August Strindberg

Fra Helsingør Leksikon
Version fra 29. maj 2012, 18:50 af HelsingorAdmin (diskussion | bidrag) HelsingorAdmin (diskussion | bidrag) (Siden blev oprettet: Den store svenske forfatter August Strindberg levede 1849-1912. Hundredåret gav naturligvis anledning til masser af fokus på den verdensberømte forfatter - ikke mindst i sven...)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Skift til:navigering, søgning

Den store svenske forfatter August Strindberg levede 1849-1912. Hundredåret gav naturligvis anledning til masser af fokus på den verdensberømte forfatter - ikke mindst i svensk TV, hvor man foråret 2012 genudsendte den meget roste serie „Strindberg - et liv“ - bygget over forfatteren P.O. Enquists bog af samme navn.

Denne TV-serie kommer også ind på Strindbergs sommerophold i Hornbæk i 1901. Det var blot et af forfatterens mange ophold i Danmark, men også et af de mest dramatiske. Strindberg, der på dette tidspunkt var 52 år, var kort forinden blevet gift med den næsten 30 år yngre skuespiller Harriet Bosse.

Det var besluttet, at bryllupsrejsen skulle gå til Tyskland og Schweiz, og den unge Harriet glædede sig. Men kort før den planlagte afrejse aflyste Strindberg. „Vi rejser ikke - magterne vil det ikke“, forklarede han blot.

Den dybt ulykkelige Harriet Bosse besluttede sig derfor til at rejse selv - hun havde familiemæssige relationer til Danmark og Hornbæk og derfor faldt valget på Hornbæk. Nogle dage efter valgte Strindberg dog at følge efter. De indlogerede sig først på kroen, men her kunne Strindberg ikke udstå stemningen ved aftensmaden i krostuen, og de indlogerede sig derfor privat i „Vedbendhuset“, som Strindberg kaldte ejendommen på Ole Piisvej 7 - et hus, der stadig er bevaret næsten som på Strindbergs tid. Her boede de i en måneds tid, men problemerne var ikke slut endnu.

En dag var ægteparret gået ned til stranden. Hvad der herefter skete fortæller P.O. Enquist: " Harriet ville bade og soppede i vandkanten, mens Strindberg lidt irriteret så på. Pludselig fik han øje på en fotograf, der skulle til at fotografere parret og ikke mindst den indtagende Harriet. Strindberg gik amok og overfaldt fotografen og slog løs på ham med sin stok, mens han overfusede ham i lidet tvetydige vendinger."

Optrinnet gav anledning til en større avispolemik, der snart bredte sig til hele Norden - en debat om, hvor grænserne for privatlivets fred går. Strindberg nævner ikke selv episoden i Hornbæk i sin dagbog, der i det hele taget kun rummer ganske få optegnelser fra tiden der.

Efter en måneds tid i Hornbæk tog Strindberg-parret endelig videre til Tyskland, som de oprindelig havde planlagt. Opholdet i Hornbæk fik dog følger. I august kunne lægen konstatere, at Harriet var gravid. Men barnet - datteren Anne-Marie - kunne dog ikke ændre på, at parret gled fra hinanden - og i 1904 blev det stormfulde ægteskab definitivt opløst.

Kilder

Artiklen er en med et par mindre ændringer en gengivelse af bent Jørgensens artikel i Lokalavisen Nordsjælland 8/9 maj 2012.

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.