Smedene i Helsingør

Da skibsværftet - med det officielle navn "Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri" blev etableret i 1882, medførte det hurtigt arbejdspladser i et omfang, der ikke tidligere havde været kendt i byen. Smede, skibsbyggere og maskinarbejdere strømmede til fra svenske og tyske værker, da de havde hørt om mulighederne for at få arbejde i Helsingør. Lønningerne var lave og arbejdsvilkårene farlige og usunde. Både i Europa og Danmark var arbejdskampene forlængst i gang, men de blev bekæmpet med alle midler af arbejdsgiverne.

Blandt de ansatte på værftet var der mange socialister, og den første fagforening blev oprettet i 1883, men modtaget med stor unåde af værftets direktion. De 64 medlemmer fik i 1884 et ultimatum af direktør Mads Holm med krav om udmeldelse, ellers ville de blive afskediget. Foreningen gik derefter i opløsning. Den blev dog genoprettet den 25. juni 1887 med navnet Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening i Helsingør. Arbejdstiden var på det tidspunkt 10-12 timer dagligt og lønnen 20-26 øre i timen. Som formand blev valgt skibsbygger F.I. Weber.

I de første år var der en del omstruktureringer i organisationerne, men 1. februar 1888 blev Fællesorganisationen stiftet på smedenes initiativ. Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund blev stiftet den 20. august 1888. Det lykkedes i de følgende år denne organisation at forhandle en række løn- og arbejdsmæssige forbedringer på plads.

Grovsmede på værftet. Årstal ukendt.


Efter storkonflikten i 1899 blev Septemberforliget forhandlet på plads. Året efter meldte Helsingør Skibsværft sig ind i Jernindustriens Sammenslutning, og dermed var der etableret overenskomstmæssige forhold på alle værftets arbejdspladser.

Det betød bl.a., at arbejdsgiveren accepterede, at der var tillidsmænd på værftet. Den første tillidsmand for maskinarbejderne var den senere borgmester Peder Christensen, som blev valgt til posten i 1897. Han blev i 1906 valgte til formand for den lokale afdeling af Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening.

Beskæftigelsessituationen på værftet hang i høj grad sammen med konjunkturerne på verdensmarkedet, og om der var krig eller fred i Europa. 1. verdenskrig gav vareknaphed og dyrtid, og det varede en del år efter krigen, inden forholdene var genoprettet. Sidst i 1920'erne var der er par gode år, men verdenskrisen fra 1929 spolerede hurtigt dette. Under 2. verdenskrig måtte en del medlemmer tage anvist arbejde i Tyskland, men fra 1943 blev beskæftigelsen bedre igen p.gr.a. det såkaldte hansa-program, hvor en del skibe blev afleveret til tyskerne og skulle repareres.

Værftets nedtur begyndte for alvor i 1960'erne, da konkurrencen fra skibsværfter i Asien blev for stor. I 1983 måttet værftet lukke sin nybygningsafdeling, og omkring 2000 personer mistede deres arbejde. For smedeforbundet var det et slag, som det aldrig rigtig har forvundet.

Smedene havde efter mange år, hvor de havde lejet deres kontorlokaler, i 1936 købt ejendommen i Strandgade 48. Bygningen blev i årene 1966-1970 udbygget hen over en tom nabogrund, og adressen er derfor nu Strandgade 46. Ejendommen fungerer fortsat som fagforeningshus og partikontorer.


Litteratur

Smedene i Helsingør 1887-1987, Red. Kenno Pedersen, 1987


Bent Jørgensen: Alle er vi smede … Træk af de helsingørske smedes historie gennem 119 år. 2006