Snekkerstenen

Version fra 3. aug 2016, 13:34 af Merete Gotthardt (diskussion | bidrag)

Snekkerstenen er navnet på den store stenblok, en såkaldt vandreblok, som er efterladt af istidens bræer på kysten nord for Kystens Perle, ud for det gamle skel mellem Helsingør købstad og oplandet. Til stenen er knyttet en del sagn, der lader stenen have forbindelse til vikingetidens skibsfart. Hvorvidt stenen virkelig er blevet brugt som opankringssted for vikingetidens fartøjer, er dog et åbent spørgsmål. Uomtvisteligt er det dog, at stenen har lagt navn til den langt senere fiskerbebyggelse, der opstod ved kysten umiddelbart syd herfor.

Store sten og andre markante genstande på en bestemt egn tiltrækker sig befolkningens opmærksomhed og bliver ofter midtpunkt i et eller flere sagn. Det gælder også Snekkerstenen.

Arkæologen Vilhelm Chr. Boye (1837-1896) levede sine første ti år i Helsingør. Det er sandsynligvis her, han har hørt følgende sagn om Snekkerstenen, som han gengiver således: "Snekkerstenens fiskerleje ved Helsingør har navn af en stor sten, der en gang kom sejlende over til Danmark fra Kullen, og den blev derfor kaldt Snekkersten."

Beretningen om en sten, der kom sejlende hertil fra Sverige, er ellers bedre kendt fra overleveringen om Helenekilden ved Tisvildeleje. Kan Snekkerstenens sejlads være et lån derfra?

Peter M. Stolpe (1832-1918) har leveret flere bidrag til samleværket 'Danske sagn som de har lydt i folkemunde' (1892-1901). Det er sagn fra Helsingør, som har har hørt i sine unge dage. Sagnet om Snekkerstenen gengiver han således: "Udenfor fiskerlejet Snekkersten ... ligger ... en del store sten i søen. Den største af disse kaldes Snekkersten eller Snekkesten, fordi i gamle dage snekkerne blev bundne ved den. Overdelen af den var temmelig smal, så at et reb kunne slås om den. Hver gang den sten lugter varmt brød ..." vender den sig.

Trækket med at stenen vender sig ved lugten af varmt brød fortælles også om talrige andre sten over hele landet. Det er svært at tro nogen har taget det alvorligt. Måske er det noget af den slags man sagde til børn for sjov, ligesom fx at månen er lavet af grøn (=umoden) ost.

Litteraturhenvisninger

Danske sagn som de har lydt i folkemunde. Af Evald Tang Kristensen. Bd. III 1895. Side 59.

Salmonsens konversationsleksikon. Anden udgave. 1915-30.