Tibberup Møllegaard

Tibberup Møllegaard på Gl. Strandvej 416 er en af Tibberups oprindelige gårde. Indtil 1807 hørte gården til Krogerup Gods – ligesom al anden ejendom i Tibberup. Den første selvejer hed Morten Jensen – og han var ikke møller, som man skulle tro p.g.a. gårdens nuværende navn. Den oprindelige møllegård var derimod gården på modsatte side af Gl. Strandvej – den ejendom, der nu indgår som en del af Efterskolen Øresund. Denne ejendom hed i 1800-tallet Christiansminde – senere blev den kaldt Humlegaarden (ikke at forveksle med kurstedet Humlegaarden lige syd for kommunegrænsen). Den østlige (og oprindelige møllegård) blev bygget engang i 1700-tallet.

Tibberup Møllegaard fotograferet fra møllen i foråret 2007

I 1831 overtog møller Peder Jensen den nuværende møllegård vest for Gl. Strandvej og fra den tid kaldtes den Tibberup Møllegaard. Frem til omkring 1916 var den i møllerslægtens eje og blev drevet sammen med Tibberup Mølle.

De nuværende bygninger stammer fra 1870’erne. Gårdens stuebygning lå mod nord – med udsigt til den hollandske vindmølle, der også stammer fra 1870. Den parallelle bygning mod syd indeholdt lade, medens vestlængen oprindelig var stald og svinehus.

I 1918 overtog den navnkundige tømrermester Harald Tjellesen Tibberup Møllegaard. En nærliggende vej er opkaldt efter ham. Tjellesen lod ejendommens bygninger indrette til boligformål – og i øvrigt byggede han mange af områdets villaer i første halvdel af 1900-tallet.