Sudergade 23

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

Den nuværende beboelsesejendom er opført i 1931 for restauratør Zachhau efter tegning af arkitekt Volmer Drosted. Det var den første bygning i Helsingør, som blev opført i jernbeton.

Den tidligere ejendom var et bindingsværkshus formentlig fra 1700-tallet. I en omtale i 1736 omfattede gårdbebyggelsen allerede da et bryghus og ejendommen strakte sig om hjørnet til Stjernegade.

Ved brandtaksationen i 1782 foretages en opdeling af ejendommen, således at Stjernegadedelen vurderedes separat. Dette falder sammen med, at brygger og brændevinsbrænder Niels Danielsen har overtaget ejendommen og indrettet den i dette øjemed. Ved folketællingen i 1801 er der kun 1 husstand i ejendommen.

I 1842 ejedes ejendommen af G.A Galschiøt, som da var ved at modernisere brænderiet. Han udlejejede den til Jørgen Martin Hansen Tvede, som fuldførte moderniseringen. Tvede overtog senere ejendommen.

Tvede fuldførte moderniseringen og da han døde i 1849 videreførte sønnen Jens Levin Tvede brænderiet. Virksomheden i gården brændte i 1864, medens forhuset forblev uskadt. Brænderiet flyttede derefter til Stjernegade 25.

Formentlig har der været udsalg og muligvis udskænkning i ejendommen i Tvedes tid, men brændevinsbrændingen ophørte ved branden.

Ifølge Gerhard Larsens erindringer fra 1946 "Gamle minder fra Helsingør" har Ole Svendsen haft beværtning i ejendommen, og det var hans efterfølger, Hans Christensen, der døbte den "Valdemar". Hans Christensen havde tidligere været opvarter i "Sommerlyst".

Ifølge vejviseren er J. Zachau restauratør i Valdemar fra 1901, og ejendommen er fortsat i familiens eje (2002).

Ved byggeriet i 1931 blev der plads til flere butikslokaler, hvor der har været skiftende forretninger. I skrivende stund (2012) er der en frisør og en skønhedsklinik.

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.