Sudergade 18

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning
Sudergade 18. Foto 1972

Huset er opført af brolægger C. Voss i 1871. Dette år erhvervede han ejendommen og rev et gammelt bindingsværkshus på ni fag ned. Den første butik blev indrettet i 1899, den anden - en slagterbutik - kom til i 1911, hvor slagtermester Poul Hjalmar Petersen søgte om tilladelse til at sætte to butiksvinduer i facaden. Helt frem til 2000 var der slagterforretning i bygningen - i hvert fald i perioden 1931-2000 under navnet Kødbørsen. I den lille forretning ved siden af Kødbørsen lå i mange år en herrefrisør.

Uddrag af M. Galschiøt: Helsingør, side 242. Diddricksens (Jes Johan) lille Hus laa i Sudergade ved Torvet. Gennem Gadedøren kom man ind i Gangen, der gik tværs gennem Huset ud til Gaarden. Paa den ene Side af Gangen laa Stadsestuen "Salen" paa den anden Dagligstuen; Sovekammer og Køkken bag ved ud til Gaarden; Værkstedet i en Sidebygning.Det hele var et stort Dukkehus. Men Diddricksens Stolthed var "Haven", der var anlagt i den bageste Del af Gaarden og højt regnet en Snes Alen i Kvadrat; for her var samlet nogle af verdens syv Underværker, bl.a. et Springvand midt i Haven med en lidt større og flere mindre Straaler, derved Haner kunde bringes til at straale sammen i forskellige Figurer, vel at mærke saa længe der var Vand nok i Tønden, som var anbragt paa et Stillads henne i Hjørnet af Gaarden og fyldtes dels fra Himlen gennem Tagrenderne, dels fra Posten ved Foden af Stilladset. Springvandet sprang midt i et lille Bassin, hvori der svømmede Guldfisk (om somren); en Paafugl sad paa Kanten af Bassinet og slog Hjul med sin hale og skreg op til Naboers og Genboers Plage, men til Diddricksens og Madam Diddricksens Glæde, for det var nu dens Maade at snakke med dem paa. Nabogaardenes Bindingsværks Bagmure var dækket med Vildvin og bengalske Roser, og der var Plads til flere Sirenbuske og et lysthus; der var ogsaa Bure med Sangfugle og et Egern og store kogende konkylier omkring Bassinet og langs Kanten af Havegangen. Det var Paradiset paa Jorden for det hæderværdige Kobbersmedepar.

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.