Mørdrupvej 129

Version fra 25. maj 2008, 15:18 af Kresten Tommerup (diskussion | bidrag)

Den lille ejendom på Mørdrupvej 129 i Mørdrup - beliggende på en knap 600 kvm. stor grund direkte overfor Ærtebjerggaard - er i sin tid opført som forsamlingshus. Bag opførelsen stod foreningen "Forsamlingshuset i Mørdrup", bestående af en kreds af grundtvigiansk sindede beboere i landsbyen, der i midten af 1880'erne gik i gang med at søge et forsamlingshus etableret. Gårdejer Niels Jeppe Andersen på Ærtebjerggaard stillede grunden til rådighed til formålet og var i øvrigt gennem mange år en af de drivende kræfter i foreningen. 1893 blev grunden tilskødet foreningen, der allerede da havde fået opført forsamlingshuset i røde sten (det er siden blevet hvidmalet). År 1900 blev foreningen afløst som ejer af et nystiftet interessentskab med samme navn, formentlig som led i en økonomisk rekonstruktion. 1932 ophørte forsamlingshusdriften og ejendommen overgik herefter til private boligformål.

Gennem de mange år, huset fungerede som forsamlingshus, var det centrum for et levende lokalt kulturliv med foredrags- og oplæsningsaftener, gymnastik for såvel karle som piger, ligesom forsamlingshuset i nogle år var hjemsted for den af Betzy Svedstrups oprettede Mørdrup Friskole, som tidligere havde haft hjemme i frk. Svedstrups privatbolig Mørdrupvej 127. Værd at nævne er det også, at Espergærde Brugsforenings stiftende møde fandt sted i forsamlingshuset i Mørdrup, bl.a. med forfatteren Martin Andersen Nexø som deltager.

Litteratur

Kresten Tommerup: Mosebyen - Registrant for Mørdrup Landsby. Bevaringsforeningen Mørdrup Landsby, 1986.