Smugleri i Helsingør

Indholdsfortegnelse

En yndet sport

Helsingør har været særdeles velegnet til udøvelse af ulovlig indførsel af forbudte eller told- og afgiftspligtige varer gennem tiderne. Det er foregået både til lands og til vands og har været en attraktiv beskæftigelse, nærmest en folkesport at drille og snyde toldvæsenet. På en eller anden måde var smugleri acceptabelt for rigtig mange mennesker og næsten forbundet med en vis heltestatus. Under den forhadte konsumtion, gældende fra 1660-1851, gik det lystigt for sig. Konsumtionen var en forbrugsafgift af de varer, der blev indført i byen, svarende til vore dages moms. Den blev opkrævet ved byens porte.

Under den lange periode med Øresundtolden, som blev opkrævet fra 1429-1857, blev der smuglet på livet løs med fremmede, oversøiske og ofte kostbare varer, som var behæftet med told og som den internationale handel kunne byde på via de passerende skibe. At så mange skibe med så mange varer passerede Øresunds smalleste sted, gav righoldige muligheder for smugleri, men det havde ikke noget med selve Øresundstolden at gøre. Størstedelen af smugleriet foregik gennem tiderne fra Helsingør til Skånes kyst.

Hvem smuglede?

Medvirkende fandtes i en eller anden form og i stor udstrækning såvel i de højere som lavere samfundslag. Mange mennesker med hang til eventyrlyst og spænding blev således tiltrukket af ”erhvervet”, som ofte blev udøvet med både fantasi og snedighed. Naturligvis også var der også penge i det, ellers havde det næppe været ulejligheden og risikoen værd. Jo flere penge der er i det, desto større risiko er nogle villige til at løbe. Det gælder alle samfundslag. Mange var involveret i smugleriet, der var velorganiseret og udførtes med hjælpere og hælere. Selv en jagthund kunne blive inddraget i smuglergerningen.

Mange af Helsingørs borgere havde et erhverv, der var knyttet til havet. Smugleri i forbindelse med handel med forbipasserende skibe blev ofte udøvet af fiskere, som havde en båd i forvejen. Langt ude på havet, uden for synsvidde, blev det dyre smuglergods lastet om bord på fiskerbådene. Denne specielle form for tuskhandel, kaldet kadrejeri, var derfor ret udbredt.

Smugleri var ikke en usædvanlig beskæftigelse for kapere, som under Englandskrigene 1801-1814 havde levet et spændende og farligt liv. Et efterfølgende liv, ofte som færgemænd, blev lidt kedeligt, og med smugleriet kunne de i nogen grad få deres behov for spænding dækket. Det gjaldt eksempelvis Jens Lind, som boede i Strandgade 1 (se de to artikler i dette leksikon). Han blev kun pågrebet én gang og slap med en bøde.

Det fristende smugleri

Fristelsen til en ekstra indtægt er gennem alle tider vedvarende stor, uanset om det foregår i det skjulte på ulovlig, lumsk og lyssky vis. Hvilke varer man smuglede, afhang af hvor stor en told de pågældende varer var pålagt. Skiftende tider har medført skiftende emner for smugleri. Jo højere told, jo mere fordelagtigt og fristende. Sjældnere og dyre varer fra de passerende skibe og derfor med særlig høje toldsatser var således yndede emner for smugleri i et tidsrum. Smugleri af disse varer kunne indbringe en del, og udsigten til en ekstra indtjening kunne friste købmænd, vinhandlere og andre forretningsfolk. Smuglervarerne kunne være engelsk klæde, franske silketøjer, lærreder og kulørte eller hvide tøjer af alle slags, guld- og sølvure samt oversøiske varer samt vin og spiritus. De sidste to emner har været vedvarende populære smugleremner gennem tiderne.

Senere tiders toldfri, dagligdags småvarer fra færgerne kunne også være emner for smugleri. Selv børn kunne blive involveret i smugleri af f.eks. sukker, kaffe og tobak. Ikke så få forældre har tænkt, at ingen kunne finde på at mistænke troskyldige små poder. Smugleremner som eksempelvis fyrværkeri til nytårsbrug, ulovligt importeret øl og sodavand samt narkotika hører nyere tider til. Narkotika er der virkelig mange penge i, og det er derfor forbundet med en stor risiko og giver en relativ hård straf, hvis man bliver pågrebet. Det samme med menneskesmugling, hvor kyniske mennesker hjælper andre med ulovligt at komme ind i et land, ofte mod stor betaling og med store menneskelige omkostninger.

Risikoen ved smugleri

Der var imidlertid en vis risiko for at blive gebet på fersk gerning, selvom den lange kyststrækning var svær at bevogte for toldvæsenet. Straffen var dog til at overse. Man fik højst varerne konfiskeret og måtte betale en bøde, som i tilfældet Jens Lind, omtalt oven for. Man kunne dog være så heldig at købe de samme varer tilbage på toldvæsenets auktioner til en relativ billig pris. Den almindelig opfattelse var, at smugleri ikke rigtig var et ulovligt erhverv, og myndighederne så lempeligt på smugleriet. Det kunne endog være næsten ærefuldt og medvirke til at give en succesfuld smugler en vis anseelse. Efter Øresundstoldens ophør tjente fandt forretningsmænd en ny måde at tjene penge på, som nævnt i afsnittet ”Brændevin og tobak” neden oven for. Som altid penge fulgte med penge en vis anseelse. Smugleri som ”sideerhverv” formåede ikke at skade en forretningsmands gode navn og rygte i mærkbar grad, hvis i øvrigt vedkommende var en god, velanset og ”ulastelig” samfundsborger.

Utilstrækkelig kontrol

Fra begyndelsen af 1600-tallet blev en bymur opført ud mod Øresund. Den var et effektivt værn mod smugleri, men naturligvis kun der, hvor den var og mens den eksisterede. Den havde en begrænset levetid, fordi den ikke blev vedligeholdt. Mod landsiden var smugleri til gengæld en smal sag.

Døgnet rundt patruljerende told- og strandbetjente og toldkrydsere i Sundet, men alligevel var overvågning af Øresund ikke nok til at dæmme op for smugleri. Mod land, hvor mange huse og haver vendte ud til de åbne marker, var kontrollen endnu sværere at udøve. Helsingør Kirkegård var tæt beplantet, stor og fredfyldt og velegnet til smugleri. Toldvæsenet havde ganske enkelt for lidt mandskab til at udøve tilstrækkelig effektiv kontrol, hvilket ikke gjorde fristelsen til smugleri mindre. Det forekom, at ansatte ved toldvæsenet valgte at samarbejdede med smuglere. De tjente ikke vældig meget, og de nød heller ikke den store respekt. Naturligvis kunne det friste en og anden.

Oplagringsplads

Smuglervarerne skulle modtages, skjules i udhuse eller kældre, transporteres til byen, ofte gennem skovene i ly af mørket. Anløbsbroer var hyppigt anvendte til ulovlig indførsel af varer. Mange steder kunne anvendes til lagerplads til smuglervarer. Lappen var et rigtig godt gemmested for smuglervarer, bekvemt langt uden for byens grænser og dermed for kontrol. De store åbne pladser, hvor færgefolk og lodser havde deres både liggende, var også velegnede til smugleri. På den svenske side af Sundet blev de mange huler og grotter anvendt som oplagringsplads for smuglergodset. Det var derfor relativt nemt at ”snyde” toldvæsenet. Der blev navnlig smuglet om aftenen og om natten i ly af mørket, hvor optimale vilkår var dårligt vejr med regn, storm eller snefog.

Smugleri af klæder

Ole Lund skriver i ”Smaabilleder fra Helsingør 1800-1830" i afsnittet ”Toldere og smuglere” (nævnt under litteraturhenvisninger): ”Smugleri foregik dog også ved højlys dag, om end i mindre dimensioner. Mange kaptajn eller fremmed sømand kom i land som en svær og fyldig mand på grund af det klæde eller lærred, han havde viklet om legemet, gik igen som en smækker person efter at have ”afrullet sig”, som det kaldtes. Mangt et vognhynde har kun været et stykke engelsk eller tysk klæde eller afgivet gemmested for kostbare silketøjer, hvorpå pæne damer har siddet og bredt sig. Selv ved acciseboderne smugledes der på alle mulige tænkelige måder, hvor meget toldbetjentene end søgte med deres halvanden alen lange jernsøgere.”

Brændevin og tobak

Anker fra Skibsklarergården, 2015

I en artikel i Helsingør Dagblad (nævnt under litteraturhenvisninger), kan man læse: ”Mange af sundklarererne drev vinhandel ved siden af deres primære virksomhed. De afsatte bl.a. en del vin og spiritus til skipperne, ikke blot til deres eget brug, men også til videre forhandling. Ualmindeligt var det ikke i 1700- og 1800-tallet, at skippere og da navnlig de engelske i forbi farten til Rusland for egen regning medtog fade med vin og adskillige ankre (tønder) med genever og cognac som ”føring”, som de så indsmuglede i de russiske havne. Undertiden tog de vel også disse med pr. kommission for vinhandleren til kunderne og videreforhandlerne på destinationen. Hver større købmand havde derfor et betydeligt vinlager og sin egen vinkyper.”

Kenno Pedersen skriver i sin bog om ”Øresundstolden - en kilde til vin” (nævnt under litteraturhenvisninger) i afsnittet om smuglervin: ”Så godt som enhver skipper drev vinhandel ved siden af sin havde en kælder i byen med oksehoveder og ankre (tønder) af kostbare vine til sit eget brug. De købmænd, om hvem man vidste, at de stod i ledtog med smuglerne, havde den største omsætning, da de kunne sælge billigere end andre.”

M. Galschiøt skriver i ”Helsingør - omkring midten af forrige århundrede” (nævnt under litteraturhenvisninger) ganske underholdende om smugleri, som foregik efter Øresundstoldens ophør 1857, omtalt i de følgende to afsnit: "Variabel livvidde" og "Utraditionel kaproning". Mange firmaer fik en drastisk nedgang i indtjeningen, og man søgte nye indtægtskilder. Handelsfolk fra Helsingør med svenske forretningsforbindelser organiserede smugleri af især brændevin, vin og tobaksvarer fra Helsingør til Helsingborg på forretningsmæssigt vis.”

Denne form for smugleri gik rigtig godt en periode, og der blev atter tjent mange penge. Som nævnt oven for var relativt nemt at få smuglet varerne henholdsvis ind og ud på begge sider af Øresund, og at smugle påvirkede stort set hverken anseelse eller omdømme. Det åbenlyse og utilslørede smugleri fortsatte stort set uanfægtet indtil Første Verdenskrig, hvor kontrollen med både ind- og udførsel blev skærpet.

Variabel livvidde

Som beskrevet i ovenstående afsnit, foregik smugleriet ofte temmelig åbenlyst og grotesk, Folk kunne ligefrem ”bugne” af smuglervarer, som blev anbragt på kroppen alle mulige steder på fantasifulde måder. De kunne så aflevere smuglervarerne, optræde i en noget slankere udgave for derefter atter fremtræde stærkt udstoppede. Det må have set temmelig komisk ud og sikkert været festligt og fornøjeligt. Det svenske toldvæsen blev snydt for rigtig mange penge, og man kan undre sig over, at det gik godt så længe.

Utraditionel kaproning

I begyndelsen var det mest svenske fiskere, der kom over og hentede smuglervarerne, men de blev overhalet af toldkutterne. Det satte fantasien i gang, og resultatet blev en specialbyggede kaproningsbåd, en såkaldt ”Sniver”, bygget af en kendt og dygtig bådebygger fra Helsingør. Hele var idéen, at de skulle kunne sejle stærkere end toldvæsenets kuttere, selvom bunden af bådene var fyldt op brændevinsankre. Derfor var smuglerbådene lange, smalle og skarpe i stævnen, så de kunne få fart på, men til gengæld var de mere rummelige, dybere og stærkere end de almindelige kaproningsbåde. Der skulle en 10-12 mand at ro dem, ofte udført af trænet mandskab som søvante fiskere og kadrejere. Også her foregik det hele ganske åbenlyst, men af og til gik det dog galt. Efterhånden blev det dog for meget af det gode, og et samarbejde mellem toldstederne i Danmark og Sverige resulterede i, at det åbenlyse og grove smugleri ophørte omkring 1870’erne.

Smugleri til alle tider

Smugleri var fortsat alt for fristende, er det til stadighed og vil formentlig fortsat være det. Så længe der er mennesker i verden, vil smugleri vil finde nye veje og nye emner, som er fordelagtige for den pågældende tid, som nævnt i afsnittet: ”Det fristende smugleri”.

Lokalhistoriske kilder - generelt

Flere af neden for nævnte kilder til denne artikel bygger på andre og ældre kilder, som også er nævnt her. Derfor gives nogle af de samme informationer i forskellige bøger, et ret almindeligt fænomen inden for lokalhistorie om Helsingør.

Litteratur

Laurits Pedersen: Helsingør i sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929 (Bind 2: Smugleri, side 291; Smugleri, smuglere, side 337-339).

Kenno Pedersen: Det gamle Helsingør. Hellerup, Dansk Bladforlag, 1982 (heri: ”Toldere og smuglere”, side 163-167).

Kenno Pedersen: ”Øresundstolden - en kilde til vin”. Helsingør Vinmuseumsforening, ca. 2013 (heri: ” Smuglervin”, side 103-104).

M. Galschiøt: "Helsingør omkring midten af forrige århundrede". Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 2 udgave 1960 (om smugleri, side 134-138).

Ole Lund: ”Smaabilleder fra Helsingør 1800 – 1830”. Kjøbenhavn. Otto B. Wroblewski’s Forlag, 1900 (heri: ”Toldere og smuglere”, side 29-37).

Artikel i Helsingør Dagblad lørdag d. 23. august 2014, side 16, skrevet af Kenn Andersen under rubrikken: Vidste du det?: ”Der har altid været smuglere i Helsingør”.