Forskel mellem versioner af "Helsingør Brandvæsen"

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning
Linje 20: Linje 20:
 
I 1873 godkendte Helsingør Byråd "Vedtægt for Ordningen af Kjøbstaden Helsingørs Brandvæsen". Der var nu ikke andre synlige ændringer end at ledelsen overgik fra en brandmajor til en ansat brandinspektør. Skiftende brandinspektører forsøger i de følgende år at ændre forholdene for korpset, men først i 1897 lykkes det at få en ny brandvedtægt og bedre materiel. Årsagen til den positive sagsbehandling i byrådet skal nok findes i en stor brand i halmvarefabrikken i forbindelse med reberbanen i 1897, hvor fabrikken nedbrændre totalt.
 
I 1873 godkendte Helsingør Byråd "Vedtægt for Ordningen af Kjøbstaden Helsingørs Brandvæsen". Der var nu ikke andre synlige ændringer end at ledelsen overgik fra en brandmajor til en ansat brandinspektør. Skiftende brandinspektører forsøger i de følgende år at ændre forholdene for korpset, men først i 1897 lykkes det at få en ny brandvedtægt og bedre materiel. Årsagen til den positive sagsbehandling i byrådet skal nok findes i en stor brand i halmvarefabrikken i forbindelse med reberbanen i 1897, hvor fabrikken nedbrændre totalt.
  
I den forbindelse ændredes navnet på brandberedskabet fra "Helsingør Brandcorps"  til "Helsingør Brandvæsen". Ved samme lejlighed fik det et betragteligt løft med bedre og mere udstyr, ligesom er større del af mandskabet blev fastansat og uniformeret.
+
I den forbindelse ændredes navnet på brandberedskabet fra "Helsingør Brandcorps"  til "Helsingør Brandvæsen". Ved samme lejlighed fik det et betragteligt løft med bedre og mere udstyr, ligesom er større del af mandskabet blev fastansat og uniformeret. Der blev således bevilget 5.191kr. til nyanskaffelser, herunder uniformer og udrustning. Befalingsmændene skulle selv anskaffe uniformer og fik hertil en godtgørelse på 25kr. pr. år.
  
Det vides ikke nøjagtigt hvor korpsets brandmateriel blev opbevaret inden 1838, hvor ejendommen [[Sct. Anna Gade 45]] erhvervedes og indrettedes til brandstation. Herfra foregik brandudrykningerne ved, at mandskabet trak sprøjterne til brandstedet. Der tilkom aftaler med en vognmand, der skulle levere heste ved udrykning, men da der kun var aftaler om et begrænset antal udrykninger, var det ikke altid, at vognmanden havde sine heste i beredskab, så de skulle hentes ind fra græsning.
+
Det vides ikke nøjagtigt hvor korpsets brandmateriel blev opbevaret inden 1727, hvor "byens publique sprøjtehus" nævnes som værende i ejendommen i Sct. Annagade mellem de nuværende nr. 4 og 6. Der er i dag gennemgang til kirkepladsen ved Sct. Olai Kirke. Der stod da en lille bygning på 4 fag bindingsværk i et stokværk, hvoraf halvdelen bestod af en port "kirkerist", som fungerede som gennemganng til kirkegården. På bagsiden var en 2 fags lude tilbygget. Sprøjtehuset blev nedrevet mellem 1837 og 1847.
 +
 
 +
I 1838, blev ejendommen [[Sct. Anna Gade 45]] erhvervet og indrettet til brandstation. Herfra foregik brandudrykningerne ved, at mandskabet trak sprøjterne til brandstedet. Der tilkom aftaler med en vognmand, der skulle levere heste ved udrykning, men da der kun var aftaler om et begrænset antal udrykninger, var det ikke altid, at vognmanden havde sine heste i beredskab, så de skulle hentes ind fra græsning.
  
 
Gennem årene blev pladsen for trang, og besværet med at komme ud i den snævre Sct. Anna Gade var stigende, også fordi brandkøretøjerne blev større med tiden efterhånden som brandsprøjterne blev motoriseret.
 
Gennem årene blev pladsen for trang, og besværet med at komme ud i den snævre Sct. Anna Gade var stigende, også fordi brandkøretøjerne blev større med tiden efterhånden som brandsprøjterne blev motoriseret.
Linje 28: Linje 30:
 
I forbindelse med Jernbanehotellets brand ved havnen i 1938 voksede kritikken over den lange udrykningstid.
 
I forbindelse med Jernbanehotellets brand ved havnen i 1938 voksede kritikken over den lange udrykningstid.
  
Pr. 1. april 1940, samtidig med at der blev indgået aftale med Falcks Redningskorps, flyttede brandstationen til det ombyggede gamle slagtehus i Svingelport.
+
Pr. 1. april 1940, samtidig med at der blev indgået aftale med Falcks Redningskorps, flyttede brandstationen til det gamle slagtehus i Svingelport.
 +
Dette var imidlertid langt fra færdigombygget (der var bevilget 60.000kr. til ombygningen) og først den 1. oktober 1940 kunne den officielle indvielse finde sted.
 +
Lokalerne var en betydelig forbedring, hvorimod til-/frakørselsmulighederne ikke var optimale - selv om det var en væsentlig forbedring i forhold til beliggenheden i Sct. Annagade.
  
 
'''Denne artikel er under udarbejdelse.'''
 
'''Denne artikel er under udarbejdelse.'''

Versionen fra 25. nov 2010, 11:24

Fra midten af det 16. århundrede kan der spores foranstaltninger mod ildsvåde. I 1565 blev det påbudt "at hver mand her i Helsingør skal have udsat en tønde vand ved sin gadedør", og i 1608 indskærpes det borgerne at holde deres ildsteder "i god agt" og holde vand i tønder og baljer for deres døre. Mange brande opstod på den tid på grund af manglende fejning og vedligeholdelse af skorstene. Brandene opstod ofte som skorstensbrande.

Husejere havde endvidere pligt til at have en brandlygte, der skulle tændes og hænges udenfor ved brand efter solnedgang og desuden at råde over brandhager og brandstiger.

Udover vandkarrene med vand, der skulle stå ved hvert hus,var adgangen til vand ved brand baseret på byens mange brønde - såvel offentlige som private - der ikke altid var synderlig bevendte. Hertil var kapacitet, tilstand og adgangsforhold ofte temmelig tvivlsom.

Mere tilforladelige var nok vandposterne. Så tidligt som i 1576 rådede man over de såkaldte springposte, der forsynedes med vand fra dammene syd for byen. Pumper omtales allerede på Christian IV's tid og en sådan findes i 1636 i byskriverens residens.

En sprøjte er i hvert fald i brug i byen i 1640'erne, og i 1693 købes en ny sprøjte i København for 170-80 rdl. I den anledning pålignes borgernes skat "et lille kvantum til sprøyten", og i 1738 udsendes en særlig forordning om en "lygte- og sprøjteskat" i Helsingør. Skatten pålignes efter brandtaksationen i 1736.

Langt frem i tiden påhvilede det byens borgere at medvirke ved brandslukning. En del af brandbekæmpelsen bestod i at begrænse ildens spredning. Til at hjælpe sig med dette havde man derfor et særligt nedbrydningskorps, hovedsagelig bestående af bygningshåndværkere, der bistod ved nedrivning af stråtage og nedbrydning af angrebne ejendomme og ofte også naboejendomme(?)

Byen var tæt bebygget. Husene var hovedsagelig lerklinede bindingsværkshuse med stråtag, og selvom disse blev forbudt ret tideligt, forsvandt de sidste først i begyndelsen af 1700-tallet.

I 1700-tallet rekruteredes brandmandskabet hovedsagelig fra borgerkompagnierne, og synes tidligt at have dannet et særligt brandkorps, som en særlig deling eller kompagni indenfor borgerbevæbningen, og hovedparten af de indrullerede bestod af håndværkssvende og arbejdsfolk, medens officererne rekruteredes indenfor de højere samfundslag.

I 1873 godkendte Helsingør Byråd "Vedtægt for Ordningen af Kjøbstaden Helsingørs Brandvæsen". Der var nu ikke andre synlige ændringer end at ledelsen overgik fra en brandmajor til en ansat brandinspektør. Skiftende brandinspektører forsøger i de følgende år at ændre forholdene for korpset, men først i 1897 lykkes det at få en ny brandvedtægt og bedre materiel. Årsagen til den positive sagsbehandling i byrådet skal nok findes i en stor brand i halmvarefabrikken i forbindelse med reberbanen i 1897, hvor fabrikken nedbrændre totalt.

I den forbindelse ændredes navnet på brandberedskabet fra "Helsingør Brandcorps" til "Helsingør Brandvæsen". Ved samme lejlighed fik det et betragteligt løft med bedre og mere udstyr, ligesom er større del af mandskabet blev fastansat og uniformeret. Der blev således bevilget 5.191kr. til nyanskaffelser, herunder uniformer og udrustning. Befalingsmændene skulle selv anskaffe uniformer og fik hertil en godtgørelse på 25kr. pr. år.

Det vides ikke nøjagtigt hvor korpsets brandmateriel blev opbevaret inden 1727, hvor "byens publique sprøjtehus" nævnes som værende i ejendommen i Sct. Annagade mellem de nuværende nr. 4 og 6. Der er i dag gennemgang til kirkepladsen ved Sct. Olai Kirke. Der stod da en lille bygning på 4 fag bindingsværk i et stokværk, hvoraf halvdelen bestod af en port "kirkerist", som fungerede som gennemganng til kirkegården. På bagsiden var en 2 fags lude tilbygget. Sprøjtehuset blev nedrevet mellem 1837 og 1847.

I 1838, blev ejendommen Sct. Anna Gade 45 erhvervet og indrettet til brandstation. Herfra foregik brandudrykningerne ved, at mandskabet trak sprøjterne til brandstedet. Der tilkom aftaler med en vognmand, der skulle levere heste ved udrykning, men da der kun var aftaler om et begrænset antal udrykninger, var det ikke altid, at vognmanden havde sine heste i beredskab, så de skulle hentes ind fra græsning.

Gennem årene blev pladsen for trang, og besværet med at komme ud i den snævre Sct. Anna Gade var stigende, også fordi brandkøretøjerne blev større med tiden efterhånden som brandsprøjterne blev motoriseret.

I forbindelse med Jernbanehotellets brand ved havnen i 1938 voksede kritikken over den lange udrykningstid.

Pr. 1. april 1940, samtidig med at der blev indgået aftale med Falcks Redningskorps, flyttede brandstationen til det gamle slagtehus i Svingelport. Dette var imidlertid langt fra færdigombygget (der var bevilget 60.000kr. til ombygningen) og først den 1. oktober 1940 kunne den officielle indvielse finde sted. Lokalerne var en betydelig forbedring, hvorimod til-/frakørselsmulighederne ikke var optimale - selv om det var en væsentlig forbedring i forhold til beliggenheden i Sct. Annagade.

Denne artikel er under udarbejdelse.

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.