Forskel mellem versioner af "Christine Mølle"

Linje 11: Linje 11:
  
 
===Litteratur===
 
===Litteratur===
Laurits Pedersen: Helsingørs Møller og Møllere. (Fra Frederiksborg Amt, 1955)
+
[http://bibliotek.dk/vis.php?origin=sogning&field4=forfatter&term4=&field2=titel&term2=helsing%F8rs+m%F8ller+og+m%F8llere&field3=emne&term3=&field1=fritekst&term1=&mat_text=%A0%A0%A0%A0-+tidsskriftartikler&mat_ccl=ma%3Dap&term_mat%5B%5D=ma%3Dap&field_sprog=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar=&target%5B%5D=dfa Laurits Pedersen: Helsingørs Møller og Møllere. (Fra Frederiksborg Amt, 1955)]
  
 
M. Galschiøt: Helsingør omkring midten af forrige Aarhundrede. 1921. S. 218-223.
 
M. Galschiøt: Helsingør omkring midten af forrige Aarhundrede. 1921. S. 218-223.

Versionen fra 3. nov 2008, 10:41

Christine Mølle
Den oprindelige Barkmøllen, blev i sidste halvdel af 1700-tallet flyttet ind på den såkaldte Mølledamslod med St. Hans Kilde ved Møllebakken i Helsingør og derefter kaldt Christine Mølle. Møllen var da en stubmølle, men efter en brand i 1837 blev den opført igen som hollandsk mølle.


Fra 1819 var møller Rasmus Hansen ejer, eller snarere major Hansen. Mølleren var nemlig vicebrandmajor, og kaldtes aldrig for andet end major Hansen. Han var altid velsoigneret og velklædt i civil og statelig når han bar den den fornemme brandmajor-uniform. I hans tid voksede Christine Mølle til en betydelig forretning. I 1876 udvidedes med en dampmølle, og også møllens landbrug var anseeligt - et jordtilliggende på 30 tdr. land.

Den 19. august 1869 havde major Hansen været borger i Helsingør i 50 år. I den periode havde han, udover at være møller på Christine Mølle, været vicebrandmajor 1841-1962, borgerrepræsentant 1844-1850 og værge for Skt. Olai Kirke siden 1854. Byrådet vedtog da også at sende ham en lykønskning og takke for indsatsen.

Mange af officererne fra Kronborg kom i hjemmet, og en af dem, kaptajn Johan Olfert Fischer Høst giftede sig med hans datter og overtog møllen ved Rasmus Hansens død i 1872. Høst døde selv allerede i 1878. Han blev efterfulgt af Majus Bay, som drev møllen for enkefru Høst.

I 1880 blev hele ejendommen solgt til Emil Wiibroe, som drev virksomheden indtil møllen en nat i 1928 brændte. Kun en ruin stod tilbage - og det fik den lov til i ca. 20 år.

Litteratur

Laurits Pedersen: Helsingørs Møller og Møllere. (Fra Frederiksborg Amt, 1955)

M. Galschiøt: Helsingør omkring midten af forrige Aarhundrede. 1921. S. 218-223.

Birger Mikkelsen: Helsingør var møllernes by. (Helsingør Dagblad, 1964, 6. august)

Helsingør Byråd. Referat fra mødet 7. aug. 1869.