Vandet

af Jan Stampe Madsen


Vor sol drøned ned - horisonten så rød

den spredtes som purper bag skyen

Se der går den ned snart slukker sin glød

den plumper i vandet og slukkes...

for

Áf havet der stiger denne underfulde luft

den stiger som bittesmå skyer af vand

det føles så skønt men har dog ingen duft

før luften fortættes og drypper...


Så havet blir vandet - og vandet blir havet

af dråbe for dråbe - en cyklus begyndt

Når vandet blir havet, det er nu noét ávet

det hele skal sådan gå omvendt og ned...


Ååh vinden den smyger sig tæt over land

den trækker sin finger fra havet

den løber og leger i det iskolde vand

og puster en surfer til landet...

men

Bølgen står stille, sig krummer og går

den ruller og danser på vandet

nu bøjer sig stille den vælter og slår

vor surfer han havner i sandet...


Ti toppe stak op af det dybfrosne vand

ja isen og kulden tar fat nu.

Den bider og skraber fra Svenskernes land

den river i båden - gir rift du.

for

Kølvandets striber blir trukket som is

og randen blir lukket af kulden

to - tre fiskerbåde beklageligvis

bugseres til havnen lidt bulden..