Peder Christensen

Version fra 7. feb 2019, 16:58 af Merete Gotthardt (diskussion | bidrag)

Borgmester Peder Christensen (til højre) sammen med sin efterfølger på posten Sigurd Schytz

Peder Christensen (1874-1954) blev medlem af Helsingør Byråd fra 1906 og blev i 1919 den første folkevalgte borgmester i Helsingør. Peder Christensen bestred denne post i 27 år og fik sat et virkelig markant og fremsynet præg på Helsingør i de år og efterlod en næsten en helt ny by, indtil han fratrådte i 1946.

Indholdsfortegnelse

Fra Århus til Helsingør

Peder Christensen blev født d. 08. juni 1874 i Århus, var søn af en gårdejer og den yngste i søskendeflokken. Meningen var, at han skulle overtage den fædrene gård, som faderen måtte lade gå på tvangsauktion i 1890. Da den plan var blevet umulig, kom Peder Christensen i mekanikerlære. Han havde større drømme og rejste allerede d. 01. august 1892 som 18-årig til Helsingør for at fortsætte som forbundter. En forbundtner er en lærling, hvis læretid har været afbrudt og som genoptager sin læretid et andet sted - i dette tilfælde som mekaniker på Helsingør Værft i en for ham hel ny verden. Peder Christensen valgte Helsingør, fordi han mente, at det var den by, hvor porten ud til den store verden stod åben.

Udlært som maskinbygger

Efter seks års læretid i alt blev han udlært som maskinbygger d. 01. august 1896. Han meldte sig ind i smedeforbundet den samme dag, han blev svend og aftjente sin værnepligt i marinen efter svendeprøven. Få måneder efter at Peder Christensen begyndte døde skibsværftets grundlægger, Mads Holm. De havde det til fælles, at de begge kom fra fattige, jyske vilkår, men de nåede kun lige akkurat at mødes. Begge var to af de betydeligste skikkelser i Helsingør i årene 1850-1950.
I midten af arbejdssjakket ses tillidsmand Peder Christensen i vest og hvid jakke. Foto fra omkring 1900.

Ægteskaber

Han blev gift med Nielsine Lovise Nielsen i 1896, da han fik løn som svend og flyttede ind i en lejlighed i Stengade 82 på anden sal. Hun døde i 1909, og fem år senere giftede Peder Christensen sig med den 24-årige Kirstine Olsen, datter af en arbejdsmand og husejer i Søstræde. Hun var 16 år yngre, men viste sig at være rigtig god til både at repræsentere og arrangere sammenkomster. Ægteskabet var efter sigende lykkeligt og varede til Peder Christensen døde d. 31. oktober 1954. Han var en trofast ægtemand og glad for sine børn, men det travle arbejdsliv har givet haft sine omkostninger i forhold til familielivet.

En personlighed

Han var en høj, stout mand og udstrålede jysk soliditet, udrunden af bondeslægt, som han var. Han var tilmed en meget karismatisk, foretagsom, effektiv, visionær og flittig person med en enorm arbejdsevne og et udpræget handelstalent og at skabe reklame for byen. Ydermere evnede til at tale med alle slags mennesker. En udvikling af Helsingør var stærkt påkrævet, idet han overtog et fallitbo og en kommunal virksomhed, som var administrativt temmelig rodet med en masse udvalg, som ikke havde meget med hinanden at gøre. Væk med alt det ”kontoriusseri”, som han selv udtrykte det og gik i gang med at rydde op, modernisere og forenkle. Peder Christensen synes at være den rette mand til den store opgave med at skabe udvikling for Helsingør. Han kom i kraft af sin personlighed, energi og sit udsyn til at dominere udviklingen i de år, og det var ikke uden grund, at han fik tilnavnet ”Kong Peder”. Nok var han et jævnt, beskedent og ydmygt menneske på mange måder, i livsførelse og med boliger, men han vidste, hvad han ville og havde stor styrke til at opnå disse mål - trods talrige, politiske storme. Beskedenheden hindrede ham dog ikke i at nyde jubilæer og andre festlige begivenheder. Han sagde selv, at han ikke var nogen asket.

Vanskelige tider

Arbejdsløsheden var i de første årtier i 1900-tallet op til 40% og endda i de værste perioder lidt over. Krisen med arbejdsløshed, bolignød og fattigdom blev endnu værre under 1. Verdenskrig, som var præget af dyrtid, varemangel og bolignød. De hårde tider havde svært ved at slippe. Også fra 1920’erne var der krise, og 1930’erne bar præg af den verdensomspændende finanskrise. Det sociale aspekt lå Peder Christensen meget på sinde. Han sørgede for skolebespisning i 1916 og ekstraordinært tilskud til arbejdsløse og fattige under krisen i det nye industrielle samfund.

At være folkevalgt forpligter

Han gjorde sig tanker om sin gerning og kan citeres for: ”Målet har været, at den folkevalgte borgmester både med hensyn til arbejdet, og hvad angår repræsentationen, skulle klare sig mindst ligeså godt som den kongelige borgmester”. Han lagde vægt på at være respektabel klædt og bar enten diplomatfrakke eller dobbeltradet vest med en tung urkæde og var altid iført stivet skjorte, knækflip og stiv hat. Han lå ikke under for modeluner og ændrede ikke sin tøjstil på noget tidspunkt.

Fagforeningsarbejde

Peder Christensen fik, ud over sit imponerende omfattende virke, en masse tillidsposter gennem sit liv. Han havde, parallelt med sine politiske gøremål, store poster i både parti, fagbevægelse og kooperation - både i Helsingør og på landsplan. I 1897 blev han valgt som den første autoriserede faglige tillidsrepræsentant i maskinværkstedet på Skibsværftet i en i øvrigt voldsom brydningstid for fagforeninger. Den rolle udfyldte han med en målrettet forhandlingsevne og stor viljestyrke. Han blev i 1903 kasserer i den lokale afdeling af Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening og blev valgt som formand d. 15. oktober 1906. Han var blevet tilbudt en stilling som mester, men forlod Skibsværftet samme år for at blive forretningsfører i Arbejdernes Fællesorganisation. Fra 1909-1915 var han i repræsentantskabet for De samvirkende Fagforbund (senere LO).

Det kooperative

Arbejdernes Fællesorganisation havde opbygget en stor kooperativ virksomhed Fællesorganisationen havde til huse i et meget lille, spartansk kontor på Stengade 71, som blev d. 31. august 1908 flyttet til forsamlingsbygningen i Søstræde 4, senere Folkets Hus. I 1915 flyttede kontoret til stueetagen i Stengade 37, hvor Billledteatret og senere Biografen blev etableret. Denne formandspost bestred han, til han gik af i 1913. Herefter kunne han hellige sig det, der kom til at beskæftige ham resten af livet, nemlig kommunalpolitikken og kooperationen og på en eller anden måde koble disse elementer sammen.

Af de lokale tiltag kan nævnes Helsingør FællesbageriGl. Banegårdsvej. Et fællesbageri havde været planlagt siden 1887, men var aldrig blevet til noget. Peder Christensen gik i gang med et enormt og besværligt arbejde med at få projektet til at blive til noget, og det lykkedes omsider i 1907 at få de første bagere med i en brødproduktion. Andre kooperative tiltag var Helsingørs Brændsels- og Trælasthandel, som han var medstifter af og formand for, Helsingør Brugsforening og Helsingør Fællesslagteri.

Peder Christensen var med til at stifte Det Kooperative Fællesforbund i 1922. Det er en samlebetegnelse for de virksomheder, som inden for arbejderbevægelsen er opbygget på principper om demokratisk, økonomisk selvstyre med det formål at frigøre arbejderne fra den kapitalistiske virksomhedsform. Han blev formand og forretningsfører fra 1922-1925 og igen fra 1933-1936. Hans opgave var først og fremmest at bringe orden i de efterhånden talrige kooperativer initiativer, som enten var i gang eller som stod foran at blive etableret.

Peder Christensen fik igennem sit arbejdsliv en stor betydning ikke blot for den lokale, men også for den landsomfattende kooperation. Det vil føre vidt at nævne den utrolige mængde kooperative tiltag, som Peder Christensen dels var medstifter af, formand for eller på andre måder involveret i. Det være sig såvel på landsplan som på lokalt plan. Man kan undre sig over, hvordan han kunne overkomme alt det. De mange gøremål kunne til tider påvirke over overblikket og føre til økonomiske problemer i forbindelse med de mange forskellige projekter.

Det politiske arbejde

Som nævnt oven for var Peder Christensen blevet medlem af Byråd fra 1906. I 1908 blev han medlem af Socialdemokratiet og medlem af partiets hovedbestyrelse fra 1918-1920. Han blev desuden medlem af partiets forretningsudvalg fra 1922-25 og igen 1933-1940. I 1916 blev han valgt som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Helsingør og var fra d. 22. marts 1918 til et tidspunkt i 1920 tilmed medlem af Folketinget. Da han d. 01. april 1919 blev folkevalgt borgmester i Helsingør, indså han efter otte måneders dobbeltvirke, at han rent arbejdsmæssigt ikke kunne forsvare at varetage begge politiske poster. Fra 1930-1937 var han partiets repræsentant for 2. valgkreds i det daværende Landsting. Han havde desuden været medarbejder ved Social-Demokraten i 14 år. Fra 1908-1940 var han medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og fra 1922-1925 medlem af partiets forretningsudvalget og igen fra 1933-1936.

Boligbyggerier

Hammarshøj, et tidligere forlystelsessted, blev bygget om til plejehjemmet Hammershøj. Det var stærkt tiltrængt og afløste de kummerlige boliger for gamle mennesker i Karmeliterhuset. Et meget fremsynet boligbyggeri med aldersrenteboliger, som vakte opsigt, var Alderdomsstiftelsen på Gurrevej med små lejligheder til ældre borgere. Det første kooperative boligbyggeri på Esrumvej og Hamlets Vænge var boliger til værftsarbejder. Byggeriet havde undervejs haft stor modstand fra borgere og led ydermere under vanskeligheder med finansieringen.

Boligbyggerier begyndte i Helsingør1940’erne, men tog rigtig fart efter 2. Verdenskrig. Peder Christensen var initiativtager til stiftelsen af Det Sociale Boligselskab i Helsingør i 1938. Med det begyndte der virkelig at ske noget på det boligmæssige område. De første boligbyggerier blev etableret i området omkring Pontoppidansvej, Mads Holms Vej, bl.a. Rolighed, omkring Bjarkesvej, Chr. Rasmussens Vej og Peder Skrams Vej. Efter 2. Verdenskrig blev der bygget på Rosenkildevej, Belvederevej og Gefionsparken med indkørsel fra Gylfesvej. Det sidste boligbyggeri, som Peder Christensen medvirkede til var Blicherparken, som blev opført fra 1952-1955.

Vejnettet blev etableret eller udbygget i forhold til disse byggerier og erstattede flere steder markveje eller stier.

Borgmesterens egne boliger

Peder Christensen boede indtil 1930 i lejeboliger, som først nævnt på Stengade 82, senere andre steder på Stengade, på Gl. Banegårdsvej og de seks år på Allégården i Allégade. Han havde takket nej til et tilbud om at bo på Marienlyst Slot efter at han var blevet borgmester. Han havde takket nej til at overtage redaktør Galschiødts ejendom, Reberbanen i Lundegade, som var blevet testamenteret til kommunen. Som hans forgænger Jørgen Lyngbye (kongelig borgmester fra 1907-1919) havde Peder Christensen svaret, at de boliger ikke svarede til hans indtjening. Først i 1930 købte han et hus på daværende Lindevej 2 (Slotsvej i dag). Da huset blev for stort at holde, blev det solgt i 1951. Det bevirkede, at ægteparret blev næsten husvilde og måtte finde sig til rette i et primitivt hus ved Belvederehjørnet. Her boede de mere end et år, inden de kunne leje en lejlighed på første sal i boligselskabets nyerhvervede lystejendom Ørehøj ved Trykkerdammen. Forud for dette var sket følgende: Peder Christensen havde regnet med at skulle bo i bebyggelsen Rolighed. Boligselskabet tilbød en fri bolig som æresbolig i kraft af sine bestræbelser mod at gøre Rolighed til en ”mønsterbebyggelse” og Helsingør til en ”mønsterkommune”. Det rejste en storm af protester fra både højre og venstre. På sådanne vilkår ville Peder Christensen ikke modtage denne gave. Lejligheden på Ørehøj vakte ingen modstand.

Hoteldrøm

Peder Christensen havde en drøm om et stort, moderne hotel ved havnefronten. Det blev dog ikke til noget, bl.a. fordi en voldsom brand i 1938 på Jernbanehotellet (som dengang hed ”Hotel Prins Hamlet”) satte planerne i stå. Til manges fortrydelse blev hele karréen ryddet, og i dag er der parkeringspladser. Havnegade blev udvidet til en bredde af ti meter på hele strækningen. Branden bevirkede, at Helsingør Brandvæsen flyttede til Svingelport.

Industri og arbejdspladser

Elektricitetsværket var blevet opført og leverede jævnstrøm til byen d. 26. maj om kl. 8:30 for første gang. Elværket lå mellem Trækbanen og Rosenkildestien og blev indviet d. 01. juni 1911, men blev først helt færdigt i november 1912. I 1921 overtog kommunen det hensygnende gasværk og moderniserede produktionen.

Peder Christensen fik gennemført oprettelsen af Vinduesglasværket Kronborg på Grønnehave. Det blev etableret på ruinerne af et svineslagteri, som dels blev etableret for at udkonkurrere et i Hillerød, dels for at skaffe arbejdspladser. Det mislykkede forsøg varede fra 1894-1899. Glasværksprojektet skabte en vældig ballade undervejs. Bl.a. på grund af et nyt, problematisk og fortiet lån for at få sagen igennem. Det gjaldt arbejdspladser, som var en mærkesag for borgmesteren. Glasværket fik en vanskelig start, en kort levetid og kom aldrig til at fungere ordentligt. Et vigtigt anliggende var at forskønne området ved Grønnehave, hvor ruinerne af glasværket samt Hotel Marienlyst lå. Borgmesteren var mest stemt for, at man gjorde området til badeby, en dansk udgave af Miami Beach i Florida, men vaklede mellem dette og hensyntagen til den store arbejdsløshed. Et tilbud fra gummifabrikken Tretorn i Helsingborg om at oprette en virksomhed i Helsingør og overtage glasværksruinen var stærkt fristende. Tretorn blev en realitet og den næststørste arbejdsplads i Helsingør efter Helsingør Værft.

Havneplaner

Der havde været mange havneplaner gennem tiderne. En helt ny havn nord for Kronborg var et stærkt ønske. Det endte med den mere beskedne Helsingør Nordhavn, som blev anlagt som fiskeri-og lystbådehavn fra 1932-1934. Som nævnt oven for havde Peder Christensen en storstilet plan med hele området nord for Kronborg, der med tiden ville kunne udvikle sig til en badeby, et dansk udgave af Miami Beach i Florida. Det mundede ud i "Restaurant Kronborg Havbad", som blev opført i tidens Art deco-stil efter tegninger af den københavnske arkitekt Einar Rosenstand. Forventningerne måtte skrues en del ned undervejs på grund af stor modstand og et krav om enighed i byrådet. Nordhavnen endte med at være, som han selv udtrykte det, en ganske almindelig, beskeden bådehavn. Sommerrestauranten ”Kronborg Havbad” blev det endelige resultat af den store drøm, som nok var ret urealistisk. I 1935 lod Helsingør Svømmeklub et svømmestadion opføre yderst på nordre mole.

Interesse for kulturen

Medstifter og hovedbestyrelsesmedlem i Arbejdernes Oplysningsforbund fra 1923-1933. Peder Christensen havde stor interesse for nordisk samarbejde og fik et varmt og tæt samarbejde med Helsingborg. Peder Christensen var formand for den nationale Friluftsscene og medlem af Turistrådet (se neden for).

Omkring 1910 blev Billedteatret og Helsingør Folketeater (senere kendt som Sommerteatret i Helsingør) etableret i Søstræde. Opførelsen af Hamlet på Kronborg i 1937 var med berømte skuespillere som Laurence Olivier og Vivien Leigh og blev herefter en tilbagevendende begivenhed.

Peder Christensen var meget fascineret af Rudolph Tegners skulpturerer, havde personligt et godt forhold til kunstneren og anskaffede nogle af hans værker. Han foranledigede opstillingen af Danserindebrønden, Herakles og Hydraen, samt Hamlet og Ophelia i Helsingør. Ikke alle var tilfredse med den beslutning, ej heller placeringen af især Herakles og Hydraen. Tegners kunst var for dramatisk og svulstig for mange mennesker, og hans kunst var noget udskældt i tiden.

Andre engagementer

Peder Christensen blev medlem af turistrådet i 1925. Han var ret god til reklamefremstød for Helsingør, til at trække folk til byen, og enhver mulighed blev udnyttet. Eksempelvis blev alle sejl sat til i forbindelse med Helsingørs 500 års købstadsjubilæum. Det blev fejret med pomp og pragt og trak maser af folk til byen.

Peder Christensen afløste Chr. Rasmussen som formand for Hornbæk-Gillelejebanen efter dennes død i november 1916 og gjorde en stor indsats for at skaffe midler til den trængte bane. Sporten fik også opmærksomhed. Købet af ”De Adlerske Grunde” i 1918 ansås for at være et velegnet sted til Helsingør Stadion og nogle fodboldbaner. Købet af Sommariva skete i 1919 og blev et meget populært forlystelsessted.

Natur er vigtig

Peder Christensen erklærede, at Helsingør skulle være en grøn, sund og smuk by at bo i. Dette udsagn udmøntede sig bl.a. i anlæggelse af Haveforeningen Solbakken fra 1934 og i det bælte af parkanlæg, som strækker sig fra Rosenkildevej, Mads Holms Vej til Stubbedamsvej. Området i den nordlige del af Helsingør fra Marienlyst Slot og videre til Sommariva var vigtig at bevare som et grønt område.

Vejanlæg

Bilismen havde holdt sit indtog, og det måtte vejnettet tilpasses efter. Fra at være en stille bivej blev Stubbedamsvej udvidet og ført igennem til Strandvejen, og en viadukt blev opført. Nordre Strandvej blev også forbedret mod nord til Julebæk og mod syd til Snekkersten Kro, inden for den daværende kommunegrænse. Færgevejsanlægget blev etableret, også benævnt Vandvejen. Det blev omtalt som for Danmarks smukkeste strækning både set fra land og fra vandsiden. Samtidig blev promenadestien Strandstien, også kaldet ”Kærlighedsstien” anlagt. Færgevejen er for længst blevet fuldstændig ændret og fortjener næppe den beskrivelse mere. I tilslutning til Færgevej byggedes en rampe med et af andets første autoværn ned fra Flynderborgvej, så at trafikken kunne ledes ned til færgerne.

Der måtte kæmpes

De færreste af de tiltag, som Peder Christensen var med til, gik glat igennem. Der måtte kæmpes, og det gjorde han. Nogle kunne mene, at han af og til kunne optræde nærmest diktatorisk, men balancen mellem at være viljestærk, stædig og diktatorisk kan vel være flydende. Videre mente nogle, at han blandede sig i alt, også at han udviste en hårdhændet ensidighed, som både var hans styrke og hans svaghed. En tidligere medarbejder beskrev ham som meget krævende, en egenskab der formentlig hang sammen med hans fabelagtige arbejdsevne. Også med en evne til at skabe interesse for de problemer, han gik og tumlede med og et usædvanligt talent for at lade det daglige slid afløse det med fornøjeligt samvær.

Afslutningen

Peder Christensen havde stort set ikke været syg, men et menneske, der havde arbejdet så intenst og så meget, må nødvendigvis blive mærket af det. Sygdomsperioder i 1953 og i foråret 1954 tydede det på, at hjertet var ved at være slidt op. Til sin 80-års fødselsdag d. 08. juni var kræfterne ved at slippe op. Indlæggelser fulgte og siden lå han en del til sengs. Døden indtrådte en søndag morgen, d. 31. oktober 1954.

I 1996 blev der opstillet en buste af Peder Christensen på hjørnet af Rosenkildevej og Rosenstandsvej.

I november 2012 blev Peder Christensens gravstedHelsingør Kirkegård fredet. Derved er et minde om en af Helsingørs mest betydningsfulde politikere bevaret for eftertiden. Hans gravsted nr. 49-50 befinder sig i kirkegårdens afdeling 13, populært kaldet "Borgmestergangen". På samme sti ligger nemlig to andre tidligere socialdemokratiske borgmestre, Sigurd Schytz og Ove Thelin.

Litteratur

Birger Mikkelsen: Kong Peder: en biografi af Peder Christensen, borgmester i Helsingør 1919-1946. Nordisk Forlag for Videnskab og Teknik, 1991.

Povl: Matthiessen: Helsingør Social-Demokrat : Jubilæumsskrift om Socialdemokratiet i Helsingør 1885-1985.