Strandgade 89

Kun en brandtomt fandtes på denne adresse, inden vinhandler og købmand Johan Christian Sprunck lod en ejendom opføre i 1760. Den ligger mellem den sydlige nabo, den Fenwickske Gård i Strandgade 85-87 og den nordlige nabo Skibsklarerergården i Strandgade 91.

Strandgade 89. Foto fra marts 2020.

Indholdsfortegnelse

En bygning rejses

Johan Christian Sprunck (1714-1774) lod på oven for nævnte sted opføre et forhus i to etager, som var udstyret med Frontispice og heltag. For- og bagsiden af forhuset var grundmuret, mens gavlene var opført i bindingsværk. Facaden var inddelt i tre store fag, som den stadig er det. I 1760, samme år som forhuset blev bygget, blev de fem fag af sidehuset tættest på forhuset opført med en grundmuret facade, mens det øvrige var med bindingsværk, kælder og de to etager med Mansardhalvtag. Mellem 1771 og 1782 blev disse fag forhøjet med yderligere en etage med halvtag med en kvist over to fag. I forlængelse af denne sidebygning blev tilføjet en bygning i én etage på ni fag, opført i bindingsværk. Porten og indkørslen fra Strandgade er ikke omtalt før 1790’erne. Ejendommen benævnes som ”Spruncks Gård”.

Svigersøn tager over

Johan Christian Spruncks arvinger overtog ejendommen efter hans død i 1774. Den blev på et senere tidspunkt overtaget af Michael Liebman (1749-1819), som blev gift med Birgitte Augustine Sprunck i 1783 og derved blev svigersøn til Sprunck. Ikke usædvanligt, at giftermål forekom mellem velstående familier. Navnet Liebman ses også stavet Liebmann, dog er det stavet Liebmand i ”Borgerskaber i Helsingør 1612-1933” af Torben Bill-Jessen. Michael Liebman var købmand, skibsklarerer, major og kirkeværge for Skt. Olai Kirke og ejede i tidsrummet 1791-1817 de to ejendomme, Stengade 69 og Stengade 76. De ligger over for hinanden på hver side af gade, og han boede i den sidst nævnte ejendom, som regnedes for hovedgården. Han ejede også gården Ørsholt i Tikøb Sogn øst for Gurre Sø. Liebman dannede sammen med købmand Wulff handelshuset Liebmann og Wulff, som blev ejer af Bergmandsdal i 1791.

Sidehuse og trappehus

Michael Liebman lod den oven for nævnte sidst tilføjede sidebygning på ni fag og én etage erstatte af en ny med samme udseende, men hvor de tre sider var grundmurede. Bagsiden blev opført i bindingsværk og stod færdig i 1790. På samme tid opførtes et trappehus på fire etager. Omkring 1810 lod Michael Liebman opføre et tredje sidehus bagest i gården, som oprindeligt hørte under ejendommen Stengade 76, som nævnt også ejet af Liebman. I 1837 bevirkede ændringer i de matrikulære forhold, at bygningen administrativt blev lagt ind under Strandgade 89. Ejendommen havde indtil 1835 en udstrækning fra Stengade og videre helt igennem til stranden.

”Pumpen” og ”Sugeværket”

I 1843 må Niels Liebman imidlertid skille sig ved ”Strandgadegaarden”, der i folkemunde kaldes ”Pumpen”, opkaldt efter en vandledning og en kumme i gården. Niels Liebman må være en efterkommer af Michael Liebman (måske barnebarn) og omtales som både agent, købmand, høker og værtshusholder. Niels må være en efterkommer af Michael Liebman, men hans relation til slægten er denne artikels forfatter ubekendt (muligvis barnebarn). I 1857 blev der indrettet butikker i både forhusets i kælder og på 1. etage, nemlig ”Pumpen” og ”Sugeværket”. Et citat fortæller, at der blev etableret: ”en Beværtning til Tider hele to, hvoraf den ene med Sangerinder. Karakteristisk nok er ved en af Folketællingerne fra Aarhundredets Midte baade Værten og Værtinden opført under ’midlertidigt fraværende’, medens en Anmærkning oplyser, at de begge er arresterede for 17 Dage. I Sidebygningen var der nu blevet en hel Kaserne. Her bor en Frugtsælgerske, en Vaskerkone, to Arbejdsmænd og to Syersker. Beværtningen gaar en Tid under Navnet ’Sømands Minde’, men ’Pumpen’, hvis Oprindelse ingen kender, blev det Navn, der satte sig fast til vore Dage”. Åbenbart er der en forklaring på navnet ”Pumpen”, men hvoraf navnet ”Sugeværket” kommer, er denne artikels forfatter ukendt.

Strandgade 89. Et kig ind i gården. Foto fra marts 2020.

Ejendommen senere

Indehaver af ejendommen efter Sprunck og Liebman, var bl.a. kaptajn og buntmager Philip Werner i perioden 1857-1867. Han var søn af C. A. P. Werner, også kaptajn og buntmager, som slog sig ned i Helsingør i 1795 og skabte Helsingør-huen.

Mellem 1867 og 1905 blev begge de før omtalte sidehuse forhøjet med en etage og forsynet med mansardhalvtag, og en kvistbygning med balkon blev tilføjet. Bygningen er, som så mange andre, ”vokset” gennem tiderne. Forskellige erhverv har siden holdt til i ejendommen såsom entreprenør, fodplejer, tandtekniker og tandlæge, læger. Ejendommen indeholder også privat beboelse. Facaden er i skivende stund malet i en lys, dueblå nuance.

Litteratur

Historiske huse i Helsingør. Nationalmuseet, 1973.

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010.