Villa Augusta

Sidste del af 1700-tallet skabte velstand for foretagsomme handelsmænd. I den ”florissante” periode blev mange fine bygninger opført, også i Helsingør. Nogle eksisterer endnu, men ”Villa Augusta” blev et offer for fremskridtet. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De dansk-vestindiske Øer og bragte eksempelvis forarbejdet rørsukker med hjem. Denne trafik var årsagen til, at Christian Clausen Plum lod denne ejendommen opføre.

Indholdsfortegnelse

Tømmerplads og flere ejendomme

Tømrermester og købmand Christian Clausen Plum (1719-1785) var en af byens rigeste på den tid. Han havde en stor tømmerplads med ”et 27 fag bræddeskur med heltag”, omgivet af ”125 fag plankeværk”. Grunden lå meget tæt ved stranden på datidens Gl. Strandvej, neden for Borrevold og lige nord for Galgebakken ved Trykkerdammen. Her lå det ældste fæstningsanlæg Flynderborg indtil omkring 1368-69.

Christian Clausen Plum var en initiativrig og aktiv forretningsmand. Han havde i 1768 ladet en ejendom bygge i Stjernegade 25. I 1787-1788 lod han oprøre en ejendom i Svingelport 8 (Gl. Strandvej 9), hvor beskrivelsen et komplet ”brændevinsinventarium” i baggården angiver, hvad der blev fremstillet. I første del af 1800-tallet blev ejendommen overtaget af medlemmer af slægten Tegner og gik derefter under betegnelsen ”Den Tegner’ske Gaard”.

Christian Clausen Plum havde fået kongeligt privilegium på at anlægge og drive et sukkerraffinaderi i Helsingør og lod sit raffinaderi opføre på tømmerpladsen. Johan Adam Späth havde i 1761 som den første i Helsingør fået samme tilladelse og anlagde et sukkerraffinaderi i Svingelport 7, benævnt ”Første Sukkerhus”. Ifølge en brandtaksation fra 1771 var anlægget taget i brug få år før.

Hovedbygningen

Brandtaksationen fra 1771 fortalte ligeledes, at hovedhuset på 30 gange 11 alen (lidt over 20½ meter) i grundmål, som var langt den største bygning, bestod af et ”grundmuret forhus på elleve fag i to etager med gebrokkent tag (=brudt, knækket tag, mansardtag eller vinkeltag) og frontspids. Et hus, som, som ”for faa aar siden af grunden nyt opbygget”. Hovedhuset var indrettet med diverse værelser, køkkener og spisekamre, ligesom den tilstødende sidebygning på venstre side i gården. Alle rum var forsynet med bræddegulv og gibsloft. Forhuset opvarmedes ved otte fajanceovne og to jernvind-ovne” (vindovn: en ovn, hvor forbrændingen foregår ved lufttræk fra det rum, hvor ovnen er - modsat en bilæggerovn, hvor opvarmningen foregår fra et andet lokale end det, der skal opvarmes). En brandmur omgav huset på alle fire sider. Ifølge beskrivelsen fandtes i et noget mindre sidehus med en ovn af ”hver slags”.

De store, grundmurede bygninger, opført i 2-3 etager stod i rød, blank mur med sandstensindfattede vinduer og frontspids på hovedhuset og har efter sigende både bygningsmæssigt og arkitektonisk virket helstøbte. Oven i det skilte de sig ud fra de samtidige klassicistiske huse, som på den tid fremstod med pudsede facader i pastelfarver.

Sukkerraffinaderiet

Ud over hovedhuset var der flere side- og bagbygninger. Bygningskomplekset, som blev benævnt ”Andet Sukkerhus”, rummede i sin helhed mange forskellige funktioner. Over for det oven for nævnte noget mindre sidehus lå bygningen med selve sukkerraffinaderiet. I forbindelse med dette lå en bindingsværksbygning på to fag og i én etage, indrettet med bødkerværksted og materialrum.

I gården lå en tillige en grundmuret sidebygning på fem fag og i tre etager med ”gebrokkent” tag samt en kvist på ét fag indrettet til ”sukkerraffinaderi med tilbehør”. Ligeledes lå i gården et baghus ”paa ti fag ét loft med halvtag over, hvoraf forsiden er mur- og bindingsværk paa de andre sider tømmer og brædder”. Ud til vejen lå ydermere ”en halvtagsbygning paa femogtyve fag ét 4 loft høj af tømmer og brædder”.

Endnu en bygning opførtes ”paa sytten fag ét loft høj med heltag over og en kvist paa af ét fag, alt af mur- og bindingsværk”, som blev indrettet til lagerrum, stald, vognskur og soldaterkammer. Den lå i ud til vejen i ejendommens sydlige ende. Indhegningen bestod af et plankeværk på 94 fag.

Udvidelser

Efter brandtaksationen i 1771 blev bygningskomplekset udvidet. En ny tilbygning til forhuset var blevet tilføjet i 1775, sandsynligvis den grundmurede bygning i 2 etager og med mansardtag. Den blev fjernet omkring 1830.

Ud mod vejen blev det gamle bræddeskur revet ned og erstattet af en bygning på ”47 fag mur¬ og bindingsværksbygning i én etage og med 4 kviste af hver 1 fag”. Det var en forlængelse af den tidligere omtalte bindingsværksbygning på 17 fag, rejst få år tidligere. Nu en anselig bygning på i alt 64 fag, som foruden lagerrum og stald stadig rummede vognskur samt soldaterkammer. Yderligere blev en sidebygning på 9 fag bindingsværk tilføjet. Her blev indrettet bødkerværksted og materielrum, som er nævnt oven for i forbindelse med en bindingsværksbygning på to fag og i én etage og som muligvis er blevet flyttet efter udvidelsen. Bygningskomplekset fik efter disse udvidelser ikke flere tilbygninger.

Den del af den gamle tømmerplads, som lå nærmest byen, var i mellemtiden blevet solgt fra til den visionære købmand og entreprenør Jean Jacob Claessen (1752-1806). Han er omtalt flere steder i dette leksikon: Strandgade 93; Reberbanen; Reberbaneparken og Claessensvej. Grunden var så stor, at der sagtens kunne inddrages et andet stykke jord til tømmerplads, som blev indhegnet med plankeværk.inddrages et andet stykke jord til tømmerplads, som blev indhegnet med plankeværk.

Fra sukkerraffinaderi til lystejendom

Ved brandtaksationen 1827, hvor ejeren er C. W. Ernst, er sukkerraffinaderiet stadig anvendeligt. Ti år senere figurerer kommandør Henrik Gerner Sneedorff (1793-1883) som ejer, toldinspektør ved Øresunds Toldkammer over en lang periode. Tilsyneladende er ”fabriksbygningen” herefter omdannet til beboelse i alle tre etager, og ejendommen var blevet til en "lystejendom". Skibsklarerer James Deacon beboede ejendommen omkring 1850. Navnet ”Andet Sukkerhus” var dog knyttet til ejendommen endnu et stykke tid efter, at den kun blev anvendt til privatbolig.

Nye ejere

Fra 1857 blev prinsesse Augusta af Hessen (1823-1889) og baron Carl Frederik Blixen-Finecke (1822-1873), politiker og godsejer, ejere af ejendommen. Førstnævnte var søster til prinsesse Louise, gift med prins Christian, som fra 1863 blev konge af Danmark. Bror Frederik Blixen-Finecke, gift med Karen Blixen, var sønnesøn af Carl Frederik. Augusta af Hessen blev boende efter sin mands død i 1873, indtil hun selv døde i 1889.

De første ti år efter overtagelsen af ejendommen skete der markante ændringer, tilpasset nye beboere med en helt anden status. På hver side af hovedbygningen blev to bygninger til beboelse tilføjet ud mod Gl. Strandvej, begge grundmurede. I den sydlige fandtes en port, som førte ind til gården. En veranda blev tilføjet hovedbygningen. En 282 alen lang mur (knap 177½ meter) med to porte omgav selve gården. Kun 5 fag af det tidligere plankeværk var tilbage.

”Prinsesse Augusta af Hessens Gaard”

Et helt nyt bygningskompleks blev opført på den anden side af Gl. Strandvej. Herefter var der ikke meget mening i at kalde stedet for ”Andet Sukkerhus” længere. Det blev afløst af navnet ”Villa Augusta”. Det nye byggeri bestod af fire længer af forskellig størrelse, opført i grundmur og udstyret med vinkeltag. Opgaven blev varetaget af arkitekt Zaugmann fra Hillerød.

Bagbygningen samt de to sidelænger var uden beboelsesrum og var beregnet til praktiske funktioner. Den slags funktioner såsom tørvehus, pakhus og lignende blev overflyttet til denne ejendom. Her blev også indrettet en herskabsstald med vognremise og plads til mindst 9 heste samt et selekammer til standsmæssigt udstyr. At man gjorde så meget ud af dette, var et udtryk for ens aristokratiske stand og noget, man gerne viste frem. Bolig for kusk og stalddreng samt portnerbolig fandtes også. Folkestue og køkken lå i kælderen, som skik var. Der var 3 ”gibsede og farvede” værelser i loftetagen, hvor de fleste af tjenestefolkene boede. Til modtagelse af kongelige besøgende var der repræsentationslokaler. I stueetagen fandtes en række dagligstuer og saloner. På første sal var soveværelser, påklædningsværelser og boudoir (et lille elegant værelse hvor husets frue kunne trække sig tilbage). En glasveranda blev opført, endnu større end den, der var blevet tilføjet på den gamle hovedbygning.

Efter sigende skulle rummene i ”Villa Augusta” have været ”intime og usædvanligt hyggelige stuer”. Disse fire længer afveg fra den omliggende bebyggelse derved, at den havde et lukket gårdrum. Boligkomplekset omkring den gamle hovedbygning fremstod mere planløs og tilfældig. Den lå meget tæt ved vandet og var stadig langt den største bygning.

Rangerterræn og remise

Villa Augusta var en af flere ejendomme med facade ud mod Gl. Strandvej, som måtte lade livet efter omlægning af Nordbanen i 1891 og etablering af Kystbanen i 1897. Inddragelsen skete i flere etaper i takt med behovet for rangerterrænets udvidelse. Den store have på den anden side af Gl. Strandvej og det nye bygningskompleks af villaen blev købt af Statsbanerne og inddraget til rangerareal. Efter Kystbanens åbning i 1897 havde man brug for mere remiseplads. Så kom turen kom til den gamle hovedbygning og øvrige bygninger. Den sidste bygningsrest var en lille hjørnefløj, som blev anvendt til overnattende lokomotivpersonale, og i 1950’erne forsvandt den sidste rest af villaen.

Litteratur

Kenno Pedersen: ”3644 alen ad Gammel Strandvej ved Helsingør”. Helsingør Kommunes Museer, årbog 1994 (s.63-67).

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010 (side 16-17).

Eva Trein Nielsen: Per Augusta ad Augusta: prinsessen og politikeren. Folk og minder fra Nordsjælland, 2007 (side 41-48).

Annette Aagaard: Lidt om Villa Augusta. Forening & Museum, nr. 4, 1993.