Kongevejen gennem Nyrup Hegn

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

Frederik II’s Kongevej fra 1584

I Nyrup Hegn ses flere steder rester af den ældste stenlagte Kongevej, som Frederik II fik anlagt i 1584. Den gamle Kongevej blev anlagt som en priviligeret forbindelsesvej mellem Frederiksborg og Kronborg og var forbeholdt kongen, hans følge og adelige personer. Via Nyrup Hegn gik vejen forbi Kronborg Ladegaard (nuværende Montebello) og Lundehave (nuværende Marienlyst Slot). Vejen var afspærret med bomme, som man skule have nøgle til hvis man havde ret til at færdes ad Kongevejen. Greb man uvedkommende i at benytte den, blev de straffet hårdt. Frederik II’s private kongevej blev benyttet i ca. 150 år. I slutningen af 1600-årene blev vejen som andre veje opmålt af Ole Rømer og forsynet med milepæle, de første af træ. En milepælehøj er bevaret, men selve milepælen er forsvundet. Først efter Christian VI’s tid opgav man at håndhæve forbuddet mod almen færdsel, og under Frederik V fik vejen status som almen vej. Vejstykkerne blev fredede i 1924. Vejen gennem Nyrup Hegn var i lange tider i dårlig stand og næsten ufremkommelig om foråret og efteråret i det sydligt beliggende moseområde. Området gik for at være farligt, fordi der var tatere, som levede af at berøve forbipasserende. Deraf navnene ”Røver Hegn”, ”Røvermose”, ”Røverledet”, ”Røverport” og den daværende sø ”Lille Røverdam”. Den nye Kongevej vej langs Nyrup Hegns sydside blev anlagt 1779-1786. En milesten blev rejst ud for den tidligere skovfogedbolig Ferdinandshøj, nu Naturcenter Nyruphus.

Se også artiklen om Nyrup Hegn.

Litteratur i bogform

Torben Topsøe-Jensen: Kongevejen fra Usserød nord for Hirschholm til Helsingør. Hørsholm, 1965.

Artikler

Kjeld Damgaard: Kongevejen mellem Hørsholm og Helsingør ( FAHS. 2008. Nr. 1)

Bjørn Westerbeek Dahl: Valentin von Spangenbergs kongevej mellem Kronborg og Frederiksborg fra 1585 (FAHS. 2007. Nr. 2)

Torben Topsøe-Jensen: Da kongevejen til Helsingør var ung. Specielt om vejen mellem Hørsholm og Helsingør (Folk og minder fra Nordsjælland. 1982)

Torben Topsøe-Jensen: En nordsjællandsk hovedvej gennem 400 år. Kongevejen (København-Frederiksborg-Helsingør). (Folk og minder fra Nordsjælland. 1983)

Eksterne links

Kongeveje: Den Store Danske: Gyldendals åbne encyclopædi

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.