1905

Tjalken 1905

Fil:Tjalkens bomaerke.jpg

2008-11-14T20:21:17Z

Maria Dalsgaard: Tjalkens bomærke tegnet af forfatteren Alexander Svedstruo

Tjalkens bomærke tegnet af forfatteren Alexander Svedstruo

Fil:Tjalkens bomærke.jpg

2008-11-14T20:19:02Z

Maria Dalsgaard: Tjalkens bomærke tegnet af forfatteren Alexander Svedstrup

Tjalkens bomærke tegnet af forfatteren Alexander Svedstrup

Tjalken

2008-11-14T20:15:18Z

Maria Dalsgaard:

'''Købmandsbutikken Tjalken'''

I mere end 100 år var Tjalken en købmandsbutik, der forsynede Hornbæks indbyggere og mange sommergæster med dagligvarer, specialiteter, vine, the og krydderier. Duften af krydderier, eksotiske te-blandinger og nymalet kaffe slog kunden i møde, når man trådte inden for i den gamle butik.

Karl Kristian Kubiak, der var efterkommer af en stor slagter- og købmandsslægt i Hornbæk, var den sidste købmand i den familie, der drev Tjalken i mere end 100 år. Karl Kristian Kubiak måtte lukke butikken i foråret 2007 på grund af sygdom, og døde samme år den 2. september. I juni 2008 købte naboen SuperBrugsen butikken.

Tjalken kom i familiens eje i 1905, hvor Karl Kristians bedsteforældre Sara og Christian Poulsen overtog butikken. Sara og Christian startede deres købmandsliv i Skovhusene ved Esbønderup. Sara og Christian fik deres første barn, Peter Poulsen i 1905. Samme år som Christian Poulsen købte Tjalken.

Den 27. marts 1901 fremgår det af Kronborg Østre Birks protokollat, at fisker Hans Nielsens enke, Marie Nielsen ved stævning af 27. marts 1901 med seks måneders varsel har indkaldt den eller dem, som måtte mene at have adkomst til jordstykket matr. nr. 57 i Hornbæk, Hornbæk-Hellebæk sogn.

Da ingen melder sig som ejere for at bevisliggøre sin adkomst, får Marie Nielsen ret til ejendommen. Tjalken ligger i dag dels på matr. 56, og dels på 57, og omkring 1900-tallet var ejerforholdet åbenbart uklart, i hvert fald for matr. nr. 57. Da ejerforholdet således er fastslået, sælger Marie Nielsen i 1901 til en hr. Arthur Ogilvie.

To år efter i 1903, sælger Arthur Ogilvie til Alexander Svedstrup, og i 1905 sælger Alexander Svedstrup til købmand Christian Poulsen. Eller rettere mageskifter. For i Helsingør Dagblad den 24. juni 1905 står der, at ”Kandidat Svedstrup har mageskiftet sin ejendom ”Tjalken” i Hornbæk med købmand Chr. Poulsens ejendom i Esbønderup Skovhuse, samtidig har Hr. Poulsen mageskiftet sin forretning med købmand Aage Petersens forretning i Hornbæk”. Salget er ifølge andre kilder inkl. købmandsforretningen, og begge disse kilder tyder på, at de ovenfor nævnte tidligere handler kun har omfattet dele af det nuværende Tjalken.

[[Billede:Tjalken_1900.jpg|thumb|right|250px|Tjalken år 1900]]

På den ene endevæg i butikken Tjalken hang lige til det sidste tre store fotostater af Tjalken. Det første var dateret 1900, det andet 1905, det tredje 1960.

Den første fotostat fra 1900 viser den lille træbygning, der var den første købmandsbutik på stedet. På billedet kan man se, at der står Aage Petersen på facaden, men andre kilder siger, at det var en anneksforretning til købmand Geutche’s købmandsforretning i Helsingør . Men sandt er det vist nok, at den kun var åben om sommeren, vel sagtens for at profitere af de mange sommergæster, der på det tidspunkt var begyndt at blive en del af livet i Hornbæk om sommeren.

Tjalken blev etableret i 1899, det ene af de to årstal, det står på huset den dag i dag. Det andet årstal, 1907, er det år, hvor bygningen får sit nuværende udseende med to etager og udnyttet tagetage. På billedet fra 1905 har huset kun en etage, og blev, ifølge forfatteren Karl Rønne, bygget om i 1901.

[[Billede:Tjalken1913_14.jpg|thumb|left|250px|Tjalken ca. 1913
På dørtrinet sidder Christian Poulsen med tre børn, muligvis plejebørn fra Lykken, hvor Saras søster Agnes boede med sine plejebørn.]]

Forfatteren Alexander Svedstrup var økonomisk involveret i etableringen af Tjalken, og han skabte det logo, der har fulgt butikken fra første færd. Logoet indeholder både en hollandsk Tjalk, og den art måge, der også hedder en tjalk. Han opfattede nemlig skibet som en forårsbebuder (romanen Erik Gudmand).

Sara og Christian Poulsens ældste søn, Peter Poulsen, blev som voksen skuespiller, og giftede sig den 26. oktober 1930 med skuespilleren Inga Schultz, der i 51 år var knyttet til Det Kgl. Teater. Døtrene Ingrid blev født i 1909, og Solveig i 1910.

Sara og Christian Poulsen drev Tjalken frem til 1939, altså i 34 år, hvorefter deres datter Solveig og hendes mand, Albin Kubiak overtog butikken. Chr. Poulsen døde den 10. november 1941. Han blev 66 år.

'''Tredje generation i Tjalken'''
Karl Frantz Albin Kubiak var også uddannet købmand. Han blev født i Fürstenwalde bei Spree tæt på Berlin i Tyskland. Sara og Albin mødte hinanden på den Internationale Højskole i Helsingør i 1932, hvor de begge var på højskoleophold. Men det var først i 1938 de blev gift. Albin var en dygtig købmand, og var på alle måder en driftig mand, der satte mange ting i gang. Hans svigerfar var en meget vellidt mand, og blev kaldt ”Tjalkefar”, men ikke den store forretningsmand. Derfor var han, da han overlod butikken til Solveig og Albin, ikke længere kreditværdig, og det var ikke en velfunderet butik, de unge overtog. Det betød, at Albin lige fra starten måtte købe stort ind. Men det var hans held, for da krigen kom to år senere, var varelageret godt fyldt op, og butikken var bedre rustet end de fleste til de svære tider forude. Solveig og Albin fik tre børn hvor Karl Kristian, den ældste, blev født den 9. september 1939, Marianne kom til den 23. juni 1941 og Rigmor den 13. januar 1945.

I 1942 blev Albin Kubiak indkaldt på tysk side og Solveig og hendes mor Sara måtte klare forretningen alene. Albin blev sendt til Minsk i Rusland af den tyske Wehrmacht. Under en orlov i Berlin fik Albin at vide, at hele hans kompagni var blevet udslettet i de hårde kampe mod russerne. Albin blev herefter sendt til intendanturtjeneste i den tyske forlægning i Kolding. Efter krigen var Albin en overgang anbragt i Vestre fængsel inden en række borgere i byen gik i brechen for ham. Han fik først sidst i 1950’erne, sammen med Karl Kristian, bevilliget sin danske indfødsret.

Karl Kristian blev medejer af Tjalken i begyndelsen af 1980’erne, og kørte butikken videre sammen med sin mor, Solveig, efter faderens død i 1986. Albin var født i 1908. Solveig hjalp til i butikken til langt op i 80’erne. Hun døde dagen før hun ville være fyldt 93 år. Det var den 17. december 2003.

Karl Kristian blev oprindelig uddannet dekoratør først hos Bergenholz og senere hos herremagasinet Julius Kopp i København. I alle år bar Tjalkens udstillingsvinduer præg af hans meget opfindsomme og kreative evner.

Tre gange deltog han i landsomfattende konkurrencer i vinduesdekoration. En gang vandt han 1. præmie.

Juleudstillingerne var også noget særligt og mange husker stadig julemanden, der kiggede ud fra 1. sal og havde fødderne nede i butikkens vinduer.

Fil:Tjalken1913 14.jpg

2008-11-14T20:09:46Z

Maria Dalsgaard: Tjalken ca. 1913. På dørtrinet sidder Christian Poulsen med tre børn, muligvis plejebørn fra Lykken. Det hed huset, der lår lige overfor Tjalken, hvor Saras søster Agnes boede med sine plejebørn.

Tjalken ca. 1913. På dørtrinet sidder Christian Poulsen med tre børn, muligvis plejebørn fra Lykken. Det hed huset, der lår lige overfor Tjalken, hvor Saras søster Agnes boede med sine plejebørn.

Tjalken

2008-11-14T18:16:05Z

Maria Dalsgaard:

'''Købmandsbutikken Tjalken'''

I mere end 100 år var Tjalken en købmandsbutik, der forsynede Hornbæks indbyggere og mange sommergæster med dagligvarer, specialiteter, vine, the og krydderier. Duften af krydderier, eksotiske te-blandinger og nymalet kaffe slog kunden i møde, når man trådte inden for i den gamle butik.

Karl Kristian Kubiak, der var efterkommer af en stor slagter- og købmandsslægt i Hornbæk, var den sidste købmand i den familie, der drev Tjalken i mere end 100 år. Karl Kristian Kubiak måtte lukke butikken i foråret 2007 på grund af sygdom, og døde samme år den 2. september. I juni 2008 købte naboen SuperBrugsen butikken.

Tjalken kom i familiens eje i 1905, hvor Karl Kristians bedsteforældre Sara og Christian Poulsen overtog butikken. Sara og Christian startede deres købmandsliv i Skovhusene ved Esbønderup. Sara og Christian fik deres første barn, Peter Poulsen i 1905. Samme år som Christian Poulsen købte Tjalken.

Den 27. marts 1901 fremgår det af Kronborg Østre Birks protokollat, at fisker Hans Nielsens enke, Marie Nielsen ved stævning af 27. marts 1901 med seks måneders varsel har indkaldt den eller dem, som måtte mene at have adkomst til jordstykket matr. nr. 57 i Hornbæk, Hornbæk-Hellebæk sogn.

Da ingen melder sig som ejere for at bevisliggøre sin adkomst, får Marie Nielsen ret til ejendommen. Tjalken ligger i dag dels på matr. 56, og dels på 57, og omkring 1900-tallet var ejerforholdet åbenbart uklart, i hvert fald for matr. nr. 57. Da ejerforholdet således er fastslået, sælger Marie Nielsen i 1901 til en hr. Arthur Ogilvie.

To år efter i 1903, sælger Arthur Ogilvie til Alexander Svedstrup, og i 1905 sælger Alexander Svedstrup til købmand Christian Poulsen. Eller rettere mageskifter. For i Helsingør Dagblad den 24. juni 1905 står der, at ”Kandidat Svedstrup har mageskiftet sin ejendom ”Tjalken” i Hornbæk med købmand Chr. Poulsens ejendom i Esbønderup Skovhuse, samtidig har Hr. Poulsen mageskiftet sin forretning med købmand Aage Petersens forretning i Hornbæk”. Salget er ifølge andre kilder inkl. købmandsforretningen, og begge disse kilder tyder på, at de ovenfor nævnte tidligere handler kun har omfattet dele af det nuværende Tjalken.

[[Billede:Tjalken_1900.jpg]]

På den ene endevæg i butikken Tjalken hang lige til det sidste tre store fotostater af Tjalken. Det første var dateret 1900, det andet 1905, det tredje 1960.

Den første fotostat fra 1900 viser den lille træbygning, der var den første købmandsbutik på stedet. På billedet kan man se, at der står Aage Petersen på facaden, men andre kilder siger, at det var en anneksforretning til købmand Geutche’s købmandsforretning i Helsingør . Men sandt er det vist nok, at den kun var åben om sommeren, vel sagtens for at profitere af de mange sommergæster, der på det tidspunkt var begyndt at blive en del af livet i Hornbæk om sommeren.

Tjalken blev etableret i 1899, det ene af de to årstal, det står på huset den dag i dag. Det andet årstal, 1907, er det år, hvor bygningen får sit nuværende udseende med to etager og udnyttet tagetage. På billedet fra 1905 har huset kun en etage, og blev, ifølge forfatteren Karl Rønne, bygget om i 1901.

Forfatteren Alexander Svedstrup var økonomisk involveret i etableringen af Tjalken, og han skabte det logo, der har fulgt butikken fra første færd. Logoet indeholder både en hollandsk Tjalk, og den art måge, der også hedder en tjalk. Han opfattede nemlig skibet som en forårsbebuder (romanen Erik Gudmand).

Sara og Christian Poulsens ældste søn, Peter Poulsen, blev som voksen skuespiller, og giftede sig den 26. oktober 1930 med skuespilleren Inga Schultz, der i 51 år var knyttet til Det Kgl. Teater. Døtrene Ingrid blev født i 1909, og Solveig i 1910.

Sara og Christian Poulsen drev Tjalken frem til 1939, altså i 34 år, hvorefter deres datter Solveig og hendes mand, Albin Kubiak overtog butikken. Chr. Poulsen døde den 10. november 1941. Han blev 66 år.

'''Tredje generation i Tjalken'''
Karl Frantz Albin Kubiak var også uddannet købmand. Han blev født i Fürstenwalde bei Spree tæt på Berlin i Tyskland. Sara og Albin mødte hinanden på den Internationale Højskole i Helsingør i 1932, hvor de begge var på højskoleophold. Men det var først i 1938 de blev gift. Albin var en dygtig købmand, og var på alle måder en driftig mand, der satte mange ting i gang. Hans svigerfar var en meget vellidt mand, og blev kaldt ”Tjalkefar”, men ikke den store forretningsmand. Derfor var han, da han overlod butikken til Solveig og Albin, ikke længere kreditværdig, og det var ikke en velfunderet butik, de unge overtog. Det betød, at Albin lige fra starten måtte købe stort ind. Men det var hans held, for da krigen kom to år senere, var varelageret godt fyldt op, og butikken var bedre rustet end de fleste til de svære tider forude. Solveig og Albin fik tre børn hvor Karl Kristian, den ældste, blev født den 9. september 1939, Marianne kom til den 23. juni 1941 og Rigmor den 13. januar 1945.

I 1942 blev Albin Kubiak indkaldt på tysk side og Solveig og hendes mor Sara måtte klare forretningen alene. Albin blev sendt til Minsk i Rusland af den tyske Wehrmacht. Under en orlov i Berlin fik Albin at vide, at hele hans kompagni var blevet udslettet i de hårde kampe mod russerne. Albin blev herefter sendt til intendanturtjeneste i den tyske forlægning i Kolding. Efter krigen var Albin en overgang anbragt i Vestre fængsel inden en række borgere i byen gik i brechen for ham. Han fik først sidst i 1950’erne, sammen med Karl Kristian, bevilliget sin danske indfødsret.

Karl Kristian blev medejer af Tjalken i begyndelsen af 1980’erne, og kørte butikken videre sammen med sin mor, Solveig, efter faderens død i 1986. Albin var født i 1908. Solveig hjalp til i butikken til langt op i 80’erne. Hun døde dagen før hun ville være fyldt 93 år. Det var den 17. december 2003.

Karl Kristian blev oprindelig uddannet dekoratør først hos Bergenholz og senere hos herremagasinet Julius Kopp i København. I alle år bar Tjalkens udstillingsvinduer præg af hans meget opfindsomme og kreative evner.

Tre gange deltog han i landsomfattende konkurrencer i vinduesdekoration. En gang vandt han 1. præmie.

Juleudstillingerne var også noget særligt og mange husker stadig julemanden, der kiggede ud fra 1. sal og havde fødderne nede i butikkens vinduer.

Tjalken

2008-11-14T18:13:27Z

Maria Dalsgaard: Købmandsbutikken Tjalken i Hornbæk

'''Købmandsbutikken Tjalken'''

I mere end 100 år var Tjalken en købmandsbutik, der forsynede Hornbæks indbyggere og mange sommergæster med dagligvarer, specialiteter, vine, the og krydderier. Duften af krydderier, eksotiske te-blandinger og nymalet kaffe slog kunden i møde, når man trådte inden for i den gamle butik.

Karl Kristian Kubiak, der var efterkommer af en stor slagter- og købmandsslægt i Hornbæk, var den sidste købmand i den familie, der drev Tjalken i mere end 100 år. Karl Kristian Kubiak måtte lukke butikken i foråret 2007 på grund af sygdom, og døde samme år den 2. september. I juni 2008 købte naboen SuperBrugsen butikken.

Tjalken kom i familiens eje i 1905, hvor Karl Kristians bedsteforældre Sara og Christian Poulsen overtog butikken. Sara og Christian startede deres købmandsliv i Skovhusene ved Esbønderup. Sara og Christian fik deres første barn, Peter Poulsen i 1905. Samme år som Christian Poulsen købte Tjalken.

Den 27. marts 1901 fremgår det af Kronborg Østre Birks protokollat, at fisker Hans Nielsens enke, Marie Nielsen ved stævning af 27. marts 1901 med seks måneders varsel har indkaldt den eller dem, som måtte mene at have adkomst til jordstykket matr. nr. 57 i Hornbæk, Hornbæk-Hellebæk sogn.

Da ingen melder sig som ejere for at bevisliggøre sin adkomst, får Marie Nielsen ret til ejendommen. Tjalken ligger i dag dels på matr. 56, og dels på 57, og omkring 1900-tallet var ejerforholdet åbenbart uklart, i hvert fald for matr. nr. 57. Da ejerforholdet således er fastslået, sælger Marie Nielsen i 1901 til en hr. Arthur Ogilvie.

To år efter i 1903, sælger Arthur Ogilvie til Alexander Svedstrup, og i 1905 sælger Alexander Svedstrup til købmand Christian Poulsen. Eller rettere mageskifter. For i Helsingør Dagblad den 24. juni 1905 står der, at ”Kandidat Svedstrup har mageskiftet sin ejendom ”Tjalken” i Hornbæk med købmand Chr. Poulsens ejendom i Esbønderup Skovhuse, samtidig har Hr. Poulsen mageskiftet sin forretning med købmand Aage Petersens forretning i Hornbæk”. Salget er ifølge andre kilder inkl. købmandsforretningen, og begge disse kilder tyder på, at de ovenfor nævnte tidligere handler kun har omfattet dele af det nuværende Tjalken.

På den ene endevæg i butikken Tjalken hang lige til det sidste tre store fotostater af Tjalken. Det første var dateret 1900, det andet 1905, det tredje 1960.

Den første fotostat fra 1900 viser den lille træbygning, der var den første købmandsbutik på stedet. På billedet kan man se, at der står Aage Petersen på facaden, men andre kilder siger, at det var en anneksforretning til købmand Geutche’s købmandsforretning i Helsingør . Men sandt er det vist nok, at den kun var åben om sommeren, vel sagtens for at profitere af de mange sommergæster, der på det tidspunkt var begyndt at blive en del af livet i Hornbæk om sommeren.

Tjalken blev etableret i 1899, det ene af de to årstal, det står på huset den dag i dag. Det andet årstal, 1907, er det år, hvor bygningen får sit nuværende udseende med to etager og udnyttet tagetage. På billedet fra 1905 har huset kun en etage, og blev, ifølge forfatteren Karl Rønne, bygget om i 1901.

Forfatteren Alexander Svedstrup var økonomisk involveret i etableringen af Tjalken, og han skabte det logo, der har fulgt butikken fra første færd. Logoet indeholder både en hollandsk Tjalk, og den art måge, der også hedder en tjalk. Han opfattede nemlig skibet som en forårsbebuder (romanen Erik Gudmand).

Sara og Christian Poulsens ældste søn, Peter Poulsen, blev som voksen skuespiller, og giftede sig den 26. oktober 1930 med skuespilleren Inga Schultz, der i 51 år var knyttet til Det Kgl. Teater. Døtrene Ingrid blev født i 1909, og Solveig i 1910.

Sara og Christian Poulsen drev Tjalken frem til 1939, altså i 34 år, hvorefter deres datter Solveig og hendes mand, Albin Kubiak overtog butikken. Chr. Poulsen døde den 10. november 1941. Han blev 66 år.

'''Tredje generation i Tjalken'''
Karl Frantz Albin Kubiak var også uddannet købmand. Han blev født i Fürstenwalde bei Spree tæt på Berlin i Tyskland. Sara og Albin mødte hinanden på den Internationale Højskole i Helsingør i 1932, hvor de begge var på højskoleophold. Men det var først i 1938 de blev gift. Albin var en dygtig købmand, og var på alle måder en driftig mand, der satte mange ting i gang. Hans svigerfar var en meget vellidt mand, og blev kaldt ”Tjalkefar”, men ikke den store forretningsmand. Derfor var han, da han overlod butikken til Solveig og Albin, ikke længere kreditværdig, og det var ikke en velfunderet butik, de unge overtog. Det betød, at Albin lige fra starten måtte købe stort ind. Men det var hans held, for da krigen kom to år senere, var varelageret godt fyldt op, og butikken var bedre rustet end de fleste til de svære tider forude. Solveig og Albin fik tre børn hvor Karl Kristian, den ældste, blev født den 9. september 1939, Marianne kom til den 23. juni 1941 og Rigmor den 13. januar 1945.

I 1942 blev Albin Kubiak indkaldt på tysk side og Solveig og hendes mor Sara måtte klare forretningen alene. Albin blev sendt til Minsk i Rusland af den tyske Wehrmacht. Under en orlov i Berlin fik Albin at vide, at hele hans kompagni var blevet udslettet i de hårde kampe mod russerne. Albin blev herefter sendt til intendanturtjeneste i den tyske forlægning i Kolding. Efter krigen var Albin en overgang anbragt i Vestre fængsel inden en række borgere i byen gik i brechen for ham. Han fik først sidst i 1950’erne, sammen med Karl Kristian, bevilliget sin danske indfødsret.

Karl Kristian blev medejer af Tjalken i begyndelsen af 1980’erne, og kørte butikken videre sammen med sin mor, Solveig, efter faderens død i 1986. Albin var født i 1908. Solveig hjalp til i butikken til langt op i 80’erne. Hun døde dagen før hun ville være fyldt 93 år. Det var den 17. december 2003.

Karl Kristian blev oprindelig uddannet dekoratør først hos Bergenholz og senere hos herremagasinet Julius Kopp i København. I alle år bar Tjalkens udstillingsvinduer præg af hans meget opfindsomme og kreative evner.

Tre gange deltog han i landsomfattende konkurrencer i vinduesdekoration. En gang vandt han 1. præmie.

Juleudstillingerne var også noget særligt og mange husker stadig julemanden, der kiggede ud fra 1. sal og havde fødderne nede i butikkens vinduer.

Fil:Tjalken 1900.jpg

2008-11-14T18:03:49Z

Maria Dalsgaard: Tjalken 1900, den første butik i Hornbæk

Tjalken 1900, den første butik i Hornbæk