Nordskov Mølle

Version fra 21. okt 2008, 18:54 af Lars Bjørn Madsen (diskussion | bidrag)

På et kort over egnen fra 1824 ses en mølle på Odinshøj. Om det er en forgænger til Nordskov Mølle vides ikke med sikkerhed, men noget taler herfor. Møllen på Odinshøj kan meget vel have været en stubmølle, medens dens afløser lidt længere mod syd: Nordskov Mølle, er en vindmølle af den hollandske type.

Nordskov Mølle fotograferet i 1908 medens den endnu var i drift

Nordskov Mølle blev bygget i 1829 på Stenstrup Overdrev står der delvist endnu. Vingerne er forlængst forsvundet efter at dens drift indstilledes endeligt i 1935. Nordskov Mølle blev bygget af ejeren af Nordskovgaard - en udflyttet gård fra Stenstrup Landsby. Han hed Anders Larsen, og han havde købt ejendommen af grev Schimmelmann i 1814. Møllen og gården havde samme ejere helt frem til 1935, men møllen blev dog i lange perioder drevet af mølleforpagtere. Allerede i 1918/19 indstilledes det meste af driften - herefter var den kun i gang i korte perioder. Det var Poul E. Kabell, der i 1935 lod fjerne stort set al indmaden fra møllen. Siden er møllen stort set kun forfaldet. Kun i 1977 blev møllehatten fornyet.

Litteratur

Lis Møller Hundebøll: Nordskov Mølle fortæller, 1987

Kjeld Damgaard: Vindmøllerne i Tikøb Kommune (Helsingør Kommunes Museers Årbog 2006)