Vapnagaard - boligområdet

Under overskriften Da tanken om Vapnagaard blev født skrev redaktør Erik Stubtoft følgende i Vapnagaard kalenderen 2010:

Vapnagaard-1.jpg

Midt i 1950'erne var den store udvikling af Helsingør by godt i gang. De bymæssige arealer var opbrugt og politikerne begyndte at spejde lidt længere ud. Arealerne ved Kongevejen sydpå faldt i øjnene. Der var mange større områder, hvor græsset groede og folk i hyggede sig i mindre enklaver af datidens småhaver med tilhørende selvbyggede skure til haveredskaberne. Der blev i den lokale presse og blandt byrådsmedlemmerne talt om at bygge indtil flere høje huse – op til otte etager – på de gamle Vapnagaard-jorder, som kommunen selv ejede. Det var man allerede i gang med andre steder i byens omegn.

Formanden for Det sociale Boligselskab i Helsingør, det socialdemokratiske folketingsmedlem Niels Mørk, var sammen med den socialdemokratiske borgmester Sigurd Schytz, meget opmærksom på, at der i København og omegn var mange mennesker, som søgte bolig. Selv om der blev bygget meget i Københavns omegn og nye byer som Rødovre, Hvidovre, Glostrup, Gladsaxe mv. skød op som paddehatte med masser af nye sociale boliger, kunne det ikke dække behovet.

Vapnagaard 1970

De mange byggerier, som Det sociale Boligselskab i Helsingør satte i gang i de år dækkede knap nok behovet for bolig for de mange fra Helsingør og Tikøb, som ønskede at bo tættere på deres arbejde. I starten af 1960´erne var der således mere end 200 nye sociale boliger under opførelse.

I disse år havde den politiske debat i hele landet klart fokus på boligpolitikken. Det var den gang Socialdemokratiets slogan i en valgkamp var ”Gør gode tider bedre”. Dette ønske omfattede også boligområdet. De dårlige lejligheder fra 1920´erne og 1930´erne var håbløs forældede. Der skulle tænkes nyt, fordi befolkningens behov var blevet ændret. Mere moderne køkkener, bade- og toiletfaciliteter, lysere og større rum – og gerne et værelse mere. Det førte til et meget berømt boligforlig i 1966, hvor den daværende boligminister Kaj Andreasen (S) fik de store politiske partier med til at indføre boligsikringsloven fra 1. april 1967. Forliget omfattede også store lejeforhøjelser og mange andre ting, hvoraf især et forhold har præget boligmarkedet siden på godt og ondt, nemlig muligheden for, at almindelige lejligheder kunne købes og sælges under betegnelsen ejerlejligheder.

Jeg arbejdede midt i 1960´erne i Det kooperative Fællesforbund, som blandt sine 7-800 medlemsorganisationer havde omkring ca. 550 lokale sociale boligselskaber, bl.a. Det sociale Boligselskab i Helsingør. Uden at vide, at jeg mange år efter skulle flytte fra København til Helsingør, oplevede jeg at være med til de politiske drøftelser om, hvordan Kooperationen og Socialdemokratiet skulle tackle den store boligmangel, som Danmark havde på det tidspunkt – også i Helsingør.

Kooperationen og Socialdemokratiet ønskede mere socialt boligbyggeri

Vapnagaard 21/11 1974. Foto: Anne-Sofie Rubæk

De kooperative byggevirksomheder oprettede i 1961 en betonelementfabrik i Hedensted kommune mellem Vejle og Horsens. Fabrikken, der hed Boligbeton, skulle forsyne den hastigt voksende byggesektor med færdigproducerede byggeelementer, altså dæk- og vægelementer af beton.

I København havde man i 1963 vedtaget at opføre et kæmpeboligområde på Amager med 2.500 nye boliger og plads til mere end 5.000 beboere. Planen, der blev kaldt Urbanplanen efter den københavnske overborgmester Urban Hansen, blev opført som montagebyggeri med byggefærdige betonelementer og taget i brug i sidste halvdel af 1960´erne.

I Det kooperative Fællesforbund drøftede man intensivt, om denne nye byggemetode skulle bidrage til at afhjælpe boligmanglen andre steder i landet. Her kom så Helsingør og planen om et byggeri på Vapnagaards jorder ind i billedet. Man havde som sagt fået lovgivet om boligsikringen. Overvejelserne gik på om huslejerne i de nye sociale boligbyggerier, bl.a. altså i Helsingør, kunne få folk, der ikke havde de allerbedste økonomiske forhold, til at flytte ind.

En godkendelse fra Boligministeriet om bebyggelsen af Vapnagård kom i starten af 1967 – og så gik det hurtigt. Endda så hurtigt, at Boligbeton-fabrikken ikke kunne følge med. Der blev derfor oprettet et lignende firma i Helsingør, som derefter tog sig af at levere byggeelementerne til byggeriet.

Vapnagaard-projektet blev grundigt diskuteret i Det kooperative Fællesforbund – men også i den lokale presse i Helsingør. For det første var det jo en hel bydel af Helsingør med plads til 5-6.000 beboere, der var ved at blive skabt. I mit job sammenlignede vi Vapnagaard med købstæder som Bogense og Stubbekøbing, der hver for sig havde 6-7.000 indbyggere. Men det var gamle byer med rådhus, mange små forretninger, håndværkervirksomheder, folkeskoler, opland med bønder og deres helt egen kultur og tradition. Vapnagaard ville jo ikke blive en rigtig by selv om man lod 5-6.000 beboere flytte ind der.

Mange gode forslag for at få et godt projekt ud af det

Vapnagaard-2.jpg

Der kom mange gode forslag og ideer til, hvordan dette by-problem skulle løses. I planen for Vapnagaard var det fra starten planlagt, at der skulle bygges et butikscenter med fødevarebutikker. Men det lod vente på sig, så i stedet blev der etableret et par midlertidige nærbutikker. Først en halv snes år efter, at de første beboere var flyttet ind, begyndte butikscenterplanen at tegne sig med opførelsen af Prøvestenscentret. Men også behovet for aktiviteter opstod hurtigt blandt de indflyttende beboere. En lejerforening var blandt de første foreninger, der blev startet – men hurtigt kom der gang i forskellige klubber, som kunne aktivere beboerne. Børnene i området blev der glædeligvis gjort meget for. Legepladser og børnevenlige miljøer kom hurtig på plads.

Det andet emne, der blev drøftet meget – både i årene under byggeriet, men også og ikke mindst i årene efter, at Vapnagaard stod færdig – var byggeriets udseende. Disse grå og kedelige og stive og uinspirerende bygninger af beton var det ikke alle i Helsingør, som var glade for. Avisdebatten var voldsom i en periode. Nogle politikere nærmest fortrød, at de havde sagt ja til det. De glemte måske, at når byrådet i Helsingør og Folketinget havde sagt ja til den form for byggeri, var det fordi bolignøden var stor i Danmark. Unge mennesker kunne ikke få lejlighed, hvis ikke de kendte nogen som kendte nogen. Mange lejligheder i det private udlejningsmarked var ikke til at betale for almindelige mennesker. Så ønsket om at bygge meget og helst til lave huslejer var presserende.

Gl. Vapnagaard indvies den 27/11 1976. Foto Jørgen Rubæk Hansen

Måske af netop disse to årsager havde Vapnagaard de første år vanskeligheder med at få udlejet alle sine lejligheder. På et tidspunkt i 1972 var der således ca. 200 ledige lejligheder ud af de godt 1200 lejligheder man havde bygget eller havde under opførelse. Måske skyldtes udlejningsvanskelighederne også, at de oprindelige planer for Vapnagaard ændrede sig efterhånden som byggeriet skred frem. Det kneb som sagt med at få etableret rimelige indkøbsmuligheder i området. De planlagte højhuse blev barberet væk efter store politiske skænderier og i det hele taget havde Vapnagaard ikke den helt store politiske opbakning i årene efter færdiggørelsen først i 1970´erne.

I Helsingør Kommunes Museers Årbog for 2006 har Jens Middelboe skrevet en interessant historisk, personlig beretning om Vapnagaard – altså om tiden på landbrugsejendommen Vapnagaard, som han boede på fra 1940 og nogle år fremefter. ”Det var en rigtig gammel, firlænget gård med hovedbygning, bestyrerbolig, stalde og lader. Gården lå helt isoleret med store marker på alle sider. Markerne strakte sig fra Kongevejen helt ned til Rønnebær Alle. Man kom ind til gården enten ad en markvej ude fra Kongevejen forbi højdepunktet ”Hestens Bakke” eller ad en smal grusvej, der førte op til Rønnebær Alle.” Ja det var dengang for bare 70 år siden. I dag ligger Vapnagaard som en bebyggelse langt inde i Helsingør by med sin egen kultur og tradition, som ingen af os, der var med fra den allerførste start, havde drømt om.

Litteratur

Helsingør Kommunes Museer. Årbog 2006.

Bygge og bo : gennem 50 år : Det sociale Boligselskab i Helsingør 1938-1988. Af Kenno Pedersen og Lars Bjørn Madsen. Helsingør : Det sociale Boligselskab i Helsingør, 1988.

Erik Stubtofts egen arkivsamling.