Niels Jeppe Andersen

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

Niels Jeppe Andersen (1862-1949) var født i Maale ved Kerteminde, men voksede op i Reerstrup ved Kvistgaard. Han gik i Nyrup Skole, og kom efter skoletiden til at tjene på Nyrupgaard. Her gav proprietær Ernst Piper ham adgang til sin store bogsamling - og det stimulerede Niels Jeppe Andersens læselyst. Senere kom han på højskole. Han blev i 1889 gift med Inger Kirstine Larsen (1869-1930), som netop havde fået skøde på Ærtebjerggaard i Mørdrup - efter moderen.

Niels Jeppe Andersen fotograferet medens han var sognerådsmedlem

Niels Jeppe Andersen var en foregangsmand indenfor det lokale liv i området. Allerede i 1884 ved han medstifter af Skytteforeningen i Mørdrup. I 1890 overlod han et stykke jord, således at Betzy Svedstrup kunne opføre sin egen privatskole, Mørdrup Friskole, nuværende Mørdrupvej 127. I 1893 forærede han yderligere et stykke jord til foreningen "Forsamlingshuset i Mørdrup", der i flere år forinden havde arbejdet på at oprette et forsamlingshus i landsbyen, den nuværende ejendom Mørdrupvej 129. Foreningen havde han selv været med til at danne - og han skulle også med tiden blive dens væsentligste "sponsor". Han sad også i bestyrelserne for hhv. Mørdrup Tyreholdsforening og Mørdrup Svineavlsforening fra deres stiftelse i hhv. 1896 og 1900. Han sad tillige i bestyrelserne for Frederiksborg Amts Landboforening og i Den Landøkonomiske Forening for Tikøb og Omliggende Sogne. Fra 1904 til 1909 var han medlem af Tikøb Sogneråd, hvor han repræsenterede partiet Venstre. I 1906 blev han valgt til vurderingsmand for Østifternes Land-Hypotekforening. Fra 1905 var han medlem af Egebæksvang Menighedsråd - senere blev han formand for samme. Også Grundejerforeningen for en Del af Tikøb Sogn sad han i bestyrelsen for. Niels Jeppe Andersen var medinitiativtager til dannelsen af Mørdrup Vandværk i 1906 - og naturligvis forærede han de to parceller som vandværket skulle ligge på. I 1906 blev N.J. Andersen udnævnt til "Landbrugskyndig Tillidsmand ved Akkordforhandlinger". Endelig var N.J. Andersen også medstifter af Frederiksborg Amts Historiske Samfund i 1907.

Gårdens drift var i et vist omfang overladt til en slægtning. Efter hustruens død solgte han i 1932 gården til sønnen Knud Andersen.

Litteratur

Kirsten Johansen: Niels Jeppe Andersen - dybt engageret i Mørdrups ve og vel (Helsingør Kommunes Museers Årbog 1998, 1999)

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.