Helsingør Leksikon - Brugerbidrag [da]

Meulenborg Park

2024-05-29T11:31:03Z

Bente Thomsen:

[[Billede:Meulenborgweb.jpg|right|225px|thumb|Meulenborg]]

Vejen Meulenborg Park blev navngivet af Helsingør Byråd i 1995. Den er opkaldt efter ''Meulenborg'', som beskrives nedenfor.

Området, hvor bebyggelsen Meulenborg ligger, var oprindelig et overdrevsareal, som lå ved grænsen mellem Helsingør by og Tikøb Sogn.
Den første kendte ejer er fiskemester Bernhardt Bode, som i 1757 fik tilladelse til at benytte arealet. Han havde opdaget, at der gennem området løb et vandløb, som han mente var tilstrækkelig kraftigt til at drive en vandmølle. Han fik dette år tilladelsen til at anlægge en vandmølle “til Sigtemel, Perle- og andre slags Gryn, som ikke paa ordinære Møller males samt uldent Tøjs Stampning”.

Bode fik imidlertid ikke realiseret sin plan og skilte sig af med ejendommen igen i 1763. En senere ejer var Ditlev Møller, som heller ikke havde stedet længe. Næste ejer var prokurator Niels Hansen, som i 1774 for alvor kom i gang med et byggeri, hvoraf dele bestod indtil 1994, da al bebyggelse på grunden blev revet ned. Han anlagde et teglværk på grunden, så byggestenene kunne produceres på stedet. Niels Hansen fik i 1778 sat gang i vandmøllen, men den kom aldrig til at fungere tilfredsstillende, sandsynligvis p.gr.a. mangel på vand, og driften af den stoppede i 1820, hvorefter den blev revet ned.

Frem til 1839 var der en del ejerskifter, men i 1839 blev Meulenborg købt af den svensk-norske generalkonsul i Danmark, Frans Anton Ewerlöf. Han ejede den indtil 1898, men brugte den hovedsagelig som sommerbolig. I hans ejertid- i 1877 - blev Meulenborg overført til Helsingør Kommune.

I 1898 blev ejendommen købt af Carl Johan Carøe, og ejendommen forblev i slægtens eje indtil 1986, da den blev solgt og bygningerne få år efter revet ned.

Carl Johan Carøe var grosserer og særlig kendt for sit firma, Carøes The, som importerede “Cingalle”-te fra Ceylon. C.J. Carøe døde allerede i 1907, hvorefter hans enke Alice Carøe indrettede ejendommen til opdragelse af unge adelige piger i husgerning.

[[Billede:Meulenborg-Caroes-hoenseri1.jpg|left|200px|thumb|Hønseriet og [[Meulenborg Mølle | stubmøllen]]]]

I 1939 kom sønnen J. F. Carøe ind i driften, og Meulenborg blev omdannet til hotel. J. F. Carøe havde siden 1925 drevet et hønseri med salg af daggamle kyllinger. Hønseriet lå på arealet bag bygningerne.

I vinteren 1943-44 benyttede Den internationale Højskole Meulenborg til deres elever, idet tyskerne havde beslaglagt Den internationale Højskoles egne bygninger. Det var dog en engangsbegivenhed, da opvarmningsmulighederne var for dårlige til at fortsætte. Efter krigen vendte Meulenborg tilbage til hoteldriften og fortsatte med det indtil J.F. Carøes død i 1982. Stedet blev drevet under navnet Meulenborg Hotel og havde adressen Bøgebakken 5.

Efter J. F. Carøes død i 1982 blev hotellet, der i en årrække kun havde været i drift i sommermånederne, omdannet til ungdomsboliger og siden opsamlingssted for flygtninge.

Carøes efterkommere solgte i 1986 Meulenborg til firmaet A/S Danicom, og det var begyndelsen til en helt ny epoke, og i de følgende år skete flere ejerskifter.I 1991 vedtog kommunen en lokalplan, ifølge hvilken den gamle hovedbygning skulle bevares og der måtte bygges 63 boliger på området, hvoraf kun få måtte være i to etager. Bygningerne forfaldt imidlertid i stigende grad, og det førte til, at i marts blev der pludselig givet tilladelse til nedrivning af hovedbygningen. I december 1994, hvor KTAS Pensionskasse havde erhvervet ejendommen, gik opførelsen af det nuværende byggeri i gang.

Der blev opført 74 boliger, som alle lå i 2-etages huse. Ejendomskomplekset tilhører nu TDC Pensionskasse. Det er et meget populært beboelsesområde, som er smukt og fredeligt beliggende.

[[Billede:Meulenborg-park-9231.jpg|right|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]]
[[Billede:Meulenborg-park-9227.jpg |left|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]]
[[Billede:Meulenborg1.jpg |center|350px|thumb|Meulenborg. Hovedbygning front 2024. Foto: Bente Thomsen]]

===Litteratur===

Kjeld Damgaard: Mennesker og Huse på Meulenborg. 2015

Erik Stubtoft - Personligt arkiv vedr. Meulenborg.

Kulturmagasin. Udgivet af Helsingør Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, 1999.

Diverse avisudklip.

[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21021784 Strandvejen - før og nu. Redaktion Bo Bramsen. Politiken, 1995. Bind 2.]

[http:///www.tikobkommune.dk/meulenborg/ Tikob Kommune]

[[Kategori:Gader og veje]]
[[Kategori:Huse]]
[[Kategori:Boligområder]]
[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Meulenborg Park

2024-05-29T11:29:36Z

Bente Thomsen:

[[Billede:Meulenborgweb.jpg|right|225px|thumb|Meulenborg]]

3070 Snekkersten

Vejen Meulenborg Park blev navngivet af Helsingør Byråd i 1995. Den er opkaldt efter ''Meulenborg'', som beskrives nedenfor.

Området, hvor bebyggelsen Meulenborg ligger, var oprindelig et overdrevsareal, som lå ved grænsen mellem Helsingør by og Tikøb Sogn.
Den første kendte ejer er fiskemester Bernhardt Bode, som i 1757 fik tilladelse til at benytte arealet. Han havde opdaget, at der gennem området løb et vandløb, som han mente var tilstrækkelig kraftigt til at drive en vandmølle. Han fik dette år tilladelsen til at anlægge en vandmølle “til Sigtemel, Perle- og andre slags Gryn, som ikke paa ordinære Møller males samt uldent Tøjs Stampning”.

Bode fik imidlertid ikke realiseret sin plan og skilte sig af med ejendommen igen i 1763. En senere ejer var Ditlev Møller, som heller ikke havde stedet længe. Næste ejer var prokurator Niels Hansen, som i 1774 for alvor kom i gang med et byggeri, hvoraf dele bestod indtil 1994, da al bebyggelse på grunden blev revet ned. Han anlagde et teglværk på grunden, så byggestenene kunne produceres på stedet. Niels Hansen fik i 1778 sat gang i vandmøllen, men den kom aldrig til at fungere tilfredsstillende, sandsynligvis p.gr.a. mangel på vand, og driften af den stoppede i 1820, hvorefter den blev revet ned.

Frem til 1839 var der en del ejerskifter, men i 1839 blev Meulenborg købt af den svensk-norske generalkonsul i Danmark, Frans Anton Ewerlöf. Han ejede den indtil 1898, men brugte den hovedsagelig som sommerbolig. I hans ejertid- i 1877 - blev Meulenborg overført til Helsingør Kommune.

I 1898 blev ejendommen købt af Carl Johan Carøe, og ejendommen forblev i slægtens eje indtil 1986, da den blev solgt og bygningerne få år efter revet ned.

Carl Johan Carøe var grosserer og særlig kendt for sit firma, Carøes The, som importerede “Cingalle”-te fra Ceylon. C.J. Carøe døde allerede i 1907, hvorefter hans enke Alice Carøe indrettede ejendommen til opdragelse af unge adelige piger i husgerning.

[[Billede:Meulenborg-Caroes-hoenseri1.jpg|left|200px|thumb|Hønseriet og [[Meulenborg Mølle | stubmøllen]]]]

I 1939 kom sønnen J. F. Carøe ind i driften, og Meulenborg blev omdannet til hotel. J. F. Carøe havde siden 1925 drevet et hønseri med salg af daggamle kyllinger. Hønseriet lå på arealet bag bygningerne.

I vinteren 1943-44 benyttede Den internationale Højskole Meulenborg til deres elever, idet tyskerne havde beslaglagt Den internationale Højskoles egne bygninger. Det var dog en engangsbegivenhed, da opvarmningsmulighederne var for dårlige til at fortsætte. Efter krigen vendte Meulenborg tilbage til hoteldriften og fortsatte med det indtil J.F. Carøes død i 1982. Stedet blev drevet under navnet Meulenborg Hotel og havde adressen Bøgebakken 5.

Efter J. F. Carøes død i 1982 blev hotellet, der i en årrække kun havde været i drift i sommermånederne, omdannet til ungdomsboliger og siden opsamlingssted for flygtninge.

Carøes efterkommere solgte i 1986 Meulenborg til firmaet A/S Danicom, og det var begyndelsen til en helt ny epoke, og i de følgende år skete flere ejerskifter.I 1991 vedtog kommunen en lokalplan, ifølge hvilken den gamle hovedbygning skulle bevares og der måtte bygges 63 boliger på området, hvoraf kun få måtte være i to etager. Bygningerne forfaldt imidlertid i stigende grad, og det førte til, at i marts blev der pludselig givet tilladelse til nedrivning af hovedbygningen. I december 1994, hvor KTAS Pensionskasse havde erhvervet ejendommen, gik opførelsen af det nuværende byggeri i gang.

Der blev opført 74 boliger, som alle lå i 2-etages huse. Ejendomskomplekset tilhører nu TDC Pensionskasse. Det er et meget populært beboelsesområde, som er smukt og fredeligt beliggende.

[[Billede:Meulenborg-park-9231.jpg|right|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]]
[[Billede:Meulenborg-park-9227.jpg |left|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]]
[[Billede:Meulenborg1.jpg |center|350px|thumb|Meulenborg. Hovedbygning front 2024. Foto: Bente Thomsen]]

===Litteratur===

Kjeld Damgaard: Mennesker og Huse på Meulenborg. 2015

Erik Stubtoft - Personligt arkiv vedr. Meulenborg.

Kulturmagasin. Udgivet af Helsingør Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, 1999.

Diverse avisudklip.

[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21021784 Strandvejen - før og nu. Redaktion Bo Bramsen. Politiken, 1995. Bind 2.]

[http:///www.tikobkommune.dk/meulenborg/ Tikob Kommune]

[[Kategori:Gader og veje]]
[[Kategori:Huse]]
[[Kategori:Boligområder]]
[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Fil:Meulenborg1.jpg

2024-05-29T11:24:54Z

Bente Thomsen: Meulenborg front. 2024. Foto: Bente Thomsen

== Beskrivelse ==
Meulenborg front. 2024.
Foto: Bente Thomsen

Meulenborg Park

2024-05-29T11:08:00Z

Bente Thomsen:

[[Billede:Meulenborgweb.jpg|right|225px|thumb|Meulenborg]]

3070 Snekkersten

Vejen Meulenborg Park blev navngivet af Helsingør Byråd i 1995. Den er opkaldt efter ''Meulenborg'', som beskrives nedenfor.

Området, hvor bebyggelsen Meulenborg ligger, var oprindelig et overdrevsareal, som lå ved grænsen mellem Helsingør by og Tikøb Sogn.
Den første kendte ejer er fiskemester Bernhardt Bode, som i 1757 fik tilladelse til at benytte arealet. Han havde opdaget, at der gennem området løb et vandløb, som han mente var tilstrækkelig kraftigt til at drive en vandmølle. Han fik dette år tilladelsen til at anlægge en vandmølle “til Sigtemel, Perle- og andre slags Gryn, som ikke paa ordinære Møller males samt uldent Tøjs Stampning”.

Bode fik imidlertid ikke realiseret sin plan og skilte sig af med ejendommen igen i 1763. En senere ejer var Ditlev Møller, som heller ikke havde stedet længe. Næste ejer var prokurator Niels Hansen, som i 1774 for alvor kom i gang med et byggeri, hvoraf dele bestod indtil 1994, da al bebyggelse på grunden blev revet ned. Han anlagde et teglværk på grunden, så byggestenene kunne produceres på stedet. Niels Hansen fik i 1778 sat gang i vandmøllen, men den kom aldrig til at fungere tilfredsstillende, sandsynligvis p.gr.a. mangel på vand, og driften af den stoppede i 1820, hvorefter den blev revet ned.

Frem til 1839 var der en del ejerskifter, men i 1839 blev Meulenborg købt af den svensk-norske generalkonsul i Danmark, Frans Anton Ewerlöf. Han ejede den indtil 1898, men brugte den hovedsagelig som sommerbolig. I hans ejertid- i 1877 - blev Meulenborg overført til Helsingør Kommune.

I 1898 blev ejendommen købt af Carl Johan Carøe, og ejendommen forblev i slægtens eje indtil 1986, da den blev solgt og bygningerne få år efter revet ned.

Carl Johan Carøe var grosserer og særlig kendt for sit firma, Carøes The, som importerede “Cingalle”-te fra Ceylon. C.J. Carøe døde allerede i 1907, hvorefter hans enke Alice Carøe indrettede ejendommen til opdragelse af unge adelige piger i husgerning.

[[Billede:Meulenborg-Caroes-hoenseri1.jpg|left|200px|thumb|Hønseriet og [[Meulenborg Mølle | stubmøllen]]]]

I 1939 kom sønnen J. F. Carøe ind i driften, og Meulenborg blev omdannet til hotel. J. F. Carøe havde siden 1925 drevet et hønseri med salg af daggamle kyllinger. Hønseriet lå på arealet bag bygningerne.

I vinteren 1943-44 benyttede Den internationale Højskole Meulenborg til deres elever, idet tyskerne havde beslaglagt Den internationale Højskoles egne bygninger. Det var dog en engangsbegivenhed, da opvarmningsmulighederne var for dårlige til at fortsætte. Efter krigen vendte Meulenborg tilbage til hoteldriften og fortsatte med det indtil J.F. Carøes død i 1982. Stedet blev drevet under navnet Meulenborg Hotel og havde adressen Bøgebakken 5.

Efter J. F. Carøes død i 1982 blev hotellet, der i en årrække kun havde været i drift i sommermånederne, omdannet til ungdomsboliger og siden opsamlingssted for flygtninge.

Carøes efterkommere solgte i 1986 Meulenborg til firmaet A/S Danicom, og det var begyndelsen til en helt ny epoke, og i de følgende år skete flere ejerskifter.I 1991 vedtog kommunen en lokalplan, ifølge hvilken den gamle hovedbygning skulle bevares og der måtte bygges 63 boliger på området, hvoraf kun få måtte være i to etager. Bygningerne forfaldt imidlertid i stigende grad, og det førte til, at i marts blev der pludselig givet tilladelse til nedrivning af hovedbygningen. I december 1994, hvor KTAS Pensionskasse havde erhvervet ejendommen, gik opførelsen af det nuværende byggeri i gang.

Der blev opført 74 boliger, som alle lå i 2-etages huse. Ejendomskomplekset tilhører nu TDC Pensionskasse. Det er et meget populært beboelsesområde, som er smukt og fredeligt beliggende.

[[Billede:Meulenborg-park-9231.jpg|right|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]]
[[Billede:Meulenborg-park-9227.jpg |left|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]]

===Litteratur===

Kjeld Damgaard: Mennesker og Huse på Meulenborg. 2015

Erik Stubtoft - Personligt arkiv vedr. Meulenborg.

Kulturmagasin. Udgivet af Helsingør Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, 1999.

Diverse avisudklip.

[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21021784 Strandvejen - før og nu. Redaktion Bo Bramsen. Politiken, 1995. Bind 2.]

[http:///www.tikobkommune.dk/meulenborg/ Tikob Kommune]

[[Kategori:Gader og veje]]
[[Kategori:Huse]]
[[Kategori:Boligområder]]
[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Meulenborg Park

2024-05-29T10:49:47Z

Bente Thomsen:

[[Billede:Meulenborgweb.jpg|right|225px|thumb|Meulenborg]]

3070 Snekkersten

Vejen Meulenborg Park blev navngivet af Helsingør Byråd i 1995. Den er opkaldt efter ''Meulenborg'', som beskrives nedenfor.

Området, hvor bebyggelsen Meulenborg ligger, var oprindelig et overdrevsareal, som lå ved grænsen mellem Helsingør by og Tikøb Sogn.
Den første kendte ejer er fiskemester Bernhardt Bode, som i 1757 fik tilladelse til at benytte arealet. Han havde opdaget, at der gennem området løb et vandløb, som han mente var tilstrækkelig kraftigt til at drive en vandmølle. Han fik dette år tilladelsen til at anlægge en vandmølle “til Sigtemel, Perle- og andre slags Gryn, som ikke paa ordinære Møller males samt uldent Tøjs Stampning”.

Bode fik imidlertid ikke realiseret sin plan og skilte sig af med ejendommen igen i 1763. En senere ejer var Ditlev Møller, som heller ikke havde stedet længe. Næste ejer var prokurator Niels Hansen, som i 1774 for alvor kom i gang med et byggeri, hvoraf dele bestod indtil 1994, da al bebyggelse på grunden blev revet ned. Han anlagde et teglværk på grunden, så byggestenene kunne produceres på stedet. Niels Hansen fik i 1778 sat gang i vandmøllen, men den kom aldrig til at fungere tilfredsstillende, sandsynligvis p.gr.a. mangel på vand, og driften af den stoppede i 1820, hvorefter den blev revet ned.

Frem til 1839 var der en del ejerskifter, men i 1839 blev Meulenborg købt af den svensk-norske generalkonsul i Danmark, Frans Anton Ewerlöf. Han ejede den indtil 1898, men brugte den hovedsagelig som sommerbolig. I hans ejertid- i 1877 - blev Meulenborg overført til Helsingør Kommune.

I 1898 blev ejendommen købt af Carl Johan Carøe, og ejendommen forblev i slægtens eje indtil 1986, da den blev solgt og bygningerne få år efter revet ned.

Carl Johan Carøe var grosserer og særlig kendt for sit firma, Carøes The, som importerede “Cingalle”-te fra Ceylon. C.J. Carøe døde allerede i 1907, hvorefter hans enke Alice Carøe indrettede ejendommen til opdragelse af unge adelige piger i husgerning.

[[Billede:Meulenborg-Caroes-hoenseri1.jpg|left|200px|thumb|Hønseriet og [[Meulenborg Mølle | stubmøllen]]]]
Da C. J. Carøe døde i 1907 omdannede enken ejendommen til et rekreationshjem, og det blev drevet som sådan indtil 1939. På dette tidspunkt kom sønnen J. F. Carøe ind i driften, og Meulenborg blev omdannet til hotel. J. F. Carøe havde siden 1925 drevet et hønseri med salg af daggamle kyllinger. Hønseriet lå på arealet bag bygningerne.

I vinteren 1943-44 benyttede Den internationale Højskole Meulenborg til deres elever, idet tyskerne havde beslaglagt Den internationale Højskoles egne bygninger. Det var dog en engangsbegivenhed, da opvarmningsmulighederne var for dårlige til at fortsætte. Efter krigen vendte Meulenborg tilbage til hoteldriften og fortsatte med det indtil J.F. Carøes død i 1982. Stedet blev drevet under navnet Meulenborg Hotel og havde adressen Bøgebakken 5.

Efter J. F. Carøes død i 1982 blev hotellet, der i en årrække kun havde været i drift i sommermånederne, omdannet til ungdomsboliger og siden opsamlingssted for flygtninge.

Nu kører der en sag om, hvad der skal ske med Meulenborg-skoven.
Sidst i 1960´erne eksproprierede Staten en væsentlig del af Meulenborg-skoven, som hørte til ejendommen. Staten ville reservere arealet til at gennemføre et større vejprojekt, som skulle føre den efterhånden kraftige trafik helt ned til svenskerfærgerne i [[Helsingør Havn]]. Ideen var at føre trafikken uden om byens smalle veje. Gennem årene var der meget diskussion om fredningen. I løbet af 1990 blev der sat politisk fokus på, om det nu var rimeligt og nødvendigt at gennemføre det planlagte vejanlæg, hvorefter Folketinget ophævede lovgrundlaget for færgevejen.
[[Billede:Meulenborg-park-9231.jpg|right|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]]
[[Billede:Meulenborg-park-9227.jpg |left|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]]

I løbet af 1980´erne blev bygningerne så nedslidte, at stedet ikke mere havde interesse for nogen. Der blev derefter udarbejdet planer for bygning af et antal andelslejligheder, men der var ikke interesse nok for dem. Så i stedet gik en entreprenør i gang med at bygge privatboliger. Inden de var færdigbygget havde KTAS Pensionskasse købt lejlighederne, som i dag reelt er ejerlejligheder, men udelukkende lejet ud som almindelige lejeboliger.

Det var meningen, at Meulenborgs oprindelige hovedhus med sine karakteristiske fløjbygninger skulle bevares i renoveret stand. Men desværre kom en af entreprenørens store maskiner til at køre baglæns ind i de skrøbelige bygninger – og så forsvandt det oprindelige hovedhus. Ser man godt efter kan man se, at den ny hovedbygning ligner den gamle lidt.

————————————-

===Litteratur===
Erik Stubtoft - Personligt arkiv vedr. Meulenborg.

Kulturmagasin. Udgivet af Helsingør Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, 1999.

Diverse avisudklip.

[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21021784 Strandvejen - før og nu. Redaktion Bo Bramsen. Politiken, 1995. Bind 2.]

[[Kategori:Gader og veje]]
[[Kategori:Huse]]
[[Kategori:Boligområder]]
[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Meulenborg Park

2024-05-29T10:47:14Z

Bente Thomsen:

[[Billede:Meulenborgweb.jpg|right|225px|thumb|Meulenborg]]

3070 Snekkersten

Vejen Meulenborg Park blev navngivet af Helsingør Byråd i 1995. Den er opkaldt efter ''Meulenborg'', som beskrives nedenfor.

Området, hvor bebyggelsen Meulenborg ligger, var oprindelig et overdrevsareal, som lå ved grænsen mellem Helsingør by og Tikøb Sogn.
Den første kendte ejer er fiskemester Bernhardt Bode, som i 1757 fik tilladelse til at benytte arealet. Han havde opdaget, at der gennem området løb et vandløb, som han mente var tilstrækkelig kraftigt til at drive en vandmølle. Han fik dette år tilladelsen til at anlægge en vandmølle “til Sigtemel, Perle- og andre slags Gryn, som ikke paa ordinære Møller males samt uldent Tøjs Stampning”.

Bode fik imidlertid ikke realiseret sin plan og skilte sig af med ejendommen igen i 1763. En senere ejer var Ditlev Møller, som heller ikke havde stedet længe. Næste ejer var prokurator Niels Hansen, som i 1774 for alvor kom i gang med et byggeri, hvoraf dele bestod indtil 1994, da al bebyggelse på grunden blev revet ned. Han anlagde et teglværk på grunden, så byggestenene kunne produceres på stedet. Niels Hansen fik i 1778 sat gang i vandmøllen, men den kom aldrig til at fungere tilfredsstillende, sandsynligvis p.gr.a. mangel på vand, og driften af den stoppede i 1820, hvorefter den blev revet ned.

Frem til 1839 var der en del ejerskifter, men i 1839 blev Meulenborg købt af den svensk-norske generalkonsul i Danmark, Frans Anton Ewerlöf. Han ejede den indtil 1898, men brugte den hovedsagelig som sommerbolig. I hans ejertid- i 1877 - blev Meulenborg overført til Helsingør Kommune.

I 1898 blev ejendommen købt af Carl Johan Carøe, og ejendommen forblev i slægtens eje indtil 1986, da den blev solgt og bygningerne få år efter revet ned.

Carl Johan Carøe var grosserer og særlig kendt for sit firma, Carøes The, som importerede “Cingalle”-te fra Ceylon. C.J. Carøe døde allerede i 1907, hvorefter hans enke Alice Carøe indrettede ejendommen til opdragelse af unge adelige piger i husgerning.

[[Billede:Meulenborg-Caroes-hoenseri1.jpg|left|200px|thumb|Hønseriet og [[Meulenborg Mølle | stubmøllen]]]]
Da C. J. Carøe døde i 1907 omdannede enken ejendommen til et rekreationshjem, og det blev drevet som sådan indtil 1939. På dette tidspunkt kom sønnen J. F. Carøe ind i driften, og Meulenborg blev omdannet til hotel. J. F. Carøe havde siden 1925 drevet et hønseri med salg af daggamle kyllinger. Hønseriet lå på arealet bag bygningerne.

Efter J. F. Carøes død i 1982 blev hotellet, der i en årrække kun havde været i drift i sommermånederne, omdannet til ungdomsboliger og siden opsamlingssted for flygtninge.

Nu kører der en sag om, hvad der skal ske med Meulenborg-skoven.
Sidst i 1960´erne eksproprierede Staten en væsentlig del af Meulenborg-skoven, som hørte til ejendommen. Staten ville reservere arealet til at gennemføre et større vejprojekt, som skulle føre den efterhånden kraftige trafik helt ned til svenskerfærgerne i [[Helsingør Havn]]. Ideen var at føre trafikken uden om byens smalle veje. Gennem årene var der meget diskussion om fredningen. I løbet af 1990 blev der sat politisk fokus på, om det nu var rimeligt og nødvendigt at gennemføre det planlagte vejanlæg, hvorefter Folketinget ophævede lovgrundlaget for færgevejen.
[[Billede:Meulenborg-park-9231.jpg|right|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]]
[[Billede:Meulenborg-park-9227.jpg |left|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]]

I løbet af 1980´erne blev bygningerne så nedslidte, at stedet ikke mere havde interesse for nogen. Der blev derefter udarbejdet planer for bygning af et antal andelslejligheder, men der var ikke interesse nok for dem. Så i stedet gik en entreprenør i gang med at bygge privatboliger. Inden de var færdigbygget havde KTAS Pensionskasse købt lejlighederne, som i dag reelt er ejerlejligheder, men udelukkende lejet ud som almindelige lejeboliger.

Det var meningen, at Meulenborgs oprindelige hovedhus med sine karakteristiske fløjbygninger skulle bevares i renoveret stand. Men desværre kom en af entreprenørens store maskiner til at køre baglæns ind i de skrøbelige bygninger – og så forsvandt det oprindelige hovedhus. Ser man godt efter kan man se, at den ny hovedbygning ligner den gamle lidt.

————————————-

===Litteratur===
Erik Stubtoft - Personligt arkiv vedr. Meulenborg.

Kulturmagasin. Udgivet af Helsingør Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, 1999.

Diverse avisudklip.

[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21021784 Strandvejen - før og nu. Redaktion Bo Bramsen. Politiken, 1995. Bind 2.]

[[Kategori:Gader og veje]]
[[Kategori:Huse]]
[[Kategori:Boligområder]]
[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Meulenborg Park

2024-05-29T10:42:10Z

Bente Thomsen:

[[Billede:Meulenborgweb.jpg|right|225px|thumb|Meulenborg]]

3070 Snekkersten

Vejen Meulenborg Park blev navngivet af Helsingør Byråd i 1995. Den er opkaldt efter ''Meulenborg'', som beskrives nedenfor.

''Meulenborg'' ligger syd for Helsingør – og har ligget der siden 1775, hvor hovedbygningen blev opført. Meulenborg havd e dengang en stor, flot grund, der rakte helt ned til Øresund. Længst nede ved stranden opstod efterhånden en betrampet sti, som senere er blevet til Strandvejen. Meulenborg har været handlet en del gange gennem årene, bl.a. har en generalkonsul Franz Ewerløf ejet stedet fra 1839. Han solgte den i 1898 til den kendte tehandler C. J. Carøe. Denne ombyggede hovedbygningen, så den nu fik to fløjbygninger hæftet på. Det så nu ud som en meget statelig bygning – omend ikke alle har syntes, at den var smuk.

[[Billede:Meulenborg-Caroes-hoenseri1.jpg|left|200px|thumb|Hønseriet og [[Meulenborg Mølle | stubmøllen]]]]
Da C. J. Carøe døde i 1907 omdannede enken ejendommen til et rekreationshjem, og det blev drevet som sådan indtil 1939. På dette tidspunkt kom sønnen J. F. Carøe ind i driften, og Meulenborg blev omdannet til hotel. J. F. Carøe havde siden 1925 drevet et hønseri med salg af daggamle kyllinger. Hønseriet lå på arealet bag bygningerne.

Efter J. F. Carøes død i 1982 blev hotellet, der i en årrække kun havde været i drift i sommermånederne, omdannet til ungdomsboliger og siden opsamlingssted for flygtninge.

Nu kører der en sag om, hvad der skal ske med Meulenborg-skoven.
Sidst i 1960´erne eksproprierede Staten en væsentlig del af Meulenborg-skoven, som hørte til ejendommen. Staten ville reservere arealet til at gennemføre et større vejprojekt, som skulle føre den efterhånden kraftige trafik helt ned til svenskerfærgerne i [[Helsingør Havn]]. Ideen var at føre trafikken uden om byens smalle veje. Gennem årene var der meget diskussion om fredningen. I løbet af 1990 blev der sat politisk fokus på, om det nu var rimeligt og nødvendigt at gennemføre det planlagte vejanlæg, hvorefter Folketinget ophævede lovgrundlaget for færgevejen.
[[Billede:Meulenborg-park-9231.jpg|right|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]]
[[Billede:Meulenborg-park-9227.jpg |left|250px|thumb|Meulenborg Park 2011. Foto: Fritz Jensen]]

I løbet af 1980´erne blev bygningerne så nedslidte, at stedet ikke mere havde interesse for nogen. Der blev derefter udarbejdet planer for bygning af et antal andelslejligheder, men der var ikke interesse nok for dem. Så i stedet gik en entreprenør i gang med at bygge privatboliger. Inden de var færdigbygget havde KTAS Pensionskasse købt lejlighederne, som i dag reelt er ejerlejligheder, men udelukkende lejet ud som almindelige lejeboliger.

Det var meningen, at Meulenborgs oprindelige hovedhus med sine karakteristiske fløjbygninger skulle bevares i renoveret stand. Men desværre kom en af entreprenørens store maskiner til at køre baglæns ind i de skrøbelige bygninger – og så forsvandt det oprindelige hovedhus. Ser man godt efter kan man se, at den ny hovedbygning ligner den gamle lidt.

————————————-

===Litteratur===
Erik Stubtoft - Personligt arkiv vedr. Meulenborg.

Kulturmagasin. Udgivet af Helsingør Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, 1999.

Diverse avisudklip.

[https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A21021784 Strandvejen - før og nu. Redaktion Bo Bramsen. Politiken, 1995. Bind 2.]

[[Kategori:Gader og veje]]
[[Kategori:Huse]]
[[Kategori:Boligområder]]
[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-03-11T08:54:57Z

Bente Thomsen: /* 2015 */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat. Hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning. Blandt andet lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tilladt at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

'''Morgenmad'''

1-2 kogte æg med 2 skiver tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

'''Frokost'''

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

'''Middag'''

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart Lajboschitz gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|350px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart Lajboschitz har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på noget nyt.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|400px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-03-11T08:51:00Z

Bente Thomsen: /* Jacobsens Slankeferie */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat. Hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning. Blandt andet lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tilladt at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

'''Morgenmad'''

1-2 kogte æg med 2 skiver tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

'''Frokost'''

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

'''Middag'''

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|350px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|400px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Solhavegård

2024-03-05T14:51:57Z

Bente Thomsen: /* Kilder */

==DSU købte grund i Solrød==

Efter et landslotteri i 1930´erne købte DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – en feriegrund med adgang til vandet ved Solrød syd for København. Tanken var at bygge en hytte til brug for unge piger og drenge på vandretur og korte ferieophold.Denne plan blev aldrig til noget på grund af krig og dårlig økonomi.

==Køb af Solhavegården==

I 1956 solgte DSU grunden i Solrød til en privat person og købte samtidig en ejendom med strandgrund på Strandvejen i Espergærde på adressen Strandvejen 388. Ejendommen var bygget og gennem en del år blevet drevet som sommerpensionat ”Urania”. Stedet var med sine værelser, samlingsrum, storkøkken og andre fællesfaciliteter velegnet til DSUs plan om at erhverve sin egen kursusejendom under navnet Solhavegården.

[[Billede:Urania-ca-1910.jpg|left|250px|thumb|Sommerpensionatet Urania ca. 1910]]

==De første bestyrere==

Det første bestyrerpar på Solhavegården var Rigmond og Norma Nielsen, som drev Solhavegården fra 1958 til 1969.

Solhavegården beskrives i brochuren fra de første år som et fuldt moderne kursus- og feriehjem i tre etager med 17 værelser. Der var i alt 55 sengepladser fordelt på værelser med 2, 3 eller 4 senge. Alle værelser var udstyret med gedigne arkitekttegnede møbler og havde indbyggede garderobeskabe samt håndvask med koldt og varmt vand. På 1. sal var der altan med udsigt over Øresund og på 2. sal en solterrasse.

[[Billede:Bestyrer_IMG_2763.jpg|300px|right|thumb|Norma og Rigmond Nielsen, bestyrere på Solhavegård 1958-1969. Billede fra brochure ca. 1960.]]

Solhavegården havde en foredragssal, som kunne rumme 75 personer. Om sommeren, hvor stedet fungerede som pensionat, blev foredragssalen indrettet som opholdsstue.

Spisesalen rummede ligeledes 75 pladser, fordelt ved småbonde.

I brochuren nævnes, at Solhavegården ligger direkte ned til Øresund og har egen strandgrund. Desuden nævnes, at stedet har brusebad på selve Solhavegården.

Solhavegården kørte weekendkurser, som varede 1 døgn. De begyndte med aftensmad lørdag og sluttede med eftermiddagskaffe om søndagen. Ugekurser begyndte søndag kl. 18 med aftensmad og sluttede lørdag med middag kl. 12. Kurserne blev holdt af mange forskellige forbund: DSU, fagforbundene, hjemmeværnet o.a.

Det var Norma Nielsen, som stod for køkken og husholdning, mens Rigmond Nielsen stod som stedets bestyrer. Ægteparret formåede at få en god forretning ud af bestyrerposten, men arbejdede også stort set uafbrudt.

[[Billede:IMG_2764_brochure.jpg|left|250px|thumb|Fra Solhavegårdens brochure ca. 1960]]

I 1966 købte man grunden bag Solhavegården. Her blev bygget en ny foredragssal samt 4 enkeltværelser. I 1968 blev købt endnu en grund bag den først erhvervede, så ejendommen kom til at række op til Gylfesvej.

==Tipsmidler til financiering af ny kursusejendom==

Flere gange var DSU på vej til at renovere og udbygge ”Solhavegård”, men penge var der ikke mange af til formålet. I 1976 begyndte så endelig en ombygning af det gamle sommerpensionat, bl.a. med hjælp fra de tipsmidler, som DSU og andre ungdomsorganisationer gennem Dansk Ungdoms Fællesråd kunne få andel i til etablering af kursusejendomme. ”Solhavegård” blev nu totalrenoveret og ombygget – og dertil blev også bygget nogle nye bygninger bag.

Kursusejendommen kunne nu huse 50 kursister fordelt på omkring 40 værelser. Ny foredragssal, ny spisesal med udsigt over Øresund og moderne faciliteter med varmt vand, sauna og billard. Den nye kursusejendom stod færdig den 1. august 1978 – og som forstanderpar blev ansat Gitte og Erik Stubtoft.

==Solhavegården blev højskole==

I 1979 godkendte Undervisningsministeriet Solhavegården som højskole. Konstruktionen blev, at den selvejende kursusinstitution fra 1956 fortsatte, og at den nyoprettede selvejende institution Højskolen Solhavegården lejede sig ind hos kursusinstitutionen. Der var et betydeligt personsammenfald mellem bestyrelserne i de to institutioner.

Der var udarbejdet en undervisningsplan for lange højskoleophold, som blev godkendt. Højskolen Solhavegården var en realitet. Der kunne ansættes undervisere med statstilskud ligesom alle Højskolens ugekurser for fagforeninger og den øvrige arbejderbevægelse nu blev tilskudsberettigede. Højskolen gennemførte også en række pensionistkurser, som der kunne ansættes særskilte undervisere til.

==Undervisningen var meget ideologisk præget==

De første højskoleophold for unge blev tilrettelagt som 13-ugers forløb. Kursernes indhold lå i kursernes titel: "Demokrati, Socialisme - Demokratisk Socialisme." På det grundlag var der naturligvis en række emner, som skulle bearbejdes.

For at forstå arbejderbevægelsens fremtidsvisioner for samfundets udvikling var det nødvendigt, at de unge fik en historisk ballast at arbejde ud fra.

==Arbejderbevægelsens idegrundlag og historie==

Fagbevægelsens historiske udvikling, opbygningen af partibevægelsen, kampene mod andre politiske og ideologiske retninger, mod arbejdsgiverne, mod samfundsstøtter som politi og hær osv. blev gennemgået, analyseret og diskuteret.

Parallelt med disse emner fandt man det også nødvendigt at skole de unge deltagere i elementære organisatoriske kundskaber såsom foreningsregler, mødeteknik, taleteknik, beslutningsprocesser og såmænd også fremstilling af medlemsblade, foldere mv.

==Kurserne blev bygget op omkring nogle grundtemaer==

Det første tema handlede om demokrati - i samfundet og på arbejdspladserne. Hver eneste dag på højskolen var en demokratidag. Højskolens unge deltagere var jo et produkt af den opfattelse, at fællesmøder var sagen. Hvis man kunne få flertal på et fællesmøde - altså hvor alle deltog og alle havde en stemme - så var lykken gjort.

Der blev i demokratiundervisningen gjort meget ud af at få slået fast, at nok kan flertallet bestemme, hvad der skal ske, men det er ikke sikkert, at de har ret og slet ikke sikkert, at flertallets beslutning var den bedste for alle.

Det var normalt til stor overraskelse for mange af de unge, som ude i deres lokale DSU-liv for ofte stiltiende havde måttet se til, mens flertallet vedtog noget uden skelen til mindretallet.

==13 ugers kursus blev til 20 uger kursus==

Efter et par år blev 13-ugers vinterkursus udvidet til 20 uger. Det passede ganske godt ind i mange af de unges planer, at de kunne afsætte en hel vinter til et højskoleophold.

Det gav også underviserne og den efterhånden godt udviklede projektundervisning langt bedre vilkår. Der var tid til at arbejde stoffet grundigere igennem, men også tid til at begå fejl, rette dem og komme af sted igen.

Men ikke mindst betød de længere ophold en styrkelse af den del af undervisninger, der havde til formål at udvikle de unges opfattelse af demokratibegrebet.

==Samlingssted for unge politisk interesserede==

I de følgende år var Solhavegård samlingssted for mange unge, der især i weekenderne og i sommermånederne fandt et fristed for deres lyst til at være unge, at diskutere og lægge planer for fremtiden. Mange socialdemokratiske foreninger og fagforeninger anvendte stedet til sine kurser.

==Kursusstedet gik konkurs==

I 1993 kunne hverken kursusejendommen Solhavegård eller Højskolen Solhavegården klare økonomien – og begge blev erklæret konkurs. Der var bl.a. tale om uretmæssig anvendelse af tipsmidler og manglende indbetaling af kildeskat. Justitsminister Pia Gjellerup, som var formand for bestyrelsen, trak sig som minister. Folketingets statsrevisorer udarbejdede i 1994 en beretning om Solhavegårdens konkurs, men ingen blev gjort ansvarlig for forløbet.

Senere er området blevet helt ombygget til private boliger.

===Kilder===

Beretning om Solhavegården. De af Folketinget valgte statsrevisorer 8/93. Udgivet sept. 1994.

Brochure fra Solhavegård, ca. 1960.

Erik Stubtofts private arkiv.

Oplysninger fra Ingelise Conrad, datter af Rigmond og Norma Nielsen. Februar 2024.

[[Kategori: Højskoler]]
[[Kategori: Arbejderbevægelsen]]
[[Kategori: Fagbevægelsen]]
[[Kategori: Socialdemokratiet]]

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
| [[Billede:Solhavegaard-ca-1961.jpg|thumb|200px|Solhavegård ca. 1961]]
| [[Billede:Solhavegaard1.jpg|200px|thumb|Solhavegård tegnet i 1980 af Leif Enselmann]]
| [[Billede:Solhavegaard-2000.jpg|thumb|200px|Solhavegård 2000]]

|}

Solhavegård

2024-03-05T14:50:44Z

Bente Thomsen: /* De første bestyrere */

==DSU købte grund i Solrød==

Efter et landslotteri i 1930´erne købte DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – en feriegrund med adgang til vandet ved Solrød syd for København. Tanken var at bygge en hytte til brug for unge piger og drenge på vandretur og korte ferieophold.Denne plan blev aldrig til noget på grund af krig og dårlig økonomi.

==Køb af Solhavegården==

I 1956 solgte DSU grunden i Solrød til en privat person og købte samtidig en ejendom med strandgrund på Strandvejen i Espergærde på adressen Strandvejen 388. Ejendommen var bygget og gennem en del år blevet drevet som sommerpensionat ”Urania”. Stedet var med sine værelser, samlingsrum, storkøkken og andre fællesfaciliteter velegnet til DSUs plan om at erhverve sin egen kursusejendom under navnet Solhavegården.

[[Billede:Urania-ca-1910.jpg|left|250px|thumb|Sommerpensionatet Urania ca. 1910]]

==De første bestyrere==

Det første bestyrerpar på Solhavegården var Rigmond og Norma Nielsen, som drev Solhavegården fra 1958 til 1969.

Solhavegården beskrives i brochuren fra de første år som et fuldt moderne kursus- og feriehjem i tre etager med 17 værelser. Der var i alt 55 sengepladser fordelt på værelser med 2, 3 eller 4 senge. Alle værelser var udstyret med gedigne arkitekttegnede møbler og havde indbyggede garderobeskabe samt håndvask med koldt og varmt vand. På 1. sal var der altan med udsigt over Øresund og på 2. sal en solterrasse.

[[Billede:Bestyrer_IMG_2763.jpg|300px|right|thumb|Norma og Rigmond Nielsen, bestyrere på Solhavegård 1958-1969. Billede fra brochure ca. 1960.]]

Solhavegården havde en foredragssal, som kunne rumme 75 personer. Om sommeren, hvor stedet fungerede som pensionat, blev foredragssalen indrettet som opholdsstue.

Spisesalen rummede ligeledes 75 pladser, fordelt ved småbonde.

I brochuren nævnes, at Solhavegården ligger direkte ned til Øresund og har egen strandgrund. Desuden nævnes, at stedet har brusebad på selve Solhavegården.

Solhavegården kørte weekendkurser, som varede 1 døgn. De begyndte med aftensmad lørdag og sluttede med eftermiddagskaffe om søndagen. Ugekurser begyndte søndag kl. 18 med aftensmad og sluttede lørdag med middag kl. 12. Kurserne blev holdt af mange forskellige forbund: DSU, fagforbundene, hjemmeværnet o.a.

Det var Norma Nielsen, som stod for køkken og husholdning, mens Rigmond Nielsen stod som stedets bestyrer. Ægteparret formåede at få en god forretning ud af bestyrerposten, men arbejdede også stort set uafbrudt.

[[Billede:IMG_2764_brochure.jpg|left|250px|thumb|Fra Solhavegårdens brochure ca. 1960]]

I 1966 købte man grunden bag Solhavegården. Her blev bygget en ny foredragssal samt 4 enkeltværelser. I 1968 blev købt endnu en grund bag den først erhvervede, så ejendommen kom til at række op til Gylfesvej.

==Tipsmidler til financiering af ny kursusejendom==

Flere gange var DSU på vej til at renovere og udbygge ”Solhavegård”, men penge var der ikke mange af til formålet. I 1976 begyndte så endelig en ombygning af det gamle sommerpensionat, bl.a. med hjælp fra de tipsmidler, som DSU og andre ungdomsorganisationer gennem Dansk Ungdoms Fællesråd kunne få andel i til etablering af kursusejendomme. ”Solhavegård” blev nu totalrenoveret og ombygget – og dertil blev også bygget nogle nye bygninger bag.

Kursusejendommen kunne nu huse 50 kursister fordelt på omkring 40 værelser. Ny foredragssal, ny spisesal med udsigt over Øresund og moderne faciliteter med varmt vand, sauna og billard. Den nye kursusejendom stod færdig den 1. august 1978 – og som forstanderpar blev ansat Gitte og Erik Stubtoft.

==Solhavegården blev højskole==

I 1979 godkendte Undervisningsministeriet Solhavegården som højskole. Konstruktionen blev, at den selvejende kursusinstitution fra 1956 fortsatte, og at den nyoprettede selvejende institution Højskolen Solhavegården lejede sig ind hos kursusinstitutionen. Der var et betydeligt personsammenfald mellem bestyrelserne i de to institutioner.

Der var udarbejdet en undervisningsplan for lange højskoleophold, som blev godkendt. Højskolen Solhavegården var en realitet. Der kunne ansættes undervisere med statstilskud ligesom alle Højskolens ugekurser for fagforeninger og den øvrige arbejderbevægelse nu blev tilskudsberettigede. Højskolen gennemførte også en række pensionistkurser, som der kunne ansættes særskilte undervisere til.

==Undervisningen var meget ideologisk præget==

De første højskoleophold for unge blev tilrettelagt som 13-ugers forløb. Kursernes indhold lå i kursernes titel: "Demokrati, Socialisme - Demokratisk Socialisme." På det grundlag var der naturligvis en række emner, som skulle bearbejdes.

For at forstå arbejderbevægelsens fremtidsvisioner for samfundets udvikling var det nødvendigt, at de unge fik en historisk ballast at arbejde ud fra.

==Arbejderbevægelsens idegrundlag og historie==

Fagbevægelsens historiske udvikling, opbygningen af partibevægelsen, kampene mod andre politiske og ideologiske retninger, mod arbejdsgiverne, mod samfundsstøtter som politi og hær osv. blev gennemgået, analyseret og diskuteret.

Parallelt med disse emner fandt man det også nødvendigt at skole de unge deltagere i elementære organisatoriske kundskaber såsom foreningsregler, mødeteknik, taleteknik, beslutningsprocesser og såmænd også fremstilling af medlemsblade, foldere mv.

==Kurserne blev bygget op omkring nogle grundtemaer==

Det første tema handlede om demokrati - i samfundet og på arbejdspladserne. Hver eneste dag på højskolen var en demokratidag. Højskolens unge deltagere var jo et produkt af den opfattelse, at fællesmøder var sagen. Hvis man kunne få flertal på et fællesmøde - altså hvor alle deltog og alle havde en stemme - så var lykken gjort.

Der blev i demokratiundervisningen gjort meget ud af at få slået fast, at nok kan flertallet bestemme, hvad der skal ske, men det er ikke sikkert, at de har ret og slet ikke sikkert, at flertallets beslutning var den bedste for alle.

Det var normalt til stor overraskelse for mange af de unge, som ude i deres lokale DSU-liv for ofte stiltiende havde måttet se til, mens flertallet vedtog noget uden skelen til mindretallet.

==13 ugers kursus blev til 20 uger kursus==

Efter et par år blev 13-ugers vinterkursus udvidet til 20 uger. Det passede ganske godt ind i mange af de unges planer, at de kunne afsætte en hel vinter til et højskoleophold.

Det gav også underviserne og den efterhånden godt udviklede projektundervisning langt bedre vilkår. Der var tid til at arbejde stoffet grundigere igennem, men også tid til at begå fejl, rette dem og komme af sted igen.

Men ikke mindst betød de længere ophold en styrkelse af den del af undervisninger, der havde til formål at udvikle de unges opfattelse af demokratibegrebet.

==Samlingssted for unge politisk interesserede==

I de følgende år var Solhavegård samlingssted for mange unge, der især i weekenderne og i sommermånederne fandt et fristed for deres lyst til at være unge, at diskutere og lægge planer for fremtiden. Mange socialdemokratiske foreninger og fagforeninger anvendte stedet til sine kurser.

==Kursusstedet gik konkurs==

I 1993 kunne hverken kursusejendommen Solhavegård eller Højskolen Solhavegården klare økonomien – og begge blev erklæret konkurs. Der var bl.a. tale om uretmæssig anvendelse af tipsmidler og manglende indbetaling af kildeskat. Justitsminister Pia Gjellerup, som var formand for bestyrelsen, trak sig som minister. Folketingets statsrevisorer udarbejdede i 1994 en beretning om Solhavegårdens konkurs, men ingen blev gjort ansvarlig for forløbet.

Senere er området blevet helt ombygget til private boliger.

===Kilder===

Beretning om Solhavegården. De af Folketinget valgte statsrevisorer 8/93. Udgivet sept. 1994.

Brochure fra Solhavegård, ca. 1960.

Erik Stubtofts private arkiv.

[[Kategori: Højskoler]]
[[Kategori: Arbejderbevægelsen]]
[[Kategori: Fagbevægelsen]]
[[Kategori: Socialdemokratiet]]

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
| [[Billede:Solhavegaard-ca-1961.jpg|thumb|200px|Solhavegård ca. 1961]]
| [[Billede:Solhavegaard1.jpg|200px|thumb|Solhavegård tegnet i 1980 af Leif Enselmann]]
| [[Billede:Solhavegaard-2000.jpg|thumb|200px|Solhavegård 2000]]

|}

Faner som kampredskab

2024-02-29T09:45:27Z

Bente Thomsen:

[[Fil:ES 006.jpg|thumb|left|Fællesorganisationen, Helsingør]]
[[Fil:ES 04|thumb|left]]
[[Fil:ES - 003.jpg|thumb|left|Snedkerforbundet, Helsingør afd.]]
[[Fil:Faner.jpg|thumb|left|Tyendeforening, Helsingør]]
[[Fil:ES 02 thumb|left]] Havnearbejdernes Klub]]

02.02.2022. Artiklen er under redaktion med tekst og fotos.

==Faner som kampredskab==

I denne artikel vil der bliver omtalt og vist eksempler på de faner, som Arbejderbevægelsen herunder Fagbevægelsen, har samlet sig om ved demonstrationer, større møder, festligheder mv.

Artiklen vil også omfatte beskrivelser og fotos af faner fra andre organisationer med hjemsted i Helsingør og den gamle Tikøb kommune.

===Faner markerede tro, håb og fællesskab===

Mange forskelligartede foreninger har gennem tiderne brugt en fane som et tegn på fællesskab. Foreningernes medlemmer kunne samles under deres fane og på den måde give udtryk for et nødvendigt og ønskeligt fællesskab. Forener Eder - står der på mange af fanerne.

Politiske foreninger, fagforeninger, erhvervsforeninger, klubber og store organisationer har brugt fanen som symbolet på deres interne sammenhold. Ved særlige lejlighed var fanen til stede og viste foreningernes medlemmer, at dette kan vi samles om. Fanen gør os stærke. Fanen giver os håb og tro på fremtiden. I andre tilfælde var fanen det, der kunne samle og give luft til forventninger og håb.

===Fanerne som kampredskab og oplysning===
Ved at betragte fanernes forskellighed ses også, hvordan arbejderne, arbejdsgiverne, de politiske partier og klubber på arbejdspladserne opfatter deres aktuelle situation. Fanen bruges som et kampredskab, men også som et oplysningsobjekt, der fortæller omgivelserne, at vi er her - en del af samfundet.

Denne artikel om fanernes tilhørssted, deres etablering, deres eksistens fortæller om samfundslivets historie. Hver eneste fane har en historie - og hvis den kunne tale, ville hver enkelt fane fortælle om, hvor den har udbredt dens medlemmers historie, har samlet dem, har givet dem liv og tale. Fanerne er i mange tilfælde brugt som markeringer i alt slags vejr. Men fanens tekst, den ornamenter, dens budskaber har været det samme - uanset vejret.

===Faner blev aktuelle før 1870===

En gennemgang af oplistningen af fanerne i artiklen viser, at der ikke er et bestemt år, hvor det blev aktuelt med etablering af faner. Få er dog kommet til før 1870, hvor især Arbejderbevægelsens politiske og faglige foreninger fik øje for den symbolik om fællesskab, som lå i fanens udtryk. Den første kendte fane i Arbejderbevægelsen daterer sig til 1872. Derfra gik det stærkt. I 1880érne kom de faglige organisationer hastigt efter.

Selv om Arbejderbevægelsen havde den røde farve som et gennemgående træk, kunne der her ses faner med andre farver som blå, sort, grøn og hvid. Dengang ansås f. eks. den blå farve for at være neutral. De forskellige farver var som oftest udtryk for det fag, som fanen repræsenterede, Men de afvigende farver forhindrede ikke medlemmerne i at deltage i fælles optog af enhver art.

===Den første kendte fane i Helsingør===

I 1872 blev den første socialdemokratiske forening i Helsingør stiftet. Allerede to år efter - den 2. august 1874 - indviede foreningen en fane med inskriptionen “Frihed, Sandhed og Ret 1874”. Fanen blev i nogle år opbevaret på kommunens rådhus. Den blev senere taget frem igen, da en ny socialdemokratisk forening så dagens lys i 1885. Fanen opbevares i dag i ABA - Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

===Oplistning af fanerne===

I oplistningen af fanerne vil vi forsøge at registrere følgende informationer:
* Foreningen som repræsenteres af fanen - navn og stiftelsesår og ophørsår.
* Fanens etableringsår.
* Tekst mv. på fanen.
* Fanens opbevaringssted.
* Andre oplysninger om fanen.

[[Kategori: Faner]]
[[Kategori: Fagbevægelsen]]
[[Kategori: Arbejderbevægelsen]]

Solhavegård

2024-02-28T10:33:52Z

Bente Thomsen: /* Kilder */

==DSU købte grund i Solrød==

Efter et landslotteri i 1930´erne købte DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – en feriegrund med adgang til vandet ved Solrød syd for København. Tanken var at bygge en hytte til brug for unge piger og drenge på vandretur og korte ferieophold.Denne plan blev aldrig til noget på grund af krig og dårlig økonomi.

==Køb af Solhavegården==

I 1956 solgte DSU grunden i Solrød til en privat person og købte samtidig en ejendom med strandgrund på Strandvejen i Espergærde på adressen Strandvejen 388. Ejendommen var bygget og gennem en del år blevet drevet som sommerpensionat ”Urania”. Stedet var med sine værelser, samlingsrum, storkøkken og andre fællesfaciliteter velegnet til DSUs plan om at erhverve sin egen kursusejendom under navnet Solhavegården.

[[Billede:Urania-ca-1910.jpg|left|250px|thumb|Sommerpensionatet Urania ca. 1910]]

==De første bestyrere==

Det første bestyrerpar på Solhavegården var Rigmond og Norma Nielsen, som drev Solhavegården fra 1958 til 1969.

Solhavegården beskrives i brochuren fra de første år som et fuldt moderne kursus- og feriehjem i tre etager med 17 værelser. Der var i alt 55 sengepladser fordelt på værelser med 2, 3 eller 4 senge. Alle værelser var udstyret med gedigne arkitekttegnede møbler og havde indbyggede garderobeskabe samt håndvask med koldt og varmt vand. På 1. sal var der altan med udsigt over Øresund og på 2. sal en solterrasse.

[[Billede:Bestyrer_IMG_2763.jpg|300px|right|thumb|Norma og Rigmont Nielsen, bestyrere på Solhavegård 1958-1969. Billede fra brochure ca. 1960.]]

Solhavegården havde en foredragssal, som kunne rumme 75 personer. Om sommeren, hvor stedet fungerede som pensionat, blev foredragssalen indrettet som opholdsstue.

Spisesalen rummede ligeledes 75 pladser, fordelt ved småbonde.

I brochuren nævnes, at Solhavegården ligger direkte ned til Øresund og har egen strandgrund. Desuden nævnes, at stedet har brusebad på selve Solhavegården.

Solhavegården kørte weekendkurser, som varede 1 døgn. De begyndte med aftensmad lørdag og sluttede med eftermiddagskaffe om søndagen. Ugekurser begyndte søndag kl. 18 med aftensmad og sluttede lørdag med middag kl. 12. Kurserne blev holdt af mange forskellige forbund: DSU, fagforbundene, hjemmeværnet o.a.

Det var Norma Nielsen, som stod for køkken og husholdning, mens Rigmond Nielsen stod som stedets bestyrer. Ægteparret formåede at få en god forretning ud af bestyrerposten, men arbejdede også stort set uafbrudt.

[[Billede:IMG_2764_brochure.jpg|left|250px|thumb|Fra Solhavegårdens brochure ca. 1960]]

I 1966 købte man grunden bag Solhavegården. Her blev bygget en ny foredragssal samt 4 enkeltværelser. I 1968 blev købt endnu en grund bag den først erhvervede, så ejendommen kom til at række op til Gylfesvej.

==Tipsmidler til financiering af ny kursusejendom==

Flere gange var DSU på vej til at renovere og udbygge ”Solhavegård”, men penge var der ikke mange af til formålet. I 1976 begyndte så endelig en ombygning af det gamle sommerpensionat, bl.a. med hjælp fra de tipsmidler, som DSU og andre ungdomsorganisationer gennem Dansk Ungdoms Fællesråd kunne få andel i til etablering af kursusejendomme. ”Solhavegård” blev nu totalrenoveret og ombygget – og dertil blev også bygget nogle nye bygninger bag.

Kursusejendommen kunne nu huse 50 kursister fordelt på omkring 40 værelser. Ny foredragssal, ny spisesal med udsigt over Øresund og moderne faciliteter med varmt vand, sauna og billard. Den nye kursusejendom stod færdig den 1. august 1978 – og som forstanderpar blev ansat Gitte og Erik Stubtoft.

==Solhavegården blev højskole==

I 1979 godkendte Undervisningsministeriet Solhavegården som højskole. Konstruktionen blev, at den selvejende kursusinstitution fra 1956 fortsatte, og at den nyoprettede selvejende institution Højskolen Solhavegården lejede sig ind hos kursusinstitutionen. Der var et betydeligt personsammenfald mellem bestyrelserne i de to institutioner.

Der var udarbejdet en undervisningsplan for lange højskoleophold, som blev godkendt. Højskolen Solhavegården var en realitet. Der kunne ansættes undervisere med statstilskud ligesom alle Højskolens ugekurser for fagforeninger og den øvrige arbejderbevægelse nu blev tilskudsberettigede. Højskolen gennemførte også en række pensionistkurser, som der kunne ansættes særskilte undervisere til.

==Undervisningen var meget ideologisk præget==

De første højskoleophold for unge blev tilrettelagt som 13-ugers forløb. Kursernes indhold lå i kursernes titel: "Demokrati, Socialisme - Demokratisk Socialisme." På det grundlag var der naturligvis en række emner, som skulle bearbejdes.

For at forstå arbejderbevægelsens fremtidsvisioner for samfundets udvikling var det nødvendigt, at de unge fik en historisk ballast at arbejde ud fra.

==Arbejderbevægelsens idegrundlag og historie==

Fagbevægelsens historiske udvikling, opbygningen af partibevægelsen, kampene mod andre politiske og ideologiske retninger, mod arbejdsgiverne, mod samfundsstøtter som politi og hær osv. blev gennemgået, analyseret og diskuteret.

Parallelt med disse emner fandt man det også nødvendigt at skole de unge deltagere i elementære organisatoriske kundskaber såsom foreningsregler, mødeteknik, taleteknik, beslutningsprocesser og såmænd også fremstilling af medlemsblade, foldere mv.

==Kurserne blev bygget op omkring nogle grundtemaer==

Det første tema handlede om demokrati - i samfundet og på arbejdspladserne. Hver eneste dag på højskolen var en demokratidag. Højskolens unge deltagere var jo et produkt af den opfattelse, at fællesmøder var sagen. Hvis man kunne få flertal på et fællesmøde - altså hvor alle deltog og alle havde en stemme - så var lykken gjort.

Der blev i demokratiundervisningen gjort meget ud af at få slået fast, at nok kan flertallet bestemme, hvad der skal ske, men det er ikke sikkert, at de har ret og slet ikke sikkert, at flertallets beslutning var den bedste for alle.

Det var normalt til stor overraskelse for mange af de unge, som ude i deres lokale DSU-liv for ofte stiltiende havde måttet se til, mens flertallet vedtog noget uden skelen til mindretallet.

==13 ugers kursus blev til 20 uger kursus==

Efter et par år blev 13-ugers vinterkursus udvidet til 20 uger. Det passede ganske godt ind i mange af de unges planer, at de kunne afsætte en hel vinter til et højskoleophold.

Det gav også underviserne og den efterhånden godt udviklede projektundervisning langt bedre vilkår. Der var tid til at arbejde stoffet grundigere igennem, men også tid til at begå fejl, rette dem og komme af sted igen.

Men ikke mindst betød de længere ophold en styrkelse af den del af undervisninger, der havde til formål at udvikle de unges opfattelse af demokratibegrebet.

==Samlingssted for unge politisk interesserede==

I de følgende år var Solhavegård samlingssted for mange unge, der især i weekenderne og i sommermånederne fandt et fristed for deres lyst til at være unge, at diskutere og lægge planer for fremtiden. Mange socialdemokratiske foreninger og fagforeninger anvendte stedet til sine kurser.

==Kursusstedet gik konkurs==

I 1993 kunne hverken kursusejendommen Solhavegård eller Højskolen Solhavegården klare økonomien – og begge blev erklæret konkurs. Der var bl.a. tale om uretmæssig anvendelse af tipsmidler og manglende indbetaling af kildeskat. Justitsminister Pia Gjellerup, som var formand for bestyrelsen, trak sig som minister. Folketingets statsrevisorer udarbejdede i 1994 en beretning om Solhavegårdens konkurs, men ingen blev gjort ansvarlig for forløbet.

Senere er området blevet helt ombygget til private boliger.

===Kilder===

Beretning om Solhavegården. De af Folketinget valgte statsrevisorer 8/93. Udgivet sept. 1994.

Brochure fra Solhavegård, ca. 1960.

Erik Stubtofts private arkiv.

[[Kategori: Højskoler]]
[[Kategori: Arbejderbevægelsen]]
[[Kategori: Fagbevægelsen]]
[[Kategori: Socialdemokratiet]]

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
| [[Billede:Solhavegaard-ca-1961.jpg|thumb|200px|Solhavegård ca. 1961]]
| [[Billede:Solhavegaard1.jpg|200px|thumb|Solhavegård tegnet i 1980 af Leif Enselmann]]
| [[Billede:Solhavegaard-2000.jpg|thumb|200px|Solhavegård 2000]]

|}

Solhavegård

2024-02-28T10:32:43Z

Bente Thomsen: /* Køb af Solhavegården */

==DSU købte grund i Solrød==

Efter et landslotteri i 1930´erne købte DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – en feriegrund med adgang til vandet ved Solrød syd for København. Tanken var at bygge en hytte til brug for unge piger og drenge på vandretur og korte ferieophold.Denne plan blev aldrig til noget på grund af krig og dårlig økonomi.

==Køb af Solhavegården==

I 1956 solgte DSU grunden i Solrød til en privat person og købte samtidig en ejendom med strandgrund på Strandvejen i Espergærde på adressen Strandvejen 388. Ejendommen var bygget og gennem en del år blevet drevet som sommerpensionat ”Urania”. Stedet var med sine værelser, samlingsrum, storkøkken og andre fællesfaciliteter velegnet til DSUs plan om at erhverve sin egen kursusejendom under navnet Solhavegården.

[[Billede:Urania-ca-1910.jpg|left|250px|thumb|Sommerpensionatet Urania ca. 1910]]

==De første bestyrere==

Det første bestyrerpar på Solhavegården var Rigmond og Norma Nielsen, som drev Solhavegården fra 1958 til 1969.

Solhavegården beskrives i brochuren fra de første år som et fuldt moderne kursus- og feriehjem i tre etager med 17 værelser. Der var i alt 55 sengepladser fordelt på værelser med 2, 3 eller 4 senge. Alle værelser var udstyret med gedigne arkitekttegnede møbler og havde indbyggede garderobeskabe samt håndvask med koldt og varmt vand. På 1. sal var der altan med udsigt over Øresund og på 2. sal en solterrasse.

[[Billede:Bestyrer_IMG_2763.jpg|300px|right|thumb|Norma og Rigmont Nielsen, bestyrere på Solhavegård 1958-1969. Billede fra brochure ca. 1960.]]

Solhavegården havde en foredragssal, som kunne rumme 75 personer. Om sommeren, hvor stedet fungerede som pensionat, blev foredragssalen indrettet som opholdsstue.

Spisesalen rummede ligeledes 75 pladser, fordelt ved småbonde.

I brochuren nævnes, at Solhavegården ligger direkte ned til Øresund og har egen strandgrund. Desuden nævnes, at stedet har brusebad på selve Solhavegården.

Solhavegården kørte weekendkurser, som varede 1 døgn. De begyndte med aftensmad lørdag og sluttede med eftermiddagskaffe om søndagen. Ugekurser begyndte søndag kl. 18 med aftensmad og sluttede lørdag med middag kl. 12. Kurserne blev holdt af mange forskellige forbund: DSU, fagforbundene, hjemmeværnet o.a.

Det var Norma Nielsen, som stod for køkken og husholdning, mens Rigmond Nielsen stod som stedets bestyrer. Ægteparret formåede at få en god forretning ud af bestyrerposten, men arbejdede også stort set uafbrudt.

[[Billede:IMG_2764_brochure.jpg|left|250px|thumb|Fra Solhavegårdens brochure ca. 1960]]

I 1966 købte man grunden bag Solhavegården. Her blev bygget en ny foredragssal samt 4 enkeltværelser. I 1968 blev købt endnu en grund bag den først erhvervede, så ejendommen kom til at række op til Gylfesvej.

==Tipsmidler til financiering af ny kursusejendom==

Flere gange var DSU på vej til at renovere og udbygge ”Solhavegård”, men penge var der ikke mange af til formålet. I 1976 begyndte så endelig en ombygning af det gamle sommerpensionat, bl.a. med hjælp fra de tipsmidler, som DSU og andre ungdomsorganisationer gennem Dansk Ungdoms Fællesråd kunne få andel i til etablering af kursusejendomme. ”Solhavegård” blev nu totalrenoveret og ombygget – og dertil blev også bygget nogle nye bygninger bag.

Kursusejendommen kunne nu huse 50 kursister fordelt på omkring 40 værelser. Ny foredragssal, ny spisesal med udsigt over Øresund og moderne faciliteter med varmt vand, sauna og billard. Den nye kursusejendom stod færdig den 1. august 1978 – og som forstanderpar blev ansat Gitte og Erik Stubtoft.

==Solhavegården blev højskole==

I 1979 godkendte Undervisningsministeriet Solhavegården som højskole. Konstruktionen blev, at den selvejende kursusinstitution fra 1956 fortsatte, og at den nyoprettede selvejende institution Højskolen Solhavegården lejede sig ind hos kursusinstitutionen. Der var et betydeligt personsammenfald mellem bestyrelserne i de to institutioner.

Der var udarbejdet en undervisningsplan for lange højskoleophold, som blev godkendt. Højskolen Solhavegården var en realitet. Der kunne ansættes undervisere med statstilskud ligesom alle Højskolens ugekurser for fagforeninger og den øvrige arbejderbevægelse nu blev tilskudsberettigede. Højskolen gennemførte også en række pensionistkurser, som der kunne ansættes særskilte undervisere til.

==Undervisningen var meget ideologisk præget==

De første højskoleophold for unge blev tilrettelagt som 13-ugers forløb. Kursernes indhold lå i kursernes titel: "Demokrati, Socialisme - Demokratisk Socialisme." På det grundlag var der naturligvis en række emner, som skulle bearbejdes.

For at forstå arbejderbevægelsens fremtidsvisioner for samfundets udvikling var det nødvendigt, at de unge fik en historisk ballast at arbejde ud fra.

==Arbejderbevægelsens idegrundlag og historie==

Fagbevægelsens historiske udvikling, opbygningen af partibevægelsen, kampene mod andre politiske og ideologiske retninger, mod arbejdsgiverne, mod samfundsstøtter som politi og hær osv. blev gennemgået, analyseret og diskuteret.

Parallelt med disse emner fandt man det også nødvendigt at skole de unge deltagere i elementære organisatoriske kundskaber såsom foreningsregler, mødeteknik, taleteknik, beslutningsprocesser og såmænd også fremstilling af medlemsblade, foldere mv.

==Kurserne blev bygget op omkring nogle grundtemaer==

Det første tema handlede om demokrati - i samfundet og på arbejdspladserne. Hver eneste dag på højskolen var en demokratidag. Højskolens unge deltagere var jo et produkt af den opfattelse, at fællesmøder var sagen. Hvis man kunne få flertal på et fællesmøde - altså hvor alle deltog og alle havde en stemme - så var lykken gjort.

Der blev i demokratiundervisningen gjort meget ud af at få slået fast, at nok kan flertallet bestemme, hvad der skal ske, men det er ikke sikkert, at de har ret og slet ikke sikkert, at flertallets beslutning var den bedste for alle.

Det var normalt til stor overraskelse for mange af de unge, som ude i deres lokale DSU-liv for ofte stiltiende havde måttet se til, mens flertallet vedtog noget uden skelen til mindretallet.

==13 ugers kursus blev til 20 uger kursus==

Efter et par år blev 13-ugers vinterkursus udvidet til 20 uger. Det passede ganske godt ind i mange af de unges planer, at de kunne afsætte en hel vinter til et højskoleophold.

Det gav også underviserne og den efterhånden godt udviklede projektundervisning langt bedre vilkår. Der var tid til at arbejde stoffet grundigere igennem, men også tid til at begå fejl, rette dem og komme af sted igen.

Men ikke mindst betød de længere ophold en styrkelse af den del af undervisninger, der havde til formål at udvikle de unges opfattelse af demokratibegrebet.

==Samlingssted for unge politisk interesserede==

I de følgende år var Solhavegård samlingssted for mange unge, der især i weekenderne og i sommermånederne fandt et fristed for deres lyst til at være unge, at diskutere og lægge planer for fremtiden. Mange socialdemokratiske foreninger og fagforeninger anvendte stedet til sine kurser.

==Kursusstedet gik konkurs==

I 1993 kunne hverken kursusejendommen Solhavegård eller Højskolen Solhavegården klare økonomien – og begge blev erklæret konkurs. Der var bl.a. tale om uretmæssig anvendelse af tipsmidler og manglende indbetaling af kildeskat. Justitsminister Pia Gjellerup, som var formand for bestyrelsen, trak sig som minister. Folketingets statsrevisorer udarbejdede i 1994 en beretning om Solhavegårdens konkurs, men ingen blev gjort ansvarlig for forløbet.

Senere er området blevet helt ombygget til private boliger.

===Kilder===

Beretning om Solhavegården. De af Folketinget valgte statsrevisorer 8/93. Udgivet sept. 1994.

Erik Stubtofts private arkiv.

[[Kategori: Højskoler]]
[[Kategori: Arbejderbevægelsen]]
[[Kategori: Fagbevægelsen]]
[[Kategori: Socialdemokratiet]]

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
| [[Billede:Solhavegaard-ca-1961.jpg|thumb|200px|Solhavegård ca. 1961]]
| [[Billede:Solhavegaard1.jpg|200px|thumb|Solhavegård tegnet i 1980 af Leif Enselmann]]
| [[Billede:Solhavegaard-2000.jpg|thumb|200px|Solhavegård 2000]]

|}

Solhavegård

2024-02-28T10:31:56Z

Bente Thomsen: /* De første bestyrere */

==DSU købte grund i Solrød==

Efter et landslotteri i 1930´erne købte DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – en feriegrund med adgang til vandet ved Solrød syd for København. Tanken var at bygge en hytte til brug for unge piger og drenge på vandretur og korte ferieophold.Denne plan blev aldrig til noget på grund af krig og dårlig økonomi.

==Køb af Solhavegården==

I 1956 solgte DSU grunden i Solrød til en privat person og købte samtidig en ejendom med strandgrund på Strandvejen i Espergærde på adressen Strandvejen 388. Ejendommen var bygget og gennem en del år blevet drevet som sommerpensionat ”Urania”. Stedet var med sine værelser, samlingsrum, storkøkken og andre fællesfaciliteter velegnet til DSUs plan om at erhverve sin egen kursusejendom under navnet Solhavegården.

[[Billede:Urania-ca-1910.jpg|right|250px|thumb|Sommerpensionatet Urania ca. 1910]]

==De første bestyrere==

Det første bestyrerpar på Solhavegården var Rigmond og Norma Nielsen, som drev Solhavegården fra 1958 til 1969.

Solhavegården beskrives i brochuren fra de første år som et fuldt moderne kursus- og feriehjem i tre etager med 17 værelser. Der var i alt 55 sengepladser fordelt på værelser med 2, 3 eller 4 senge. Alle værelser var udstyret med gedigne arkitekttegnede møbler og havde indbyggede garderobeskabe samt håndvask med koldt og varmt vand. På 1. sal var der altan med udsigt over Øresund og på 2. sal en solterrasse.

[[Billede:Bestyrer_IMG_2763.jpg|300px|right|thumb|Norma og Rigmont Nielsen, bestyrere på Solhavegård 1958-1969. Billede fra brochure ca. 1960.]]

Solhavegården havde en foredragssal, som kunne rumme 75 personer. Om sommeren, hvor stedet fungerede som pensionat, blev foredragssalen indrettet som opholdsstue.

Spisesalen rummede ligeledes 75 pladser, fordelt ved småbonde.

I brochuren nævnes, at Solhavegården ligger direkte ned til Øresund og har egen strandgrund. Desuden nævnes, at stedet har brusebad på selve Solhavegården.

Solhavegården kørte weekendkurser, som varede 1 døgn. De begyndte med aftensmad lørdag og sluttede med eftermiddagskaffe om søndagen. Ugekurser begyndte søndag kl. 18 med aftensmad og sluttede lørdag med middag kl. 12. Kurserne blev holdt af mange forskellige forbund: DSU, fagforbundene, hjemmeværnet o.a.

Det var Norma Nielsen, som stod for køkken og husholdning, mens Rigmond Nielsen stod som stedets bestyrer. Ægteparret formåede at få en god forretning ud af bestyrerposten, men arbejdede også stort set uafbrudt.

[[Billede:IMG_2764_brochure.jpg|left|250px|thumb|Fra Solhavegårdens brochure ca. 1960]]

I 1966 købte man grunden bag Solhavegården. Her blev bygget en ny foredragssal samt 4 enkeltværelser. I 1968 blev købt endnu en grund bag den først erhvervede, så ejendommen kom til at række op til Gylfesvej.

==Tipsmidler til financiering af ny kursusejendom==

Flere gange var DSU på vej til at renovere og udbygge ”Solhavegård”, men penge var der ikke mange af til formålet. I 1976 begyndte så endelig en ombygning af det gamle sommerpensionat, bl.a. med hjælp fra de tipsmidler, som DSU og andre ungdomsorganisationer gennem Dansk Ungdoms Fællesråd kunne få andel i til etablering af kursusejendomme. ”Solhavegård” blev nu totalrenoveret og ombygget – og dertil blev også bygget nogle nye bygninger bag.

Kursusejendommen kunne nu huse 50 kursister fordelt på omkring 40 værelser. Ny foredragssal, ny spisesal med udsigt over Øresund og moderne faciliteter med varmt vand, sauna og billard. Den nye kursusejendom stod færdig den 1. august 1978 – og som forstanderpar blev ansat Gitte og Erik Stubtoft.

==Solhavegården blev højskole==

I 1979 godkendte Undervisningsministeriet Solhavegården som højskole. Konstruktionen blev, at den selvejende kursusinstitution fra 1956 fortsatte, og at den nyoprettede selvejende institution Højskolen Solhavegården lejede sig ind hos kursusinstitutionen. Der var et betydeligt personsammenfald mellem bestyrelserne i de to institutioner.

Der var udarbejdet en undervisningsplan for lange højskoleophold, som blev godkendt. Højskolen Solhavegården var en realitet. Der kunne ansættes undervisere med statstilskud ligesom alle Højskolens ugekurser for fagforeninger og den øvrige arbejderbevægelse nu blev tilskudsberettigede. Højskolen gennemførte også en række pensionistkurser, som der kunne ansættes særskilte undervisere til.

==Undervisningen var meget ideologisk præget==

De første højskoleophold for unge blev tilrettelagt som 13-ugers forløb. Kursernes indhold lå i kursernes titel: "Demokrati, Socialisme - Demokratisk Socialisme." På det grundlag var der naturligvis en række emner, som skulle bearbejdes.

For at forstå arbejderbevægelsens fremtidsvisioner for samfundets udvikling var det nødvendigt, at de unge fik en historisk ballast at arbejde ud fra.

==Arbejderbevægelsens idegrundlag og historie==

Fagbevægelsens historiske udvikling, opbygningen af partibevægelsen, kampene mod andre politiske og ideologiske retninger, mod arbejdsgiverne, mod samfundsstøtter som politi og hær osv. blev gennemgået, analyseret og diskuteret.

Parallelt med disse emner fandt man det også nødvendigt at skole de unge deltagere i elementære organisatoriske kundskaber såsom foreningsregler, mødeteknik, taleteknik, beslutningsprocesser og såmænd også fremstilling af medlemsblade, foldere mv.

==Kurserne blev bygget op omkring nogle grundtemaer==

Det første tema handlede om demokrati - i samfundet og på arbejdspladserne. Hver eneste dag på højskolen var en demokratidag. Højskolens unge deltagere var jo et produkt af den opfattelse, at fællesmøder var sagen. Hvis man kunne få flertal på et fællesmøde - altså hvor alle deltog og alle havde en stemme - så var lykken gjort.

Der blev i demokratiundervisningen gjort meget ud af at få slået fast, at nok kan flertallet bestemme, hvad der skal ske, men det er ikke sikkert, at de har ret og slet ikke sikkert, at flertallets beslutning var den bedste for alle.

Det var normalt til stor overraskelse for mange af de unge, som ude i deres lokale DSU-liv for ofte stiltiende havde måttet se til, mens flertallet vedtog noget uden skelen til mindretallet.

==13 ugers kursus blev til 20 uger kursus==

Efter et par år blev 13-ugers vinterkursus udvidet til 20 uger. Det passede ganske godt ind i mange af de unges planer, at de kunne afsætte en hel vinter til et højskoleophold.

Det gav også underviserne og den efterhånden godt udviklede projektundervisning langt bedre vilkår. Der var tid til at arbejde stoffet grundigere igennem, men også tid til at begå fejl, rette dem og komme af sted igen.

Men ikke mindst betød de længere ophold en styrkelse af den del af undervisninger, der havde til formål at udvikle de unges opfattelse af demokratibegrebet.

==Samlingssted for unge politisk interesserede==

I de følgende år var Solhavegård samlingssted for mange unge, der især i weekenderne og i sommermånederne fandt et fristed for deres lyst til at være unge, at diskutere og lægge planer for fremtiden. Mange socialdemokratiske foreninger og fagforeninger anvendte stedet til sine kurser.

==Kursusstedet gik konkurs==

I 1993 kunne hverken kursusejendommen Solhavegård eller Højskolen Solhavegården klare økonomien – og begge blev erklæret konkurs. Der var bl.a. tale om uretmæssig anvendelse af tipsmidler og manglende indbetaling af kildeskat. Justitsminister Pia Gjellerup, som var formand for bestyrelsen, trak sig som minister. Folketingets statsrevisorer udarbejdede i 1994 en beretning om Solhavegårdens konkurs, men ingen blev gjort ansvarlig for forløbet.

Senere er området blevet helt ombygget til private boliger.

===Kilder===

Beretning om Solhavegården. De af Folketinget valgte statsrevisorer 8/93. Udgivet sept. 1994.

Erik Stubtofts private arkiv.

[[Kategori: Højskoler]]
[[Kategori: Arbejderbevægelsen]]
[[Kategori: Fagbevægelsen]]
[[Kategori: Socialdemokratiet]]

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
| [[Billede:Solhavegaard-ca-1961.jpg|thumb|200px|Solhavegård ca. 1961]]
| [[Billede:Solhavegaard1.jpg|200px|thumb|Solhavegård tegnet i 1980 af Leif Enselmann]]
| [[Billede:Solhavegaard-2000.jpg|thumb|200px|Solhavegård 2000]]

|}

Solhavegård

2024-02-28T10:31:14Z

Bente Thomsen: /* De første bestyrere */

==DSU købte grund i Solrød==

Efter et landslotteri i 1930´erne købte DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – en feriegrund med adgang til vandet ved Solrød syd for København. Tanken var at bygge en hytte til brug for unge piger og drenge på vandretur og korte ferieophold.Denne plan blev aldrig til noget på grund af krig og dårlig økonomi.

==Køb af Solhavegården==

I 1956 solgte DSU grunden i Solrød til en privat person og købte samtidig en ejendom med strandgrund på Strandvejen i Espergærde på adressen Strandvejen 388. Ejendommen var bygget og gennem en del år blevet drevet som sommerpensionat ”Urania”. Stedet var med sine værelser, samlingsrum, storkøkken og andre fællesfaciliteter velegnet til DSUs plan om at erhverve sin egen kursusejendom under navnet Solhavegården.

[[Billede:Urania-ca-1910.jpg|right|250px|thumb|Sommerpensionatet Urania ca. 1910]]

==De første bestyrere==

Det første bestyrerpar på Solhavegården var Rigmond og Norma Nielsen, som drev Solhavegården fra 1958 til 1969.

Solhavegården beskrives i brochuren fra de første år som et fuldt moderne kursus- og feriehjem i tre etager med 17 værelser. Der var i alt 55 sengepladser fordelt på værelser med 2, 3 eller 4 senge. Alle værelser var udstyret med gedigne arkitekttegnede møbler og havde indbyggede garderobeskabe samt håndvask med koldt og varmt vand. På 1. sal var der altan med udsigt over Øresund og på 2. sal en solterrasse.

[[Billede:Bestyrer_IMG_2763.jpg|300px|right|thumb|Norma og Rigmont Nielsen, bestyrere på Solhavegård 1958-1969. Billede fra brochure ca. 1960.]]

Solhavegården havde en foredragssal, som kunne rumme 75 personer. Om sommeren, hvor stedet fungerede som pensionat, blev foredragssalen indrettet som opholdsstue.

Spisesalen rummede ligeledes 75 pladser, fordelt ved småbonde.

I brochuren nævnes, at Solhavegården ligger direkte ned til Øresund og har egen strandgrund. Desuden nævnes, at stedet har brusebad på selve Solhavegården.

Solhavegården kørte weekendkurser, som varede 1 døgn. De begyndte med aftensmad lørdag og sluttede med eftermiddagskaffe om søndagen. Ugekurser begyndte søndag kl. 18 med aftensmad og sluttede lørdag med middag kl. 12. Kurserne blev holdt af mange forskellige forbund: DSU, fagforbundene, hjemmeværnet o.a.

Det var Norma Nielsen, som stod for køkken og husholdning, mens Rigmond Nielsen stod som stedets bestyrer. Ægteparret formåede at få en god forretning ud af bestyrerposten, men arbejdede også stort set uafbrudt.

[[Billede:IMG_2764_brochure.jpg|right|250px|thumb|Fra Solhavegårdens brochure ca. 1960]]

I 1966 købte man grunden bag Solhavegården. Her blev bygget en ny foredragssal samt 4 enkeltværelser. I 1968 blev købt endnu en grund bag den først erhvervede, så ejendommen kom til at række op til Gylfesvej.

==Tipsmidler til financiering af ny kursusejendom==

Flere gange var DSU på vej til at renovere og udbygge ”Solhavegård”, men penge var der ikke mange af til formålet. I 1976 begyndte så endelig en ombygning af det gamle sommerpensionat, bl.a. med hjælp fra de tipsmidler, som DSU og andre ungdomsorganisationer gennem Dansk Ungdoms Fællesråd kunne få andel i til etablering af kursusejendomme. ”Solhavegård” blev nu totalrenoveret og ombygget – og dertil blev også bygget nogle nye bygninger bag.

Kursusejendommen kunne nu huse 50 kursister fordelt på omkring 40 værelser. Ny foredragssal, ny spisesal med udsigt over Øresund og moderne faciliteter med varmt vand, sauna og billard. Den nye kursusejendom stod færdig den 1. august 1978 – og som forstanderpar blev ansat Gitte og Erik Stubtoft.

==Solhavegården blev højskole==

I 1979 godkendte Undervisningsministeriet Solhavegården som højskole. Konstruktionen blev, at den selvejende kursusinstitution fra 1956 fortsatte, og at den nyoprettede selvejende institution Højskolen Solhavegården lejede sig ind hos kursusinstitutionen. Der var et betydeligt personsammenfald mellem bestyrelserne i de to institutioner.

Der var udarbejdet en undervisningsplan for lange højskoleophold, som blev godkendt. Højskolen Solhavegården var en realitet. Der kunne ansættes undervisere med statstilskud ligesom alle Højskolens ugekurser for fagforeninger og den øvrige arbejderbevægelse nu blev tilskudsberettigede. Højskolen gennemførte også en række pensionistkurser, som der kunne ansættes særskilte undervisere til.

==Undervisningen var meget ideologisk præget==

De første højskoleophold for unge blev tilrettelagt som 13-ugers forløb. Kursernes indhold lå i kursernes titel: "Demokrati, Socialisme - Demokratisk Socialisme." På det grundlag var der naturligvis en række emner, som skulle bearbejdes.

For at forstå arbejderbevægelsens fremtidsvisioner for samfundets udvikling var det nødvendigt, at de unge fik en historisk ballast at arbejde ud fra.

==Arbejderbevægelsens idegrundlag og historie==

Fagbevægelsens historiske udvikling, opbygningen af partibevægelsen, kampene mod andre politiske og ideologiske retninger, mod arbejdsgiverne, mod samfundsstøtter som politi og hær osv. blev gennemgået, analyseret og diskuteret.

Parallelt med disse emner fandt man det også nødvendigt at skole de unge deltagere i elementære organisatoriske kundskaber såsom foreningsregler, mødeteknik, taleteknik, beslutningsprocesser og såmænd også fremstilling af medlemsblade, foldere mv.

==Kurserne blev bygget op omkring nogle grundtemaer==

Det første tema handlede om demokrati - i samfundet og på arbejdspladserne. Hver eneste dag på højskolen var en demokratidag. Højskolens unge deltagere var jo et produkt af den opfattelse, at fællesmøder var sagen. Hvis man kunne få flertal på et fællesmøde - altså hvor alle deltog og alle havde en stemme - så var lykken gjort.

Der blev i demokratiundervisningen gjort meget ud af at få slået fast, at nok kan flertallet bestemme, hvad der skal ske, men det er ikke sikkert, at de har ret og slet ikke sikkert, at flertallets beslutning var den bedste for alle.

Det var normalt til stor overraskelse for mange af de unge, som ude i deres lokale DSU-liv for ofte stiltiende havde måttet se til, mens flertallet vedtog noget uden skelen til mindretallet.

==13 ugers kursus blev til 20 uger kursus==

Efter et par år blev 13-ugers vinterkursus udvidet til 20 uger. Det passede ganske godt ind i mange af de unges planer, at de kunne afsætte en hel vinter til et højskoleophold.

Det gav også underviserne og den efterhånden godt udviklede projektundervisning langt bedre vilkår. Der var tid til at arbejde stoffet grundigere igennem, men også tid til at begå fejl, rette dem og komme af sted igen.

Men ikke mindst betød de længere ophold en styrkelse af den del af undervisninger, der havde til formål at udvikle de unges opfattelse af demokratibegrebet.

==Samlingssted for unge politisk interesserede==

I de følgende år var Solhavegård samlingssted for mange unge, der især i weekenderne og i sommermånederne fandt et fristed for deres lyst til at være unge, at diskutere og lægge planer for fremtiden. Mange socialdemokratiske foreninger og fagforeninger anvendte stedet til sine kurser.

==Kursusstedet gik konkurs==

I 1993 kunne hverken kursusejendommen Solhavegård eller Højskolen Solhavegården klare økonomien – og begge blev erklæret konkurs. Der var bl.a. tale om uretmæssig anvendelse af tipsmidler og manglende indbetaling af kildeskat. Justitsminister Pia Gjellerup, som var formand for bestyrelsen, trak sig som minister. Folketingets statsrevisorer udarbejdede i 1994 en beretning om Solhavegårdens konkurs, men ingen blev gjort ansvarlig for forløbet.

Senere er området blevet helt ombygget til private boliger.

===Kilder===

Beretning om Solhavegården. De af Folketinget valgte statsrevisorer 8/93. Udgivet sept. 1994.

Erik Stubtofts private arkiv.

[[Kategori: Højskoler]]
[[Kategori: Arbejderbevægelsen]]
[[Kategori: Fagbevægelsen]]
[[Kategori: Socialdemokratiet]]

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
| [[Billede:Solhavegaard-ca-1961.jpg|thumb|200px|Solhavegård ca. 1961]]
| [[Billede:Solhavegaard1.jpg|200px|thumb|Solhavegård tegnet i 1980 af Leif Enselmann]]
| [[Billede:Solhavegaard-2000.jpg|thumb|200px|Solhavegård 2000]]

|}

Solhavegård

2024-02-28T10:29:50Z

Bente Thomsen: /* Køb af Solhavegården */

==DSU købte grund i Solrød==

Efter et landslotteri i 1930´erne købte DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – en feriegrund med adgang til vandet ved Solrød syd for København. Tanken var at bygge en hytte til brug for unge piger og drenge på vandretur og korte ferieophold.Denne plan blev aldrig til noget på grund af krig og dårlig økonomi.

==Køb af Solhavegården==

I 1956 solgte DSU grunden i Solrød til en privat person og købte samtidig en ejendom med strandgrund på Strandvejen i Espergærde på adressen Strandvejen 388. Ejendommen var bygget og gennem en del år blevet drevet som sommerpensionat ”Urania”. Stedet var med sine værelser, samlingsrum, storkøkken og andre fællesfaciliteter velegnet til DSUs plan om at erhverve sin egen kursusejendom under navnet Solhavegården.

[[Billede:Urania-ca-1910.jpg|right|250px|thumb|Sommerpensionatet Urania ca. 1910]]

==De første bestyrere==

Det første bestyrerpar på Solhavegården var Rigmond og Norma Nielsen, som drev Solhavegården fra 1958 til 1969.

Solhavegården beskrives i brochuren fra de første år som et fuldt moderne kursus- og feriehjem i tre etager med 17 værelser. Der var i alt 55 sengepladser fordelt på værelser med 2, 3 eller 4 senge. Alle værelser var udstyret med gedigne arkitekttegnede møbler og havde indbyggede garderobeskabe samt håndvask med koldt og varmt vand. På 1. sal var der altan med udsigt over Øresund og på 2. sal en solterrasse.

[[Billede:Bestyrer_img_2763.jpg|300px|right|thumb|Norma og Rigmont Nielsen, bestyrere på Solhavegård 1958-1969. Billede fra brochure ca. 1960.]]

Solhavegården havde en foredragssal, som kunne rumme 75 personer. Om sommeren, hvor stedet fungerede som pensionat, blev foredragssalen indrettet som opholdsstue.

Spisesalen rummede ligeledes 75 pladser, fordelt ved småbonde.

I brochuren nævnes, at Solhavegården ligger direkte ned til Øresund og har egen strandgrund. Desuden nævnes, at stedet har brusebad på selve Solhavegården.

Solhavegården kørte weekendkurser, som varede 1 døgn. De begyndte med aftensmad lørdag og sluttede med eftermiddagskaffe om søndagen. Ugekurser begyndte søndag kl. 18 med aftensmad og sluttede lørdag med middag kl. 12. Kurserne blev holdt af mange forskellige forbund: DSU, fagforbundene, hjemmeværnet o.a.

Det var Norma Nielsen, som stod for køkken og husholdning, mens Rigmond Nielsen stod som stedets bestyrer. Ægteparret formåede at få en god forretning ud af bestyrerposten, men arbejdede også stort set uafbrudt.

I 1966 købte man grunden bag Solhavegården. Her blev bygget en ny foredragssal samt 4 enkeltværelser. I 1968 blev købt endnu en grund bag den først erhvervede, så ejendommen kom til at række op til Gylfesvej.

==Tipsmidler til financiering af ny kursusejendom==

Flere gange var DSU på vej til at renovere og udbygge ”Solhavegård”, men penge var der ikke mange af til formålet. I 1976 begyndte så endelig en ombygning af det gamle sommerpensionat, bl.a. med hjælp fra de tipsmidler, som DSU og andre ungdomsorganisationer gennem Dansk Ungdoms Fællesråd kunne få andel i til etablering af kursusejendomme. ”Solhavegård” blev nu totalrenoveret og ombygget – og dertil blev også bygget nogle nye bygninger bag.

Kursusejendommen kunne nu huse 50 kursister fordelt på omkring 40 værelser. Ny foredragssal, ny spisesal med udsigt over Øresund og moderne faciliteter med varmt vand, sauna og billard. Den nye kursusejendom stod færdig den 1. august 1978 – og som forstanderpar blev ansat Gitte og Erik Stubtoft.

==Solhavegården blev højskole==

I 1979 godkendte Undervisningsministeriet Solhavegården som højskole. Konstruktionen blev, at den selvejende kursusinstitution fra 1956 fortsatte, og at den nyoprettede selvejende institution Højskolen Solhavegården lejede sig ind hos kursusinstitutionen. Der var et betydeligt personsammenfald mellem bestyrelserne i de to institutioner.

Der var udarbejdet en undervisningsplan for lange højskoleophold, som blev godkendt. Højskolen Solhavegården var en realitet. Der kunne ansættes undervisere med statstilskud ligesom alle Højskolens ugekurser for fagforeninger og den øvrige arbejderbevægelse nu blev tilskudsberettigede. Højskolen gennemførte også en række pensionistkurser, som der kunne ansættes særskilte undervisere til.

==Undervisningen var meget ideologisk præget==

De første højskoleophold for unge blev tilrettelagt som 13-ugers forløb. Kursernes indhold lå i kursernes titel: "Demokrati, Socialisme - Demokratisk Socialisme." På det grundlag var der naturligvis en række emner, som skulle bearbejdes.

For at forstå arbejderbevægelsens fremtidsvisioner for samfundets udvikling var det nødvendigt, at de unge fik en historisk ballast at arbejde ud fra.

==Arbejderbevægelsens idegrundlag og historie==

Fagbevægelsens historiske udvikling, opbygningen af partibevægelsen, kampene mod andre politiske og ideologiske retninger, mod arbejdsgiverne, mod samfundsstøtter som politi og hær osv. blev gennemgået, analyseret og diskuteret.

Parallelt med disse emner fandt man det også nødvendigt at skole de unge deltagere i elementære organisatoriske kundskaber såsom foreningsregler, mødeteknik, taleteknik, beslutningsprocesser og såmænd også fremstilling af medlemsblade, foldere mv.

==Kurserne blev bygget op omkring nogle grundtemaer==

Det første tema handlede om demokrati - i samfundet og på arbejdspladserne. Hver eneste dag på højskolen var en demokratidag. Højskolens unge deltagere var jo et produkt af den opfattelse, at fællesmøder var sagen. Hvis man kunne få flertal på et fællesmøde - altså hvor alle deltog og alle havde en stemme - så var lykken gjort.

Der blev i demokratiundervisningen gjort meget ud af at få slået fast, at nok kan flertallet bestemme, hvad der skal ske, men det er ikke sikkert, at de har ret og slet ikke sikkert, at flertallets beslutning var den bedste for alle.

Det var normalt til stor overraskelse for mange af de unge, som ude i deres lokale DSU-liv for ofte stiltiende havde måttet se til, mens flertallet vedtog noget uden skelen til mindretallet.

==13 ugers kursus blev til 20 uger kursus==

Efter et par år blev 13-ugers vinterkursus udvidet til 20 uger. Det passede ganske godt ind i mange af de unges planer, at de kunne afsætte en hel vinter til et højskoleophold.

Det gav også underviserne og den efterhånden godt udviklede projektundervisning langt bedre vilkår. Der var tid til at arbejde stoffet grundigere igennem, men også tid til at begå fejl, rette dem og komme af sted igen.

Men ikke mindst betød de længere ophold en styrkelse af den del af undervisninger, der havde til formål at udvikle de unges opfattelse af demokratibegrebet.

==Samlingssted for unge politisk interesserede==

I de følgende år var Solhavegård samlingssted for mange unge, der især i weekenderne og i sommermånederne fandt et fristed for deres lyst til at være unge, at diskutere og lægge planer for fremtiden. Mange socialdemokratiske foreninger og fagforeninger anvendte stedet til sine kurser.

==Kursusstedet gik konkurs==

I 1993 kunne hverken kursusejendommen Solhavegård eller Højskolen Solhavegården klare økonomien – og begge blev erklæret konkurs. Der var bl.a. tale om uretmæssig anvendelse af tipsmidler og manglende indbetaling af kildeskat. Justitsminister Pia Gjellerup, som var formand for bestyrelsen, trak sig som minister. Folketingets statsrevisorer udarbejdede i 1994 en beretning om Solhavegårdens konkurs, men ingen blev gjort ansvarlig for forløbet.

Senere er området blevet helt ombygget til private boliger.

===Kilder===

Beretning om Solhavegården. De af Folketinget valgte statsrevisorer 8/93. Udgivet sept. 1994.

Erik Stubtofts private arkiv.

[[Kategori: Højskoler]]
[[Kategori: Arbejderbevægelsen]]
[[Kategori: Fagbevægelsen]]
[[Kategori: Socialdemokratiet]]

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
| [[Billede:Solhavegaard-ca-1961.jpg|thumb|200px|Solhavegård ca. 1961]]
| [[Billede:Solhavegaard1.jpg|200px|thumb|Solhavegård tegnet i 1980 af Leif Enselmann]]
| [[Billede:Solhavegaard-2000.jpg|thumb|200px|Solhavegård 2000]]

|}

Solhavegård

2024-02-28T10:27:49Z

Bente Thomsen: /* De første bestyrere */

==DSU købte grund i Solrød==

Efter et landslotteri i 1930´erne købte DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – en feriegrund med adgang til vandet ved Solrød syd for København. Tanken var at bygge en hytte til brug for unge piger og drenge på vandretur og korte ferieophold.Denne plan blev aldrig til noget på grund af krig og dårlig økonomi.

==Køb af Solhavegården==

I 1956 solgte DSU grunden i Solrød til en privat person og købte samtidig en ejendom med strandgrund på Strandvejen i Espergærde på adressen Strandvejen 388. Ejendommen var bygget og gennem en del år blevet drevet som sommerpensionat ”Urania”. Stedet var med sine værelser, samlingsrum, storkøkken og andre fællesfaciliteter velegnet til DSUs plan om at erhverve sin egen kursusejendom under navnet Solhavegården.

[[Billede:Urania-ca-1910.jpg|right|250px|thumb|Sommerpensionatet Urania ca. 1910]]

==De første bestyrere==

Det første bestyrerpar på Solhavegården var Rigmond og Norma Nielsen, som drev Solhavegården fra 1958 til 1969.

Solhavegården beskrives i brochuren fra de første år som et fuldt moderne kursus- og feriehjem i tre etager med 17 værelser. Der var i alt 55 sengepladser fordelt på værelser med 2, 3 eller 4 senge. Alle værelser var udstyret med gedigne arkitekttegnede møbler og havde indbyggede garderobeskabe samt håndvask med koldt og varmt vand. På 1. sal var der altan med udsigt over Øresund og på 2. sal en solterrasse.

[[Billede:Bestyrer_img_2763.jpg|300px|right|thumb|Norma og Rigmont Nielsen, bestyrere på Solhavegård 1958-1969. Billede fra brochure ca. 1960.]]

Solhavegården havde en foredragssal, som kunne rumme 75 personer. Om sommeren, hvor stedet fungerede som pensionat, blev foredragssalen indrettet som opholdsstue.

Spisesalen rummede ligeledes 75 pladser, fordelt ved småbonde.

I brochuren nævnes, at Solhavegården ligger direkte ned til Øresund og har egen strandgrund. Desuden nævnes, at stedet har brusebad på selve Solhavegården.

Solhavegården kørte weekendkurser, som varede 1 døgn. De begyndte med aftensmad lørdag og sluttede med eftermiddagskaffe om søndagen. Ugekurser begyndte søndag kl. 18 med aftensmad og sluttede lørdag med middag kl. 12. Kurserne blev holdt af mange forskellige forbund: DSU, fagforbundene, hjemmeværnet o.a.

Det var Norma Nielsen, som stod for køkken og husholdning, mens Rigmond Nielsen stod som stedets bestyrer. Ægteparret formåede at få en god forretning ud af bestyrerposten, men arbejdede også stort set uafbrudt.

I 1966 købte man grunden bag Solhavegården. Her blev bygget en ny foredragssal samt 4 enkeltværelser. I 1968 blev købt endnu en grund bag den først erhvervede, så ejendommen kom til at række op til Gylfesvej.

==Tipsmidler til financiering af ny kursusejendom==

Flere gange var DSU på vej til at renovere og udbygge ”Solhavegård”, men penge var der ikke mange af til formålet. I 1976 begyndte så endelig en ombygning af det gamle sommerpensionat, bl.a. med hjælp fra de tipsmidler, som DSU og andre ungdomsorganisationer gennem Dansk Ungdoms Fællesråd kunne få andel i til etablering af kursusejendomme. ”Solhavegård” blev nu totalrenoveret og ombygget – og dertil blev også bygget nogle nye bygninger bag.

Kursusejendommen kunne nu huse 50 kursister fordelt på omkring 40 værelser. Ny foredragssal, ny spisesal med udsigt over Øresund og moderne faciliteter med varmt vand, sauna og billard. Den nye kursusejendom stod færdig den 1. august 1978 – og som forstanderpar blev ansat Gitte og Erik Stubtoft.

==Solhavegården blev højskole==

I 1979 godkendte Undervisningsministeriet Solhavegården som højskole. Konstruktionen blev, at den selvejende kursusinstitution fra 1956 fortsatte, og at den nyoprettede selvejende institution Højskolen Solhavegården lejede sig ind hos kursusinstitutionen. Der var et betydeligt personsammenfald mellem bestyrelserne i de to institutioner.

Der var udarbejdet en undervisningsplan for lange højskoleophold, som blev godkendt. Højskolen Solhavegården var en realitet. Der kunne ansættes undervisere med statstilskud ligesom alle Højskolens ugekurser for fagforeninger og den øvrige arbejderbevægelse nu blev tilskudsberettigede. Højskolen gennemførte også en række pensionistkurser, som der kunne ansættes særskilte undervisere til.

==Undervisningen var meget ideologisk præget==

De første højskoleophold for unge blev tilrettelagt som 13-ugers forløb. Kursernes indhold lå i kursernes titel: "Demokrati, Socialisme - Demokratisk Socialisme." På det grundlag var der naturligvis en række emner, som skulle bearbejdes.

For at forstå arbejderbevægelsens fremtidsvisioner for samfundets udvikling var det nødvendigt, at de unge fik en historisk ballast at arbejde ud fra.

==Arbejderbevægelsens idegrundlag og historie==

Fagbevægelsens historiske udvikling, opbygningen af partibevægelsen, kampene mod andre politiske og ideologiske retninger, mod arbejdsgiverne, mod samfundsstøtter som politi og hær osv. blev gennemgået, analyseret og diskuteret.

Parallelt med disse emner fandt man det også nødvendigt at skole de unge deltagere i elementære organisatoriske kundskaber såsom foreningsregler, mødeteknik, taleteknik, beslutningsprocesser og såmænd også fremstilling af medlemsblade, foldere mv.

==Kurserne blev bygget op omkring nogle grundtemaer==

Det første tema handlede om demokrati - i samfundet og på arbejdspladserne. Hver eneste dag på højskolen var en demokratidag. Højskolens unge deltagere var jo et produkt af den opfattelse, at fællesmøder var sagen. Hvis man kunne få flertal på et fællesmøde - altså hvor alle deltog og alle havde en stemme - så var lykken gjort.

Der blev i demokratiundervisningen gjort meget ud af at få slået fast, at nok kan flertallet bestemme, hvad der skal ske, men det er ikke sikkert, at de har ret og slet ikke sikkert, at flertallets beslutning var den bedste for alle.

Det var normalt til stor overraskelse for mange af de unge, som ude i deres lokale DSU-liv for ofte stiltiende havde måttet se til, mens flertallet vedtog noget uden skelen til mindretallet.

==13 ugers kursus blev til 20 uger kursus==

Efter et par år blev 13-ugers vinterkursus udvidet til 20 uger. Det passede ganske godt ind i mange af de unges planer, at de kunne afsætte en hel vinter til et højskoleophold.

Det gav også underviserne og den efterhånden godt udviklede projektundervisning langt bedre vilkår. Der var tid til at arbejde stoffet grundigere igennem, men også tid til at begå fejl, rette dem og komme af sted igen.

Men ikke mindst betød de længere ophold en styrkelse af den del af undervisninger, der havde til formål at udvikle de unges opfattelse af demokratibegrebet.

==Samlingssted for unge politisk interesserede==

I de følgende år var Solhavegård samlingssted for mange unge, der især i weekenderne og i sommermånederne fandt et fristed for deres lyst til at være unge, at diskutere og lægge planer for fremtiden. Mange socialdemokratiske foreninger og fagforeninger anvendte stedet til sine kurser.

==Kursusstedet gik konkurs==

I 1993 kunne hverken kursusejendommen Solhavegård eller Højskolen Solhavegården klare økonomien – og begge blev erklæret konkurs. Der var bl.a. tale om uretmæssig anvendelse af tipsmidler og manglende indbetaling af kildeskat. Justitsminister Pia Gjellerup, som var formand for bestyrelsen, trak sig som minister. Folketingets statsrevisorer udarbejdede i 1994 en beretning om Solhavegårdens konkurs, men ingen blev gjort ansvarlig for forløbet.

Senere er området blevet helt ombygget til private boliger.

===Kilder===

Beretning om Solhavegården. De af Folketinget valgte statsrevisorer 8/93. Udgivet sept. 1994.

Erik Stubtofts private arkiv.

[[Kategori: Højskoler]]
[[Kategori: Arbejderbevægelsen]]
[[Kategori: Fagbevægelsen]]
[[Kategori: Socialdemokratiet]]

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
| [[Billede:Solhavegaard-ca-1961.jpg|thumb|200px|Solhavegård ca. 1961]]
| [[Billede:Solhavegaard1.jpg|200px|thumb|Solhavegård tegnet i 1980 af Leif Enselmann]]
| [[Billede:Solhavegaard-2000.jpg|thumb|200px|Solhavegård 2000]]

|}

Fil:IMG 2764 brochure.jpg

2024-02-28T10:16:40Z

Bente Thomsen: Solhavegård. Billede fra brochure ca. 1960.

== Beskrivelse ==
Solhavegård. Billede fra brochure ca. 1960.

Fil:Bestyrer IMG 2763.jpg

2024-02-28T10:15:19Z

Bente Thomsen: Norma og Rigmond Nielsen, bestyrere på Solhavegård 1958-1969.

== Beskrivelse ==
Norma og Rigmond Nielsen, bestyrere på Solhavegård 1958-1969.

Solhavegård

2024-02-28T09:03:14Z

Bente Thomsen:

==DSU købte grund i Solrød==

Efter et landslotteri i 1930´erne købte DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – en feriegrund med adgang til vandet ved Solrød syd for København. Tanken var at bygge en hytte til brug for unge piger og drenge på vandretur og korte ferieophold.Denne plan blev aldrig til noget på grund af krig og dårlig økonomi.

==Køb af Solhavegården==

I 1956 solgte DSU grunden i Solrød til en privat person og købte samtidig en ejendom med strandgrund på Strandvejen i Espergærde på adressen Strandvejen 388. Ejendommen var bygget og gennem en del år blevet drevet som sommerpensionat ”Urania”. Stedet var med sine værelser, samlingsrum, storkøkken og andre fællesfaciliteter velegnet til DSUs plan om at erhverve sin egen kursusejendom under navnet Solhavegården.

[[Billede:Urania-ca-1910.jpg|right|250px|thumb|Sommerpensionatet Urania ca. 1910]]

==De første bestyrere==

Det første bestyrerpar på Solhavegården var Rigmond og Norma Nielsen, som drev Solhavegården fra 1958 til 1969.

Solhavegården beskrives i brochuren fra de første år som et fuldt moderne kursus- og feriehjem i tre etager med 17 værelser. Der var i alt 55 sengepladser fordelt på værelser med 2, 3 eller 4 senge. Alle værelser var udstyret med gedigne arkitekttegnede møbler og havde indbyggede garderobeskabe samt håndvask med koldt og varmt vand. På 1. sal var der altan med udsigt over Øresund og på 2. sal en solterrasse.

Solhavegården havde en foredragssal, som kunne rumme 75 personer. Om sommeren, hvor stedet fungerede som pensionat, blev foredragssalen indrettet som opholdsstue.

Spisesalen rummede ligeledes 75 pladser, fordelt ved småbonde.

I brochuren nævnes, at Solhavegården ligger direkte ned til Øresund og har egen strandgrund. Desuden nævnes, at stedet har brusebad på selve Solhavegården.

Solhavegården kørte weekendkurser, som varede 1 døgn. De begyndte med aftensmad lørdag og sluttede med eftermiddagskaffe om søndagen. Ugekurser begyndte søndag kl. 18 med aftensmad og sluttede lørdag med middag kl. 12. Kurserne blev holdt af mange forskellige forbund: DSU, fagforbundene, hjemmeværnet o.a.

Det var Norma Nielsen, som stod for køkken og husholdning, mens Rigmond Nielsen stod som stedets bestyrer. Ægteparret formåede at få en god forretning ud af bestyrerposten, men arbejdede også stort set uafbrudt.

I 1966 købte man grunden bag Solhavegården. Her blev bygget en ny foredragssal samt 4 enkeltværelser. I 1968 blev købt endnu en grund bag den først erhvervede, så ejendommen kom til at række op til Gylfesvej.

==Tipsmidler til financiering af ny kursusejendom==

Flere gange var DSU på vej til at renovere og udbygge ”Solhavegård”, men penge var der ikke mange af til formålet. I 1976 begyndte så endelig en ombygning af det gamle sommerpensionat, bl.a. med hjælp fra de tipsmidler, som DSU og andre ungdomsorganisationer gennem Dansk Ungdoms Fællesråd kunne få andel i til etablering af kursusejendomme. ”Solhavegård” blev nu totalrenoveret og ombygget – og dertil blev også bygget nogle nye bygninger bag.

Kursusejendommen kunne nu huse 50 kursister fordelt på omkring 40 værelser. Ny foredragssal, ny spisesal med udsigt over Øresund og moderne faciliteter med varmt vand, sauna og billard. Den nye kursusejendom stod færdig den 1. august 1978 – og som forstanderpar blev ansat Gitte og Erik Stubtoft.

==Solhavegården blev højskole==

I 1979 godkendte Undervisningsministeriet Solhavegården som højskole. Konstruktionen blev, at den selvejende kursusinstitution fra 1956 fortsatte, og at den nyoprettede selvejende institution Højskolen Solhavegården lejede sig ind hos kursusinstitutionen. Der var et betydeligt personsammenfald mellem bestyrelserne i de to institutioner.

Der var udarbejdet en undervisningsplan for lange højskoleophold, som blev godkendt. Højskolen Solhavegården var en realitet. Der kunne ansættes undervisere med statstilskud ligesom alle Højskolens ugekurser for fagforeninger og den øvrige arbejderbevægelse nu blev tilskudsberettigede. Højskolen gennemførte også en række pensionistkurser, som der kunne ansættes særskilte undervisere til.

==Undervisningen var meget ideologisk præget==

De første højskoleophold for unge blev tilrettelagt som 13-ugers forløb. Kursernes indhold lå i kursernes titel: "Demokrati, Socialisme - Demokratisk Socialisme." På det grundlag var der naturligvis en række emner, som skulle bearbejdes.

For at forstå arbejderbevægelsens fremtidsvisioner for samfundets udvikling var det nødvendigt, at de unge fik en historisk ballast at arbejde ud fra.

==Arbejderbevægelsens idegrundlag og historie==

Fagbevægelsens historiske udvikling, opbygningen af partibevægelsen, kampene mod andre politiske og ideologiske retninger, mod arbejdsgiverne, mod samfundsstøtter som politi og hær osv. blev gennemgået, analyseret og diskuteret.

Parallelt med disse emner fandt man det også nødvendigt at skole de unge deltagere i elementære organisatoriske kundskaber såsom foreningsregler, mødeteknik, taleteknik, beslutningsprocesser og såmænd også fremstilling af medlemsblade, foldere mv.

==Kurserne blev bygget op omkring nogle grundtemaer==

Det første tema handlede om demokrati - i samfundet og på arbejdspladserne. Hver eneste dag på højskolen var en demokratidag. Højskolens unge deltagere var jo et produkt af den opfattelse, at fællesmøder var sagen. Hvis man kunne få flertal på et fællesmøde - altså hvor alle deltog og alle havde en stemme - så var lykken gjort.

Der blev i demokratiundervisningen gjort meget ud af at få slået fast, at nok kan flertallet bestemme, hvad der skal ske, men det er ikke sikkert, at de har ret og slet ikke sikkert, at flertallets beslutning var den bedste for alle.

Det var normalt til stor overraskelse for mange af de unge, som ude i deres lokale DSU-liv for ofte stiltiende havde måttet se til, mens flertallet vedtog noget uden skelen til mindretallet.

==13 ugers kursus blev til 20 uger kursus==

Efter et par år blev 13-ugers vinterkursus udvidet til 20 uger. Det passede ganske godt ind i mange af de unges planer, at de kunne afsætte en hel vinter til et højskoleophold.

Det gav også underviserne og den efterhånden godt udviklede projektundervisning langt bedre vilkår. Der var tid til at arbejde stoffet grundigere igennem, men også tid til at begå fejl, rette dem og komme af sted igen.

Men ikke mindst betød de længere ophold en styrkelse af den del af undervisninger, der havde til formål at udvikle de unges opfattelse af demokratibegrebet.

==Samlingssted for unge politisk interesserede==

I de følgende år var Solhavegård samlingssted for mange unge, der især i weekenderne og i sommermånederne fandt et fristed for deres lyst til at være unge, at diskutere og lægge planer for fremtiden. Mange socialdemokratiske foreninger og fagforeninger anvendte stedet til sine kurser.

==Kursusstedet gik konkurs==

I 1993 kunne hverken kursusejendommen Solhavegård eller Højskolen Solhavegården klare økonomien – og begge blev erklæret konkurs. Der var bl.a. tale om uretmæssig anvendelse af tipsmidler og manglende indbetaling af kildeskat. Justitsminister Pia Gjellerup, som var formand for bestyrelsen, trak sig som minister. Folketingets statsrevisorer udarbejdede i 1994 en beretning om Solhavegårdens konkurs, men ingen blev gjort ansvarlig for forløbet.

Senere er området blevet helt ombygget til private boliger.

===Kilder===

Beretning om Solhavegården. De af Folketinget valgte statsrevisorer 8/93. Udgivet sept. 1994.

Erik Stubtofts private arkiv.

[[Kategori: Højskoler]]
[[Kategori: Arbejderbevægelsen]]
[[Kategori: Fagbevægelsen]]
[[Kategori: Socialdemokratiet]]

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
| [[Billede:Solhavegaard-ca-1961.jpg|thumb|200px|Solhavegård ca. 1961]]
| [[Billede:Solhavegaard1.jpg|200px|thumb|Solhavegård tegnet i 1980 af Leif Enselmann]]
| [[Billede:Solhavegaard-2000.jpg|thumb|200px|Solhavegård 2000]]

|}

Solhavegård

2024-02-28T09:00:34Z

Bente Thomsen:

==DSU købte grund i Solrød==

Efter et landslotteri i 1930´erne købte DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – en feriegrund med adgang til vandet ved Solrød syd for København. Tanken var at bygge en hytte til brug for unge piger og drenge på vandretur og korte ferieophold.Denne plan blev aldrig til noget på grund af krig og dårlig økonomi.

==Køb af Solhavegården==

I 1956 solgte DSU grunden i Solrød til en privat person og købte samtidig en ejendom med strandgrund på Strandvejen i Espergærde på adressen Strandvejen 388. Ejendommen var bygget og gennem en del år blevet drevet som sommerpensionat ”Urania”. Stedet var med sine værelser, samlingsrum, storkøkken og andre fællesfaciliteter velegnet til DSUs plan om at erhverve sin egen kursusejendom under navnet Solhavegården.

[[Billede:Urania-ca-1910.jpg|right|250px|thumb|Sommerpensionatet Urania ca. 1910]]

==De første bestyrere==

Det første bestyrerpar på Solhavegården var Rigmond og Norma Nielsen, som drev Solhavegården fra 1958 til 1969.

Solhavegården beskrives i brochuren fra de første år som et fuldt moderne kursus- og feriehjem i tre etager med 17 værelser. Der var i alt 55 sengepladser fordelt på værelser med 2, 3 eller 4 senge. Alle værelser var udstyret med gedigne arkitekttegnede møbler og havde indbyggede garderobeskabe samt håndvask med koldt og varmt vand. På 1. sal var der altan med udsigt over Øresund og på 2. sal en solterrasse.

Solhavegården havde en foredragssal, som kunne rumme 75 personer. Om sommeren, hvor stedet fungerede som pensionat, blev foredragssalen indrettet som opholdsstue.

Spisesalen rummede ligeledes 75 pladser, fordelt ved småbonde.

I brochuren nævnes, at Solhavegården ligger direkte ned til Øresund og har egen strandgrund. Desuden nævnes, at stedet har brusebad på selve Solhavegården.

Solhavegården kørte weekendkurser, som varede 1 døgn. De begyndte med aftensmad lørdag og sluttede med eftermiddagskaffe om søndagen. Ugekurser begyndte søndag kl. 18 med aftensmad og sluttede lørdag med middag kl. 12. Kurserne blev holdt af mange forskellige forbund: DSU, fagforbundene, hjemmeværnet o.a.

Det var Norma Nielsen, som stod for køkken og husholdning, mens Rigmond Nielsen stod som stedets bestyrer. Ægteparret formåede at få en god forretning ud af bestyrerposten, men arbejdede også stort set uafbrudt.

I 1966 købte man grunden bag Solhavegården. Her blev bygget en ny foredragssal samt 4 enkeltværelser. I 1968 blev købt endnu en grund bag den først erhvervede, så ejendommen kom til at række op til Gylfesvej.

==Tipsmidler til financiering af ny kursusejendom==

Flere gange var DSU på vej til at renovere og udbygge ”Solhavegård”, men penge var der ikke mange af til formålet. I 1976 begyndte så endelig en ombygning af det gamle sommerpensionat, bl.a. med hjælp fra de tipsmidler, som DSU og andre ungdomsorganisationer gennem Dansk Ungdoms Fællesråd kunne få andel i til etablering af kursusejendomme. ”Solhavegård” blev nu totalrenoveret og ombygget – og dertil blev også bygget nogle nye bygninger bag.

Kursusejendommen kunne nu huse 50 kursister fordelt på omkring 40 værelser. Ny foredragssal, ny spisesal med udsigt over Øresund og moderne faciliteter med varmt vand, sauna og billard. Den nye kursusejendom stod færdig den 1. august 1978 – og som forstanderpar blev ansat Gitte og Erik Stubtoft.

==Solhavegården blev højskole==

I 1979 godkendte Undervisningsministeriet Solhavegården som højskole. Konstruktionen blev, at den selvejende kursusinstitution fra 1956 fortsatte, og at den nyoprettede selvejende institution Højskolen Solhavegården lejede sig ind hos kursusinstitutionen. Der var et betydeligt personsammenfald mellem bestyrelserne i de to institutioner.

Der var udarbejdet en undervisningsplan for lange højskoleophold, som blev godkendt. Højskolen Solhavegården var en realitet. Der kunne ansættes undervisere med statstilskud ligesom alle Højskolens ugekurser for fagforeninger og den øvrige arbejderbevægelse nu blev tilskudsberettigede. Højskolen gennemførte også en række pensionistkurser, som der kunne ansættes særskilte undervisere til.

==Undervisningen var meget ideologisk præget==

De første højskoleophold for unge blev tilrettelagt som 13-ugers forløb. Kursernes indhold lå i kursernes titel: "Demokrati, Socialisme - Demokratisk Socialisme." På det grundlag var der naturligvis en række emner, som skulle bearbejdes.

For at forstå arbejderbevægelsens fremtidsvisioner for samfundets udvikling var det nødvendigt, at de unge fik en historisk ballast at arbejde ud fra.

==Arbejderbevægelsens idegrundlag og historie==

Fagbevægelsens historiske udvikling, opbygningen af partibevægelsen, kampene mod andre politiske og ideologiske retninger, mod arbejdsgiverne, mod samfundsstøtter som politi og hær osv. blev gennemgået, analyseret og diskuteret.

Parallelt med disse emner fandt man det også nødvendigt at skole de unge deltagere i elementære organisatoriske kundskaber såsom foreningsregler, mødeteknik, taleteknik, beslutningsprocesser og såmænd også fremstilling af medlemsblade, foldere mv.

==Kurserne blev bygget op omkring nogle grundtemaer==

Det første tema handlede om demokrati - i samfundet og på arbejdspladserne. Hver eneste dag på højskolen var en demokratidag. Højskolens unge deltagere var jo et produkt af den opfattelse, at fællesmøder var sagen. Hvis man kunne få flertal på et fællesmøde - altså hvor alle deltog og alle havde en stemme - så var lykken gjort.

Der blev i demokratiundervisningen gjort meget ud af at få slået fast, at nok kan flertallet bestemme, hvad der skal ske, men det er ikke sikkert, at de har ret og slet ikke sikkert, at flertallets beslutning var den bedste for alle.

Det var normalt til stor overraskelse for mange af de unge, som ude i deres lokale DSU-liv for ofte stiltiende havde måttet se til, mens flertallet vedtog noget uden skelen til mindretallet.

==13 ugers kursus blev til 20 uger kursus==

Efter et par år blev 13-ugers vinterkursus udvidet til 20 uger. Det passede ganske godt ind i mange af de unges planer, at de kunne afsætte en hel vinter til et højskoleophold.

Det gav også underviserne og den efterhånden godt udviklede projektundervisning langt bedre vilkår. Der var tid til at arbejde stoffet grundigere igennem, men også tid til at begå fejl, rette dem og komme af sted igen.

Men ikke mindst betød de længere ophold en styrkelse af den del af undervisninger, der havde til formål at udvikle de unges opfattelse af demokratibegrebet.

==Samlingssted for unge politisk interesserede==

I de følgende år var Solhavegård samlingssted for mange unge, der især i weekenderne og i sommermånederne fandt et fristed for deres lyst til at være unge, at diskutere og lægge planer for fremtiden. Mange socialdemokratiske foreninger og fagforeninger anvendte stedet til sine kurser.

==Kursusstedet gik konkurs==

I 1993 kunne hverken kursusejendommen Solhavegård eller Højskolen Solhavegården klare økonomien – og begge blev erklæret konkurs. Der var bl.a. tale om uretmæssig anvendelse af tipsmidler og manglende indbetaling af kildeskat. Justitsminister Pia Gjellerup, som var formand for bestyrelsen, trak sig som minister. Folketingets statsrevisorer udarbejdede i 1994 en beretning om Solhavegårdens konkurs, men ingen blev gjort ansvarlig for forløbet.

Senere er området blevet helt ombygget til private boliger.

===Kilder===

Beretning om Solhavegården. De af Folketinget valgte statsrevisorer 8/93. Udgivet sept. 1994.

Erik Stubtofts private arkiv.

[[Kategori: Højskoler]]
[[Kategori: Arbejderbevægelsen]]
[[Kategori: Fagbevægelsen]]
[[Kategori: Socialdemokratiet]]

{| class="wikitable" border=0
|+ '''Billedgalleri'''

|- valign="top"
| [[Billede:Solhavegaard-ca-1961.jpg|thumb|200px|Solhavegård ca. 1961]]
| [[Billede:Solhavegaard1.jpg|200px|thumb|Solhavegård tegnet i 1980 af Leif Enselmann]]
| [[Billede:Solhavegaard-2000.jpg|thumb|200px|Solhavegård 2000]]

|}

Hornbækhus

2024-02-17T14:57:50Z

Bente Thomsen: /* Jacobsens Slankeferie */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat. Hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning. Blandt andet lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tilladt at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

'''Morgenmad'''

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

'''Frokost'''

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

'''Middag'''

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|350px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|400px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-17T14:56:05Z

Bente Thomsen: /* Under 2. verdenskrig */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat. Hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning. Blandt andet lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tilladt at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|350px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|400px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-17T14:54:17Z

Bente Thomsen:

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat. Hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning. Blandt andet lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|350px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|400px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-15T10:06:05Z

Bente Thomsen: /* Ejere af Hornbækhus */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|350px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|400px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-15T10:05:45Z

Bente Thomsen: /* Ejere af Hornbækhus */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|350px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|400px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-15T10:05:24Z

Bente Thomsen: /* Ejere af Hornbækhus */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|350px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|400px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-15T10:04:53Z

Bente Thomsen: /* 2015 */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|350px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|400px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-15T10:03:20Z

Bente Thomsen: /* Ejere af Hornbækhus */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|300px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|400px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-15T10:02:51Z

Bente Thomsen: /* Ejere af Hornbækhus */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|300px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|400px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-15T10:02:15Z

Bente Thomsen: /* 2015 */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|300px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|400px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-15T10:01:34Z

Bente Thomsen: /* 2015 */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|300px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

[[Billede:HBhus_2.jpeg|300px|left|thumb|Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Fil:HBhus 2.jpeg

2024-02-15T10:00:38Z

Bente Thomsen: Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.

== Beskrivelse ==
Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.

Hornbækhus

2024-02-15T09:57:01Z

Bente Thomsen: /* 2015 */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

[[Billede:HBhus_1.jpeg|300px|right|thumb|Hornbækhus. Indgangsparti. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.]]

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Fil:HBhus 1.jpeg

2024-02-15T09:55:54Z

Bente Thomsen: Hornbækhus. Indgangsparti. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.

== Beskrivelse ==
Hornbækhus. Indgangsparti. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.

Fil:HBhus2.jpg

2024-02-15T09:45:20Z

Bente Thomsen: Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.

== Beskrivelse ==
Hornbækhus. Billedkilde: Hornbækhus februar 2024.

Fil:HBhus1.jpg

2024-02-15T09:44:01Z

Bente Thomsen: Hornbækhus. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus fen. 2024.

== Beskrivelse ==
Hornbækhus. Fotograf: Peter Bondo Gravesen. Billedkilde: Hornbækhus fen. 2024.

Hornbækhus

2024-02-13T14:43:05Z

Bente Thomsen: /* Efter krigen */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

[[Billede:TinTin.jpeg|400px|center|thumb|Hergés tegning i gæstebogen i 1954. Kilde: Bjarne Kaulberg. 2000.]]

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Fil:TinTin.jpeg

2024-02-13T14:39:29Z

Bente Thomsen: Tegning af Hergé fra 1956. Fra hotellets gæstebog.

== Beskrivelse ==
Tegning af Hergé fra 1956. Fra hotellets gæstebog.

Hornbækhus

2024-02-13T14:35:57Z

Bente Thomsen: /* Under 2. verdenskrig */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

[[Billede:Hornbækhus_SER.jpeg|300px|left|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Møbleringsplan 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Fil:Hornbækhus SER.jpeg

2024-02-13T14:33:43Z

Bente Thomsen: Steen Eiler Rasmussen: Møbleringsplan 1944.

== Beskrivelse ==
Steen Eiler Rasmussen: Møbleringsplan 1944.

Hornbækhus

2024-02-13T14:30:19Z

Bente Thomsen: /* Under 2. verdenskrig */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titlen “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

[[Billede:Steen_Eiler_Rasmussen_Hornbækhus.jpeg|300px|right|thumb|Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Fra Arkitekten 1944.]]

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Fil:Steen Eiler Rasmussen Hornbækhus.jpeg

2024-02-13T14:25:10Z

Bente Thomsen: Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Arkitekten 1944

== Beskrivelse ==
Steen Eiler Rasmussen. Tegning 1944. Arkitekten 1944

Hornbækhus

2024-02-13T14:19:49Z

Bente Thomsen: /* Edvard og Margareta Johnsen */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

''Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.''
''Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.''
''Antal Værelser 80.'' ''Aabent hele Aaaret.''

''Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.''

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titeln “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-13T14:16:31Z

Bente Thomsen:

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.

[[Fil:Hornbaekhus_1915.jpeg|400px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.
Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.
Antal Værelser 80. Aabent hele Aaaret.

Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titeln “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-13T14:12:22Z

Bente Thomsen: /* Edvard og Margareta Johnsen */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.
[[Fil:Hornbaekhus1915.jpeg|250px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus_1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.
Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.
Antal Værelser 80. Aabent hele Aaaret.

Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titeln “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-12T16:27:52Z

Bente Thomsen: /* Edvard og Margareta Johnsen */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.
[[Fil:Hornbaekhus1915.jpeg|250px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus1939.jpeg|250px|left|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.
Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.
Antal Værelser 80. Aabent hele Aaaret.

Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titeln “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Hornbækhus

2024-02-12T16:21:58Z

Bente Thomsen: /* Edvard og Margareta Johnsen */

På Skovvej 7 i Hornbæk fik Vilhelmine Dahlerup i 1904-05 opført et træhus, hvor hun planlagde at drive pensionat. Hornbæk var på det tidspunkt et fashionabelt sted for velhavende københavnere, som om sommeren strømmede til byen i stort antal.

Vilhelmine Dahlerup kaldte sit sted for “Dahlerups Pensionat”, og hun drev det frem til 1915, hvor det blev solgt til hovmester Brandt Nielsen, som omdøbte stedet til “Hornbækhus”. Brandt Nielsen satte gang i en større ombygning, bl.a. lagde han elektricitet ind, men økonomien løb fra ham, og Vilhelmine Dahlerup måtte i 1921 tage huset tilbage.
[[Fil:Hornbaekhus1915.jpeg|250px|right|thumb|Hornbækhus ca. 1915. Kilde: Bjarne Kaulberg, 2000]]

==Edvard og Margareta Johnsen==

I 1922 blev ejendommen solgt til overtjener Edvard L. Johnsen og hans svenske kone Margareta, hvilket indledte en lang stabil periode. Den varede indtil 1966, da Edvard Johnsen døde.

Johnsen åbnede hotelpensionen i påsken 1923. I mange år var der kun åbent fra påske til november, senere gik man over til at have åbent hele året.

Edvard Johnsen var kendt for altid at stå bag skærmbrædtet, når middagen blev serveret for at sikre sig, at alting gik korrekt til. Der blev stillet store krav til de ansatte, men der var også stor hjælpsomhed overfor ansatte, som havde problemer.

I de følgende år blev der foretaget en række opkøb og udvidelser. Først blev haven ud mod Birkevej købt. I 1927-28 blev indrettet anretterværelse og opvask, hvor det nuværende køkken ligger. Køkkenet, som havde brændekomfur, lå dengang i kælderen og blev først rykket op i 1972. Skovvej 5 blev købt i 1929 og indrettet som anneks. Det samme skete med Skovvej 11 i 1930 og med Granvænget 4 i 1935. I 1937 blev der lavet en tilbygning vest for hovedtrappen i hovedbygningen og ægteparret Johnsen indrettede privatbolig i stuen.

I 1939 blev der udgivet en turistbrochure i Hornbæk, hvor de forskelllige pensionater og hoteller præsenterede sig selv. Hornbækhus skrev således:

[[Billede:Hornbækhus1939.jpeg|250px|right|thumb|Hornbækhus. Fra turistbrochure 1939]]

Danmarks smukkeste og mest moderne Badehotel, beliggende i Nordsjællands skønneste Egn, omgivet af Klitter og smukke Skove ved den pragtfulde Kattegat-Strand.
Vi byder Gæsterne et enestående smukt monteret og og velindrettet Hotel med lukkede Altaner. Centralvarme, rindende varmt og koldt Vand, Toilette og Brusebad på alle Værelser. I Sæsonen er der Dans hver Aften, Orkester og Solistoptræden.
Antal Værelser 80. Aabent hele Aaaret.

Hotel Pension. Hornbækhus. Hornbæk. Danmark.

==Under 2. verdenskrig==

Besættelsen 1940-45 gav en ny slags problemer for Hornbækhus. I første omgang var der dog øget belægning, fordi krigen tvang befolkningen til at holde ferie i Danmark.

I 1942 måtte Johnsen af forskellige årsager købe en ældre pensionatsbygning, som lå på Granvænget 9, lige op ad Hornbækhus. Det nyerhvervede hus var i en meget dårlig tilstand. Arkitekt M.A.A., professor Steen Eiler Rasmussen fik opgaven med at tegne en ny tilbygning, som fik betegnelsen “Skibet”. Steen Eiler Rasmussen har skrevet en artikel med titeln “Et Hotelanneks” derom i tidsskriftet “Arkitekten” fra 1944.

Nyerhvervelsen egnede sig bedst til nedrivning. Den havde en ydermur af spinkelt bindingsværk, fodremmen var rådden, de indre skillevægge var så tynde, at alt kunne høres gennem dem, og der var kun ét toilet, som var installeret under en skæv trappe. Men i 1942 var det ikke tillade at rive huse ned, og det var heller ikke muligt at få byggematerialer som cement, jern og andre nødvendige materialer.

Steen Eiler Rasmussens tegnestue løste opgaven ved at erstatte de meget små vinduer med en stor vinduesramme, som gik til gulvet og som var uden sprosser. I stueetagen blev det til en glasdør, på første sal en glasdør med et beskyttende gitter.

Steen Eiler Rasmussen designede også en møbleringsplan, som gav en optimal pladsudnyttelse, så der både var en ordentlig seng, en behagelig stol, plads til håndvask og plads til opbevaring af tøj. Trappe og badefaciliteter blev også nydesignet. En udvendig trappe ved gavlen sikrede flugtmuligheder i tilfælde af brand. Bygningen stod færdig til brug i 1943.

===Tysk beslaglæggelse===

I 1943 blev en del af Hornbækhus beslaglagt af tyskerne, som ville bruge det til indkvartering af tyske officerer og deres oppassere. Men det lykkedes Johnsen at undgå, at hele pensionatet blev taget af tyskerne. Kun sidefløjen overgik til tyskernes anvendelse, og pensionatet skulle fortsat stå for rengøringen.

Tiden under besættelsen er i 2003 beskrevet af Inge Krog, hvis mor Anna Margrethe Andreassen (1905-1949) var ansat på Hornbækhus fra 1928-1949. Hun beretter, at da en gruppe danske officerer under krigen blev interneret på Hornbæk Badehotel, inviterede Johnsen disses ægtefæller på en uges gratis ophold på Hornbækhus. “Det var næppe med henblik på PR”, skriver hun. Hun beskriver også, hvad det betød for de ansatte, at der boede tyskere på Hornbækhus:

“Så kom chokket i vores familie. Min mor kom hjem og meddelte, at Johnsen havde bedt hende om at gøre rent i tyskernes afdeling. Min far råbte og skreg, men min mor sagde ganske roligt: “Jeg kan da ikke svigte Johnsen i denne situation, han vil ikke have nogen af de unge piger til det, og i øvrigt har jeg sagt ja.” I dag kan jeg forstå, at for min mor har det ikke kun været et spørgsmål om at hjælpe Johnsen, hun skulle samtidig få min far til at acceptere det; hun skulle imødegå den sladder, der måske ville opstå i den lille by, og ikke mindst skulle hun omgås tyskerne i det daglige, men ikke lade dem være i tvivl om, at de havde besat hendes land.”

Hornbækhus blev undertiden brugt til forhør. Johnsen blev da sommetider tilkaldt som tolk, og han kunne håndtere sin tolkning sådan, at flere af de forhørte bagefter blev sat på fri fod.

==Efter krigen==

Johnsen udviste efter krigen i al diskretion stor gæstfrihed overfor tidligere modstandsfolk. I en gæstebog fra 1945 er der en tak fra to brødre, som havde fået et gratis ophold på Hornbækhus. De skriver:

“Vestre” - Frøslev - Dachau - Neuengamme - Hornbækhus.
En pragtfuld afslutning på et meget broget forår.
Da vi nu alligevel skal holde op med at være illegale, vil vi
begå vor sidste “forbrydelse” ved
trods de strenge forbud at sige:
TAK HORNBÆKHUS.

Inge Krog beretter, at hendes mor udover at stå for arbejdet blandt tyskerne også havde sørget for Frihedsrådet, som holdt til i en af de villaer, som hørte under Hornbækhus.

Hr. og fru Johnsen holdt Inges konfirmationsmiddag på Hornbæk som tak for Anna Margrethe Andreassens indsats.

Den belgiske tegner Hergé - Tintin-tegneseriens skaber - var i 1956 på ferie på Hornbækhus og tegnede ved afrejsen den her afbillede scene i hotellet gæstebog.
I teksten i taleboblerne står der: “Torden og lynild! Tænk at vi bliver nødt til at tage tilbage til Belgien, lige som vi har det så rart på “Hornbækhus” med dets hjemlige hygge, fortryllende haver, fine og lette køkken …. Hvortil Tintin svarer: …og dets berømte “snaps”, ikke sandt kaptajn?”.

Med håndskrift forneden står der “Til hr. Johnsen og hans medarbejdere til erindring om et - ak -alt for kort ophold på Hornbækhus”. Hergé. 25.8.56.

===Agnes Nielsen===

En gennemgående person fra 1930 til 1987 er Agnes Nielsen. Hun begyndte som stuepige, blev så receptionist og derefter privat stuepige for ægteparret Johnsen. Efter Johnsens død fortsatte Agnes Nielsen under Søren Jacobsen og fik også en kort periode med DANIDA, inden hun som 75-årig trak sig tilbage i 1987.

==1960’erne==

Edvard Johnsen døde i 1966, og derefter blev stedet købt af Ingeniør Jørgen Glud, som i forvejen ejede flere hoteller i København. Det nærliggende Hotel Trouville var brændt i 1963, og brandtomten blev derefter købt af Jørgen Glud med henblik på at genopbygge hotellet. For ikke at få for megen konkurrence, købte Jørgen Glud Hornbækhus. Margareta Johnsen flyttede, privatboligen blev indrettet til gæsteværelser, annekserne på Skovvej 11 og Granvænget 4 samt vaskehuset på Granvænget 6 blev solgt fra. I 1970 døde Jørgen Glud, og derefter solgte boet Skovvej 5 og 9 samt Granvænget 11.

==Jacobsens Slankeferie==

I 1972 købte slagtermester Søren Jacobsen fra Charlottenlund Hornbækhus, og indrettede det til slankeferie - et begreb, som hurtigt blev meget populært. Søren Jacobsen og hans kone Birthe havde udtænkt en kur, som skar kraftigt ned på fedt og kulhydrater, men indeholdt rigeligt med proteiner og vitaminer.

Ægteparret udgav en bog, som hed “Kort og godt om Jacobsens SLANKEKUR”. Den rummede kostplan for en kur, som varede 28 dage. Bogen udkom i februar 1971. Den blev en stor succes og nåede at udkomme i 20 oplag, hvilket var mere end 100.000 eksemplarer.

Et eksempel på en kostplan for en dag er følgende, som er kurens 25. dag, men der var ikke stor forskel fra dag til dag:

Morgenmad

1-2 kogte æg med 2 skiber tomat og 2 skiver agurk.
1 tyk skive ost eller osteklods.
Kaffe eller the.
(Evt. 1/2 grapefrugt)

Frokost

1 tyk skive mager skinke med tomat eller bønner.
1 stængel bladselleri eller julesalat smurt med rejeost eller grøn alpeost.
1 yoghurt.

Middag

Mørbradbøf (svine, kalve eller okse) med kogt bladselleri eller selleri og bønner.
Til dessert melon eller ananas uden sukker.

Kuren havde stor effekt og tiltrak mange kunder. I 1979 var prisen for at tage på slankeferie 150 - 208 kr./døgn, og et ophold skulle være på mindst 6 dage. På det tidspunkt havde Hornbækhus 50 værelser.

==DANIDA==

I 1979 stoppede Søren Jacobsen med at afholde slankeferier, og DANIDA begyndte at bruge stedet til kurser for kommende u-landsfrivillige. DANIDA købte ejendommen i 1986 og havde den indtil 2003. Det medførte en del ombygning, hvorved en række værelser blev indrettet som grupperum fremfor indkvartering.

==Nyere tid==

2003 - 2015

I 2003 blev Hornbækhus købt af ejendomsinvestoren Gunner Ruben. Hotellet blev dermed en del af konferencegruppen Nordsjælland HKGN.
Hotellerne i HKGN gruppen blev senere afviklet løbende i perioden fra 2013 og frem til 2015.

Gunner Ruben var lokal og opvokset i Hornbæk med sin mor. Udover hotellerne havde han en række private huse på Kystvej.

Hornbækhus blev drevet under Gunner Ruben frem til 2013 og han bevarede ejerskabet af hotellet frem til 2015, hvor han solgte hotellet til Lennart og Suz Lajboschitz. Ejendommen var på det tidspunkt noget forfalden.

Villa Strand blev i Rubens periode drevet udelukkende som et sommerhotel, der havde åbent 3 måneder om året og var det første hotel i Europa, der havde et kosherkøkken.

==2015==

Efter købet af hotellerne satte Suz og Lennart gang i en omfattende istandsættelse med henblik på at genåbne hotellet. Dette skete i 2018.

Fællesskaber og samvær er den røde tråd på hotellet. Suz og Lennart har fokus på de sociale bånd, der skabes mellem mennesker, og de ønsker at skabe rammerne for, at alle kan mødes over fælles middag på hotellet eller en af de mange andre aktiviteter og have det rart sammen.

Hotellet rummer i dag 36 værelser, flere fælles opholdsrum og en have med høje gamle træer. Der er åbent året rundt og hver aften er der fællesspisning ved langborde i spisestuen. Fællesspisningen er både for de gæster, der bor på hotellet, Hornbæks beboere og andre besøgende i området.

Der er også mulighed for at deltage i hotellets aktiviteter, f.eks. yoga, fællessang, strikkeklub, bogsalon, dans og mange andre aktiviteter. Der findes hele tiden på nye ting.

Hornbækhus er indrettet med personlighed og omhu af designfirmaet EEN, som har håndplukket møbler, tapeter, malerier, planter og kunsthåndværk til alle rum. Hverken tallerkener, medarbejdere eller værelser er ens. Møblerne er bløde og stemningen afslappet. Huset er fuld af detaljer, man kan gå på opdagelse i.
Det skal føles lidt som at komme hjem, når man kommer til Hornbækhus og Villa Strand.

==Ejere af Hornbækhus==

1904-1915 Vilhelmine Dahlerup

1915-1921 Hovmester Brandt Nielsen

1921-1922 Vilhelmine Dahlerup

1922-1966 Edvard og Margareta Johnsen

1966-1972 Ingeniør Jørgen Glud. Glud døde i 1970, boet ejede huset indtil 1972.

1972-1986 Søren Jacobsen

1986-2003 DANIDA, som havde brugt huset på lejebasis fra 1979 som kursuscenter.

2003-2015 Gunner Ruben

2015- Lennart og Suz Lajboschitz

===Litteratur ===

Bjarne Kaulberg: Hornbækhus i det 20. århundrede. 2000.

Hornbækegnen nr. 49, 1997. Turistbrochure 1939.

Hornbækegnen nr. 71, 2003. Agnes Nielsen fortæller.

Kort og godt om Jacobsens slankekur. 1971.

Inge Krog: Oprejsningen kom - efter krigen. Egebækken 34, 2003.

Steen Eiler Rasmussen: Et Hotelannex. Trykt i “Arkitekten” 1944, XLVI årgang s. 177-186.

www.hornbaekhus.com

[[Kategori: Hoteller, pensionater, kroer mv.]]

Fil:Hornbækhus 1939.jpeg

2024-02-12T16:15:21Z

Bente Thomsen: Hornbækhus 1939. Turistbrochure 1939. Fra "Hornbækegnen nr. 49", 1997.

== Beskrivelse ==
Hornbækhus 1939. Turistbrochure 1939. Fra "Hornbækegnen nr. 49", 1997.