Feriebyen - Folke-Ferie

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

Helsingør Ferieby er beliggende på Sperlings Allé 43 A i den nordvestlige del af Helsingør, 1,5 km fr Helsingørs centrum. Feriebyen drives af FolkeFerieFonden, hvis formål er at skabe ferieglæder for vanskeligt stillede familier og enkeltpersoner.

Helsingør Ferieby blev opført i perioden 1958-1964 for det daværende Dansk FolkeFerie som ferieby for arbejderfamilier. Feriebyen blev tegnet af arkitekterne Marius Andersen og Viggo Steen Møller. Konceptet for byggeriet var, at hver familie skulle have mulighed for privatliv i deres hus, men samtidig også mulighed for at deltage i et fællesskab med andre feriegæster.

Der blev opført 40 feriehuse på hver 42 m2. Da husene blev opført, var de efter tidens standard udstyret med alle moderne bekvemmeligheder. Der var rindende vand, toilet og elektricitet, og der var et lille køkken med komfur med flaskegas. Bad skulle man dog finde i en fælles badebygning. Der er i dag bevaret et enkelt “museumshus”, som viser de oprindelige huses indretning. Udover enkelthusene rummer feriebyen et fælleshus, som kan bruges til konferencer, kurser og fester.

Billede fra 2012 af et af husene, som de dengang var indendøre. Billedkilde: Dansk Folkeferie


I slutningen af 1900-tallet var Feriebyen i en årrække udlejet til Dansk Flygtningehjælp som flygtningecenter. En kort periode i 2022 blev feriebyen brugt til indkvartering af ukrainske flygtninge.

I 2003 kom feriebyen til at stå tom. Dansk Folke-Ferie fostrede da en idé om at tilegne feriebyen til svage grupper.

Ombygning 2011

Feriebyen blev i 2011 totalrenoveret og ført op til tidssvarende standard. Husene kan rumme 6 personer. Der er en dobbeltseng og 4 køjepladser, moderne køkken med opvaskemaskine, TV, terrasse og adgang til internet.

Feriehytterne efter istandsættelsen i 2011. Billedkilde: Dansk Folkeferie

Feriebyen er i skolernes sommerferie forbeholdt familier med alvorligt syge eller psykisk handikappede børn, økonomisk dårligt stillede familier med børn og pensionister. På andre tidspunkter af året bruges feriebyen meget til lejrskoleophold.

Det indre af et af husene efter moderniseringen i 2011. Billedkilde: Dansk Folkeferie.

Kilder

Folkeferiefonden

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.