Slamatvej

Den gamle skole er bygningen til venstre, hvorimod huset til højre var nyopført i 1930, hvorfra billedet stammer
  • 3100 Hornbæk
  • Vejen er oplistet i Mostrups Vejviser for Tikøb Kommune 1968/69. Det fremgår ikke, hvornår vejen er navngivet af Tikøb Sogneråd.
  • Vejen er opkaldt efter rekreationshjemmet Slamat. Det havde til huse i Havreholm gamle skole (opført 1822 og anvendt til 1918, da skolen flyttede til en anden bygning).

Det var her i den gamle skole at Holger og Louise Helena Jantzen i 1920'erne oprettede et rekreationshjem udelukkende for kvinder. De overdrog administrationen til Københavns Understøttelsesforening. Holger Jantzen, der havde været udstationeret i Østen af sit firma, byggede et hovedhus med 24 værelser. Dette hus fik navnet Slamat, der er javanesisk og betyder "Velkommen til dette hus med Guds fred." Hjemmet ophørte i 1970, hvorefter ejendommen solgtes til privat beboelse.

Helsingør Byråd besluttede vejnavnet på sit møde den 24/4 1972. Og så skal det tilføjes at Slamat udtales med tryk på 1. stavelse og ikke som f.eks. tomat.

Kilder

J.P. Trap: Danmark. 5. udg. 1953-1972. Bind 3, 1: Frederiksborg Amt. Side 105 Se også: Rekreationshjemmet Slamat

Helsingør Dagblad. 29/7 2009 og 21/10 2010